
NORMERING I DAGINSTITUTIONER // KOMMENTAR – Regeringen undlader fortsat at skabe gennemsigtighed i normeringen i daginstitutionerne, fordi de reelle tal er for dårlige, skriver Nanna Høyrup. Forældre, der ønsker indsigt i institutionernes reelle normering, kan bruge den såkaldte Omsættertabel, som forældrebevægelsen HvorErDerEnVoksen har lavet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 1. januar trådte loven om minimumsnormeringer i kraft efter en lang og sej kamp for børns ret til omsorg og nærvær, når de er i daginstitution. Men kampen er slet ikke færdig. Der er nemlig ikke tale om reelle minimumsnormeringer i børnehøjde. Det er alfa og omega for både det pædagogiske personale, forældre og især børnene, at loven bliver sådan, og her er gennemsigtighed på de reelle normeringer helt afgørende.
For nylig delte forældrebevægelsen HvorErDerEnVoksen, som blev grundlagt i forbindelse med kampen for minimumsnormeringer for børn, en undersøgelse om ”Borgernes til- og fravalg af dag-institutioner – et conjoint eksperiment”. I undersøgelsen står bl.a.:
”Resultatet viser, at borgernes sandsynlighed for tilvalg hænger systematisk sammen med normeringen. I sammenligning med tre børn per voksen (referencekategorien) ses et næsten lineært, negativt forhold mellem antal børn per voksen og sandsynligheden for at vælge en given daginstitution: Jo flere børn per voksen, des mindre sandsynlighed for, at daginstitutionen bliver valgt til.”
Jeg mener, at de dækker sig ind under misvisende og vildledende argumenter, fordi de i bund og grund ikke ønsker, at forældre skal kende de reelle normeringer
At normering betyder så meget i forhold til valg af daginstitution, er for mig som vuggestuepædagog ikke en overraskelse. Det overrasker heller ikke, at regeringen ikke vil skabe gennemsigtighed på normeringen på institutionsniveau. Jeg tror nemlig, at de er bange for forældrenes reaktion, når de ser, at normeringerne ikke er gode for deres børn.

Regeringen og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye droppede for nylig – sammen med Kommunernes Landsforening (alle kommuners interesseorganisation) – indberetninger af normeringer på institutionsniveau under påskud af, at det tager for meget tid fra børnene, der skal spares, og at det er bureaukratisk tungt. Ingen af delene holder.
Jeg mener, at de dækker sig ind under misvisende og vildledende argumenter, fordi de i bund og grund ikke ønsker, at forældre skal kende til de reelle normeringer. Kommer de reelle normeringer frem i lyset, vil flere forældre vælge enten at gå ned i arbejdstid eller helt fravælge daginstitutionerne. Stik imod regeringens ønske om, at vi skal arbejde mere.
Og deres frygt er ikke hevet ud af ingenting. Hver femte forælder er allerede gået ned i tid på grund af børnepasningens utilstrækkelige kvalitet, viser en Epinion-undersøgelse bragt i Politiken.
Regeringen svigter børnene
I september sidste år svarede indenrigsminister Sophie Løhde således på spørgsmål til misvisende resultater af brugertilfredshedsundersøgelsen blandt forældre, fremsat af børne- og familieordfører Helene Liliendahl Brydensholt (ALT):
”De Nationale Brugertilfredshedsundersøgelser (BTU) skal give et brugerperspektiv på kvaliteten af den offentlige løsning af velfærdsopgaver og derved understøtte en lokal dialog om kvalitetsudvikling. Undersøgelserne har ikke til formål at afdække, om brugerne er tilfredse med ressourceanvendelsen – eksempelvis afsatte normeringer, løn og driftsudgifter mv.”
Med andre ord har ministeren konkluderet, at normering ikke er et nødvendigt og relevant parameter for forældre at kommentere på, når de vurderer kvaliteten af børnenes daginstitution.
Det kunne ikke være mere ved siden af. Og igen ser man, hvordan regeringen modarbejder mere gennemsigtighed på normeringen. Og det fravalg betaler børnene en kæmpe pris for. Der er stigende mistrivsel blandt børn og unge, og eksperter på børneområdet kobler vilkårene i vores daginstitutioner sammen med den udvikling. Eksperterne er både forskere og pædagoger. Begge med stor indsigt i den teoretiske og praktiske del af børnenes hverdag.
Lad os stå sammen om at trække børnene frem i lyset. Vi kan gøre det uden hjælp fra regeringen og KL
For mig er mørklægningen af børnenes virkelighed et kalkuleret og årelangt politisk omsorgssvigt af de mindste borgere i Danmark, der opstår, fordi politikerne fokuserer på en meget snæver økonomisk tilgang til, hvad der skaber et bæredygtigt velfærdssamfund. Der er ikke øje for trivselsøkonomi og værdien af omsorg i det store regnestykke, som regeringen lægger til grund for deres beslutninger.
Jeg forudser, at det, som regeringen frygter, i stigende grad vil ske – netop på grund af deres mørklægning af børnenes hverdag. Nok er simpelthen nok for forældrene. Og data kan man sagtens finde frem.
Det har forældrebevægelsen HvorErDerEnVoksen skabt et redskab til, nemlig Omsættertabellen – en slags regnemaskine, hvor det, du skal indhente, er data fra kommunen, og så får du en normeringsopgørelse, som er tæt på hverdagen i det enkelte dagtilbud.
Lad os stå sammen om at trække børnene frem i lyset. Vi kan gøre det uden hjælp fra regeringen og KL. Vi skal forhindre, at regeringen holder børnene hen i mørket og i mistrivsel.
Vi skal passe på børnene.
Læs også Chili Djurhuus’ kronik: “Pædogog: Hvor længe kan regeringen leve på løgnen om minimumsnormeringer?”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.