VELFÆRDSSTATEN // DEBAT – Velfærdsstaten er presset. Den var og er noget helt særligt i næsten enhver henseende. Men systemet vakler i disse år og er måske i virkeligheden i sin nuværende form ved at krakelere. Gik vi for vidt? Blev det for meget? Var der noget, vi misforstod? spørger Steen Hildebrandt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg tror, at vi i de kommende år bliver nødt til at træffe beslutninger, der på mange måder og måske ligefrem grundlæggende vil ændre den danske velfærdsstat. Der er tale om beslutninger, der vil gøre ondt, og som derfor vil blive truffet under stor tumult og med stor modstand. Velfærdsstaten skal nytænkes.
Man kan billedligt talt forestille sig velfærdssektoren i velfærdsstaten som én stor firkant, et rektangel. Der er én strøm ind i firkanten og én strøm ud – og så foregår der en masse inde i selve firkanten. Plejehjem, hospitaler, skoler, fængsler, forsvaret, børnehaver etc.
Alle de pres, vi i disse år mærker i velfærdssektoren, vil i de kommende år tage til
Den indgående strøm repræsenterer de nye medarbejdere, der hvert år kommer ind i sektoren, ind i firkanten. Den udgående strøm repræsenterer de medarbejdere, der hvert år går ud af firkanten. Og inde i firkanten bliver alle velfærdsstatens ydelser til – eller med moderne produktionssprog: Her bliver ydelserne produceret og leveret.
Flere vil ud end ind
I den offentlige debat har der været et overvældende fokus på spørgsmålet om antallet af mennesker i velfærdssektoren, ind og ud, eller i korthed: uddannelse, rekruttering og fastholdelse.
I de kommende år må vi forvente, at den udgående strøm af mennesker fra sektoren vil vokse, bl.a. fordi flere og flere mennesker i sektoren går på pension, og andre vil forlade sektoren for at tage job i andre brancher og i udlandet. Den indgående strøm – hvad med den? At dømme ud fra aktuelle tendenser vil det blive vanskeligt at forøge antallet af mennesker i den indgående strøm.
Tilgangen til velfærdsuddannelserne skrumper eller stagnerer. De alternative muligheder for en del mennesker med velfærdsuddannelser bliver måske mere og mere attraktive, fx jobs i udlandet og i den private sektor, hvor der ligeledes flere steder er mangel på medarbejdere.
Tilgangen af medarbejdere til velfærdssektoren fra udlandet kan påvirkes, ligesom løn-, arbejds- og uddannelsesvilkår kan ændres, også så radikalt, at tilgangen af disse årsager vil blive stimuleret betydeligt.
Nogle vil måske komme til sektoren fra andre brancher og uddannelser. Og i den anden ende kan strømmen ud af sektoren påvirkes, bl.a. ved at gøre det attraktivt at fortsætte med at arbejde til ud over pensionsalderen, altså forskellige former for seniorordninger.
Tilbage er fortsat en presset velfærdssektor, hvor det ikke er realistisk – i hvert fald ikke på kort sigt – at forestille sig markante forøgelser i antallet af mennesker, der arbejder i den. Derimod er det sikkert, at behovene for ydelser i velfærdssektoren i de kommende år vil, om ikke eksplodere, så dog vokse betragteligt.
Presset vil kun vokse
Alle de pres, vi i disse år mærker i velfærdssektoren, vil i de kommende år tage til. Befolkningstallet stiger, middellevetiden vokser, og antallet af ældre borgere vokser. De teknologier, de behandlings-, diagnosticerings- og forebyggelsesmetoder, der vil være tilgængelige, vil vokse og forøges konstant. Mere og mere medicin, mere og mere forebyggelse, flere og flere behandlingsmuligheder etc.
I virkeligheden er der to andre strømme ind og ud: Der er en indgående og en udgående teknologistrøm, teknologi forstået i den bredest tænkelige betydning. Og så er der måske i virkeligheden en helt anden og selvstændig faktor, nemlig digitalisering, kunstig intelligens og robotisering.
Vi kan sige med sikkerhed: Der vil være fortsatte og betydelige pres på sektoren, herunder voldsomme pres på de økonomiske bevillinger. Alt dette fører til, at man bliver nødt til at se nøje på selve firkanten og de mennesker, bygninger, teknologier mm., der lige nu arbejder og befinder sig i sektoren.
