Paris – 13. november 2015, da terrorister dræbte 130 mennesker i og omkring spillestedet Bataclan, er for franskmænd, hvad 11. september 2001 er for amerikanere: et nationalt traume. Man husker, hvor man var og hvem man var sammen med. Nogle fortsatte deres liv som vanligt, andre prøvede at håndtere chokket. Tre dage efter terrorangrebet brugte den franske avis Libération udtrykket “Bataclan-Generationen” til at beskrive ofrene. Flere medier udvidede udtrykket til at dække hele den ungdomsgeneration, der blev berørt af angrebene. Amélie Reichmuth har talt med franske unge, der reflekterer over, hvad angrebet har betydet
Efter tragedien og terroren i Paris for to år siden mandag i denne uge er der kommet et både psykologisk og sociologisk efterspil. Og et fysisk, der består i en Operation Sentinelle (vagtpost, red.), hvor ca. 7000 regulære soldater og omkring 3000 hjemmeværnsfolk samt flere tusinde politigendarmer patruljerer i Frankrigs større byers gader – de 3500 alene i Paris.
Det sociologiske efterspil er kompliceret. De franske aviser skrev om den såkaldte“Bataclan-Generation: “Den ungdom, der ofres”. “Tolerancen”. “En hedonistisk og urban livsstil”. Det må have været en udfordring at være journalist lige efter terrorangrebene: Hvordan formidler man det uforklarlige?
For tag ikke fejl – terrorangrebene som ramte Frankrig 13. november 2015 var absolut uventede. Nok var Charlie Hebdos redaktion, en politibetjent og et jødisk supermarked blevet angrebet et par måneder før, men de fleste franskmænd så ingen grund til bekymring over egen sikkerhed: målene for terroristerne var klare og tydeligt ideologisk-politiske.
Fredag den 13. ændrede alt: Det franske samfund forstod, at truslen ikke kun gjaldt politiske eller ideologiske aktører og symboler, men samfundet som helhed. Og de mest dødbringende angreb i Frankrig siden Anden Verdenskrig påvirkede især unge.
På tidspunktet for angrebet arbejdede jeg som pædagog i en fransk SFO (skolefritidsordning, red.) ved siden af mine studier i Paris.
Det handler om “at reparere de levende”. Det handler om at vise en anden form af modstandskraft, et magtfuldt våben, som ingen pistol eller kugle kan slå ihjel: empati, kærlighed og broderskab
Da jeg kom på arbejde tirsdag 17. november vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg var klar over, at jeg ikke ville – og ikke skulle – undgå emnet.
Børnenes reaktion og viden oversteg mine forventninger, især når man tager deres alder i betragtning (seks-syv år i første klasse): De legede en ny udgave af “politi og røvere” nemlig “politi og jihadister” i skolegården, de kunne give meget detaljerede beskrivelser af begivenhederne og kendte nu ord som “terror”, “jihadist” og “undtagelsestilstand”.
Men i det øjeblik tænkte jeg over fremtiden: Hvad vil der ske med vores samfund og vores land, hvis terroren ramte hårdt nok til at nå helt ind til vores børns uskyldige leg?
En ny generation i Frankrigs historie?
Kan terrorangreb som det, der fandt sted 13. november, samle en hel generation? Er der virkelig en “Bataclan-generation” ligesom der var en “68-generation” og ligesom der er en “X, Y, Z generation” for eksempel? Hvis mange unge identificerede sig med konceptet om “Bataclan-generationen” lige efter angrebene, gælder det så stadigvæk to år efter?
Frankrig er det land, hvor forældrenes uddannelsesniveau påvirker deres børns skolegang mest. Ret ironisk for et land, som gjorde lighed til en af sine grundværdier
Ifølge Olivier Galland, en fransk sociolog som har specialiseret sig i studiet af ungdommen, skal flere faktorer være til stede, for at man kan tale om en “generation”: Først og fremmest skal denne generation kunne samles som begreb i modsætning til de ældre generationer; desuden skal der være en “stiftende begivenhed”, der indtræffer alt imens generationen vokser op og som påvirker hele dens verdensbillede; til sidst skal tingene ændre sig radikalt. Der skal være et tydeligt “før” og “efter”.
