
DESINFORMATION // KOMMENTAR – Desinformation og organiserede kampagner beregnet til at så splid i de vestlige demokratier er kommet for at blive. Det så vi senest med de russiske forsøg på at kæde Rasmus Paludans koranafbrændinger sammen med angreb på dansk IT-infrastruktur i sidste uge. Men hvis vi som samfund skal kunne imødegå truslerne og komme nogle skridt foran, kræver det helt nye samarbejder mellem mange aktører samt en massiv investering i uddannelse i desinformation, fake news og kildekritik i ikke kun ungdomsuddannelserne, men hele vejen ned i folkeskolen, siger Morten Skovgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sidste uges spredning af russisk desinformation i danske medier var uheldig, men forhåbentlig kan hændelsen føre til øget opmærksomhed på problemet og en opstramning af retningslinjerne for brugen af nyheder fra telegrambureauerne.
Russisk desinformation, der plantes i den danske offentlighed, er et af de allervigtigste samfundsemner at øge bevidstheden om lige nu, hvor også Danmark i kraft af medlemskabet af Nato befinder sig i en konflikt med Rusland.
Tanken om at vi befinder os i et rart lille smørhul i international geopolitik, og at USA eller andre stormagter passer på os, er en illusion
Ganske vist ikke en direkte militær én af slagsen, men et forstadie, hvor der hele tiden prikkes til vores samfunds sammenhængskraft med falske nyheder og pusten til alle de ulmende gløder, der kan opdrives. Det kan med tiden eskalere til noget langt værre, hvis vi ikke formår at dæmme hurtigt og effektivt op over for de digitale anslag mod vores medier, infrastruktur, myndigheder og offentlige sfære.
Det har vi set både i Ukraine og i en mængde andre tidligere Sovjetstater igennem de seneste årtier, og vi kommer med stor sandsynlighed også til at se det i Moldova, som ifølge mange eksperter er i overhængende fare for også at blive ramt af et større russisk angreb inden længe.
Ovenstående lyder måske alarmistisk for alle, der ikke beskæftiger sig med desinformation og informationskrig, eller som bare ikke bekymrer sig om, hvad der sker i Østeuropa. Men det er ikke desto mindre en ekstremt påtrængende virkelighed.

Vi skulle have lyttet til advarslerne
Det moderne digitale trusselsbillede var allerede før Ruslands krig i Ukraine bekymrende, og det er gennem det seneste år kun blevet stadigt mere problematisk – også for Danmark. Tanken om at vi befinder os i et rart lille smørhul i international geopolitik, og at USA eller andre stormagter passer på os, er en illusion.
Nato-samarbejdet har igennem længere tid været presset, der er store uenigheder mellem de europæiske lande og USA – og også internt i Europa – og vi har i Danmark sovet i timen i alt for mange år.
Jeg skrev første gang om russisk desinformation og manipulationsforsøg i starten af 2017, hvor jeg spurgte to forskere og to tidligere udenrigsministre om problemets omfang. Jeg vidste dengang intet om emnet, men var blevet nysgerrig efter at vide mere, fordi desinformationen tilsyneladende havde sneget sig helt ind i Folketinget på det tidspunkt.
Den artikel var en kæmpestor øjenåbner for mig, og jeg kan her seks år senere konstatere, at de interviewede havde fuldkommen ret i alt, hvad de sagde dengang. Og at vi som samfund slet ikke er ordentligt rustet til at bekæmpe truslen effektivt. Særligt ikke hvis den skulle eskalere.
Noget, vi har lært af denne krig, er, at vi skulle have lyttet til alle dem, der kender Putin. Til Anna Politkovskaya og alle de russiske journalister, der afslørede forbrydelserne og betalte den ultimative pris. Til vores venner i Ukraine, Moldova, Georgien og til oppositionen i Belarus. Vi skulle have lyttet til stemmerne inde i vores union
EU’s Ursula von der Leyen satte fingeren meget præcist på problemet i sin “State of the Union”-tale i EU-Parlamentet sidste september:
“Noget, vi har lært af denne krig, er, at vi skulle have lyttet til alle dem, der kender Putin. Til Anna Politkovskaya og alle de russiske journalister, der afslørede forbrydelserne og betalte den ultimative pris. Til vores venner i Ukraine, Moldova, Georgien og til oppositionen i Belarus.”
