AUTOKRATI // BOGOMTALE – Der skal ikke lægges noget videre positivt i at være ”moderne” i denne sammenhæng. Efter at diktatorer satte deres præg på det 20. århundrede med ubeskrivelige forbrydelser, kan det være svært at forstå, hvordan de autoritære styreformer tilsyneladende har fået en genkomst i vor tid. To forskere giver deres bud på det moderne aspekt af fænomenet, der også omfatter Vladimir Putin.
Tidligt i det 21. århundrede nåede vi en vigtig milesten. For første gang i historien var der flere demokratier i verden end autoritære stater. Ifølge eksperterne havde i alt 98 lande frie regeringer, mens andre 80 fortsat kunne defineres som diktaturer.
Selvfølgelig er der tale om glidende overgange, og sikkert også forskellige måder at definere begreberne på, men tallene syntes at give mening. Ny informationsteknologi, globalisering og stigende velstand hjalp udviklingen i den rigtige retning, og man begyndte ligefrem at tale om diktatorer som en uddøende art.
De to forskeres virkelige forklaring er, at det 21. århundrede har bibragt os en hel ny type diktatoriske ledere, som adskiller sig markant fra det 20. århundredes
Så kom tilbageslaget imidlertid. Den dramatiske finanskrise sendte verdensøkonomien i tovene, og det underminerede de demokratiske styreformer. I 2019 kunne man således kun optælle 87 demokratier, mens de autoritært styrede lande nu talte 92.
Opgørelsen er hentet hos Sergei Guriev, der er professor i økonomi ved Science Po i Paris, og Daniel Treisman, professor i statskundskab ved University of California, der nu har skrevet en bog, hvor de tager hånd om fænomenet.
Det er nemlig nemt at betragte de autoritære lederes genkomst som noget konjunkturbestemt, og dermed også noget, der vil gå i sig selv igen, så snart økonomien atter kommer på fode. Men dette er en farlig forenkling. De to forskeres virkelige forklaring er, at det 21. århundrede har bibragt os en hel ny type diktatoriske ledere, som adskiller sig markant fra det 20. århundredes.
Faktisk kendetegnes de ved at gå i den stik modsatte retning, hvilket nok gør dem mindre synlige, så ved således at opstille modeller og en slags typologi, giver bogen os et værktøj til at forstå dem – og heriblandt hvad med rette kunne kalde mysteriet Vladimir Putin.
Fra frygt til spin
Da den tidligere KGB-mand i marts 2000 blev valgt til præsidentposten i Rusland, påstod han at respektere demokratiets principper. Men Putin begyndte straks at centralisere statsmagten, hvilket umiddelbart kunne virke logisk nok efter Ruslands turbulente tider i 1990’erne, men det standsede ikke derved. Han gik videre, blandt andet ved at bringe medierne under stram kontrol, og da han i 2011 svarede på folkelige protester med masseanholdelser og yderligere stramninger, trådte han for alvor i karakter som autoritær leder.
Men han gjorde det markant anderledes end Sovjetunionens Josef Stalin, der står som en af det 20. århundredes mest brutale diktatorer med millioner af menneskeliv i sit blodige spor. For mens Stalin byggede sin magt på frygt, har Putin samlet magten hos sig ved snilde og bedrag. Han er en moderne autokrat eller en såkaldt spin-diktator.
Hvor frygtens diktatorer lukkede grænserne hermetisk og forhindrede befolkningen i at få informationer udefra, går spin-diktatoren den modsatte vej
Næsten alle autokratier i dag afholder valg, og det er ikke alle, som er tomme ritualer. Forskningen bruger ligefrem betegnelsen repræsentativt autokrati, ligesom vi taler om repræsentativt demokrati.
Den klassiske diktator tog ikke den slags hensyn. Her blev magten fastholdt gennem brutal magtanvendelse – tænk bare på Saddam Hussein og hans ”forgiftede knive” eller den haitianske leder Papa Doc, der lod sine Tontons Macoutes terrorisere befolkningen. Og der var mange andre, men den typiske spin-diktator går mere raffineret til værks, og det begynder med en kølig retorik, der skal signalere kompetence og ekspertise.
De to forskere har opstillet en række grundregler for den typiske spin-diktator. Som nummer et gælder det om at være afholdt i stedet for frygtet, og vi ser da også at Putins popularitet ikke på noget tidspunkt har bevæget sig under 60 pct. af befolkningen. Dette resultat har han blandt andet kunnet opvise, fordi det er lykkedes ham at bevare et indtryk af vækstøkonomi hele vejen igennem.
Dette underbygges af en påstand om frie medier. Mens Putin har omdannet den statslige tv-station til en rendyrket propagandamaskine, har han undladt at forbyde den oppositionelle presse. Men som den gode spin-diktator har han omhyggeligt sørget for, at denne bliver så marginal, at den stort set ingen indflydelse har, og kun eksisterer for et syns skyld.
