Ritzau trækker historien om efterkommer-rapporten – ministerierne vildleder

af i Danmark/Politik & Samfund

EFTERKOMMERRAPPORTEN // KOMMENTAR – Selvom Ritzau har valgt at trække deres historie om efterkommerrapporten tilbage, fortsætter undervisningsminister Merete Riisager med at vildlede offentligheden, skriver Steffen Groth i en kommentar, der retter et kritisk blik mod ministerens udtalelser i gårsdagens udgave af Deadline på DR2.  

Ritzaus historie fra d. 16.-17. december med overskriften ”Integration af indvandrere går i stå i tredje generation” var et ekko af ministeriernes pressemeddelelse med overskriften: ”Tredjegenerationsindvandrere klarer sig ikke bedre end anden generation”. Ritzaus historie spredte sig som en steppebrand gennem medielandskabet – et hurtigt kig på Infomedia giver omkring 30 hits – fra Lolland-Falsters Folketidende over TV2/Nyhederne Online til Dagbladet Holstebro-Struer. I går valgte Ritzau at trække historien tilbage:

Efterfølgende har det vist sig, at der ikke var dækning for artiklens præmis. Der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at sammenligne anden generations- og tredje generationsindvandrere, som det skete i artiklen“, skriver Ritzau.

I dagens Mennesker og Medier på P1 forklarede Lars Vesterløkke, chefredaktør og direktør for Ritzau, hvordan han så på forløbet: ”Vi blev forført af ministeriets udlægning af historien og baserede den også på Berlingskes historie først, og det skulle vi ikke have gjort… Men man kan sige, der sker tit det, at når der kommer noget fra ministeriet, så tror man som regel på, at selve grundlaget er i orden…. Det er sjældent at ministerier ikke holder sig meget til fakta, her der synes vi, at den lige får en tand for meget til, at det holder.”

Undervisningsministeren fortsætter forførelsen

I går aftes i Deadline forsøgte en smilende Undervisningsminister, Merete Riisager, at forsætte forførelsen af befolkningen. Ikke en eneste indrømmelse blev det til. Til gengæld blev kritikken i hendes fortælling fremstillet som en historisk voldsom og overdreven reaktion. Dels fra nærsynede forskere, der stirrede sig blinde på metodiske forhold og glemte substansen, og dels fra berøringsangste ”følsomme tandhalse”, der ikke ville se virkeligheden i øjnene. De to grupper blev umærkeligt flettet sammen i fortællingens væv:

”Der er også nogle følsomme tandhalse, når vi snakker om går det fremad eller går det ikke fremad… Der er en følsomhed i nogle segmenter i forhold til, at man er så bange for at belyse det her, så der må ikke være et komma, der står forkert”.

Et komma, der står forkert? Det var konklusionen, der var forkert. Ikke en strid om nyt eller grammatisk komma. Det var konklusionen, Rockwoolfonden skød ned. Det var konklusionen, Heine Andersen skød ned. Det var konklusionen en række forskere omhyggeligt forklarede, at der ikke var dækning for. Og det var konklusionen, som Berlingske og Ritzau endte med at rette.

Merete Riisager fortsætter med sin optræden i Deadline vildledningen af offentligheden. Er det reaktionen når ministre mødes med seriøs, faglig og substantiel kritik? Så tænder de deres mørkelamper og lader mørkelyset skinne

Men Riisager fortsætter med retorisk snilde vildledningen og mørkelægger ministeriernes misinformation, mens hun samtidig iscenesætter sig selv som oplysningens forkæmper:

”Vi skal gøre op med de følsomme tandhalse. Og så skal vi have al den viden frem, vi har, for det har vi behov for. Vi bliver nødt til at vide hvordan det går med integrationen. For det er kun, hvis vi har reel viden, at vi kan sætte ordentligt ind”.

“Reel viden” vil jeg fremhæve som nøgleordene her. Ja, vi skal nemlig bruge al den reelle viden, der kan fremskaffes. Men vi skal ikke diskutere på et fordrejet grundlag. Og det der konkluderes på ministerierne hjemmesider – og stadig står der – er som Kurt Strand konstaterer i Mennesker og Medier forkert. Kort og godt – forkert. Der er og bliver ikke dækning for at skrive: ”Tredjegenerationsindvandrere klarer sig ikke bedre end anden generation”, også selvom to store ministerier står bag det fejlagtige budskab.