Som altid i sociologi, og især i et konfliktsamfund som Frankrig, er der stor uenighed og debat om konceptet. Cécile van de Velde, en canadisk sociolog, mener, at man kan tale om en “Bataclan- generation”, fordi de unge har delt en stor oplevelse sammen, som har skabt et fællesskab og en fælles bevidsthed.
Måske er der i virkelighed flere “Bataclan-generationer”. Det mener i hvert fald sociologen Anne Muxel, som bemærker, at den franske ungdom er delt i to lejre: den åbne ungdom, som er aktiv i politik eller i det civile samfund, og den nationalistiske ungdom, som er imod globalisering og indvandring.
Deltagelse som et svar på terror
Og et er, hvad akademikerne og teorier siger på papiret; men hvordan ser det ud i virkeligheden?
To år efter angrebene har vi forskellige indikatorer, som viser, at noget har bevæget sig i den franske ungdom: 58 procent føler sig mindre sikker, 50 procent er mere opmærksomme på bestemte grupper i samfundet og de forklarer samtidig, at deres syn på patriotisme (49 procent) og solidaritet (47 procent) er blevet stærkere.
For psykiateren Muriel Salmona er der ingen tvivl om at samfundsdeltagelse er en form for modstand, en måde at genoplive hvad der blev angrebet den 13. november 2015 og den 14. juli 2016
Andre statistikker og undersøgelser bekræfter denne tendens. Foreninger af mange slags oplevede for eksempel et boom af ansøgninger månederne efter angrebene, og andelen af unge mellem 18 og 30 år, som laver frivilligt arbejde voksede fra 26 procent til 35 procent i den samme periode. 19 procent af disse nye frivillige forklarede deres valg med terrorangrebene.
For psykiateren Muriel Salmona er der ingen tvivl om, at “samfundsdeltagelse er en form for modstand, en måde at genoplive hvad der blev angrebet den 13. november 2015 og den 14. juli 2016″.
De unge beholder altså deres optimisme: Ifølge en undersøgelse fra slutningen af 2016 er 74 procent af de unge franskmænd optimistiske, når det gælder deres fremtid, selvom de finder samfundet voldeligt (84 procent), og selvom terror er deres største bekymring (45 procent).
Desuden spiller sikkerheds- og forsvarspolitik nu en vigtigere rolle for dem end tidligere. Ifølge den samme undersøgelse er 48 procent af dem “klar til at kæmpe for deres land”, mens 39 procent ville støtte genindførelsen af værnepligt.
Et ulighedskabende skolesystem
En måske mere overraskende faktor, som har ændret sig i løbet af de sidste år, er også det forhold de unge franskmænd har til religion generelt. 53 procent af dem udtaler “at have en religion” og 50 procent ser religion som en “splittende faktor” for samfundet. Man må se mere nuanceret på denne udvikling: Terrorangrebene var en katalysator, men selve processen har været i gang i flere år.
Det mest overraskende er måske de årsager, de unge franskmænd selv kommer med, når de skal forklare, hvor usikkerheden kommer fra: 69 procent ser det franske skolesystem som grundlæggende forfejlet og som et, der skaber sociale spændinger og uro
Det mest overraskende er måske de årsager, de unge franskmænd selv kommer med, når de skal forklare, hvor fænomenet kommer fra: 69 procent ser det franske skolesystem som grundlæggende forfejlet og som et, der skaber sociale spændinger og uro.