Hertil er det vigtigt at foregive at være demokratisk. Der bliver afholdt valg og folkeafstemninger, men selv om udenlandske iagttagere gennemskuer disse handlinger som rent spil for galleriet, er det som følge af en effektiv statspresse og god retorik ikke nemt for lokalbefolkningen at nå frem til denne konklusion.
De fleste accepterer illusionen, som kun underbygges ved påtaget åbenhed. Hvor frygtens diktatorer lukkede grænserne hermetisk og forhindrede befolkningen i at få informationer udefra, går spin-diktatoren den modsatte vej. Der bliver gjort et stort nummer ud af åbne grænser, borgerne kan rejse se tosset de vil, og staten sørger for at være repræsenteret i internationale organisationer, hvor man kan stikke en kæp i hjulet på ethvert forsøg på at rejse tvivl om styrets demokratiske legitimitet.
Den sidste, og nok vigtigste regel fra spin-diktatorernes håndbog, er at undgå voldelig undertrykkelse, eller i det mindste skjule og camouflere den, når midlet tages i brug. For en spin-diktator er åben brug af vold et tegn på desperation og nederlag. Det er dog ikke ensbetydende med at spin-diktatorer er pacifister.
Borgerkrige eller etniske oprør kan være yderst blodige. Ruslands anden krig i Tjetjenien kostede titusinder af menneskeliv, men når en etnisk gruppe kan forbindes med terrorisme, kan lederen høste yderligere popularitet ved at bekrige den. Dette er mere eller mindre, hvad Putin foretager sig i forhold til Ukraine, når han betegner den politiske ledelse som nazistisk. Det er rent spin med dramatiske følger.
Singapore
Når alt dette er sagt, er Putin ikke spor unik. Han bruger samme metoder som en række andre autoritære ledere, og det er nok mest nærliggende at sammenligne ham med Ungarns leder, Viktor Orbán, og Venezuelas nu afdøde præsident, Hugo Chávez. Naturligvis er der også masser af forskelle på de tre, men til fælles har, at de har hentet masser af inspiration fra Singapore.
Samtidig sørgede han omhyggeligt for at minimere den synlige undertrykkelse
Dér besatte de kinesisk-sprogede elever mellemskolerne i september 1956. Førsteministeren i den daværende britiske koloni, Lim Yew Hock, sendte en massiv politistyrke, der med tåregas og brutal vold sørgede for at rydde skolerne for demonstranter. Denne klodsede håndtering blev en af årsagerne til at Lim tabte valget i 1959, hvor Lee Kuan Yew kom til magten. Denne tog ikke som sådan afstand til magtanvendelsen, men var rystet over dens ineffektivitet. Han advarede mod at være ”hårdhændet og platfodet”, når man skulle tackle oprørske studenter.
I stedet satte han fart i Singapores økonomiske mirakel, ledsaget af stram politisk kontrol. Det er den drejebog, Putin fulgte mange år senere. Og samtidig sørgede han omhyggeligt for at minimere den synlige undertrykkelse. I 1989, hvor han stadig sad ved magten, udtrykte han således sin store forfærdelse over de kinesiske myndigheders fremfærd mod demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads – ikke så meget fordi han opponerede mod den kinesiske holdning, men fordi han fandt det tåbeligt at udstille sig selv på den måde overfor resten af verden.
På dette dystre felt kan man derfor med god grund se Lee som en innovativ leder. Hitler-Tyskland var borte, og massemorderen Stalin var død i 1953, men over hele verden huserede de brutale diktaturer fortsat.
Men i Singapore dæmmede man op for de rebelske studenter ved at lukke epicenteret for uroen, Nanyang Universitetet. Den officielle begrundelse var faldende søgning, og oppositionelle medier fik lov til at fortsætte, men det blev lagt stramt låg på oplagstallet. Når politikere kritiserede Lee, lagde han sag mod dem for bagvaskelse, og enorme bøder tvang dem ud i personlig konkurs, hvorved de mistede retten til at opstille.
Den farlige moderniseringscocktail
Men hvad er det så, der er sket? Hvorfor har verdens diktatorer smidt militæruniformen for i stedet at give den i rollen som tilsyneladende demokrater i jakkesæt?
Sociologen Norbert Elias var meget optaget af, hvad han kaldte civiliseringsprocessen. Det er en teori om, at voldsniveauet – som er alt fra adfærden under krig til behandlingen af dyr – har været støt faldende lige siden middelalderen.
Dette kan i hvert fald forklare, hvorfor diktatorer ikke længere henretter deres modstandere på et tæt pakket fodboldstadion, som den chilenske diktator Pinochet yndede at gøre det. Det kan også hænge sammen med, at der siden midten af det 20. århundrede har været færre krige, men vi har også set, at diktatorer generelt er blevet mindre blodtørstige, selv om der tilsyneladende har hersket fred i deres respektive lande.