“Vi skulle have lyttet til stemmerne inde i vores union – i Polen, i de baltiske lande og over hele Central- og Østeuropa. De har i årevis fortalt os, at Putin ikke ville stoppe. Og de handlede derefter.”
Det handler for hele den vestlige verden om at lytte, forstå og gøre brug af de værdifulde erfaringer fra de østeuropæiske lande, som vi i så lang tid har forsømt at reagere på.
Det kan – og vil – ske igen.
Selvransagelse er nødvendig
Nu skal de danske mediers manglende identifikation af russisk desinformation i det meste af sidste uge ikke gøres værre, end den er. TV2 lagde sig i selen søndag aften med en udmærket gennemgang af den manglende sammenhæng mellem Paludans koranafbrændinger og den fiktive sudanesiske hackergruppe, og både TV2 News og Go’ morgen Danmark har også siden beskæftiget sig med problemet.
Jeg savner dog selvkritik og en mere klar stillingtagen til truslen, og hvordan man bedst bekæmper den fremover. Det ville være et oplagt emne at se nærmere på i News & co. eller Presselogen – og i tilsvarende udsendelser hos DR.
Den gode opfølgning ændrer heller ikke på, at flere danske medier i hele 4-5 dage kørte med nyheder baseret på et falsk grundlag og ikke straks enten fjernede nyhederne eller tilbageviste misinformationen, da de var blevet gjort opmærksomme på problemet.
Vores frie presse er både vores største styrke og vores største svaghed i en informationskrig. Alle tiltag i retning af at begrænse mediernes frihed til at bringe det stof, de vil, er stærkt problematiske og ikke en holdbar retning for et frit og liberalt samfund.
Det fortæller mig, at det er noget, vi må regne med, sker igen, og det giver anledning til en række svære overvejelser og vigtige spørgsmål.
Vores frie presse er både vores største styrke og vores største svaghed i en informationskrig. Alle tiltag i retning af at begrænse mediernes frihed til at bringe det stof, de vil, er stærkt problematiske og ikke en holdbar retning for et frit og liberalt samfund.
Men bare at overlade medierne til at forsøge at imødegå truslen helt på egen hånd er også problematisk. Vi kan ikke bare læne os tilbage og forvente, at medierne isoleret og på den lange bane kan følge med på hverken ressourcer eller viden over for en trussel, der drives af en stor statsøkonomi med mange årtiers erfaring med propaganda og desinformation.

Styrk samarbejdet mellem de vigtige aktører
Den uafhængige nonprofit-organisation National Endowment for Democracy (NED) har netop udgivet en interessant undersøgelse af Ukraines forsvar i informationskrigen. Blandt de tiltag, der har virket, fremhæves samarbejdsnetværk mellem samfundets forskellige sektorer, som har polstret Ukraines civilsamfund mod truslen fra Rusland:
”Organisationer i civilsamfundet har gennem fælles værdier og forskellige kompetencesæt skabt samarbejdsnetværk med den sofistikerede hastighed, der er nødvendig for at bekæmpe Kremls propagandamaskine.”
”Disse netværk har udviklet multidisciplinære tilgange til udfordringen på tværs af aktører i regeringen, uafhængige organisationer og den private sektor. Disse netværk har gennem deres tværfaglige samarbejde identificeret desinformationsnarrativer, afsløret deres underliggende budskaber og målgrupper og designet rettidige og effektive modsvar.”
”Samarbejdsnetværkene har også givet desinformationsforskere et forum, hvor de kan dele viden og fremhæve best practices, begrænse omfanget af potentielle identiske initiativer blandt ressourcebegrænsede civilsamfundsorganisationer og opfordre borgere til at deltage i bekæmpelsen af desinformation.”
Den slags netværk er på mange måder en spejling af de desinformationsnetværk, de forsvarer sig imod, fordi de på samme vis formår at reagere hurtigt og effektivt på de fleste trusler ved hjælp af de delte ressourcer og kompetencer fra alle netværkets aktører.