Internationale undersøgelser som PISA bekræfter deres fornemmelse og viser faktisk, at det franske skolesystem er det mest ulige blandt alle undersøgte lande: Frankrig er det land, hvor forældrenes uddannelsesniveau påvirker deres børns skolegang mest. Ret ironisk for et land, som gjorde lighed til en af sine grundværdier.
Som der står i den seneste OECD Insight, “Lessons for France“:
“Nonetheless, the French system is still markedly two-tier. The number of high-achieving students is stable and higher than the OECD average, but lower levels are not improving, with a proportion of 15 year-olds in difficulty in science higher than the OECD average. According to PISA 2015, students from the most disadvantaged backgrounds have four times less chance of succeeding than the others. This is not only a human tragedy. It is also a brake on economic development, which can only be solid and sustainable when it is inclusive“.
Hvad mener de unge selv?
Men er er, hvad statistikkerne siger, hvordan ser det ud med den franske ungdoms egne briller?
Jeg har bedt en række unge franskmænd om at dele deres oplevelser og syn på “Bataclan-generationen”. Og en ting står klart: De kan ikke genkende sig selv i udtrykket og føler, at det blev bevidst skabt af medierne.
Élise[1] er en studerende fra Lyon i Sydfrankrig på 23, som nu læser i Paris. Hun kan ikke lide udtrykket “Bataclan-generationen”. I hendes øjne “handler det ikke kun om en generation, terrorisme har ramt alle aldersgrupper, og også andre steder på andre tidspunkter. Der er ikke kun Bataclan, men også mange andre begivenheder at mindes”. Hun tilføjer, at “denne betegnelse er skabt for at skabe en bevægelse, en samling, næsten en modstand”, men hun “betragter ikke sig selv i en oppositions-logik, men i en livs-logik”.
Leïla[2], en ung studerende på 22, som bor i en forstad i det vestlige Paris, bryder sig heller ikke om udtrykket. Hun ser betegnelsen “som ren marketing og kommunikation”. Hun minder mig om generationerne, der oplevede de to verdenskrige og tilføjer, at “franskmænd generelt blev meget påvirket af terrorangrebene” og synes derudover, at “vores generation er mere en generation præget af angst, generelt”.
Élise mener ikke, at der for hende findes et “før eller efter den 13. november, men snarere en lang udvikling” som fik hende til at håndtere fænomenet. Hun synes, at “man skal fortsætte livet som før: gå ud, fest!”. Men hun erkender samtidig, at hun har “nye reflekser” og taler om “en intuitiv sjette sans
Henry, en kommunikations-konsulent på 28 fra Paris siger direkte, at han “er meget delt med hensyn til udtrykket ‘Bataclan Generation‘”. Han mener, at “definitionen, man giver en generation, må være noget mere langsigtet” og henviser til betegnelsen “babyboom generationen”.
Han føler heller ikke, at “man respekterer ordene”, når man bruger udtrykket.”Folk samler sig mere om sig selv og en bestemt form for racisme er blevet mere tolereret, men ikke så meget har ændret sig i virkeligheden”.
Han synes, også, at “konceptet om Bataclan-generationen har noget meget parisisk og meget “Paris Match” -agtigt over sig” (den franske pendant til Billed-Bladet).
For Paul[3], en studerende på 22 fra Grenoble, er udtrykket “Bataclan-generationen” “et produkt af medierne, et mærkat, som vi har fået klistret på os og som blev til en reference i udlandet”.
Samtidig beskriver de alle det chok, de fik, da de først hørte om nyheden. Élise var ikke selv i Paris, da terrorangrebene fandt sted, men beskriver selv sit første indtryk som “en lussing, følelsen af at man ikke kan trække vejret længere, og at man skal tjekke om ens pårørende har det godt”.
Ellers har han ikke ændret noget i sin livsstil, men er ekstra opmærksom, når han skal rejse og tager til banegården eller lufthavnen og føler generelt, at folk er blevet mere mistroiske.
