VELFÆRDSREFORMER // KOMMENTAR – Der er stadig adskillige velfærdsområder, der tørster efter reformer og politisk bevågenhed, men hvis niveauet ikke er højere end det, der for eksempel gælder for folkeskolen, er al snak om reformer mere tom end ambitiøs, skriver Finn Wiedemann.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Igennem lang tid har der været varmet op til et opgør med den måde, den offentlige sektor har været styret på. Det begyndte allerede i 2016, da Mette Frederiksen på den socialdemokratiske kongres lancerede et opgør med New Public Management.
Senere fulgte fx regeringspapiret i 2020 og statsministerens åbningstale til Folketinget, hvor hun annoncerede, at der skulle igangsættes selvstyreforsøg i udvalgte kommuner inden for skole-, ældre- og dagtilbudsområdet.
Endelig kom så regeringsprogrammet i 2022, som annoncerede den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og proklamerede nye reformer inden for udvalgte velfærdsområder.
Senest har statsministeren i kronikker og interview pustet nyt liv i reformerne af den offentlige sektor og gentaget pointerne fra regeringsprogrammet om, at hun går ind for velfærdssamfundet og ikke velfærdsstaten.
I velfærdssamfundet er der plads til mennesker, relationer, lokalsamfund og foreninger. Medarbejdernes faglighed og den lokale ledelse har høj prioritet, og borgerne er aktive medborgere.
“Nye” reformer af den offentlige sektor?
Budskabet fra regeringskontorerne er, at der skal gøres op med en række af de idéer, som har præget moderniseringen af den offentlige sektor, siden det første moderniseringsprogram af den offentlige sektor så lyset i 1983.
Væk med unødig kontrol, dokumentation, rigide resultatkrav og synet på borgerne som kunder. Ledere og medarbejdere kan godt selv. Det giver mere kvalitet, hvis medarbejdere og ledere opnår lokal frihed, ansvar og selvbestemmelse.
Man nynner automatisk med på Scorpions’ “Wind of Change” fra de glade dage efter Berlinmurens fald. Er et Zeitenwende undervejs? Eller er det bare retorik, sådan som vi har set så mange gange før, hvor afbureaukratiseringsreform, tillidsreform, sammenhængsreform og andre vakse reformudtryk har afløst hinanden med næsten samme forudsigelighed som årstidernes skiften?
Stort anlagte reformer, som har forsøgt at signalere, at nu sker der endelig noget. Viel Geschrei, und wenig Wolle, som de siger syd for grænsen.
Hvordan går det så indtil videre med at indfri ambitionerne og visionerne for en anden offentlig sektor? Jo, senest har vi fået en ny folkeskoleaftale og også en ny reform af ældreområdet, hvor nøgleordene bl.a. er mere tillid og selvbestemmelse til de ansatte samt mindre kontrol og dokumentation.
Så noget sker der. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget der reelt sker – og kommer til at ske – inden for de reformrammer, der er udstukket.
Folkeskolen som eksempel
Lad os tage folkeskoleområdet som eksempel. Her er der ikke noget, der tyder på, at landets skoler og skoleledere oplever, at den mest omfattende frisættelse af folkeskolen i velfærdssamfundets historie er blevet en realitet med den seneste skoleaftale.
“Skolelederne oplever ikke den frihed, hun [statsministeren] taler om,” som skoleledernes formand Claus Hjortdal formulerer det i et interview.
Vist får de enkelte skoler og skolebestyrelser nu frihed til fx at afgøre, hvor meget bevægelse der skal være i skolen, og om eleverne skal have karakterer i sjette og syvende klasse. Andre elementer i aftalen, fx spørgsmålet om hvordan man skal bruge eller udmønte såkaldt understøttende undervisning, har allerede været praksis længe.
Endelig vil der på sigt komme nye fagplaner, der skal afløse de 4.000 mål, som statsministeren igen og igen har nævnt som eksempler på overstyring.
En række af de positive erfaringer, man har gjort i frisættelsesforsøgene, er ikke eller kun i mindre grad blevet integreret i aftalen. Er det, fordi erfaringerne er dårlige? Nej, tværtimod.
De forskellige styringsled, forvaltning, ledelse og lærere og elever bakker positivt op om en række af de nye lokale muligheder, som frihedsforsøgene har givet mulighed for.
Det har fx givet lærere og ledere mulighed for at gentænke deres undervisning frem for blot at omsætte politiske beslutninger efter bogen. Dette peger den foreløbige erfaringsopsamling fra VIVE samt forskeren Lykke Mose på.
