I forbindelse med et igangværende fotoprojekt om døderitualer med titlen “Dead and Alive” var den prisvindende fotograf Klaus Bo i 2015 i Guatemala, hvor han kiggede nærmere på fejringen af De Dødes Dag, 1. november. Nu er det tid igen, og vi bringer den første af to rejsebeskrivelser fra fejringen af dagen i byerne Sumpango og Santiago de Sacatepéquez, som begge ligger 2-3 timers kørsel vest for hovedstaden Guatemala City. Op til fejringen bygger man nogle gigantiske farverige drager, hvoraf nogle kan flyve, mens de største står lænet op af store træpæle på eller ved kirkegården.
27/10-2015
Om 5 timers tid har jeg været i Guatemala City i en uges tid. Det siges, at hvis man kan overleve her i en uge, kan man overleve alle steder i verden. Og ja, det er en farlig by – en af de farligste i verden, så jeg begiver mig nærmest ikke ud alene.
I 1996 sluttede en 36 år lang borgerkrig i Guatemala. Krigen kostede 200.000 mennesker livet og hovedparten af ofrene var mayaer. Efterfølgende blev der indgået en fredsaftale mellem oprørerne og magthaverne; en fredsaftale, som er blevet kritiseret kraftigt af oppositionen, da der ikke blev opnået særlig meget af det, som var det erklærede mål. Der er stadig meget stor ulighed i landet og en enorm korruption. Landets ressourcer sælges til udenlandske firmaer, oprindelige befolkningsgrupper bliver flyttet fra deres jorde, som de har dyrket og levet af altid, og det er ikke mere end tre år siden, at regeringstropper udførte en massakre på befolkningen i en landsby.
Det er denne stadig større ulighed og manglende forbedringer efter borgerkrigen, der har ført til, at især Guatemala City er så farlig. I dag bliver der myrdet flere mennesker om året end under borgerkrigen. 90 procent af alle mordofre er mellem 15-24 år, og drabene skyldes for det meste banderelaterede opgør. Et lejemord koster så lidt som 20 dollars. Folk i byen er skræmte, og ingen føler sig sikre.
Den 1. november er den eneste dag, hvor de døde har lov at komme frem og gå på Jorden blandt os dødelige. Derfor spiser man på gravene med de døde den dag, og dragerne bruges til at skræmme de onde ånder væk.
Det betyder naturligvis også, at der er få mennesker på gaderne. Folk, der har bil, kører fra hjemmet til indkøbscentret, restauranter eller hvad de nu skal, og direkte hjem igen. Der er private vagter bevæbnede med oversavede jagtgeværer uden for alle forretninger, supermarkeder, restauranter og så videre, og der er politi overalt.
Det er med andre ord ikke lige stedet, man som udlænding går ud alene, og kameraet kan jeg slet ikke have fremme her. Det skulle også være for farligt at gå rundt med en fototaske, selvom den i mine øjne ikke ligner en sådan. Men den er simpelthen for pæn og det ser ud som om, den indeholder noget værdifuldt.
Så kamera og telefon ligger i en vadsæk af hør, og jeg prøver at klæde mig så lidt prangende som overhovedet muligt. De gange jeg har kørt i bus, og har været ude af byen (men skulle igennem den) har jeg hele tiden overvejet, hvad jeg kunne undvære af udstyr, hvis bussen blev røvet.
Når det er sagt, er folk generelt set som folk er flest rundt omkring i verden: søde, venlige og imødekommende; allerhelst vil de leve et liv i fred og fordragelighed. Hvilket imiderltid ikke gør rådet om at holde sig ude af favelaerne (de røde zoner = slumkvartererne) overflødigt.
Jeg bor fint og privat hos et dansk/guatemalansk par, jeg kender. De har en lækker lejlighed i et nyopført sikret boligområde med vagter, videoovervågning og høje mure omkring. Desværre ligger området i det der kaldes Zone 1, som er et af byens farligste områder, lige bortset fra de røde zoner. Så min bevægelsesfrihed er relativ indskrænket.
Folkefest på gravens rand
Jeg har dog været ude at researche lidt i Sumpango, som er en af de to byer, der er oprindelsesstedet for traditionen med de store drager. Nogle lokale på kirkegården fortalte mig, at den 1. november er den eneste dag, hvor de døde har lov at komme frem og gå på Jorden blandt os dødelige. Derfor spiser man på gravene med de døde den dag, og dragerne bruges til at skræmme de onde ånder væk. Det er også vigtigt, at gravene ser pæne og velholdte ud, så de døde kan se, at man kerer sig om dem. I dagene op til den 1. november, er pårørende derfor i fuld sving med at gøre gravene pæne og rene. Der bliver sat blomster på og stenene bliver malet op i friske farver. Der er er derfor et leben på kirkegårdene overalt i Guatemala i ugerne op til fejringen.
Et par dage senere besøgte jeg kirkegården i byen Santiago de Sacatepéquez, da jeg var lidt i tvivl om jeg skulle fotografere fejringen i Sumpango eller netop i Santiago de Sacatepéquez. Jeg kunne med det samme mærke, at det skulle være i Santiago.
I Sumpango er den 1. november blevet en meget turistet begivenhed, og dragerne bliver sat op på en plads ved siden af kirkegården. I Santiago holder man sig til den gamle tradition (som ingen umiddelbart rigtig ved hvor stammer fra) og sætter dragerne op på selve kirkegården, – blandt gravene.
Altså kan jeg få billeder af drager og grave på samme tid. Og det kan da godt være, at nogen vil finde det blasfemisk, at man ligger og soler sig på Assistens Kirkegård, men det er intet i forhold til, hvad der foregår på kirkegårdene her. Børn leger ‘jorden er giftig’ på gravene og springer fra gravmonument til gravmonument, en gruppe unge slapper af siddende på en grav med et par øller og musik fra en mobiltelefon.
Samtidig er andre i gang med at sætte grave i stand. Nogle er alene, de er enker eller enkemænd, og andre steder er hele familier mødt op og gør i fællesskab deres forfædres grave klar til den store dag. Nogle spiser allerede på gravene, mens andre sætter små stofdrager til 3 quetzales (2,50 kr.) op.
Der brændes ukrudt af, affald fjernes og der er en konstant strøm af folk med hakker, skovle, blomster og så videre ind og ud af kirkegården. Der er virkelig et leben, og man kan tydeligt mærke forventningens glæde op til den store dag, hvor man skal hilse på sine døde slægtninge.
I øvrigt er der ganske sikkert uden for hovedstaden, og her er ingen problemer med at fotografere. Folk er venlige, imødekommende og glade for interessen.
I morgen flytter jeg fra Guatemala City til Santiago de Sacatepéquez, hvor jeg skal bo på byens eneste hotel. Og fra i morgen eftermiddag følger jeg de sidste forberedelser til De Dødes Dag. Festlighederne begynder allerede d. 31. oktober om aftenen, hvor de store drager stilles op, og de unge vogter over dem hele natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november. Om aftenen skulle der efter sigende også komme nogle mayaindianere og udføre nogle ritualer på kirkegården. Så jeg har tænkt mig at holde mig vågen i lidt over et døgns tid og følge det hele.
Fortsættes.
Alle fotos: Klaus Bo. Topfoto: Et par lokale bønder med deres hakker forlader kirkegården efter at have klargjort familegravene.
Har du lyst til at støtte Klaus’ videre arbejde med at dokumentere døderitualer har du mulighed for det via MobilePay: 26 21 21 65
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