Vi taler om alt fra dataanalytikere og marketingspecialister til sociologer og graverjournalister – kombineret med teknologisektoren – som har fundet ud af at dele information og arbejde sammen på tværs af traditionelle skillelinjer
Her taler vi om alt fra dataanalytikere og marketingspecialister til sociologer og graverjournalister – kombineret med teknologisektoren – som har fundet ud af at dele information og arbejde sammen på tværs af traditionelle skillelinjer, fordi det var nødvendigt i en større sags tjeneste.
Ukraine har igennem flere års forberedelse til den krig, de så som uundgåelig, formået at afværge et utal af anslag fra Rusland gennem disse samarbejder og deres egne supereffektive digitale kampagner, som både har sikret regeringen bred opbakning internt i landet og stor opbakning og sympati i Vesten.
Det er dygtigt og smart arbejde, som vi kan tage ved lære af i en tid, hvor en masse forskellige personer, firmaer og myndighedsinstanser sidder i deres forskellige brancher med hver deres forskellige kompetencer, analyser og specialer.
Flere af dem samarbejder allerede godt om forskellige ting på både nationalt og transnationalt plan, men jeg fornemmer, at der stadig er stor afstand mellem de vigtigste samarbejdspartnere på grund af vanetænkning forbundet med for eksempel den vigtige adskillelse af myndigheder og presse. Det er i hvert fald en oplagt konklusion, når man ser russisk desinformation optræde uanfægtet i den danske presse i så mange dage.

Hvor meget pres skal der til?
Når et land bliver udsat for tilstrækkeligt stort pres udefra, bliver det nødt til at gentænke disse skarpe skel i forsøget på at imødegå truslerne. Og det skal ikke kræve krig, undtagelsestilstand og lignende dramatiske omstændigheder, for på dét tidspunkt er det højst sandsynligt for sent.
Spørgsmålet er bare: Hvornår så? Hvornår skal truslen udefra vurderes som så stor, at vi bliver nødt til at pille ved vigtige grundsøjler i samfundet? Hvornår er det for eksempel tid til at have en seriøs diskussion om det hensigtsmæssige i, at medierne fortsat dækker problematiske personer, der med eller mod deres vidende bliver brugt aktivt i desinformationskampagner rettet mod os?
Det er jeg ikke ekspert i, så det skal jeg ikke kunne svare på. Ud over at jeg rent personligt ikke mener, at tiden er inde til det endnu, hvor meget jeg end gerne ville slippe for at se og høre mere til en type som Rasmus Paludan og hans samfundsskadelige aktiviteter.
Alle, der lige nu uddannes til arbejde med kommunikation, medier og formidling, bør have fast undervisning i desinformations- og manipulationsmekanismer. Det bør også være et fast tilbagevendende tema på ungdomsuddannelserne – og det bør sive helt ned i folkeskolen
Men sagen om Anonymous Sudan og Paludans koranafbrændinger må og skal fremtvinge selvransagelse hos alle – og også et kritisk blik rettet bagud mod alle de andre gange, hvor Rusland eller pro-russiske aktører uden vores vidende kan have pustet til ilden i debatter om kontroversielle emner og skabt uro, splid, bekymring og mistillid i samfundet.
Gode eksempler er den glødende debat om indvandring, der gennem de seneste årtier har skabt stor polarisering i særligt Danmark og andre nordiske lande, og ikke mindst det ekstremt negative fokus på LGBT-rettigheder, #MeToo og wokeness-spøgelset.
Der er al mulig grund til at antage, at mange af disse negative strømninger på forskellige måder er blevet forstærket af – og i nogle tilfælde ligefrem igangsat af – russiske aktører, der har udøvet indflydelse på alt fra politiske debatter til kontroverser i populærkulturen.
Det er simpelthen afgørende, at denne kritiske tilgang bliver en fast del af den offentlige diskurs om alle de store emner, der deler os. Og det kommer ikke til at ske uden nye samarbejder og nye måder at arbejde på.
Fokus på uddannelse og teknologi
Der kræves derudover, blandt mange andre initiativer, en gevaldig opstramning af hele vores undervisningssektor: Alle, der lige nu uddannes til arbejde med kommunikation, medier og formidling, bør have fast undervisning i desinformations- og manipulationsmekanismer.
