RUSLAND // KOMMENTAR – I årtier har en uformel aftale mellem Kreml og det russiske samfund sikret stabilitet i bytte for politisk apati. Krigen mod Ukraine har afsløret sprækker i denne kontrakt, og Putin forsøger nu at konsolidere sin magt gennem en ny og dyster økonomisk model. Hvordan skal Vesten håndtere overgangsperioden?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I over et kvart århundrede har stabiliteten i den russiske stat været baseret på en uformel aftale mellem magthaverne og samfundet. Aftalen har været simpel: Stil ikke for mange spørgsmål, hold jer væk fra politik, og lad staten og de øverste lag i samfundet handle frit; så sikrer staten borgerne stabilitet, privatlivets fred og en vis materiel velstand.
Putin forstod russernes ønske om at undgå den sovjetiske stats indblanding i deres privatliv i begyndelsen af 2000’erne. Efter 1990’ernes kaos og fattigdom blev materielle værdier som supermarkeder, udlandsrejser og biler til symboler på velstand og det var vigtigere for de fleste frem for idealer om demokrati og ytringsfrihed.
Mobiliseringen til krig skabte panik, lokale protester og en massiv udvandring af op mod en million højt kvalificerede russiske statsborgere
Samtidig var der dog en udbredt træthed over den sovjetiske totalitarisme med dens hårde indtrængen i alle hjørner af borgernes privatliv, som tvang alle til at deltage i det politiske rum, fra skolebænken til døden. Den betød, at en dyb rodfæstet afsky over for enhver form for borgeraktivisme blev en del af den russiske bevidsthed.
Det er derfor ikke overraskende, at mange valgte at forblive på sidelinjen, da krigen mod Ukraine begyndte som en krig i fuld skala, og folket blev bedt ikke blot om passiv loyalitet, men om aktiv deltagelse – nogle gange på bekostning af deres eget liv.
Mobiliseringen til krig førte til panik i Rusland og en betydelig udvandring
Et regime, der var vant til passiv loyalitet ved manipulerede valg, blev samtidig rystet over udfordringerne ved at mobilisere blot 300.000 mennesker i efteråret 2022 – under 0,3 % af befolkningen – til en krig, regimet selv havde startet.
Det var imidlertid naivt at forvente, at borgere, der i årevis var blevet opdraget i politisk apati og i en tilstand af borgerlig infantilisme, ville opleve en pludselig opblomstring af patriotisme, et massivt sammenhold omkring flaget og køer foran værnepligtskontorerne.
I stedet skabte mobiliseringen til krig panik, lokale protester og en massiv udvandring af op mod en million højtkvalificerede russiske statsborgere. Og den økonomiske stabilitet blev truet af stigende priser, rubelens fald og sanktioner. Selv loyale grupper begyndte at udtrykke utilfredshed over krigens konsekvenser for hverdagen.
I stedet for at afslutte krigen forsøger Putin at forankre en permanent konfrontation med Vesten via etableringen af et neototalitært regime, hvor det meste af samfundet accepterer magtens vilkår uden at kræve økonomiske goder som betaling
En væsentlig faktor i denne udvikling var den forværrede økonomiske situation. Den hastige prisstigning, rubelens devaluering, sanktionernes pres og afgangen af store internationale selskaber fratog russerne deres vante komfortniveau og stabilitet.
Selv blandt de mest loyale befolkningsgrupper begyndte utilfredsheden at vokse, rettet ikke så meget mod selve krigen, men mod dens destruktive indvirkning på den daglige tilværelse. Bruddet på den uformelle ”sociale kontrakt” mellem magten og folket – hvor staten i bytte for politisk ligegyldighed sikrede økonomisk velfærd – blev en yderligere kilde til offentlig spænding.
