RUSLAND // FOTOREPORTAGE – Martin Paludan-Müller har besøgt et af verdens koldeste, beboede steder – en by i et fjernt hjørne af Sibirien. Alle billeder er taget af skribenten.
Vi kan flyve over vidder igen og igen, men hvad aner vi ti kilometer i vejret? Hvilke livsverdener udgør de yderste steder i dybet? Muligvis skimter vi spor i det hvide, betegnet med fremmede navne på flyets skærm. Enkelte findes blandt telefonens vejrstationer; sådan et målepunkt var for mig i årevis Verkhoyansk, en af klodens koldeste beboelser.
Gøremål østpå åbner i tidens løb udblik over disse vældige egne – som skabt til lejre for Stalins ofre. Ingen årstid lokkede til flugt mod de øde horisonters tilbud om frihed – til at dø af sult eller kulde.
At den dog foruden kold må være ægfattig, fremgår af de medrejsendes skrøbelige last
Da verdensvante japanske venner i Vladivostok en vinter beder mig gøre dem følgeskab til Jakutsk og Verkhoyansk, lyder det kendte udkald: Grib bolden! Du kan kun nu! Sådan en tanke sender os fredløse til Månen.
Vi har jo bestilt værelser, før vi hin morgen i Vladivostok iført rygsække stuver os ind i Yakutias fly. I februar er Jakutien, regionen Sakha i Sibirien, ikke stedet at kigge afslappet rundt efter nattely, og Hotel Sonata lyder så lunt og harmonisk. Regionen er Den Russiske Føderations allerstørste – halvanden gang Grønland – og rig på mineraler, også diamanter. At den dog foruden kold må være ægfattig, fremgår af de medrejsendes skrøbelige last.
I Jakutsk, den velholdte hovedstad, står termometeret den dag 20 grader under Vladivostoks: på minus 30. Chaufføren sætter os af ved Sonatas lyserøde hjørne. Men indgangens glasdør udsender ildevarslende mørke – helt kold for vantro rusken. Da ser vi den opslåede nedslående forklaring: ”Hotellet arbejder ikke i øjeblikket”.
Hjemløse vinterøjeblikke varer længst. Er nogen lige smuttet et ærinde og har sparet på lyset imens? Forvirrede og forkomne fortrækker vi lidt efter ind i husets kinesiske restaurant. Her deler en venlig tjener den trælse viden, at hotellet i ugevis har været lukket grundet ombygning. Desværre har man glemt tillige at lukke for bestilling og betaling via de kendte sider. Rusland byder på førstegangsoplevelser. – Inde fra den orientalske varme lykkes en ægte reservation i nærheden.
Det pelsklædte byliv kan nu tages ind i eftermiddagens lys. Koldt og blåt foran Gazprombank: ”Elskede Jakutsk, vores hjem” – siger Gazprom.
Varmt og rødt ved kiosken, en solnedgangs forgyldt telefoni uden handsker.
Næste dag på byens museer: prægtige dragter i perlebroderi, virtuos koncert med de yndede jødeharper – samt slægters værk i elfenben. Og se: Allerede mammutterne ofrede sig for at tiljuble Stalin og hans stedlige vasaller.
Førerens danske førstemand, Aksel Larsen, istemte grådkvalt med sørgetale: ”Som ingensinde før i menneskehedens historie er en verden i sorg […]. Intet andet menneske har fået så stor betydning for menneskeheden.” – Det sidste giver mening, når man tæller dødsofre, og taleren er jo hædret med en plads i København.
Vi rejser videre mod verdens koldeste byer i en bevinget lastvogn. Nu fylder æg mere end passagerer i kabinen. Sproget jakutisk tilhører den tyrkiske familie, og ansigterne virker mongolske – som chaufføren og Bedstemor Larisa, der henter os i Batagais lufthavn for at huse os de næste dage.
Yderligere 20 grader er temperaturen sunket; kulde skærer ved minus 50! Rundvisningen i Batagai gør holdt foran Kulturens Hus, hvor rummet med sin istaphånd antaster Lenin selv.
Øjeblikkeligt opskræmmes hjernen i hverdagshuens intethed imod den livsfjendske frost: Slå polarhætten op – nu! Efter kort tids ophold i det fri vil enhver sætte pris på byens cafeliv.
Så videre mod den fjerne kuldepol, Verkhoyansk – et par timer med russisk firehjulstrækker igennem høj sne i uvejsomt land. Her må motoren nødig sætte ud. Omvejen viser os en kolossal jordsammenstyrtning, opdaget for få år siden. Hver sommer løsner permafrosten nu sit greb, mens man køler sig i floden.
Larisa, mor til 5 og bedstemor til 13, kaster frydefuldt sne op i lyset. Omsider når vi hendes elskede træhus og et hastigt indtag af dampende suppe før de næste syn. På vej ud igen kysser hun sin stues bjælkevæg.
Solen står lavt. I øjenkrogen ser jeg hende tilbede den, med udbredte arme. Vi skal nå at bore våger ned i søen og fiske i skumringen. Kulden bider – langt hårdere end fiskene.
Fjernvarmeværket må aldrig svigte! Huset er lunt, og fisk har vi nok af derude i den uendelige fryser. Vi er spændte på morgendagens indføring i det lille samfund. Larisa har adgang alle steder.
I mange lag tøj vrikker vi først hen til den varme skole, hvor de små bruger hende som klatretræ. De foranstalter rørende forestillinger med russisk sang og digtoplæsning på jakutisk; alle er tosprogede. I skolens store vindue fnyser den jakutiske tyr ad kulderekorden på minus 67,8 grader.
Selveste borgmesteren tager imod på sit kontor, med te og småkager. På forhånd har Larisa bestilt et dokument til hver af os, der ærefuldt bevidner det sjældne besøg. Skønt det vel ikke er væggens stærke mand i telefonen, mærker vi magtens kølige træk.
Senere viser den virkelige vejrstationerede, blonde kvinde os de målemetoder, hvis tal jeg længe har kendt til, og på det lille vandværk ved floden gør en garvet mand på døgnvagt is til vand.
I det åbne står de hårdføre, langhårede heste. I den tyste vinternat øjnes de endnu – man hører dem gnave af græsset under sneen.
Den sidste dag tørner vi tidligt ud i rå kulde. Ud af det hvide opstår en rytter på sin morgentur – isnet er skægget og hestens mule. Vi følger hans blik derud, hvor man ikke når til hest.
Nu ser jeg mere, når jeg flyver over vidderne – deres hjem – i vinterens dyb.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her