Måske er der ikke rigtig nogen frihed, man kan bruge eller forvalte? Og måske er den centrale styring heller ikke blevet mærkbart reduceret
Sidstnævnte, der har fulgt frisættelsesforsøgene tæt inden for folkeskolen, vurderer, at de positive erfaringer, man har gjort sig i fx Holbæk og Esbjerg, som er de to kommuner, hvor selvstyreforsøgene inden for folkeskoleområdet finder sted, ikke er tænkt ind aftalen. “Det er svært at se, at de rigtigt har draget læring ud af forsøgene,” som hun udtaler til folkeskolen.dk.
Fordøren eller bagdøren
Man kan få den kætterske tanke, at den seneste folkeskoleaftale er et udtryk for det, som Sigge Winther Nielsen kalder fordørsløsninger, hvor det handler om at signalere politisk handlekraft og sole sig i mediernes projektørlys, så der kan skabes offentlig opmærksomhed.
I stedet for at gå efter bagdørsløsninger, dvs. det lange seje træk med politiske løsninger, som er grundigt forberedte, og som ofte er baseret på forsøgs- og udviklingsarbejde, og hvor relevante interessenter har været inddraget aktivt i processen.
Selv om frisættelsesretorikken har præget det offentlige velfærdsområde i flere år, og nye aftaler og reformer nu finder vej inden for udvalgte velfærdsområder, så oplever mange offentligt ansatte og ledere fortsat, at de skal bruge lang tid på kontrol, dokumentation og afrapportering.
Det er tid og energi, som går fra kerneopgaven, fx samvær med medarbejdere og brugere.
Som en mine studerende formulerede det: “I gamle dage havde vores ledere tid til at drikke kaffe med os om formiddagen. Nu er de hele tiden afsted til møder eller sidder inde på deres kontor.”
Hvis man skal få øje på den meste omfattende reform i velfærdssamfundets historie, så kræver det, at lederen ikke har kalenderen fyldt med vigtige møder ude i byen eller tilbringer størstedelen af tiden på kontoret, men at der er mulighed for at drikke en kop kaffe med medarbejderne, sådan at man i fællesskab kan finde ud af, hvad man skal bruge friheden til.
Men måske er der ikke rigtig nogen frihed, man kan bruge eller forvalte? Og måske er den centrale styring heller ikke blevet mærkbart reduceret. Til trods for al hypen om det modsatte.
Systemverdenen og livsverdenen
Det er måske bare sådan, at det, som Jürgen Habermas i gamle dage kaldte systemverdenens kolonialisering af livsverdenen, fortsætter ufortrødent.
Systemverdenens logik baseret på magt, økonomi og jura er så stærke kræfter, at de ikke går væk eller forsvinder, blot man fordi man siger frisættelse og velfærdssamfund, sådan som statsministeren gør.
Det er bare med at komme i gang og helst med et lidt større ambitionsniveau, end vi fx har set inden for folkeskoleområdet
Selv om vi siger, at vi skal inddrage civilsamfundsløsninger eller skabe øget rum for livsverdenens logik med fokus på netværk, relationer og tillid, så er det kun i mindre grad det, som reelt sker mange steder. Systemverdenen er en slags invasiv art, der spreder sig, og som det næsten er umuligt at bekæmpe og slippe af med igen.
Fakta er, at der er mange velfærdsområder, hvor Berlinmurene ikke er faldet, og hvor frisættelsesvindene ikke kan mærkes.
Reformernes ambitionsniveau?
Det er for tidligt at skrive konklusionen, men hvis fx den seneste folkeskoleaftale er et eksempel på ambitionsniveauet for, hvordan de mest omfattende reformer i velfærdssamfundets historie kommer til at se ud, så er barren sat lavt.
Der er ikke overensstemmelse mellem den retorik, statsministeren videreformidler, og så de faktiske forhold i stålindustrien.
Jeg anerkender, at der er sat en bevægelse i gang, og at der aktuelt er et politisk vindue, der muliggør reformer, men man kan diskutere ambitionsniveauet.
Endelig ved vi, at politiske vinduer, hvor det er muligt at adressere problemer og gennemføre løsninger, ofte kun er åbne i kort tid. Snart dukker nye vinduer op, som sætter den offentlige og politiske dagsorden.
Der er fortsat adskillige velfærdsområder, som tørster efter aftaler, reformer og politisk bevågenhed, sådan at de også kan træde ind i eventuelt post-NPM-tid. Det er bare med at komme i gang og helst med et lidt større ambitionsniveau, end vi fx har set inden for folkeskoleområdet.
Ellers er der, for nu at citere titlen på en populær Shakespeare-komedie, igen mest tale om stort ståhej for ingenting.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
