Så er det i aften. Kampen, som alle vi fodboldelskere ser frem til med samme spænding som børn juleaften. Det bliver en regulær gentagelse af finalen fra Lissabon i 2014. Et madrilensk derbi, når det er allerbedst.
Men hvad kan vi forvente os af aftenens kamp? Jeg har lidt frækt tituleret kampen, som var det en dyst mellem skønheden og udyret. Den fodboldkyndige vil nok ikke bruge mange sekunder på at gætte, hvem der er hvem.
På den ene side står fodboldekvilibristen Zinedine Zidane, som har fået revitaliseret Real Madrid-mandskabet på rekordtid, siden han overtog tøjlerne fra Rafa Benitez midtvejs i sæsonen. Zidane, en midtbanespiller af Guds nåde, som var i stand til at orkestrere flowet i spillet, som var han dirigent for en filharmoni. Væsentligst af alt synes han at have genskabt glæden ved spillet i Real Madrid-truppen. En glæde, som var forsvundet under Benitez stramme taktiske principper.
Aftenens kamp bliver nok den største taktiske test i Zidanes foreløbig korte trænerkarriere. Hvordan nedbryder man Atleticos betonstærke defensiv på en måde, som vil behage Real Madrids ufatteligt kræsne publikum? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der skal nye isterninger i sangriaen, hvis Real Madrid skal ende aftenen som vindere af den 11. europæiske mesterskabstitel. Ud af de seneste 10 opgør mod Atletico har Real Madrid kun vundet et, mens Atletico har vundet hele fem.
Tallene fra de seneste 10 opgør taler da også deres tydelige sprog i forhold til det kunstværk, som træneren i det andet ringhjørne, Diego ”El Cholo” Simeone, har skabt. Den hårdtslående mafioso-look-a-like har gennemført en regulær genfødsel af et sovende Atletico-hold og leder det altså for andet år ud af de seneste tre i Champions League-finalen i aften. En enestående præstation med et budget, som ikke hører til i sværvægterklassen.
Dyderne består af hårdt arbejde kombineret med taktisk snilde. For ved Gud spiller Atletico hård og kompromisløs fodbold, men der er, bortset fra nogle enkelte svipsere, ikke tale om ”hovedet-under-armen” fodbold. Det, vi ser, er derimod et koncept, som udføres med ekstrem disciplin. Holdet er ganske enkelt castet med det bundsolide taktiske fundament for øje. Det, krydret med den helt unikke ånd, som Simeone har formået at skabe, har skabt et mandskab, som er uhyggelig svært at slå. Atletico-spillerne virker ganske enkelt villige til at ville dø for klubben, når de træder ind på grønsværen.
Men bliver aftenens kamp mellem ekvilibristen Zidane og hardhitteren Simeone lige så forudsigelig, som man måske kunne forvente på forhånd?
Manchester City mod Real Madrid
Jeg tvivler faktisk. Zidanes Real Madrid-mandskab viste blandt andet over de to semifinaleopgør mod Manchester City også en ganske afventende stil. Der er ingen tvivl om, at Zidane har hentet størstedelen af sin fodboldtaktiske inspiration fra sin læremester Carletto Ancelotti. En ganske fritflydende 4-3-3 omdannes hurtigt til en stram 4-4-2, når modstanderholdet overtager bolden. Gareth Bale falder fra fronttrioen ned på højre side af midtbanekonstellationen og holdet står kompakt og afventer næste mulighed for en hurtig omstilling. I det lys vil det ikke overraske mig, hvis vi får ikke bare et, men derimod to stærkt taktisk disciplinerende mandskaber at se i aften, hvor begge hold vil angribe kampen afventende.
Aftenens tre essentielle dueller
Godin og Jimenez mod Ronaldo og Benzema : Den uruguayske dørmandsduo i Atleticos centerforsvar har haft et virkelig godt tag på både Ronaldo og Benzema historisk. Det bliver Real Madrids væsentligste opgave at spille i længderetningen af banen og få den bredskuldrede duo ud på løbeture. Bliver det en duel-kamp, så finder man ikke et stærkere forsvar end Godin og Jimenez i verden.
Casemiro mod Gabi: To oversete, men væsentlige balancespillere på hver deres hold. Casemiro har ganske enkelt strålet som skraldemand på den defensive midtbane under Zidanes styring og hans evne til at rydde op bliver helt essentiel i aften. På den anden side er Gabi kulturbæreren på banen for Atletico Madrid.
Griezmann mod Pepe og Ramos: Atleticos Don Carnage på toppen, Antoine Griezmann, har været den altoverskyggende offensive trussel i denne sæson. Får Pepe og Ramos ikke styr på det aggressive pres, som Atletico gerne leverer særligt i kampens indledning, så går Griezmann næppe fra banen uden et mål.
Hvorom alting er, så bliver det uundgåeligt en finale, hvor deltagerholdene i endnu mindre grad end vanligt har lyst til at tabe. Simeones tropper vil blive fodret med råt kød inden kampstart og Zidane & Co. kan ganske enkelt ikke tåle at tabe til lillebroren fra Manzanares. Det bliver passion, vildskab og tænding i alle 90 minutter. Jeg kan slet ikke vente. God kamp til jer alle.
“Hala Madrid Y nada mas”.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her