NY BOG // ANMELDELSE – Puk Damsgårds seneste bog, Drageland, er en fascinerende og hjerteskærende rejse ind i det nye og gamle Afghanistan. Dét Afghanistan, der i 2021 atter blev overtaget af Taliban, efter at Vesten, herunder Danmark og NATO, i 20 år havde forsøgt at indføre demokrati og frihedsværdier. En kamp, hvor Vesten led samme skæbne som dragen Shamar i pashtunernes kærlighedsmyte.
I 2006 rejste Puk Damsgård for første gang til Afghanistan og oplevede landet indefra. Det resulterede i bogen Mellem Taliban og Fremtiden, som hun skrev i samarbejde med Marie Grundtvig Buss. Det er denne referenceramme, Puk Damgård henviser til i undertitlen Taliban er blevet fremtiden, så jeg må skrive igen. For den invaderende drage bliver hver gang dræbt af pashtunerne, der med snedighed og snilde overrumpler dragen.
Drageland – en odyssé gennem det gamle og det nye Afghanistan
Drageland er en odyssé gennem det nye og det gamle Afghanistan i dagene efter Talibans magtovertagelse i august 2021. Puk Damsgårds mange portrætter af menneskeskæbner i det sønderrevne land skaber en dramatisk mosaik af liv, der bliver flået fra hinanden. Drømme, der bliver knust. Muligheder, der går tabt. Der er den unge ambitiøse kvinde, Heela, der arbejder i præsidentpaladset i Kabul, og som i sin dagligdag må navigere uden om sexchikane, uduelighed og korruption. Og som på dagen for Talibans indtog i Kabul ender med at flygte gennem byen i alt for små plastiksandaler, fordi hun ikke kan løbe i sine højhælede sko. Der er den universitetsstuderende Salome, der ender med at flygte til Iran.
Puk Damsgård har et knivskarpt blik for livets absurditeter. At livet som kvinde på bizar vis er mere sikkert i Iran end i Afghanistan. I Iran, som frejdigt slår kvinder ihjel for et tørklæde, der viser lidt pandehår.
Der er den kvindelige læge Roshanak i provinsen Wardak, der trods sit køn nyder stor respekt hos de lokale talibanere. Hendes sønderlemmende kritik af den vestlige invasion er på mange måder den egentlige nøgle til forståelsen af den vestlige verdens fiasko i Afghanistan. Ingen ønskede at føre en dialog med Taliban. Tværtimod var det erklærede mål at udrydde Taliban. Det er ignorant og fascinerende naivt, at verdens mægtigste militærmagt og NATO oprigtigt troede, at man ville kunne indføre vestlige værdier under støvletramp og lyden af kampvogne. På den anden side blev samme metodik anvendt af USA i Irak, også uden den helt store succes.
Dette er en bog, der burde oversættes til mange sprog. Dens budskab er universelt og burde være obligatorisk læsning for enhver med ambitioner om at ville redde verden. Enten politisk eller militært
Puk Damsgård fører læseren længere ind i pashtunernes land i sit møde med Abdul, der begynder at græde, da hun spørger ind til hans opfattelse af den vestlige invasion:
“I stedet for at vinde vores hjerter, nedbrød de os. Amerikanerne forsøgte at købe vores loyalitet samtidig med, at de belejrede os og undertrykte os. De havde intet lært fra briterne og russerne. Jo flere tropper der kom, desto flere afghanere tilsluttede sig Taliban.”
Den historieløse tilgang til Afghanistan
Beskrivelsen rammer ikke bare ned i den historieløse tilgang til Afghanistan. For landets historie vidner om, at tidligere invaderende magter – og drager – også måtte give op over for et land, der ikke lader sig underlægge. Den rammer tillige ned i den manglende kulturforståelse. Man burde gå ud fra, at det må være elementær viden for enhver militærstrateg. At forstå sin fjende.
Puk Damsgård nævner i bogen en evaluering af den amerikanske indsats fra 2015, hvor den amerikanske generalløjtnant Douglas Lute udtalte: “Vi var blottet for en fundamental forståelse af Afghanistan. Vi vidste ikke, hvad vi lavede.”
En ganske væsentlig erkendelse, som imidlertid blev hemmeligholdt frem til 2019, hvor den alene kom til offentlighedens kendskab, fordi avisen The Washington Post fik aktindsigt i flere tusinde siders fortrolige dokumenter om krigen. For Danmarks vedkommende bad Folketinget først i 2021 Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om en uvildig udredning af Danmarks militære og civile indsats i Afghanistan. Resultatet forventes fremlagt i 2024.
