PSYKISK VOLD // ESSAY – ” Jeg frygter allermest, at det sker igen. Mest fordi det er så svært at dele, når man er i sådan et forhold af den simple grund, at der er så meget skam forbundet med oplevelsen. Jeg har oplevet nogle veninder sige (og også spurgt mig selv), som du måske tænker, kære læser: ’Hvorfor gik du ikke, Amanda? Hvordan kunne du elske en mand, der behandlede dig så dårligt?’ Amanda fortalte i en essayserie i POV fra 2017-18 om sin barndom, hvor hun blev misbrugt i 7 år af en nabo. I dag fortæller hun i et nyt essay om, hvor svært hun havde ved at forlade den første kæreste, hun havde i sit “nye liv” efter terapi. Kæresten udsatte hende for psykisk vold.
Jeg husker stadig følelsen i kroppen, da min ekskæreste sagde: “Amanda, du minder om hende fra filmen: ‘En frygtelig kvinde.’”
Jeg havde nogle dage forinden spurgt ham, om vi ikke skulle se den. Han gad normalt aldrig se de film, jeg foreslog. De var dårlige, sagde han. Ligesom det meste af min musiksmag og tøjstil var.
Han mente ofte, at jeg gjorde for meget ud af mig selv, når vi var ude eller fik hans venner på besøg – jeg gjorde det for at få opmærksomhed, mente han.
“Det må du ikke sige”, husker jeg, at jeg sagde grædende med hænderne for mine øjne. Jeg krummede mig hulkende helt sammen. Han stod bare iskoldt og kiggede på mig. Han trøstede mig ikke
Jeg insisterede sjovt nok på, at vi skulle se filmen. Han sagde ja.
I mit stille og naive sind, håbede jeg, at han måske ville se sig selv og tænke lidt over, hvordan han behandlede mig, når han forsøgte at lave om på mit liv eller holde mig fra mine venner ved at blive jaloux, når jeg mødtes med dem; når han kommenterede min indretning, mit tøj, min musiksmag og talte nedladende om mine venner, og når han langsomt forsøgte at lave mig om. Eller sagt på en anden måde: når han kritiserede den glade og udadvendte kvinde, han i bund og grund havde forelsket sig i.
Jeg håbede, han ville rette blikket mod sig selv, fordi han samtidig med kritikken altid forsikrede om, at jeg var den eneste ene, og at han elskede mig overalt på jorden.
Nogle dage efter vi havde set filmen, hvor jeg igen forsøgte at sige fra overfor hans kontrol af mig, gik han pludselig til angreb og sagde, at jeg mindede om hende – den kontrollerende, manipulerende og dominerende kvindelige hovedperson fra ”En frygtelig kvinde.”
Jeg var helt paf. “Det må du ikke sige”, husker jeg, at jeg sagde grædende med hænderne for mine øjne. Jeg krummede mig hulkende helt sammen. Han stod bare iskoldt og kiggede på mig. Han trøstede mig ikke.
Bagefter ignorerede han mig næsten en hel dag, fordi jeg ikke accepterede, at han havde ret.
Psykolog: Amanda, du er fuldstændig normal
Selvom jeg gjorde alt for at holde mig væk fra hans, hvad jeg nu ved hedder, gaslighting, tænkte jeg:
Måske har han ret?
Måske er der mig der udøver psykisk vold mod ham, fordi jeg er skadet fra min barndom?
Måske er der ok, at han tjekker min telefon og kommenterer, hvem jeg er facebook-ven med?
Måske er jeg en billig kvinde, der flirter med alle, jeg får øjenkontakt med?
Måske svarer jeg ham ikke hurtigt nok på messenger og sms?
Måske bor jeg rigtig grimt?
Måske er jeg en dårlig mor?
Måske går jeg i grimt og udfordrende tøj?
Måske er jeg, som jeg er, for at få den opmærksomhed, jeg ikke fik som barn?
Måske har jeg en dårlig musiksmag?
Måske er det mig, der er forkert, når jeg ikke vil flytte sammen med ham?
Måske har han ret, når han siger, at mine venner ikke er gode for mig?
Måske er det mig, der er forkert og skadet, når jeg sætter grænser overfor ham?
Måske er alle de beslutninger, jeg tager i mit liv, forkerte?
Måske er jeg bare et skadet incestoffer, der burde gå til psykolog og få noget hjælp?
