Løb&Lobby med løgn på – et forpustet feltarbejde

af i Danmark/Politik & Samfund

LOBBYISME – René Gade fra Alternativet vil gerne ud og løbe med dig, hvis du har noget på hjerte. Det er lobbyisme i det moderne Danmark. Jeppe Bentzen mødte op til første omgang Løb&Lobby undercover – som Carl Emil, en iværksætter med en presserende agenda – for at se, hvad man kan komme i mål med hos den politiske profil.

En time på tomandshånd med en folketingspolitiker er der givetvis mange virksomheder og ledere, der vil gå langt for. Hvor mange af dem vil løbe?

Spørgsmålet har René Gade, gruppeformand, IT-, Erhvervs- og meget mere-ordfører for Alternativet, indirekte stillet på Twitter:

En velvillig folkevalgt med paraderne nede før solen er oppe. Lidt af et tilbud, tænkte jeg, da jeg læste tweetet i sidste uge.

Lobbyisme er jo et af den slags begreber, der lider en semantisk gidseltagning i den brede befolkning. Ligesom feminisme, men den tager vi en anden gang. Begge fremstår typisk som mere og andet end udgangspunktet er, hvorfor mange mennesker står af undervejs. René Gade er kendt for at bløde lobbyisme op, blandt andet ved at live-streame møder på sit kontor med organisationer, virksomheder og andre, der forsøger at berige hans tankegods med gode idéer. Gennemsigtighed er i højsædet og det er svært ikke at anerkende faconen.

René Gade er kendt for at bløde lobbyisme op, blandt andet ved at live-streame møder på sit kontor med organisationer, virksomheder og andre, der forsøger at berige hans tankegods med gode idéer

Og det sidste skrig er altså gule refleksveste og røde næser. Det er valutaen, man veksler til lydhørhed, fri lobbyleg og skud fra den hofte, der skal kunne holde til 10 af de lange. Det er vel meget fair? Opmærksomhed fra magthaverne har alle dage kostet, om det så er via velbetalte kampagner, gentagende debatindlæg eller insisterende fægten med hashtags og høtyve.

Progressivt demokratisk tiltag eller lycra-løjer

Min nysgerrighed har insisteret på, at jeg må opleve René Gades nye alternativ på egen krop og skrive om det efterfølgende. Hvor mange mon dukker op til den slags? Hvordan præsenterer de deres agenda i løb?

Hvordan agerer René Gade i en sådan situation? Er det her et reelt progressivt, demokratisk tiltag eller bare nogle lycra-løjer til ære for politikerens omdømme? En iscenesat bevægelse, der emmer af ’ny politisk motionskultur’ på gadeplan og i bedste fald indtjener en rosende avisoverskrift, i værste fald klinger hult på Twitter – eller er det et faktisk ønske om at blive en klogere repræsentant for sine vælgere?

Det vil vise sig.

Mit issue er, at jeg ingen sag har at smide i lobbypuljen. Min integritet siger mig, at jeg ikke kan møde op helt våd bag ørene, og fortælle at jeg bare vil ”løbe med og lytte” – og slet ikke at jeg vil skrive om oplevelsen. Til gengæld har min samvittighed ikke noget imod, at jeg opfinder et alter ego og sender ham afsted med en indviklet sag at drøfte. Hellere tilbyde en ægte sag på et falsk grundlag end ingen sag på et sandt. Det er den logik, jeg for en stund bilder mig ind er legitim. Det er tenderende ufint, sådan at lyve for en uvidende lovgiver, men jeg bilder mig selv ind at jeg løber René Gades eget gennemsigtigsliderlige ærinde ved ikke at fortælle ham, at hans respons vil blive gengivet.

Min interesse bunder i oprigtig nysgerrighed, og jeg er ikke ude på at lave en Mads Holger (må han hvile i fred) og udstille ”en af fragglerne” fra Alternativet.

Carl Emil er hoven, hurtig-knipsende og hensynsløs

Jeg beslutter mig for at mit alterego skal være en kæk iværksættertype fra CBS, langt væk fra min egen polerede, 21-årige person. Hvis jeg endelig laver ballade, er det ved at læse foran de andre i bogklubben. Mit alter ego derimod er hoven, hurtig-knipsende og hensynsløs. Jeg døber ham Carl Emil.

