UKRAINE-KRIGEN & INTERNATIONALE RELATIONER // KOMMENTAR – “Jeg har forstået, at det nu er Ukraines position, at Europa skal afruste for at hjælpe landet, hvilket er forståeligt. For når Ukraine har vundet over Rusland, skal de nok forsvare Europas østgrænse. Min konklusion er imidlertid, at den ikke helt går og det er der to grunde til,” skriver Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For det første er der det rent geostrategiske argument, at Ukraine kun kan dække Natos sydøsteuropæiske flanke, dvs. Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien – ikke Polen, Baltikum og Norden.
For det andet må vi i Europa se i øjnene, at vi har meget travlt med at genopbygge vores militære styrker og militærindustri, for USA er i bedste fald på vej til Stillehavet for at inddæmme for den kinesiske udfordring, i værste fald på vej ud af det internationale spil.
Uanset at vores politikere og diplomater ikke siger eller skriver det klart i dokumenter som Zilmerrapporten, for sådan er virkeligheden, er der tre mulige forløb, der alle gør det nødvendigt at opbygge det selvstændige forsvar i Europa.
I den første og værste fortsætter og forværres den interne politiske og geografiske splittelse i USA og udvikler sig til en åben, lavintensiv borgerkrig og et fortsat skred mod demokratiets sammenbrud. I sådanne tilfælde er vi helt alene.
Der er ingen grund til at være tilbageholdende, for det er ikke os europæere, der kan udløse en russisk optrapning til kernevåbenkrig. Den kan komme på grund af udviklingen i det russisk-amerikanske forhold
I den anden vinder den trumpistiske USA First-linje entydigt valget over de næste godt to år, så vi får et reelt og hurtigt sammenbrud af det amerikanske bidrag til forsvaret af alliancens territorium i Europa. Men i denne mulighed forudsættes det, at man undgår en åben intern konflikt i USA.
I den tredje lykkes det moderate fra Demokraterne og Republikanerne at kontrollere udviklingen, så vi oplever, at USA bevarer sin dominerende sø- og luftmilitære rolle i Vestens forsvar, også af Europa, men dog således at man efter Ukraines sejr eller en anden stabilisering i krigen hurtigt kan få gennemført skiftet til Stillehavet.
Uanset hvilken af de tre muligheder, der bliver virkeligheden, er der behov for en meget hurtig udvikling af forsvarskapacitet.
Det er mere end rimeligt. USA har nu fire gange reddet Europa. Første gang 1917-19, anden gang 1941-45, tredje gang 1950-89 samt fjerde gang fra tidligt 2022.
Dette betyder følgende begrænsninger i den europæiske militære støtte til Ukraine:
1) Udbygningen og udviklingen af våben- og ammunitionsproduktionen accelereres maksimalt, både for at forsyne Ukraine, men også for at kunne udruste eksisterende og nye europæiske enheder med moderne materiel.
2) Alle våben samt al ammunition og udrustning, der ikke er bemandet og nødvendigt i denne opbygning af europæisk forsvar, afleveres straks og derefter løbende til Ukraine.
Der er ingen grund til at være tilbageholdende, for det er ikke os europæere, der kan udløse en russisk optrapning til kernevåbenkrig. Den kan komme på grund af udviklingen i det russisk-amerikanske forhold.
Læs mere om Ukraine-krigen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
