KAT // EN JULEHISTORIE – Det her er en historie om katten Sam, der faldt ud ad vinduet i fjerde sals højde, og som derefter befandt sig på et tag, højt oppe i luften, og som ikke kunne komme ned. Det er også en historie om en gammel dame og nogle børn, der nægtede at give op. Men måske er det mest af alt en historie om ukuelighed, kreativitet, samarbejde og næstekærlighed.
Om formiddagen, den anden juledag, konstaterer min datter, der bor på fjerde sal inde i Odense centrum, at hendes kat Sam er væk. Hun konstaterer også, at vinduet, et ovenlysvindue, har stået minimalt åbent i løbet af natten.
Hun begynder derefter at lede rundt i gården og ud mod gaden efter den forsvundne kat.
Hvis man nu stak den her redningsplanke ud ad vinduet, kunne man så få katten til at gå planken ind? Og kan vi tage noget snor med? Og måske et gammelt lagen?
Selvfølgelig har man hørt om katte, der falder ud ad vinduet fra stor højde og overlever, og en kat har som bekendt ni liv, og da det er en stor killing, så har den med stor sandsynlighed nogle liv endnu. Sam er dog ikke synlig, og der er heller ikke nogen i kvarteret, der har set den.
Nu bliver børn og andre familiemedlemmer aktiveret i jagten på den forsvundne kat. Et stykke over middag viser det sig, at han går rundt oven på taget i naboejendommen og mjaver. Sam er blevet træt af at være tagkat, og nu vil han gerne ned. Den har dog det problem, at han ikke ved, hvordan han skal bære sig ad.
Fra de omkringliggende naboers vinduer følger folk interesseret med. Folk i naboejendommen bliver aktiveret. En kineser, der bor på tredje sal, lukker venligt op og via hans vindue bliver det forsøgt at lokke katten til. Sam er dog ikke interesseret i en farlig færd hen over glatte tagsten. Måske fordi han allerede har prøvet det.
Brandvæsenet og Dyrenes Beskyttelse har travlt
Måske har De, kære læser, læst Anders And? Her har De set, at venlige og dyreglade brandmænd hjælper katte ned fra høje træer og tage. Og så har De tænkt, at det er den slags opgaver, brandvæsenet udfører.
Måske har De også tænkt, at Dyrenes Beskyttelse altid kommer skadede og nødstedte dyr til hjælp. Det er forkert – i hvert fald i dette her tilfælde.
Dyrenes Beskyttelse kunne dog oplyse om, at der var rigtig mange, som havde ringet ind om Sam.
Foreningen mente imidlertid, at det var en sag for brandvæsenet. Mens brandvæsenet omvendt mente, det var en sag for Dyrenes Beskyttelse, og i øvrigt ikke havde tid til den slags opgaver anden juledag.
Måske spiste de julefrokost eller sad og ventede på en ildebrand. Det ville i hvert fald blive meget dyrt at redde en kat ned fra et tag, som damen i telefonen fortalte.
Måske har De, kære læser, læst Anders And? Og så har De tænkt, at det er den slags opgaver, brandvæsenet udfører
En større redningsaktion går derfor i gang uden det lokale brandvæsen og Dyrenes Beskyttelses deltagelse. Et par unge ukrainere kravler op på taget af et cykelskur og holder fast i et udspændt tæppe, imens de forsøger at overtale Sam til at hoppe ned på tæppet.
Enten forstår katten ikke, den skal hoppe ned, eller også har den ikke fidus til, at det er den rigtige løsning. Der bor en mand på fjerde sal. Muligvis kan Sam lokkes hen til hans vinduer, men han er på juleferie og kommer ikke hjem i dag.
Det bliver bestemt at udsætte redningsaktionen.
Jeg prøver at ringe til medierne. Måske kan en historie om en kat, der går rundt om mjaver i den indre by i fjerde sals højde være en god historie, som kan få brandvæsenet eller andre til at tage affære? Jeg får også fat på en journalist fra den lokale tv-station. Alle reportere er dog i byen. Han noterer adressen og siger, at han vil kontakte de journalister, som er ude og køre. Måske vil de komme forbi. Det gør de dog aldrig.
Katten er død
Med et par timers forsinkelse kan julefrokosten gå i gang. Redningsaktionen er foreløbig blevet sat på pause. Vi har lige fået spist os igennem sildene, da kineseren fra tredje sal ringer. Han fortæller, at Sam ligger i tagrenden og ikke bevæger sig. Katten er død.
”Er du sikker,” spørger min datter. Kineseren er hundrede procent sikker.
Ti minutter efter ringer kineseren igen. Katten er ikke død alligevel. Den bevæger sig og siger også mjav. Måske er et af de ekstra liv blevet aktiveret, så den nu er genopstået
Min datter var dog ikke helt så overbevist, og hun bestemmer sig i hvert fald for ikke at overbringe nyheden til mine børnebørn, som er kattens reelle ejere.
Ti minutter efter ringer kineseren igen. Katten er ikke død alligevel. Den bevæger sig og siger også mjav. Måske er et af de ekstra liv blevet aktiveret, så den nu er genopstået.
Vi får spist os igennem den lune leverpostej, frikadellerne og osten. Timerne går. Vi sætter kaffe på bordet. Konklusionen er, at vi ikke kan gøre mere i dag. Det er blevet mørkt og klokken er ni.