Det er barsk læsning, hvis man er efterladt til en af de 44 danske soldater, der mistede livet
Der er Naseer, der efter Talibans magtovertagelse igen må begynde at undervise sine døtre derhjemme om aftenen. Der er Matiullahs, der i dag sidder fængslet på grund af sit arbejde med at kæmpe for uddannelse til alle børn. Et arbejde, han gennem et årti forinden havde kæmpet for med Taliban omkring sig. Men som pludselig efter et møde med den belgiske udenrigsminister af de lokale talibanere bliver opfattet som Vestens nye gulddreng og derpå bliver fængslet.
NATOs største fiasko
Det er barsk læsning, hvis man er pårørende til en af de 44 danske soldater, der mistede livet. For spørgsmålet om, hvad de dræbte soldater egentlige døde for, blev af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt besvaret med, at de døde alle for Danmark. Puk Damsgårds observation herpå må gøre ondt i maven:
“Blandt lerhuse og opiumsmarker i Helmand døde danske soldater for Danmark. Ingen døde tilsyneladende for Afghanistan. (…) Når talibanerne i dag løfter deres kalasjnikovarm i blomsterbedet i Kabul med en mobil i hånden for at tage en selfie, er det et portræt af NATOs største fiasko, siden alliancen blev dannet. Et kollaps, der end ikke blev italesat på NATO-topmødet to måneder inden Talibans magtovertagelse.”
Set i forhold til indbyggertal var Danmark dét land, der mistede flest soldater i Afghanistan.
Det er pinlig læsning, hvis man er politiker, der til stadighed fastholder, at indsatsen var en succes. For det var den ikke. På ingen måde.
Puk Damsgårds Drageland er hjerteskærende og rædselsvækkende
Puk Damsgårds bog er på én og samme tid hjerteskærende og rædselsvækkende. Hjerteskærende fordi de bedste intentioner om demokrati og frihed forsvandt i røgskyer af himmelråbende korruption, uvidenhed og manglende forståelse for den fjende, der skulle bekæmpes. Fordi drømme, ambitioner og menneskeskæbner blev knust og gemt væk.
Rædselsvækkende fordi krigen kostede Danmark mindst 12 mia. danske kroner, ud af en samlet regning på 2.000 mia. dollars, dræbte 66.000 afghanske soldater og mindst 48.000 afghanske civile samt sendte millioner af afghanere på flugt. I dag er den afghanske flygtningegruppe stadig en af verdens største.
Rædselsvækkende fordi det styre, Vesten ville bekæmpe, igen sidder på magten. Fordi 2.000 milliarder dollars blev brugt på en fjende, som ikke kunne bekæmpes. En fjende, der endnu en gang har forbindelse til Al-Qaeda, som ellers oprindeligt var en af hovedårsagerne til den vestlige invasion.
For lige i hjertet af Kabul var verdens mest eftersøgte mand, Al-Qaeda-lederen Ayman al-Zawahiri, flyttet ind på Talibans invitation. Flyttet ind i selvsamme bygning, som indtil august 2021 var bolig for den amerikanske USAID.
Denne cirkelslutning er i sig selv til at blive rundtosset af: “Efter at Taliban i 1990’erne inviterede Osama bin Laden til Afghanistan, hvorfra han orkestrerede terrorangrebet 11. september 2001, gik Nato i krig. I tyve år kæmpede Vesten, indtil Taliban kom tilbage og rakte en hånd ud til al Qaeda og inviterede bin Ladens arvtager til Kabul.”
Ayman al-Zawahiri blev dræbt ved et amerikansk droneangreb i august 2022.
Rædselsvækkende, som alle krige er. Fordi vi som mennesker forventer, at efter krigens helvede kommer noget nyt, noget rent og bedre frem fra krigens aske. Det gjorde der ikke.
Dette er en bog, der burde oversættes til mange sprog. Dens budskab er universelt og burde være obligatorisk læsning for enhver med ambitioner om at ville redde verden. Enten politisk eller militært.
For bogen rammer med en sylespids lige ind i det evige vestlige frelserkompleks, the white saviour complex, om at ville redde verden på vestlige præmisser. Det er selve kernen i den eklatante fiasko, som hele operationen i Afghanistan endte med at være. At man med vold og magt insisterede på at indføre demokrati, når man end ikke gjorde sig den ulejlighed at gøre sig bekendt med landets kultur, traditioner og selvforståelse.
For det er ikke altid, at verden ønsker at blive frelst med såkaldte vestlige værdier. Fremgang er jo naturligvis et gode, men det fungerer formentlig bedst på egne og andre præmisser end dem, man med militærmagt ønskede at gennemføre. Og dette er tilsyneladende i særlig grad tilfældet, når man kommer fra dragen Shamars land.
Læs mere om Afghanistan og Mellemøsten i POV udland
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