Det bør også være et fast tilbagevendende tema på ungdomsuddannelserne – og det bør sive helt ned i folkeskolen, hvor man kan begynde at fremelske kritisk tænkning og kildekritik hos selv yngre børn. Det er disse generationer, der kommer til at udgøre en vigtig del af vores fremtidige bolværk i informationskrigen, og vi gør klogt i at investere mere i dem og deres uddannelser.
Endelig befinder vi os i en tid, hvor den teknologiske udvikling eksploderer med AI’ernes fremkomst og tilgængelighed for den brede offentlighed. Alt fra tekst og tale til billeder og videoer kan forfalskes ekstremt overbevisende, og det bliver konstant sværere at gennemskue, hvad der er virkeligt, og hvad der er falsk.
Vi vil med stor sandsynlighed begynde at se resultaterne af AI’ernes dramatiske kvalitetsforøgelse spille en vigtig rolle i desinformationskampagner i de kommende år, hvor de kan gøre anslagene mod vores samfund endnu mere uigennemskuelige og effektive, hvis vi ikke som personer, firmaer, myndigheder og samfund følger trop og bliver mindst lige så gode til at bruge dem som angriberne.
Dette nævnes også i NED’s rapport, der er omtalt længere oppe:
”Selv de mest ressourcestærke organisationer i civilsamfundet har svært ved at overvåge den enorme mængde af desinformationsnarrativer, der konstant dukker op i det globale medieøkosystem. Kunstig intelligens og redskaber til maskinlæring har imidlertid givet desinformationsforskere mulighed for hurtigere at identificere russiske narrativer og designe effektive modsvar til dem, før de kan krydse kanaler, platforme og medier og nå ud til et større publikum.”
”Kunstig intelligens og maskinlæring kan over tid facilitere analyser af de aktører, der spreder russisk desinformation, og de har givet informationsspecialister mulighed for at forudsige fremtidige kampagner.”
Der skal investeres markant i særligt uddannelse, forskning, teknologi og medier – traditionelt nogle af Danmarks største styrker – hvis vi som land skal være i stand til at imødegå det stigende pres fra Rusland
Crowdsourcet information – OSINT (open-source intelligence – bliver også en stadigt større faktor i dag, hvor alle med internetadgang kan indsamle vigtige oplysninger og videreformidle dem hurtigt og bredt.
Det har vi i forbindelse med Ruslands krig i Ukraine særligt set på det sociale medie Twitter, som i det seneste år har været den hurtigste og primære kilde til OSINT-materiale for os i Vesten – selvfølgelig med alle de udsving, denne form for ikke-kvalitetssikret materiale indebærer.
Medier og myndigheders brug af OSINT-oplysninger kan være afgørende for rettidig formidling af vigtig information, men det kan ofte tage lang tid at få researchet og bekræftet materialet i en grad, hvor det kan videreformidles i seriøse kanaler.

Foto: All4ed.org
Informationsberedskabet skal opbygges
Det vigtigste er i sidste ende, at vigtige kræfter i samfundet – alt fra chefredaktører og embedsfolk til virksomhedsejere og uddannelses- og forskningsinstitutioner – retter sig langt mere mod hinanden ved at udvide eksisterende samarbejder og skabe nye overalt, hvor de kan hjælpe med at styrke vores samlede informationsberedskab.
Kritiske og frie medier styrker vores myndigheder og institutioner, sikkerhedsfirmaer hjælper medier og myndigheder med at forudse og reagere på trusler, og myndigheder kan hjælpe både medier og sikkerhedsfirmaer med vigtige efterretninger.
Dét kredsløb skal styrkes, så alle dets aktører i fælleskab får nemmere ved at immunisere vores samfund. Det kræver nytænkning af ikke mindst politiske prioriteter i forbindelse med den stærkt tiltrængte genopbygning af Danmarks ramponerede totalforsvar.
Og der skal investeres markant i særligt uddannelse, forskning, teknologi og medier – traditionelt nogle af Danmarks største styrker – hvis vi som land skal være i stand til at imødegå det stigende pres fra Rusland og eventuelle andre trusler, interne såvel som eksterne, i de kommende årtier.
Vi er nødt til at bevæge os fra hele tiden at være et skridt bagud til altid at være et skridt foran.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her