Penge er nødvendige, men slet ikke tilstrækkelige forudsætninger for at få problemerne i den danske velfærdssektor løst
En række spørgsmål skal stilles: Hvordan arbejder man inde i selve firkanten? Hvad foregår der? Hvordan foregår det? Hvordan leder og fordeler man arbejdet? Hvilke teknologier bruger man? Hvordan arbejder og samarbejder man? Hvordan samarbejder man med sektorer, brancher, virksomheder etc., der er uden for rektanglet, uden for velfærdssektoren, måske uden for landets grænser? Er der erfaringer fra corona-perioden, der kan overføres til den nuværende situation?
Det handler ikke nødvendigvis om flere penge og mere af det samme – blot billigere, som er den normale diskussion og problemstilling.
Den økonomiske dimension er selvfølgelig vigtig, fordi ressourcer af enhver art koster penge. Pengedimensionen er vigtig. Men samtidig er det vigtigt at forstå, at man ikke bare kan øse flere penge ind i systemet og forvente, at problemerne dermed bliver løst.
Man taler hele tiden om penge. Politikerne bevilger penge og tror ofte, at de dermed løser problemerne. Sådan er det helt åbenbart ikke. Penge er nødvendige, men penge alene løser ikke problemerne, og i særlig grad ikke langsigtet. På lidt længere sigt kan man sende lige så mange penge ind i systemet, man vil, og problemerne vil ikke blive løst.
Penge er ikke nok
Der skal strukturelle, kulturelle, ledelsesmæssige, informationsmæssige og en række andre former for ændringer til. Penge er nødvendige, men slet ikke tilstrækkelige forudsætninger for at få problemerne i den danske velfærdssektor løst. Eller for at formulere det mere præcist: Penge skaber ikke den nye velfærdssektor, der skal til for at løse fremtidens velfærdsopgaver.
Der er allerede taget hul på nogle af de nævnte spørgsmål, bl.a. under overskrifterne afbureaukratisering, unødvendige registreringer, alt for mange timer ved skærmen, etc. Men det er kun overfladen, vi dér ser på. Vi skal langt dybere ind i selve velfærdssektoren og i den tænkning, der dominerer her.
Vi bliver nødsaget til at fokusere meget mere på selve sektoren og alt, hvad der foregår inde i den. Vi skal hele tiden også fokusere på de indgående og udgående strømme af mennesker og teknologier, men hvis vi alene forsøger at påvirke disse strømme, går det galt inde i firkanten. Firkantens måde at fungere på skal under lup og påvirkes. Skal simpelthen ændres, måske revolutioneres.
Alt, hvad man gør i sektoren, skal genovervejes
For nogle få årtier siden gik der en såkaldt kvalitetsbølge gennem verden. Man talte om Total Kvalitet. Her fremkom en sætning, som man godt kan minde om i denne sammenhæng. Man talte om, at man ledelsesmæssigt skal gøre tre ting: (1) Man skal producere eller gøre det rigtige, (2) Man skal producere det rigtige rigtigt, og (3) Man skal producere det rigtigt første gang.
Sætningerne minder mig om en sygeplejerske, der engang om forholdene på sygehusene sagde: “Vi har travlt, men har vi travlt med det rigtige?”
Altså: Vi må fokusere på alt, hvad der foregår i selve sektoren med den teknologi og de mennesker, der lige nu og aktuelt er i sektoren.
Nyt samspil – nye tanker
Det handler om fænomener som ejerskab og politisk ledelse, kultur, økonomi, struktur, ledelse, samarbejde, løn, motivation, respekt, arbejdsmiljø, mening, digitalisering, data og datadeling, anvendelse, værdier, arbejdsdeling, herunder civilsamfundets og familiernes ansvar og roller, grænser, partnerskaber, produktivitet, effektivitet, kvalitet, produktion, uddannelse, efteruddannelse, registrering, rapportering, automatisering og robotisering.
Dette er blot en usystematisk række af temaer og begreber, der kræver helt særlige analyser og overvejelser, herunder utraditionel og grænseoverskridende tænkning.
Sammenfattende kan man sige, at det handler om en ny velfærdsstat og dermed et nyt samspil mellem borgere, teknologi, ledelse, kultur, struktur og processer. Man må spørge: Bruger vi alle ressourcerne til det rigtige, og bruger vi dem rigtigt? Vi må være åbne og parate til grænseoverskridende tænkning her.
Min antagelse er, at man kan få andet, mere og bedre ud af velfærdssektorens ressourcer, end det sker nu. Alt, hvad man gør i sektoren, skal genovervejes. Det handler om meget mere end traditionel produktivitetstænkning, hvor man fokuserer på mere af det samme med en mindre indsats. Dette handler ikke nødvendigvis om mere af det samme, men også om noget helt andet – på den rigtige, måske nye måde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