Carl Emil skal præsentere René for noget, han hverken kan tilslutte sig eller affeje med det samme. Det vil være for nemt at optræde som repræsentant for Venligboerne og omvendt for krævende at argumentere for at flere kampfly også kan skabe tryghed.

Når jeg løber om lidt, hedder jeg Carl Emil, går på CBS, er 25 år, IT-iværksætter og har nogle etiske overvejelser, jeg vil vende med René Gade. Den er i vinkel

Det skal være noget helt andet. Noget, der vækker hans nysgerrighed, kræver tænketid og som bevæger sig inden for hans ordførerskaber. Et demokratisk IT-dillema. Det er godt. Et produkt, en plan, en idé der både er konkret på nicheniveau og abstrakt på ”Hmm, vi skal lige sætte os på nogle farvekoordinerede puder i et isoleret drivhus, kigge hinanden dybt i øjnene og rigtig mærke efter i vores to-be-disrupted-grundvold-niveau.” Jeg tror, jeg har den.

Onsdag morgen kl. 05.45 gennemgår jeg min gameplan: Når jeg løber om lidt, hedder jeg Carl Emil, går på CBS, er 25 år, IT-iværksætter og har nogle etiske overvejelser, jeg vil vende med René Gade. Den er i vinkel. Jeg trækker i gevandterne og som prikken over i’et en løbekasket, som jeg vender omvendt, for det er så langt mine fordomme om min nye persona rækker. Jeg lader Carl Emil løbe afsted med en løgnagtig lang næse mod Langebro.

Carl Emil løber

Tre gange giver Carl Emil hånden foran hotellet og præsenterer sig. De øvrige lobbyløbere udgør på denne jomfrutur en vicedirektør i en større dansk erhvervsorganisation og en speciallæge.

Ti meter inde og René er nysgerrig. ”Hvad så, hvem arbejder du for, Carl Emil?”.

Time to shine.

”Vi er ti unge iværksættere fra CBS og DTU, som udvikler IT-infrastruktur og modeller til forsikringsselskaber. Med al den data tilgængelig i dag, kan vi i princippet måle og individualisere forsikringer til den enkelte (…) På den måde kan du for eksempel få skåret en del af prisen, fordi du løber morgenture og passer på dig selv. Idéen er at vi skal sælge det til danske forsikringsselskaber”, fortæller Carl Emil og spørger, hvor René står i diskussionen: er det innovativt og progressivt med skræddersyede forsikringer med større frihed til det enkelte individ, eller vil det være et demokratisk skred og et brud med den danske model, der er bygget på solidarisk betaling? Hvor crazy er det her, man?

”Uh, der rammer du lige ned i et de dilemmaer, vi løbende diskuterer i Alternativet. Det er megasvært at forholde sig til. Jeg er splittet. Fortæl mig lidt mere om jeres plan og tanker?”

10 meters tavshed inden Carl Emil begynder på den omgang bullshit-bingo, han har øvet sig med de 10 ikke-eksisterende kumpaner. Han giver en lyn-karakteristik af holdet, siger noget om at detailhandlen jo også anvender machine-learning og analyserer kundernes adfærd strategisk via aflæsning af big data.

Der trædes varsomt, for René er trods alt IT-ordfører og har en fortid som serieiværksætter. Carl Emil ligner en selvsikker million, men hans informationskilde er mig og jeg ved reelt ikke hvad han taler om. Carlee, som han kaldes blandt venner, hiver som trumfkort samtalen op på den store ideologiske klinge og understreger vigtigheden af det humanistiske forbehold: Vi har jo også et socialt ansvar! Hallo! Det er René enig i. Bingo. Var morgensolen stået op, havde den skinnet på os begge.

Hvem lobbyer egentlig hvem

Carl Emil har ikke LinkedIn, han er sin egen chef for life. Men det har jeg, og i momentet kommer jeg i tanker om min profilbeskrivelse: ”Jeg studerer desuden Retorik på Københavns Universitet. Onde tunger vil påstå, at det er lobbyisme forklædt i humanioras uskyld. Det ser jeg intet problem i.”