Schaffen wir das?

Riisager fastholder i interviewet den fejlagtige grundpræmis og korrigerer intet. Hun formulerer sig dog lidt mere forblommet end i pressemeddelelsen: ”Vi kan sagtens bruge den [analysen] som en vigtig indikator på, at det desværre ikke ser ud til at gå fremad”.

I et blogindlæg samme dag med den sigende titel Schaffen wir das? – der omvender Merkels omstridte erklæring – skærpede undervisningsministeren nogle af de mest problematiske pointer fra rapporten:

På enkelte parametre bevæger de [børn af efterkommere] sig endda i en negativ retning sammenlignet med efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Et eksempel fra rapporten er, at færre børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund i alderen 20-24 år har fuldført en gymnasial uddannelse end efterkommere i samme aldersgruppe…

Altså skridt tilbage, ikke frem.”

Her havde Berlingske trods alt indskudt et enkelt parentetisk forbehold i hovedartiklen d. 17. december. Nemlig: ”I enkelte tilfælde– og med forbehold for at det bygger på små tal – går det tilbage”

Det gjorde Berlingske klogt i. Men Riisager udelader det. I det specifikke tilfælde, som Riisager fremhæver, er tallene baseret på en meget lille gruppe af 20-24-årige (544/750 personer). Forskerne har betonet en række skævvridninger ved sammenligningerne generelt:  a) gruppen af børn af efterkommere har en anden etnisk sammensætning end sammenligningsgrupperne, b) gruppen har unge mødre med en særlig socioøkonomisk profil og c) gruppen med etnisk blandede forældre er udeladt. Men i dette tilfælde, som Riisager fremhæver uden forbehold, er der yderligere det helt basale problem, at der dels er flest 20-årige i gruppen af børn af efterkommere fra 20-24, og dels at selve statistikken hviler på for få personer.  Danmarks Statistik skriver det meget eksplicit i “Indvandrere i Danmark 2018”:

På sigt er uddannelse og beskæftigelse meget interessante områder, når det gælder statistik om børn af efterkommere. Der vil dog gå en del år, før gruppen af 20-24- årige børn af efterkommere vil være tilstrækkelig stor til, at der for alvor kan laves meningsfuld statistik om beskæftigelses- og uddannelsesforhold.”

Det er misvisende og vildledende at konkludere som Riisager gør.

Mørkelygten

I sin bog Mørkelygten fra 2014 dykkede P1-journalisten Jesper Tynell ned i en række kontroversielle ministerielle sager. Han havde gransket et utal af ministerielle dokumenter og talt med 45 embedsmænd, der fortalte om politisk tilskæring af tal og fakta. Mørkelygten er en metafor fra den ministerielle jargon; den refererer til den politiske proces, hvor offentligheden tilsyneladende oplyses med tal og statistikker, men reelt fordunkles fakta, virkeligheden fordrejes og vigtige oplysninger mørkelægges eller placeres i et fjernt bilag.

Mørkelygten kan bruges defensivt, men også offensivt, når man f.eks. markedsfører ”regeringens politik ved hjælp af ubrugelig statistik, der sammenligner pærer og bananer”. Tynell skriver i indledningen:

“Kunsten består ofte i at give offentligheden et bestemt fortegnet indtryk af virkeligheden, uden at ministeren eller ministeriet af den grund kan fanges i at tale direkte usandt eller i at foretage sig noget klart ulovligt, forklarer en række embedsmænd i bogen; at kommunikere, så borgere, journalister og folketingsmedlemmer lader sig vildlede, uden at det kan dokumenteres, at det har været hensigten. Uden at påføre ministeriet og ministeren for store risici. Dét er kunsten”.

Berlingske lod sig vildlede. En kædereaktion bredte sig fra medie til medie – lokale, regionale, landsdækkende – og et fortegnet billede forplantede sig til stuerne i hele landet. Merete Riisager fortsætter med sin optræden i Deadline vildledningen af offentligheden. Er det reaktionen når ministre mødes med seriøs, faglig og substantiel kritik? Så tænder de deres mørkelamper og lader mørkelyset skinne.

[Artiklen er opdateret kl. 17.00 med afsnittet Schaffen wir das?]


POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272

Topfoto: Leitorp + Vadskær, www.regeringen.dk

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Danmark