Leïla taler om “en apokalyptisk aften, som jeg ønsker, at jeg aldrig skulle have oplevet”. For Paul har det været en “rædsel at konstatere, at krigen er ved ens dør”.
De er ikke alle enige om, hvorvidt der har været et “før” og et “efter” i deres liv, men de prøver alle at håndtere begivenhederne på deres egne måder.
Élise mener ikke, at der for hende findes et “før eller efter den 13. november, men snarere en lang udvikling” som fik hende til at håndtere fænomenet. Hun synes, at “man skal fortsætte livet som før: gå ud, fest!”. Men hun erkender samtidig, at hun har “nye reflekser” og taler om “en intuitiv sjette sans”.
Hun føler, at den geografiske distance “forstærker tingene”, fordi “frygten er nogle gange mere til stede, når man er mindre udsat”. For Leïla har der klart været et “før” og et “efter”: hun “tager næsten ikke metroen mere” og “får nogle gange panik-anfald, bår hun bruger den offentlige transport.”
Paul overvejede at tilmelde sig hjemmeværnet, men gjorde det ikke “på grund af tidsmangel og tvivl om min egen evne til at forpligte mig, men flere af mine venner gjorde det … han er ekstra opmærksom, når han skal rejse og tager til banegården eller lufthavnen” og føler generelt, at “folk er blevet mere mistroiske”
Élise beskriver fænomenet som, at “man bliver skør” og “frygter for sine pårørendes sikkerhed”. Hun fortæller, at hun er hjulpet af “professionelle”, en fransk eufemisme for at gå til psykolog. Hendes familie og venner forstår hende ikke og siger, at hun “overdriver og skal slappe af”, hvilket giver hende følelsen af, at “nogle mennesker bare ikke kan forstå hende”.
Paul overvejede at tilmelde sig hjemmeværnet, men gjorde det ikke “på grund af tidsmangel og tvivl om min egen evne til at forpligte mig, men flere af mine venner gjorde det”. Ellers har han ikke ændret noget i sin livsstil, men “er ekstra opmærksom, når han skal rejse og tager til banegården eller lufthavnen” og føler generelt, at “folk er blevet mere mistroiske”.
Da jeg spørger, om hvad der har ændret sig, afslutter Élise med at sige, at “der er intet at gøre imod vold og barbari. Der er bare at eksistere og ikke lukke sig om sig selv og gøre hverken mere eller mindre end, hvad vi gjorde før”.
For mig, personligt, lyder det enkelt, men det er det i virkeligheden ikke, når det skal omsættes til praksis i min hverdag. For hver patrulje fra Operation Sentinelle , hver vagt, hver alarm og enhver mistænkelig pakke, minder mig om, at Frankrig befinder sig de facto stadigvæk i undtagelsestilstand.
Samtidig slår det mig, at næsten alle unge jeg talte med, gerne ville gerne være anonyme. Når jeg spurgte dem, hvorfor, svarede de, at de “ ikke ville fornærme ofrene og deres pårørende”, og at “emnet er kontroversielt, alle har ikke nødvendigvis den samme holdning”.
For mig handler det måske først og fremmest om at skabe plads til en offentlig diskussion, en slags kollektiv terapi, om hvad der skete, og hvordan det påvirkede os alle som samfund.
Det er ikke for sent, to år efter terrorangrebene, og det er måske vigtigere nu end tidligere, fordi kampen er ikke slut endnu, bare fordi Daesh (Islamisk Stat, red.) taber krige og territorier.
Det handler om at reflektere over, hvad skete for at kunne hjælpe de overlevende og deres pårørende. Det handler om “at reparere de levende”. Det handler om at vise en anden form af modstandskraft, et magtfuldt våben, som ingen pistol eller kugle kan slå ihjel: empati, kærlighed og broderskab.
Topillustration: Pixabay
[1] Navnet blev ændret.
[2] Navnet blev ændret.
[3] Navnet blev ændret.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her