Heldigvis lyttede jeg til hans råd, og startede hos en psykolog for at finde ud af, om min reaktion på ham skyldtes senfølger baseret på en barndom i helvede?
Den eneste måde, han blev god igen på, var, når jeg sagde undskyld, og så havde vi altid dejlig sex bagefter
Der gik ikke mange sessioner, før jeg fortalte det hele. Det var så befriende.
Og så kom psykologens dom:
Jeg skulle fortsætte med at sætte grænser overfor ham og holde fast på min ret til at være mig. Og vigtigst af alt – noget af det vigtigste for mig – var, at psykologen også sagde, at jeg var “fuldstændig normal”. ’Det, du her beskriver, er ikke senfølger. Dine reaktioner overfor ham er sunde, og de grænser, du fortæller om, skal du blive ved med at sætte’
Men jo mere jeg satte de grænser, jo mere anklagede han mig for at være et skidt og ødelagt menneske. Han blev til tider også direkte ubehagelig, ond og modbydelig. Og som sagt kunne han ignorere mig i flere dage, når jeg sagde fra – det skete igen og igen.
Den eneste måde, han blev god igen på, var, når jeg sagde undskyld, og så havde vi altid dejlig sex bagefter.
Og så var alt godt igen. Han elskede mig jo og jeg var den eneste ene, men jeg måtte forstå, at det var sådan, han havde det; men han elskede mig i øvrigt stadig ufatteligt meget, selvom jeg var, som jeg var.
Når jeg røg tilbage i hans fold, følte jeg altid skam
Jeg følte mig slået tilbage, og også at jeg løb panden mod en mur. Han var umulig at nå, og han mente, jeg var ‘forkert’, uanset hvor meget jeg sagde fra eller holdt fast i min ret til at være mig.
Han slog mig aldrig, men jeg blev mere og mere utryg ved ham. Han begyndte også at drikke mere alkohol, og det gjorde ham ikke mere behagelig at være i samme rum med. Han blev også ofte mere anklagende, når han var fuld.
Og så skiftede han en gang til og fortalte, hvor dejlig jeg var, og hvor meget han elskede mig, mens han græd og kyssede mig
Jeg fortalte ham, at psykologen havde talt om, at jeg skulle blive bedre til at sætte grænser og mærke mine egne behov. Men pludselig var min psykolog bare ‘en dårlig psykolog’, for han mente ikke, at jeg havde behov for at sætte grænser. Og i øvrigt var de grænser, jeg satte, overfor for ham, latterlige. Jeg var stadig skadet af min barndom i hans øjne, og det burde psykologen kunne se.
Og så skiftede han en gang til og fortalte, hvor dejlig jeg var, og hvor meget han elskede mig, mens han græd og kyssede mig.
Til sidst fandt jeg styrken og gik fra ham, med et par tilbagefald. Jeg elskede ham jo, og han elskede mig.
For tænk nu, hvis det måske bare var mig?
Måske skulle jeg bare ændre adfærd og stoppe med alt det med hele tiden at skulle sætte grænser? Måske var hans krav og holdning til mig og min måde at være i livet på, rigtig?
Mine venner ved ikke, jeg har haft tilbagefald til ham, for jeg har følt en voldsom skam, de gange jeg vendte tilbage, fordi jeg efter vores brud fortalte dem alt. I dag kan jeg kun sige, at jeg er så glad for, at vi ikke er sammen mere.
Jeg føler mig fri
Når jeg tænker tilbage, var det værste ved vores forhold den følelse, han plantede i mig om, at “tænk hvis det rent faktisk ér mig, der udøvede psykisk vold overfor ham, og ikke ham overfor mig.’
Jeg ved godt med min sunde fornuft, at det ikke er rigtigt. Men det er lidt ligesom, det var med Carl, der misbrugte mig som barn, fra jeg var 4-11 år. Carl bildte mig også ind, at det var min egen skyld, når han misbrugte mig seksuelt. At det var ham, der var offeret, fordi det jo var mig, der lagde op til, at han skulle røre, kysse og slikke mig. “Du er jo en lille liderlig pige, Amanda,” sagde han altid.
Heldigvis lærte jeg til sidst at give slip på Carls gaslightning.
Jeg frygter allermest, at det sker igen. Mest fordi det er så svært at dele, når man er i sådan et forhold af den simple grund, at der er så meget skam forbundet med oplevelsen
Nu skal jeg bare også give slip på den sidste lille mængde gas fra min ekskæreste, der stadig sidder i mit centralnervesystem. For jeg vil så gerne gå ind i et nyt forhold, uden at min eks spøger.