Putins personcentrerede magtstruktur gav bagslag
Den personligt centrerede magtstruktur, som var blevet opbygget uden funktionelle institutioner, endte med at blive en fælde for dens skaber. Systemet, der baserer sig på hyperkontrol, eliternes loyalitet, korruption og samfundets atomisering, som Putin havde opbygget i årtier, og som skulle sikre ham et ”evigt” styre, begyndte at slå revner, da det stod over for udfordringer af en helt ny karakter.
Indfanget i fangenskabet af sine egne politiske mekanismer aflyste Putin for første gang i sin regeringstid flere traditionelle offentlige taler i 2022 – et tegn på en stigende usikkerhed. Både hyperkontrol, korruption og elitetrofasthed blev svækket af krigens krav.
Nogle marginaliserede samfundsgrupper har fået en mulighed for hurtigt at blive rige ved at drage i krig, mens andre har haft mulighed for at tjene godt uden at risikere deres liv
I efteråret og vinteren 2022 forudså mange eksperter regimets sammenbrud, men den russiske økonomi tilpassede sig hurtigt. Nye markeder for energiressourcer og alternative forsyningskanaler blev hurtigt fundet, og de positioner, som de vestlige selskaber havde forladt, blev fyldt af russiske og kinesiske virksomheder med statens støtte.
En dødelig formel for normalitet
En ny uformel aftale er imidlertid opstået: en dyster ”nekronomik”, hvor statslige investeringer i våbenproduktion og økonomiske incitamenter til deltagelse i krigen har skabt midlertidig velstand for visse grupper.
Nogle marginaliserede samfundsgrupper har fået en mulighed for hurtigt at blive rige ved at drage i krig, mens andre har haft mulighed for at tjene godt uden at risikere deres liv. For eksempel kan en tidligere vagt, der dør i krigen, efterlade sin familie et luksushus og en ny bil, mens en syerske fra en lille provinsby kraftigt øger sin indkomst ved at udføre opgaver for hæren.
Den model har normaliseret krigen som baggrund for dagliglivet og givet samfundets marginaliserede en chance for rigdom – om end det er med livet som indsats. Tusind dage efter krigens begyndelse har Putin formået at opnå en normalisering af krigen – den er ikke længere betragtet som en tragedie af samfundet og eliterne, en kilde til lidelser og ulemper, der skal afsluttes så hurtigt som muligt.
Nekronomik er hermed blevet fast etableret som en ny model, og krigen har fået karakter af en sædvanlig baggrund, der er blevet så integreret i dagliglivet, at den for mange ikke længere virker mærkbar eller problematisk.
Et illusorisk ”krigsboom”
Dette ”krigsboom” er imidlertid en illusion. De enorme militære udgifter og faldende olieindtægter truer budgettet. Og i stedet for at afslutte krigen forsøger Putin at forankre en permanent konfrontation med Vesten via etableringen af et neototalitært regime, hvor det meste af samfundet accepterer magtens vilkår uden at kræve økonomiske goder som betaling.
Putins strategi indebærer ikke en afslutning på krigen, der nu er blevet et fundament for regimets stabilitet, men at transformere krigen til en ideologisk permanent konfrontation med den euro-atlantiske verden – at påtvinge samfundet en tilstand af at være en ”belejret fæstning”.
Repressionens maskine vokser hurtigt, og antallet af politiske fanger er allerede steget til over 1.000 mennesker
Totalitarismens tegn er tydelige: Skoler militariseres, propaganda dominerer medierne, og repressionen er blevet intensiveret.
Samtidig øges undertrykkelsen af enhver form for afvigelse fra den officielle linje, hvilket ikke blot truer ytringsfriheden, men også tankefriheden. Repressionens maskine vokser hurtigt, og antallet af politiske fanger er allerede steget til over 1.000 mennesker. Enhver uafhængig organisation, medier og internetsider, der ikke er under statens kontrol, bliver betragtet som ”uønskede” og bliver inkluderet på lister over forbudte ressourcer.
