SYDAFRIKA // ANALYSE – Altid plads til en milliardær mere i Det Ovale Kontor. Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, møder Trump i Washington for at genstarte et fastfrosset forhold præget af toldsatser, bistandsfrys og politiske uenigheder. Med Elon Musk i kulissen og handelsaftaler på spil er spørgsmålet, om selv en bøffel vil være nok til at bløde tonen op.
GABORONE – Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, bliver i dag lukket ind i Det Ovale Kontor i Washington til et afgørende møde med Donald Trump, hvor han håber at tø det dybfrosne forhold mellem USA og Sydafrika op.
Med sin baggrund som forretningsmand, hård politiker og mesterforhandler er det ikke udelukket, at det lykkes Ramaphosa. Men der er meget at glatte ud mellem ham og Trump.
Trump har i 2025 lukket al bistandshjælp til Sydafrika ned, blandt andet midler, der gik via USAID, og så har han løbende udtalt sig voldsomt kritisk over for Sydafrika og landets regering.
Hvordan Trump reagerer på Ramaphosa, vil kun mødet vise, men i Sydafrika krydser man fingre for, at Ramaphosa aktiverer et af sine stærkeste aktiver
Det skyldes, at Trump ikke bryder sig om Sydafrikas ”forfærdelige, forfærdelige” (”bad, bad”) behandling af dets hvide boer-befolkning på landet. I Trumps optik er de hvide landmænd udsat for ”folkemord”, samtidig med at deres jord, ifølge Trump, bliver beslaglagt, efter at Ramaphosa underskrev en ny ekspropriationslov i januar.
Trump kalder boerne ”flygtninge” og har inviteret dem til USA, hvor de får opholdstilladelse på deres glatte ansigt. De første 59 tog afsted i sidste uge i et chartret fly betalt af USA.
Sanktioner, told og diplomatisk isvinter
I marts udviste USA den sydafrikanske ambassadør, Ebrahim Rasool, fordi Rasool offentligt udtalte, at Trump arbejdede hen imod ”hvidt overherredømme”. Rasool fik 72 timer til at pakke en kuffert og fordufte. En ny ambassadør er ikke udpeget, og det kan tænkes, at Ramaphosa har et forslag med i tasken til Trump.
Oveni pålagde Trump Sydafrika 31 procent i afgifter på al import til USA, og den særlige AGOA-aftale om Sydafrikas toldfri adgang til det amerikanske marked blev som konsekvens ophævet.
Trump har heller ikke brudt sig om Ramaphosas og ANC’s politik omkring Palæstina, hvor Sydafrika siden apartheids fald i starten af 1990’erne har været ubetinget på palæstinensernes side. Det har ikke behaget USA, at Sydafrika tog teten og trak Israel for Den Internationale Domstol, hvor landet blev anklaget for krigsforbrydelser og folkemord i Gaza.
Allerede dengang var han ifølge det amerikanske Forbes god for omkring 450 millioner dollars eller over 3 milliarder danske kroner
Flere i Sydafrika mener, at Sydafrikas støtte til palæstinenserne er den egentlige grund til, at Trump går så hårdhændet til værks over for landet. Trump straffer altså Sydafrika på Israels vegne, er formodningen.
Ramaphosa vil ifølge sydafrikanske medier forsøge at fokusere Trump på et omfattende forslag til en bilateral handelsaftale, der ”dækker landbrug, gas, bilindustri og mineraler”, som skal lægge vægt på gensidig handel med USA, der kan få adgang til at levere gas til gengæld for koncessioner på efterforskning af gas i Sydafrika.
Hvordan Trump reagerer på Ramaphosa, vil kun mødet vise, men i Sydafrika krydser man fingre for, at Ramaphosa aktiverer et af sine stærkeste aktiver, nemlig evnen til at kontrollere sit temperament og mestre at være både hård og rolig på samme tid, selv under pres. Undgår han et sammenstød som Zelenskyjs og Trumps den 28. februar, har han allerede vundet i opinionen på hjemmefronten.
Forlydender tyder på, at det er forretningsforbindelser, der skaffede Ramaphosa adgang til det eftertragtede ovale kontor, og ikke de sædvanlige diplomatiske kanaler, og at Elon Musk og hans Starlink Telecommunications tilsyneladende har spillet en rolle.
Sydafrikansk-fødte Musk ønsker at omgå sydafrikanske regler for at etablere Starlink i Sydafrika men er blevet nægtet adgang. Det kan tænkes, at Ramaphosa har en løsning med i tasken sammen med andre tilbud til Trump.
Som en sydafrikansk kommentator skriver: ”Én ting er sikkert. Sydafrika kan ikke gå ind i Det Ovale Kontor (til en ’grådig Trump’) uden et løfte om en aftale. Bistand burde slet ikke være en del af ordforrådet.”
Spændende er det derfor at se, hvad der vil blive bagt af private aftaler mellem de to præsidenter med Musk på sidelinjen. Ramaphosa har ganske vist officielt trukket sig ud af erhvervslivet, men det er ikke penge og indflydelse, han mangler. Han er både politiker og forretningsmand, ligesom Trump, og hans karriere fortæller, at han har mestret begge karrierer med succes.
Ramaphosas historie
72-årige Ramaphosas succes startede et helt andet sted end i ”business”, nemlig som anti-apartheid-aktivist, der skulle gøre ham til Sydafrikas fagforeningsmand par excellence og succesrig politiker.
