Rasmus Willig: Skulle vi ikke fikse klimakrisen i en fart

Rasmus Willig 20.12.2019

BÆREDYGTIGHED // KOMMENTAR – Hvad nu, hvis vi faktisk gik i gang? Hvad skulle der til, spørger Rasmus Willig, formand for initiativet Andelsgaarde. Vi kan jo starte med landbruget, som står for ca. 20 % af det samlede CO2-aftryk. Hvorfor ikke købe det tilbage bid for bid og alle sammen blive gårdejere i forening, hvorfor ikke naturgenopretning på 50 % af arealerne, så vi kan få fugleliv og pindsvin tilbage? Hvorfor ikke gøre det ekstremt hurtigt?

Jeg kan huske, hvordan jeg som ung studerende, bænket i forelæsningslokalet, fik forklaret, at den vestlige verdens udvikling var som et eksprestog med høj hastighed, som vi ikke kunne bremse, men dog også, at vi var i stand til at styre det.

I dag fortæller jeg mine egne studerende, at vi nok er nået til en situation, hvor mange oplever, at eksprestoget fortsat kører stærkt, men at vi ikke længere har en fornemmelse af, at vi kan styre det. Det er løbet løbsk.

Vi har behov for en folkebevægelse på vores lille gård. En folkebevægelse på et frimærke, hvor alle, der er trætte af at se til, mens det går den forkerte vej, og som nu er klar til at gøre en forskel, træder til

Skulle nogle formaste sig til at sætte spørgsmålstegn ved vores moderne højhastighedssamfund uden for forelæsningslokalet, kan svaret meget vel være, at man kun kan falde i to kategorier: ”De, der stiger på toget, og de, der bliver stående på perronen.” Beskeden er uden signalforvirring: ”Det er et vilkår – og nu må vi trække en streg og komme videre herfra.” Og hvis der er en stakkel, som er fræk nok til at række hånden op og spørge: ”Videre herfra, javel. Men hvorhen?”, ja, så er svaret: ”Vi lægger skinnerne, mens vi bevæger os fremad.”

Vi er blevet et samfund uden retning og med en fornemmelse af, at vi ikke længere kan ændre vores stresstyngede arbejdspladser, at vi ikke kan stille noget op mod klima- og biodiversitetskrisen, ja, at løbet er kørt. Vi kører med fuld fart ud over afgrundens rand. Den eneste smule aflastning er en tur hos psykologen eller coachen, før vi igen får fart på.

Mest mærkværdigt er det, at vi accepterer, at vores børn og børnebørn skal igennem samme fortravlede arbejdsmarked for så at opdage, at det er for sent at redde den verden, som vi er ved at aflevere til dem.

Vi skal styre udviklingen

Hvad ville der ske, hvis vi brugte samme fart, som vi er blevet slaver af, og vendte den til vores fordel? Vi har jo teknologi, organisation og viden til at vende udviklingen, ja, på rekordtid.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa har skrevet indgående om accelerationssamfundets vrangsider, men det mest interessante er, at han ikke lader sine analyser lede til den logiske konsekvens: nemlig at vi bare skal sætte farten ned, så vil styringen af udviklingen igen blive vores.

Hvorfor have tiltro til den politiske profession, som synes at trække farten ud af ethvert forsøg på at vende udviklingen til noget mere positivt?

Hans argument er derimod, at vi sagtens kan have fart på, bare den har resonans. Vi kan med andre ord sagtens have travlt, bare vores samfundsudvikling har mening. En måde at oversætte Hartmut Rosas budskab på er, at vi sagtens kan vende klima- og biodiversitetskrisen til noget positivt.

Vi kan jo bare gå i gang med at løse den hurtigt i stedet for at finde på en masse dårlige undskyldninger a la: det er godt, hvis vores langsomme politikere tager sig sammen, bedre, hvis det er de europæiske politikere, endnu bedre, hvis det er amerikanerne, og allerbedst, hvis det er kineserne.

Rigtigt, det ville batte mere, men hvis vi skal være helt ærlige, er der jo kun tale om dårlige undskyldninger og ansvarsforflygtigelse. Og hvorfor have tiltro til den politiske profession, som synes at trække farten ud af ethvert forsøg på at vende udviklingen til noget mere positivt?

Naturgenopretning nu

Så hvad nu, hvis vi faktisk gik i gang? Hvad skulle der til? Vi kan jo starte med landbruget, som står for ca. 20 % af det samlede CO2-aftryk. Vi lever nemlig i et af verdens mest intensivt dyrkede lande, hvis ikke det mest intensivt dyrkede! Hvorfor ikke købe det tilbage bid for bid og alle sammen blive gårdejere i forening? Plante det til med træer, der binder CO2 og bærer afgrøder, og senere, når de skal fældes, bruge dem i fremtidens møbelproduktion? Hvorfor ikke naturgenopretning på 50 % af arealerne, så vi kan få fugleliv og pindsvin tilbage? Hvorfor ikke gøre det ekstremt hurtigt?

Vi er nogle, der forsøger at gøre det. Vi har fundet et lille gammelt nedslidt landbrug i Nordsjælland og stiftet Foreningen Andelsgaarde. I løbet af fem måneder er vi blevet til over 1000 medlemmer, der betaler 150 kr. om måneden. En succes, ja, måske, men vi har travlt, for vi har børn, og de skal ikke lide under de dystre fremtidsudsigter. De skal kunne se et liv, hvor der er en levende natur, og hvor temperaturstigningerne bliver sat i bero, så de også selv kan sætte børn i verden.

Og nu kommer opråbet! Vi har behov for en folkebevægelse på vores lille gård. En folkebevægelse på et frimærke, hvor alle, der er trætte af at se til, mens det går den forkerte vej, og som nu er klar til at gøre en forskel, træder til. Skulle vi ikke starte en tsunami og forbinde land og by igen, forbinde natur og mennesker? I takt med at der kommer flere Andelsgaarde, kan vi jo køre i tog til dem alle sammen. På vores første gård går toget i hvert fald lige til gårdspladsen.

Foto: Lerbjerggård i Melby er projektets første andelsgård.

Rasmus Willig

Rasmus Willig er forfatter til flere bøger, b.la. Afvæbnet kritik, Kritikkens U-vending og Hvad skal vi svare? Er en af medstifterne bag Foreningen Andelsgaarde, som vil gøre alle til gårdejere - og gå i gang med at binde C02 ved hjælp af bæredygtige dyrkningsmetoder. Du kan blive medlem og læse mere om Andelsgaarde på www.andelsgaarde.dk