KOLONIHISTORIE // KOMMENTAR – Ønsket om et museum for dansk kolonihistorie beror først og fremmest på et ønske om at spænde vores fælles fortid for egen politisk vogn, skriver Nikolaj Bøgh. I debatten overser man således bekvemt, at Nationalmuseet gennem de senere år markant har opprioriteret formidlingen af dansk kolonihistorie. I det hele taget savner påstanden om, at Danmarks kolonihistorie er blevet undertrykt, reel dokumentation. Skal der laves et kolonimuseum, skal det ske efter en helt anden form for eftertanke og seriøsitet.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I kølvandet på den enorme anti-racistiske bølge, der fulgte efter amerikaneren George Floyds død i forbindelse med en brutal anholdelse, er der også opstået en heftig debat i Danmark.
Et af temaerne er, hvorvidt Danmark burde have et egentligt kolonihistorisk museum, og det er en idé, som flere politikere har forelsket sig i, bl.a. partiet SF, som skriver i deres nyhedsbrev, at de “vil have Danmarks kolonihistorie på museum”, og i overskriften til hele nyhedsbrevet, at “Danmarks slavehistorie skal på museum”.
Danmarks kolonihistorie og slavehistorie er allerede på museum. Museet hedder Nationalmuseet, og de har fornylig udvidet dækningen af den del af Danmarkshistorien markant
Partiets nyslåede ordfører for international udvikling, den tidligere alternativist Rasmus Nordqvist, fortæller, at vores kolonihistorie i den grad er underbelyst, og at vi mest har set på de ting, vi har kunnet være stolte af.
Derfor vil man have sat penge af på finansloven til et kolonimuseum.
Har Rasmus Nordqvist besøgt Nationalmuseet for nylig?
Bortset fra de lidt uklare årsagssammenhænge, og hvad amerikansk politivold egentlig har med dansk historie at gøre, så er spørgsmålet, hvad det helt præcis er, man ønsker at etablere her, og hvordan det forholder sig til det, vi allerede har i forvejen.
For Danmarks kolonihistorie og slavehistorie er allerede på museum. Museet hedder Nationalmuseet, og de har fornylig udvidet dækningen af den del af Danmarkshistorien meget markant.
Kolonihistorien har længe haft sin faste plads i den del af museets permante udstilling, som bærer titlen ”Danmarkshistorier 1660–2000”, hvor et stort udstillingsrum formidler historien om ”Verdenshandel og kolonier” med afdelinger om Guldkysten, Tranquebar og Vestindien.
I 2017 og 2018 udvidede mueseet med en noget større afdeling kaldet “Stemmer fra kolonierne”, som strækker sig over syv rum i museets sydøstlige fløj.
Her fokuserer man på enkelte skæbner i kolonitiden, og viser dermed historien fra flere nye sider.
Det er historieformidling, som fokuserer på menneskeskæbner i historien med fortællinger om overgreb, frygt og savn, men også om håb og oprørstrang
De besøgende møder blandt andre Anna Catherina, der bliver mishandlet, voldtaget og lægger sag an mod sin plantageejer, den vestindiske slave Franciscus, slavehandler på Guldkysten Ludvig Rømer, den meget omtalte vestindiske oprører Mary Thomas (“Queen Mary”), som sidder i flamingo ved Vestindisk Pakhus, og mange andre.
Altså historieformidling, som fokuserer på menneskeskæbner i historien med fortællinger om overgreb, frygt og savn, men også om håb og oprørstrang.
Markant formidling af ret lille tema i Danmarkshistorien
Det er alt i alt en interessant og ganske omfattende repræsentation af kolonihistorien ikke mindst set i lyset af, hvor relativt lidt den reelt fylder i Danmarkshistorien.
Danmark var en i europæisk sammenhæng ret lille kolonimagt, og handelen med kolonierne betød ikke det store for samfundsøkonomien, som i helt overvejende grad var indenlandsk baseret.
Enkeltpersoner blev meget velhavende på sukkerhandel, men for samfundet som sådan betød det ganske lidt. Det store flertal af indbyggerne på de dansk-vestindiske øer var slaver, men i midten af 1700-tallet boede der blot 16.000 mennesker på øerne.
Formidling af kolonihistorien er Nationalmuseets opgave
Kolonihistorien kan og skal ikke ses ude af kontekst, og derfor er det godt, at det er Nationalmuseet, der tager sig af formidlingen af den, så det bliver tydeligt, hvordan den egentlig hænger sammen med resten af vores historie.
Nu er det som sagt uklart, hvad SF egentlig savner på Nationalmuseet, hvis de altså har været der, men skulle man have et selvstændigt kolonihistorisk museum, skulle det naturligvis også ligge i Nationalmuseets regi, så det blev et fagligt forsvarligt projekt og ikke blot et identitetspolitisk amokløb.
Fortiden er fyldt med ting, som man kan være mere eller mindre stolte af, men det gør ikke nogen klogere at gå og skamme sig over, hvad mennesker mente og gjorde for 2-300 år siden. Man skal ikke redigere i historien, men derimod lære af den og acceptere den, som den nu engang så ud – så godt som vi nu kan erkende den i dag
Det er altid godt med mere formidling af historien, men hvorfor SF lige vil lave et kolonihistorisk museum, det kan vist ikke forklares på andre måder, end at man gerne vil slå politisk plat på Danmarks fortid og vise, at man er store anti-racister.
Det er selvfølgelig glimrende at være imod racisme, men det er næppe anledning nok til at lave et helt nyt museum. “Man merkt die Absicht und wird verstimmt”, som Goethe sagde.
