POV SPORT // KOMMENTAR – Sportssucces og talent forpligter. Også politisk. Det politiske Danmark bryster sig gerne af sine sportslige landvindinger, men så må pengene også følge med. I stedet for spareknive i ryggen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Store danske sportspræstationer og sejre har mange fædre og mødre. Også i politisk forstand. Nederlagene knap så mange. Som nu da Jonas Vingegaard i sommer vandt Tour de France, og statsminister Mette Frederiksen afbrød sin ferie og drog til Paris for at fejre den danske Tour-triumf sammen med blandt andre kulturminister Ane Halsboe Jørgensen, Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S) og Kronprins Frederik.
Mette Frederiksen var sågar på podiet sammen med Vingegaard på Champs-Élysées og med til nattefesten hos Tour-vinderens hollandske hold, Jumbo-Visma. Nu havde årets Tour de France så også dansk udgangspunkt med de første tre etaper i det lille lands sommerlandskab. En folkefest af en anden verden, som ikke kan gøres op i penge, selvom mange turistøkonomer og sponsoreksperter forsøger sig, så er det svært at måle mentale bundlinjer.
Rådhuspandekager i hovedstaden må der til, når danske sportsfolk vender hjem til Danmark med verdens- og europamesterskaber, Tour-sejre og OL-triumfer. Og også i det smukke gamle rådhus skal politikerne nok sørge for at dukke op til en smagsprøve af sejrens sødme og spotlight.
Lidt anderledes tager det sig ud med forældreskabet, når der lander en politisk møgsag på skrivebordet eller computerskærmen. Som nu den seneste af slagsen, hvor regeringen i sit forslag til næste års finanslov har valgt at sløjfe de 4,1 millioner kroner, som Team Danmark har modtaget i kompensation i en årrække på grund af færre udlodningsmidler fra overskuddet i Danske Spil.
Forældreskabet
Rigtig mange penge for Team Danmark, promiller i nationaløkonomien, men proportionelt vigtige i forhold til antallet af rådhuspandekager og photo opportunities ved alverdens medaljepodier. Tilbage i 2017 fik et politisk flertal endelig sløjfet beskatningen af ret beskedne pengepræmier, danske atleter modtager for guld, sølv og bronze til olympiske lege. Det var på alt for høje tid.
Men der skal også penge til den daglige hakkelse i sportslivets rejsestald. Den sørger Team Danmark sammen med sine sponsorer blandt andet for. Ikke mindst til atleter og mindre sportsgrene, der ikke kan gå i markedet og hente store pengepræmier eller lønninger.
Tilbage til forældreskabet, så er det hverken statsministeren eller kulturministeren, der skal nyde noget af at gå i medierne med sådan en sag
Træning, restitution, rigtig kost og i det hele taget optimering af en eliteidrætsudøvers hverdag i dag er langt mere omfattende end for bare 20 år siden, hvis man vel at mærke vil være med blandt de bedste. I forhold til indbyggertal ligger Danmark højt på medaljeskamlerne i mange sportsgrene sammenlignet med andre lande, der endda bruger forholdsmæssigt langt flere penge på deres atleter.
Tilbage til forældreskabet, så er det hverken statsministeren eller kulturministeren, der skal nyde noget af at gå i medierne med sådan en sag. Den dumper automatisk ned på ordførerniveau, i dette tilfælde kulturordfører Ida Auken (S), der mandag udtalte til dagbladet B.T.:
”Team Danmark bliver støttet med 94,1 millioner, så de får mange penge fra staten. De 4,1 millioner er ikke noget, de direkte mister, men det har været et ekstra tilskud i en periode. Det er meget larm for et lille tilskud, men når man skal lave en økonomisk ansvarlig finanslov, så tæller både små og store beløb. Jeg ville gerne have haft mange flere penge at dele ud. Det er utrolig meget sjovere. Også til Team Danmark.”
Den danske sportsmodel
Og inden vi nu falder hen i lovprisning af den højt besungne danske sportsstøttemodel gennem udlodningsmidlerne fra Danske Spil, er det værd at minde om, at pengene ikke stammer fra vores til tider ludomaniske tilsæt på fodbold, håndbold, tennis, poker eller kasinospil, men alene fra lotteriindtægterne.
Således havde Danske Spil et brutto-overskud på alle deres spil på godt 4,8 milliarder kroner i 2021, mens blot de 1,5 milliarder gik til udlodningsmidlerne. Resten går efter administration m.m. direkte i statskassen.
Og i kuk-kassen for en pæn del af administrationsudgifternes vedkommende. For mens vi hidser os op over udenlandske bettingselskabers forurening af fodbold- eller håndboldfladen, så står Danske Spil ifølge mine kilder for mindst 50 procent af alle spillereklamer på TV. Så sæt dog støtten til Team Danmark op i stedet.
Hvis man virkelig vil svinge sparekniven, må man også stikke den i dækkene på landingshjulene på skatteyderbetalte hyldestflyveture til Paris …
I alle disse tal helt op i milliardstørrelsen forekommer 4,1 millioner kroner færre til Team Danmark som småpenge, men det er det ikke for det danske eliteidrætsmiljø. Og ej heller principielt. Krisetider, nogle bygger læskærme, andre vindmøller (det sidste er nok bedst i en valgkamp), som klichéen lyder. Vi skal spare.
Bruge flere penge på varme hænder. Og varme i det hele taget i en koldkrigs økonomisk tid. Store sportspræstationer kan såmænd også varme stuer op til vinter, hvis hele familien eller venneflokken lander i ekstase over EM-håndboldkvinderne og VM-fodboldherrerne i Qatar i november og december eller håndboldherrerne til VM i Sverige i januar.
Som nævnt er det svært at måle, men 4,1 millioner kroner til Team Danmark kan sagtens være det femdobbelte værd i mentalhygiejnisk eller samfundsøkonomisk forstand. Men hvis man virkelig vil svinge sparekniven, må man også stikke den i dækkene på landingshjulene på skatteyderbetalte hyldestflyveture til Paris …
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her