Esther ringer
Esther, en ældre dame i 70’erne, ringer. Hun bor på første sal. Hun har fulgt interesseret med i det, som man måske kan kalde #Catgate. Og hun har en idé.
Hvis man nu går op ad køkkentrappen, er der et vindue i 3. sals højde. Hun har nogle lameller, som hun kan vikle noget stof om og binde fast med snor. Hvis man nu stak den her redningsplanke ud ad vinduet, kunne man så få katten til at gå planken ind? Og kan vi tage noget snor med? Og måske et gammelt lagen?
Mest af alt lyder det som idéer, der er undfanget i et dårligt Storm P-værksted. Vi bliver dog enige om at give det et forsøg. Vi kører ind til byen, ind til Esther og katten.
Esther – en bedstemorstype med milde øjne, hvidt hår og mørkt tøj – står klar med lamellerne, som er pakket ind i en dug. Vi går op ad køkkentrappen og får åbnet vinduet. Ovenover er Sam. Han mjaver og går frem og tilbage i tagrenden som en løve i et bur.
Man kan åbne vinduet op i 90 graders vinkel og så stikke redningsplanken ud. Problemet er dog, at vinklen fra tagvinduet og op til tagrenden næsten er lodret. Katten skal med andre ord forstå, at den skal bevæge sig næsten lodret ned fra tagrenden og hen til det åbne vindue.
Skulle Sam falde, vil han ikke ende som en appelsin i en turban, men som en kat i et OB-banner
Der er så også et andet problem. Redningsplanken er for lang. Det har Esther dog råd for. Hun har et par vandrestave, som vi kan binde dugen om, så passer det nok med længden. I mellemtiden er der kommet liv i lejlighederne rundt omkring. Folk følger interesseret med.
Vores to ukrainske venner er også klar igen. De står nede i gården og holder fast i et tæppe i tilfælde af, at Sam skulle falde ned. Det forudsætter dog, at vi kan få den til at gå lodret ned ad de stofomviklede vandrestave ind ad vinduet, der befinder sig et par meter nede ad muren.
Det kan vi. Sam er med på ideen. Han tager et par forsigtige trin ud på den nye redningsplanke, men det er noget med afstanden eller grebet. Pludselig hænger han i hvert fald i to poter i tagrenden og dingler. Med besvær får han krabbet sig op i tagrenden igen.
”Det går ikke”, siger jeg. Vi bliver nødt til at afblæse den her tåbelige, amatøragtige redningsaktion. Vi må vente på, at manden, der bor på fjerde sal, kommer hjem fra juleferie, så kan katten måske lokkes til at gå ind ad hans vindue.
Esther har nummeret til ham, men han er tre timer væk. Vi ringer og ringer, men han tager ikke telefonen og er tilsyneladende ikke bare langt, men helt væk.
Et sidste forsøg
Esther har nok en ide. Prustende dukker hun op med en kost og et fejeblad på stang og et OB-banner. Kunne man binde fejebladet fast til kosten og vandrestavene, så kunne katten måske træde ud på fejebladet og bruge det som en slags platform, før den bevæger sig ud på den næsten lodrette line.
Vi giver det et sidste forsøg, siger jeg, men jeg tror ikke på det.
I mellemtiden har Esther og mit 11-årige barnebarn nu taget opstilling i gården ved siden af de to ukrainere med et udspændt OB-banner. Skulle Sam falde, vil han ikke ende som en appelsin i en turban, men som en kat i et OB-banner.
”Jeg ville aldrig få lukket et øje i nat, hvis jeg vidste, at den kat skulle være oppe på taget hele natten,” siger Esther og tørrer en tåre væk
Vinduet bliver åbnet og holdt ud i 90 graders vinkel. Den nye redningsplanke bliver stukket frem til katten. Den mjaver og kigger på arrangementet, og så går den ud på fejebladet og går i gang med at gå lodret ned ad stofomviklede vandrestave.
Om den falder eller bare vurderer, det skal foregå på den måde, ved jeg ikke. Men pludselig står den på det 90 graders åbne vindue. Hvad nu?
Jeg forsøger med min anden arm at få fat greb om katten, men forgæves. Min eneste mulighed er at tage fat i dens pote og hive den ind ad vinduet. Heldigvis er det ikke en fed villakat, men en killing. Jeg griber Sam i poten og trækker ham ind ad vinduet. Det synes han ikke er sjovt og kradser mig til blods.
Klods Hans
”Vi har den,” råber jeg ud over gården og tagene. Fra de åbne, omkringliggende vinduer lyder der klapsalver. Vi bærer Sam ned i gården, hvor resten af redningsgruppen er forsamlet. ”Jeg ville aldrig få lukket et øje i nat, hvis jeg vidste, at den kat skulle være oppe på taget hele natten,” siger Esther og tørrer en tåre væk.
Jeg indrømmer, at der er en lige lovlig opbyggelig julehistorie om næstekærlighed, i det her tilfælde ikke over for mennesker, men dyr. Men måske kan den lære os, at man ikke skal give op, selv om alt virker håbløst.
Måske kan den også lære os, at utraditionelle løsninger i bedste Klods Hans-stil kan give resultater, og at samarbejde mellem højest ulige parter kan bære frugt og sandheden nogle gange kommer fra de mindst privilegerede. I det her tilfælde en gammel dame, et par ukrainske flygtninge, nogle halvstore børn og en halvgammel julefrokostramt morfar.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her