Men det er svært, og det er også svært at dele mine oplevelser og tanker med mine omgivelser. For jeg frygter allermest, at det sker igen. Mest fordi det er så svært at dele, når man er i sådan et forhold af den simple grund, at der er så meget skam forbundet med oplevelsen.
Jeg har oplevet nogle veninder sige (og også spurgt mig selv), som du måske tænker, kære læser: ’Hvorfor gik du ikke Amanda? Hvorfor blev du i så dårligt et forhold? Hvordan kunne du elske en mand, der behandlede dig så dårligt?’
Spørgsmålet vækker skyld og skam: Hvorfor gik jeg ikke?
For mig er der mange lag i svaret på det spørgsmål.
Der ene lag er, at psykisk vold næsten altid kommer snigende – det ved de mange, der har været udsat for det, kun alt for godt.
Det er små stikkende og nedladende bemærkninger hér og dér. Og hvis man er forelsket og samtidig får at vide, at man er den eneste ene, higer man efter de komplimenter. Man søger hele tiden hen til det sted i forholdet, hvor begge parter var gode ved hinanden.
Jeg har læst mig frem til, at i forhold med psykisk vold går det ofte hurtigt og starter med en stormende forelskelse. Sådan var det også her.
Det andet aspekt er ens venner og deres afstandstagen.
Pludselig havde jeg ingen at dele mine tanker med. Jeg kunne heller ikke skrive til hende, da jeg frygtede, at han ville aflure min kode på min computer eller telefon
Jeg brugte en veninde meget, når jeg sad alene og græd, og hun blev så vred over det, men accepterede alligevel, at jeg blev sammen med ham. Men hun ville ikke være sammen med mig og ham, før han begyndte at behandle mig bedre. Hun kunne ikke være tilskuer til det, sagde hun.
Hertil skal siges, at han kun mødte hende en gang, for han gad ikke mine venner.
Jeg holdt op med at dele hans psykiske vold med hende. Pludselig havde jeg ingen at dele mine tanker med. Jeg kunne heller ikke skrive til hende, da jeg frygtede at han ville aflure min kode på min computer eller telefon. Han forventede, at mine beskeder kom op som notifikation på min skærm, for ellers havde jeg “nok noget at skjule”.
En tredje og måske også vigtig ting er min egen barndom.
Mit system er vant til at blive behandlet dårligt, og selvom det kan være svært at erkende, og selvom jeg i forholdet med min eks strittede imod, som en fisk, der er kommet op på land, var der noget ubevidst genkendeligt i at blive behandlet dårligt.
Psykisk vold: når min kæreste ignorerede mig
Hvis han skrev en besked, hvor han pludselig slog op, fordi jeg ikke havde sms’et ham i tide (fordi jeg nok lavede noget med en anden mand eller fordi jeg var sådan en type, der var ligeglad med ham,) og jeg svarede ham tilbage og endte med at ringe ham op, så tog han ikke telefonen.
Det var også tit, han ignorerede mig, fordi jeg havde svaret ham “forkert i en sms” eller han gav tilbage ved at ignorere mine “kom-nu-lad-os-tale-sammen-opkald” igen, fordi jeg ikke havde svaret ham med det samme.
Hans lukken i mindede mig om alle de gange, hvor jeg kom hjem og mine forældre ikke var hjemme
Jeg fortalte ham ærligt og ydmygt, og ofte grædende på hans telefonsvarer, når han lukkede i og “faldt i søvn kl 20”, at hans lukken i mindede mig om alle de gange, hvor jeg kom hjem og mine forældre ikke var hjemme.
Mere fortalte jeg ham ikke.
Han fik ikke af vide, at det også mindede mig om alle de gange, hvor Carl ignorerede mig, når vi var sammen med mine forældre, fordi jeg var lidt for fysisk overfor ham. Det mindede mig om de få gange, hvor jeg sagde fra overfor Carl. Den kulde, jeg oplevede, når jeg sagde fra, er umulig at beskrive.
Og den angst jeg følte for at miste Carls kærlighed, er ligeså ubeskrivelig.
Min intuition sagde at det skulle min ekskæreste ikke vide.