Fortiden er fyldt med ting, som man kan være mere eller mindre stolte af, men det gør ikke nogen klogere at gå og skamme sig over, hvad mennesker mente og gjorde for 2-300 år siden.
At se historien i bakspejlet og trække nutidens normer ned over fortidens mennesker er grundlæggende både dumt og historieløst. Man skal ikke redigere i historien, men derimod lære af den og acceptere den, som den nu engang så ud – så godt som vi nu kan erkende den i dag.
At lave specialmuseer uden kontekst er problematisk
Vi går heller ikke normalt rundt og laver specialmuseer for ting i fortiden, vi ikke bryder os så meget om mere, og vi har ingen museer for f.eks. stavnsbåndet, børnearbejde eller østfrontfrivillige.
Når vi har specialmuseer, er det sædvanligvis, fordi der er en helt speciel lokal vinkel på et tema eller særlige fund eller samlinger præcis på det sted, som berettiger det.
Det er ikke rigtig tilfældet med det kolonihistoriske museum, selvom Vestindisk Pakhus, hvor SF ønsker museet placeret, selvfølgelig kan være en relevant placering, såfremt sådan et museum skulle etableres.
Det er langt vigtigere at beskytte afstøbningssamlingen
Iøvrigt huser Vestindisk Pakhus i dag Den Kongelige Afstøbningssamling.
Det er en – også internationalt set – særdeles fin samling, som i de senere år er blevet meget ringe behandlet, for det meste er lukket for besøgende og jævnligt bliver truet med at skulle flytte et uvist sted hen.
Hvis SF ville gøre noget kulturpolitisk konstruktivt, så skulle de hellere sørge for, at den bliver åbnet permanent igen og får lov til at blive på stedet.
Men det rummer selvfølgelig ikke helt de samme spændende muligheder for at sætte Danmark i forbindelse med amerikansk politivold.
Center for udskamning af Danmarkshistorien
Et andet projekt, der har været i støbeskeen i et stykke tid, handler om at etablere et såkaldt “Kolonihistorisk Center”. Her er der vel at mærke ikke tale om noget museum, men om et langt mere dubiøst identitetspolitisk projekt, der først og fremmest fokuserer på udskamning af den pågældende periode i Danmarkshistorien og en meget nutidig, anti-racistisk dagsorden.
I Deadline den 24. juni var næstformanden i komitéen med i en debat, hvoraf det fremgik, at han ikke ønskede, det pågældende center skulle have en “masse genstande, der tynger det ned, men har noget, som folk rent faktisk er interesserede i at komme ind og se.”
Det var lidt uklart, hvad det så var for noget, han ville vise frem.
Hvis der skal være et formål med et kolonihistorisk center, skal det være reel oplysning om historien, ikke et politisk farvet udskamningssted, hvor man udkæmper fortidens kampe på baggrund af nutidens holdninger
Og “eksperterne” på centeret skulle selv have etnisk baggrund i tidligere kolonier. Sikkert fordi folk i det pågældende miljø åbenbart mener, at hudfarve og etnicitet er en særlig kvalifikation i forhold til at forstå forholdene, hvad det jo ikke kan være i det danske samfund, hvor vi grundlæggende går ind for menneskers ligeværd.
Det duer ikke. Hvis der skal være et formål med et kolonihistorisk center, skal det være reel oplysning om historien, ikke et politisk farvet udskamningssted, hvor man udkæmper fortidens kampe på baggrund af nutidens holdninger.
Er kolonihistorien undertrykt og underbelyst? Nej
Hele præmissen om, at dansk kolonihistorie er glemt og undertrykt, er i øvrigt mildt sagt diskutabel.
Den første gang i nyere tid, den for alvor kom til debat, var i forbindelse med udgivelsen af Thorkild Hansens slavetrilogi, ” Slavernes kyst”, ”Slavernes skibe” og ”Slavernes Øer” i 1967-70.
Forfatteren havde lavet en grundig research, og beskrivelsen af slavernes umenneskelige lidelser indbragte ham Nordisk Råds litteraturpris i 1971. Hvis man skal tale om, at der var blevet talt for lidt om slavetiden inden da, så ændrede det sig markant med Thorkild Hansens bøger, som virkelig satte den på dagsordenen.
Hvor det heldigvis ikke (endnu?) handler om at smadre statuer herhjemme, så handler det snarere om, hvem der kan spænde dansk historie for deres egen politiske vogn. Det kalder på eftertanke og eftertænksomhed
Siden har mange film, videnskabelige værker (ikke mindst mammutværket Danmark og Kolonierne, som udkom i 2017) behandlet emnet, i særdeleshed i forbindelse med en omfattende dækning af 100-året for overdragelsen af de dansk-vestindiske øer til USA i 2017. Så påstanden om, at dansk kolonihistorie er glemt og/eller undertrykt er efter min mening ikke sandfærdig.
Meget tyder i stedet på, at debatten om, hvordan man skal formidle dansk kolonihistorie, er noget inficeret af meget dagsaktuelle politiske dagsordner.
Det er måske ikke så overraskende midt i en identitetspolitisk bølge, som i høj grad handler om kampen om historien.
Men hvor det heldigvis ikke (endnu?) handler om at smadre statuer herhjemme, så handler det snarere om, hvem der kan spænde dansk historie for deres egen politisk vogn. Det kalder på eftertanke og eftertænksomhed, inden vi beslutter måske en dag at sætte kolonihistorien på sit helt eget museum.
LÆS FLERE ARTIKLER AF NIKOLAJ BØGH HER
Topfoto: Niels Peter Holbech: “Lille Marie på Nekys arm” (1838). Nationalmuseet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