I 1980’erne grundlagde han fagforeningen National Union of Mineworkers (NUM), og i 1991 blev han valgt til generalsekretær for ANC og var i den kapacitet hovedforhandler med Nationalpartiet om afviklingen af apartheid.
I 1994 blev han medlem af det første demokratisk valgte parlament, men trådte tilbage tre år senere, i 1997. Ramaphosa var ellers Mandelas yndling, og det lå det i kortene, at han skulle være ikonets efterfølger som leder af ANC, men Thabo Mbeki blev valgt i stedet.
I stedet helligede Ramaphosa sig sine forretninger og blev godt hjulpet på vej af de nye ”Black Economic Empowerment”-love, som skulle understøtte sorte sydafrikanere og rette op på ulighederne, der var skabt af apartheid.
Som forretningsmand var han aktionær i det britiske selskab Lonmin, som ejer flere sydafrikanske miner, samtidig med at han dyrkede sine interesser i den schweiziske mineinvestor Glencore og købte koncession på McDonald’s’ flere end 130 restauranter i Sydafrika. Han var også formand for Afrikas største mobiltelefon-selskab, MTN, og sad i bestyrelser for Sydafrikas førende bryggeri SAB og for Standard Bank. Han havde interesser i Coca-Cola og Unilever, og via sit selskab, Shanduka, investerede han i ejendomme, grunde, forsikringer og telekommunikation.
Men de blakkede sider ved Ramaphosa glemmes heller ikke. Ramaphosa er ingen ubesmittet Mandela
Da Ramaphosa blev valgt til vicepræsident i 2014, solgte han ud af forretningsimperiet for at ”undgå interessekonflikter”, men allerede dengang var han ifølge det amerikanske Forbes god for omkring 450 millioner dollars eller over 3 milliarder danske kroner.
I februar 2018 blev han indsat som præsident efter Jacob Zuma, der efterlod sig en gennemkorrupt statsadministration. De fleste sydafrikanere havde fået nok af Zumas ”state capture”-regime, der for præsidenten og folkene omkring ham drejede sig om at få fingrene ned i så mange kasser og offentlige virksomheder som muligt.
Den karismatiske og sympatisk fremtrædende Ramaphosa gav derfor fornyet entusiasme og håb i en befolkning, der stadig har den ulastelige nationalhelt Nelson Mandela som ledestjerne. Ramaphosa slog på, at han ville videreføre Mandelas forsoningspolitik for at finde de bedste løsninger. ”Min ledelsesstil er som Madibas,” udtalte han.
Folk husker hans historie og beundrer ham for karrieren i ANC og hans rolle som medskaber af fagforbundet COSATU og fagforeningen NUM. Det huskes også, at han i 1987 ledte en af de største strejker nogensinde. 360.000 arbejdere protesterede mod ussel betaling og umenneskelige forhold i minerne.
Marikana-massakren glemmes ikke
Men de blakkede sider af Ramaphosa glemmes heller ikke. Ramaphosa er ingen ubesmittet Mandela, men har skeletter i skabet, der vælter ud hvert andet øjeblik.
Værst er Ramaphosas skift fra fagforeningsmand i COSATU og NUM til medejer af miner, hvor han pludselig optrådte nådesløs over for strejkende arbejdere. Særligt hans rolle i Marikana-mine-tragedien i 2012 bliver hængende.
Historien er, at minearbejderne ved Marikana-minen i North West Province i august 2012 startede en strejke for at få mere i løn. NUM med Ramaphosa i spidsen appellerede til de strejkende om at genoptage arbejdet, men de gav sig ikke.
Den 16. august kulminerede uroen, da politiet skød med skarpt ind i en strejkende folkemængde og dræbte 34 minearbejdere. Bagefter kaldte sydafrikanske medier det for ”iskold likvidering”, ”en massakre” og brugte overskrifter som ”Killing Field”, ”mine-slagteri” og ”blodbad”, og angrebet blev sammenlignet med Sharpeville-massakren den 21. marts 1960, hvor politi skød ind i en flok sorte demonstrerende og dræbte 69.
Et Boeing 747, som Golfstaten tilbød Trump, kan han næppe diske op med
Men der var en forskel. Det var ikke længere et hvidt, brutalt, undertrykkende racistisk mindretalsstyre, som blev anklaget for massakren i Marikana. Det var et demokratisk flertalsstyre med ANC i spidsen.
Om Ramaphosas rolle kom det frem, at han i en intern e-mail i Lonmin, der ejede Marikana, kaldte minearbejdernes ”opførsel” for ”nedrigt kriminel”, altså ikke just udtryk for solidaritet fra stifteren af deres fagforening.
Sydafrikanere har heller ikke glemt andre mindre flatterende historier om Ramaphosa, for eksempel at han ved en auktion i Rustenburg i april 2012 bød (omregnet) 10 millioner kroner på en bøffel. Da det røg ud til medierne, undskyldte han sig og sagde, at han ”fortrød det”, specielt når han ”tilhører et community” (et ord, som i Sydafrika kan oversættes til, at han er fattig).
Han bedyrede over for pressen, at han i virkeligheden ikke havde råd til at købe bøfler til den pris.
Et spørgsmål er, om Ramaphosa følger i Qatars fodspor og giver store gaver til Trump for at behage ham. Et Boeing 747, som Golfstaten tilbød Trump, kan han næppe diske op med.
Men en bøffel måske?
Læs også Annegrethe Rasmussens analyse omhandlende Trumps invitation af sydafrikanske flygtninge her: “Fra allieret til modstander – den episkopale kirke slår op med Trumps Amerika”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og