Mit møde med min eks har på en eller anden måde sat det, Carl udsatte mig for som barn, i perspektiv. Pludselig forstod jeg, at hvis jeg ikke engang kunne gå fra min eks som voksen, hvordan kunne jeg så forvente, at en lille pige skulle kunne gå nogen steder?
Og så var der sex
Min eks var den første mand, jeg kunne give mig hen til. Den første mand, efter mit eksponerings-terapeutiske forløb, hvor jeg ikke har haft flashbacks til barndommen. Den første mand hvor jeg kunne give mig helt hen og nyde sex.
Han sagde, at jeg var den eneste ene, og at det, vi havde sammen, var unikt. Og jeg var bange for, at han havde ret
Han var den første mand, hvor orgasmen ikke længere føltes som ‘en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise’, som jeg skrev om i et opslag, der senere blev delt i min serie fra 2017-18 på POV:
“Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, jeg er tvunget til at spise”
Så ja, hvorfor gik jeg så ikke bare?
Hvordan kunne jeg elske en, der behandlede mig så dårligt? Jeg var så frygtelig bange for, at det, jeg oplevede med ham seksuelt, kun kunne ske med ham.
Han sagde, at jeg var den eneste ene, og at det, vi havde sammen, var unikt. Og jeg var bange for, at han havde ret.
Jeg var også bange for, at hvis jeg fandt en anden mand, ville jeg få flashbacks igen. Jeg ville ikke kunne nyde sex, og det var blandt mine værste mareridt: at jeg skulle gå tilbage i den vildt positive udvikling, jeg var gået igennem seksuelt sammen med ham.
For han var den første mand, jeg havde været sammen med, hvor jeg havde været tilstede 100 procent – og det var vildt.
Og så var det ikke kun dårligt
Når han var sød, var han også virkelig omsorgsfuld, en fantastisk og nærværende elsker.
Og så kunne han skifte på et sekund. Når jeg endelig troede, at nu så han mig anderledes, kunne han, efter vi havde haft en dejlig dag, blive fornærmet og begynde at ignorere mig, hvis jeg for eksempel gerne ville blive lidt længere oppe end ham og se en film færdig, eller hvis jeg svarede på en sms, uden at fortælle ham, at det var en veninde, der skrev.
Sådan en var jeg jo, og det var sådan det var. Når jeg så konfronterede ham og sagde, at hans forskellige udmeldinger gjorde mig forvirret, sagde han, at det var mit problem. Det var sådan, jeg var
Og når jeg så derfor altid endte med at gå i seng samtidig med ham, eller endte med at fortælle, hvem der skrev, fordi han kommenterede at jeg sms’ede, startede hans gaslighting. Så kunne han finde på at sige, at jeg ‘da ikke skulle fortælle ham, hvem jeg skrev med’, og at jeg da ‘bare kunne sidde oppe så længe, jeg havde lyst’.
Sådan en var jeg jo, og det var sådan, det var. Når jeg så konfronterede ham og sagde, at hans forskellige udmeldinger gjorde mig forvirret, sagde han, at det var mit problem. Det var sådan, jeg var.
Det var simpelthen frygteligt at se tilbage på.
Og når jeg fortæller det nu, er det fordi jeg så inderligt håber, at mennesker, der er tæt på dem, der udsættes for psykisk vold, forstår, at det ofte er så sublimt orkestreret, at man ikke selv lægger mærke til det.
For ja, måske var jeg bare sådan en, der gjorde alt forkert.
I dag ved jeg, at det er jeg ikke, men det mente han, og han fik mig næsten overbevist. Og noget i mig frygter, at det kan ske igen, fordi det er så svært at dele psykisk vold med sine nærmeste.
Men jeg håber i hvert fald, at hvis nogen læser med her, som har det, som jeg havde det, finder styrken til at sige fra.
LÆS OGSÅ POULINE MIDDLETONS FIKTIVE INTERVIEW MED “DEN FRYGTELIGE KVINDE”, MARIE FRA FILMEN HER
POV bragte fra april 2018 – april 2019 serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men trods års terapi kæmpede hun videre med senskader fra misbruget. I dag er hun kommet videre med sit liv. Hele serien kan læses her (alle links ligger i bunden af seriens sidste afsnit). Amanda er et pseudonym. Hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt.
Topillustration: Psykisk vold kan ødelægge et menneske. Topbilledet forestiller ikke Amanda. Foto: Publicdomainpictures.net
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