Tidligere kunne Stalin eller Mao skabe øget produktion ved at tvinge folk ud i markerne, men man kan ikke tvinge den kreative klasse til at være kreativ
Forfatterne peger på tre afgørende faktorer, som udgør den farlige moderniseringscocktail. Vi er gået fra det industrielle til det postindustrielle samfund, økonomi og information er blevet globaliseret, og den liberale verdensorden er kommet til. Dette er en tendens, som for alvor har taget fart efter afslutningen på den kolde krig.
Det har været en almindelig antagelse, at denne proces nærmest automatisk ville føre til demokratiske tilstande, men sådan er det ikke nødvendigvis. Men i virkeligheden stiller dette den klassiske diktator i et dilemma. For med udviklingen har arbejdsmarkedet også ændret sig. Manuelle fabriksjobs bliver automatiseret, og den såkaldte kreative klasse bliver større. Dette er alt fra computerprogrammører og akademikere til journalister, en gruppe som i USA i 2015 omfattede 52 mio. mennesker, eller en tredjedel af arbejdsstyrken.
Noget tilsvarende er sket andre steder, og det har indskrænket diktatorens muligheder for at øve tvang. Tidligere kunne Stalin eller Mao skabe øget produktion ved at tvinge folk ud i markerne, men man kan ikke tvinge den kreative klasse til at være kreativ.
Mens Sovjetunionen stadig eksisterede, kunne de politiske ledere have valgt at modgå tendensen ved at lukke universiteterne. I stedet prøvede de at begrænse videregående uddannelser til naturfagene, for der var hårdt brug for veluddannede mennesker, hvis man under den kolde krig skulle stå sig i våben- og rumkapløbet med USA.
Men en uheldig bivirkning var det, at subversive elementer i denne nye teknologklasse kunne bruge deres viden til at komme i kontakt med Vesten. På et tidspunkt var det umuligt at opdrive et termometer i de baltiske republikker, fordi kviksølv kunne bruges til at fremstille antenner for at modtage finsk tv. Og da også det sovjetiske samfund ændrede sig, kunne myndighederne ikke bare vælge Stalins gamle metode ved at henrette dissidenten Andrei Sakharov, der havde været med til at udvikle hydrogenbomben, for hvordan kunne man så forvente at tiltrække nye forskertalenter?
Oven i dette kom andre faktorer som økonomisk integration og informationsteknologi. I 1971 havde Sovjetunionen en samlet gæld til vestlige kreditorer på 2 mia. dollar, og denne var i 1988 vokset til 42 mia. En lignende udvikling skete med international samhandel. I 2014 foregik 12 pct. af alle transaktioner over nettet, og i 2017 var det blevet til halvdelen.
Populismen
De vestlige demokratier har gennem de senere år oplevet et stigende antal populistiske bevægelser og ledere, som bygger deres magt på den gruppe af borgere, som ikke rigtig er kommet med over i den postindustrielle samfundsorden. Dette fænomen har ofte været brugt som forklaring på diktaturernes genkomst, men dette mener forfatterne er en lidt for nem konklusion.
Mange andre faktorer spiller ind, og en af dem er Kinas ekstraordinære økonomiske vækst, som navnlig gennem de senere år har slået kraftigt igennem globalt. I lande, hvor både demokrati og økonomi hviler på et usikkert grundlag, ser mange derfor Kina som godt eksempel på, at demokrati og økonomisk succes ikke nødvendigvis går hånd i hånd. Mens den økonomiske vækst i tiden fra 1950 til et sted i 1990’erne var klart højere i den demokratiske verden, har billedet været det modsatte fra 2000 og fremefter.
denne illusion nemt kan briste på et tidspunkt, og hvis det sker ligger der en fare for at selv den mest polerede spin-diktator søger til sine forgængeres brutale og blodige midler for at fastholde magten. Det kan være den forvandling, Putin undergår for tiden
Da dotcom-boblen bristede i 2001-02 gik det langt hårdere til i demokratierne. Det samme var tilfældet med finanskrisen i 2009, og gældskrisen i EU stillede generelt set demokratierne i et tilsvarende dårligt lys. Og som et yderligere argument ser man et eklatant nederlag i demokratiernes forsøg på at gennemtvinge demokrati ved magt, sådan som amerikanerne eksempelvis forsøgte det i Irak. Sådan noget spiller lige i hænderne på spin-diktatorerne.
Det er alt dette, som slår igennem i disse år og en spin-diktator som Vladimir Putin har ikke tøvet med at benytte sig af lejligheden. Som bogen formulerer det, søgte lederne i kommunismens tid at skabe en illusion om samtykke, hvilket kom til udtryk ved de bombastiske 1. maj-parader og rituelle valghandlinger, hvorimod Putin gennem mere end tyve år ved magten har fået et stort antal russere til at give samtykke til illusionen.
Men da påpeger de to forskere også, at denne illusion nemt kan briste på et tidspunkt, og hvis det sker ligger der en fare for at selv den mest polerede spin-diktator søger til sine forgængeres brutale og blodige midler for at fastholde magten. Det kan være den forvandling, Putin undergår for tiden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