Som i en scene fra Jim Carrey-komedien ”Jeg, Mig & Irene” krydsklipper mit samvittighedsløse væsen mellem jeg & Carl Emil, mens René følger trop som den i dette tilfælde intetanende følgesvend.

Jeg selv vil gerne se, hvor meget Carl Emil kan lokke ud af René, og i diskrete øjeblikke dukker jeg op og stiller så personlige spørgsmål, jeg finder passende. Han deler gavmildt ud af personlige anekdoter, fremtidsdrømme, politiske holdninger inden og uden for partiets politiske linje.

Lobbyløgnen får hurtige ben at løbe på, da René pludselig siger, “Hey, du skal da præsentere idéen for Claus … Claus, du skal lige høre hvad Carl Emil og hans 10 gutter roder med”

Carl Emil lærer René overraskende godt at kende. Begynder at kunne lide ham. På få kilometer er stemningen blevet så god, samtalen så indholdsrig, at jeg efterfølgende er kommet i tvivl om hvem der egentlig har lobbyet hvem.

Erhvervsordførerens entourage fortsætter deres renegadedrengeløb og krydser Amager Fælled. Carl Emil overvejer at prikke til René og spørge, om de ikke vækker de små fredede frøer, der har førsteret på Fælleden? Men lader være. Stemningen er for god. De to andre fremmødte snakker lystigt, men har ikke en ekspliciteret agenda. Måske er signalværdien i at være tilstede nok. Det tæller i bogen.

Lobbyløgnen får hurtige ben at løbe på, da René pludselig siger, “Hey, du skal da præsentere idéen for Claus … Claus, du skal lige høre hvad Carl Emil og hans 10 gutter roder med”. Claus er sjakkets vicedirektør og arbejder med den slags innovativ detailhandel, Carl Emil netop har gjort sig klog på.

Lyttelapperne ud og tungen lige i munden. Både Claus og René beriger Carl Emils planer med konkrete idéer, argumenter, salgsmetoder og egne erfaringer. Det er næsten ikke til at bære, at de ikke findes i virkeligheden.

Pic or it didn’t happen

Knap en time og 10 km senere er de tilbage ved Langebro. High-fives. Obligatorisk gruppebillede. I situationens svedige omstændigheder er der ingen af dem, der ser nævneværdigt godt ud, men det gør de alle om lidt på Twitter.

Det er en selvsagt del af konceptet. Picture or it doesn’t count. Carl Emil kan ikke tagges, for han ”har ikke Twitter” – det har jeg til gengæld, og jeg krydser mine beskidte fingre for ikke at blive genkendt af fælles bekendte før indeværende reportage publiceres.

Lov mig lige at smide en mail med noget materiale og dine oplysninger. Det kan være du skal komme ind til os, næste gang vi har emnet på dagsordenen

Til gengæld får han en flot selfie med René, da de andre er gået. ”Drengene skal jo se, at jeg kom afsted, ha, ha”.

På falderebet kigger René sit nye, unge bekendtskab i øjnene og siger de bevingede ord, der gør Carl Emil varm om hjertet og giver mig selv kolde fødder: ”Du har virkelig sat ord på nogle tanker, jeg selv har gået med. Tak for det. Lov mig lige at smide en mail med noget materiale og dine oplysninger. Det kan være du skal komme ind til os, næste gang vi har emnet på dagsordenen”, hvorpå han takker af.

Av.

En lynhurtig cost-benefit-analyse (Carlee er vel CBSer) viser, at udbyttet trumfer investeringen på alle parametre. Det er næsten for godt til at være falsk. Hvis Carl Emils oplevelse ikke er repræsentativ, hvis Løb&Lobby ikke er mere end orkestreret imagepleje, så spiller René Gade bedre skuespil end jeg gør.

Daggry erstatter mørket. Jeg tager min strategisk placerede omvendte kasket af og kommer til mig selv. Det føles rent og hjemligt.

Ude godt, men Jeppe bedst. Hvis jeg er øm i morgen, er jeg selv ude om det.

Topfoto: Jeppe Bentzen.

 

Seneste artikler om Danmark