Der er også udviklet teknologier, som sikrer en tæt på total kontrol over borgerne, og sikkerhedstjenesterne udvider deres magt, hvilket langsomt forvandler landet til et gigantisk fængsel.
Her ligger nøglen til en stabil fred i Europa
I forståelsen af de processer ligger nøglen til at identificere den rette strategi for at opnå en stabil fred i Europa. For denne overgangsperiode i Rusland er en akilleshæl for Putins styre. Det er et øjeblik, som Vesten kan og bør udnytte til at forhindre dannelsen af en ny eksistentiel modstander nær sine grænser og forhindre en langsigtet isolering af Rusland, som vi ser i lande som Iran og Nordkorea.
Rusland er først lige startet med at gå ned ad denne vej: Dets industri er fortsat afhængig af vestlige teknologier, og statens budget er afhængigt af eksporten af energiressourcer. Et flertal af russerne ønsker også stadig at forbedre forholdet til verden og ser sig selv som en del af den vestlige kulturelle sfære.
Samtidig står det klart, at Vesten står over for en kritisk fase. Forsøg på at fryse konflikten gennem en midlertidig våbenhvile for kortsigtede gevinster for visse vestlige politikere vil ikke føre til en bæredygtig balance i regionen og kunne udvikle sig til en strategisk fadæse.
Sådanne forhandlingsløsninger vil ikke fjerne Putins incitament til at bryde aftaler i fremtiden, medmindre de bakkes op af seriøs militær magt fra ukrainsk side og troværdige internationale garantier. En våbenhvile vil blot give Putin en propagandasejr og tid til at styrke sin position og føre Rusland længere ned ad en totalitær sti.
En bæredygtig fred kan ikke bygges på kompromiser med en diktator og en aggressor. Den eneste bæredygtige løsning er et regimeskifte i Rusland, der udsletter billedet af Putin som stærk og uovervindelig leder
Et scenarie med en våbenhvile opretholdt af vestlige styrker ved frontlinjen indeholder ligeledes alvorlige risici. En sådan situation vil bidrage til langsigtet spænding mellem Rusland og Vesten og give Putin en mulighed for at trække den nordatlantiske verden ind i en ny runde af våbenkapløb. Putin vil prøve at besejre Vesten gennem økonomisk udmattelse — på samme måde, som Vesten besejrede Sovjetunionen under Den kolde Krig. Det vil påvirke den økonomiske velstand i europæiske lande og deres politiske stabilitet, mens Ruslands propagandamaskine får endnu et værktøj til at retfærdiggøre totalitære tiltag og en militarisering af samfundet.
En bæredygtig fred kan ikke bygges på kompromiser med en diktator og en aggressor. Den eneste bæredygtige løsning er et regimeskifte i Rusland, der udsletter billedet af Putin som stærk og uovervindelig leder. Alvorlige økonomiske problemer, et tab af regimets ressourcer, og militære nederlag kunne blive anledningen til forandringer og undergrave opbakningen til Putin i både den russiske elite og det russiske samfund.
For at fremtvinge et sådant scenarie må Vesten demonstrere standhaftighed og være parat til langsigtede og ansvarlige løsninger. For at underminere Putin-regimets stabilitet er det nødvendigt at udvide sanktionerne mod det russiske militærs forsyningskæder og de økonomiske søjler, som regimet hviler på. Ruslands indtægter fra energieksport må reduceres, og den internationale isolation af Putin-regimet må intensiveres.
Samtidig må Vesten støtte stærkt op omkring de russere, som lider under Putin-regimet og gør oprør imod det. Kun stærke og konsekvente handlinger fra det internationale samfund baseret på fælles demokratiske værdier kan sikre en varig fred i Europa.
Andrei Stoltz er en ny russisk skribent i POV, der særligt vil skrive om sikkerhedspolitik. Af hensyn til sin personlige sikkerhed skriver han under pseudonym. POV er bekendt med hans identitet.
Læs mere i POV om Ruslands krig mod Ukraine her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.