Pseudodebatten om at give hånd

”De fleste muslimer har ingen problemer med at give hånd til det modsatte køn, men der er nogle ortodokse muslimer og islamister, som pure nægter.”

Sådan skriver en af vore fremtrædende politikere i et indlæg, hvor jeg citeres, dog uden navn, fordi det er faldet politikeren for brystet, at jeg ikke forsvarer,  der afsættes ministertid til at diskutere, hvorvidt en kvinde giver hånd eller ej, når det halter gevaldigt med at kæmpe for ligestilling på så mange andre områder i dette land – særligt, når politikeren selv både gør opmærksom på og også er klar over, det kun drejer sig om ”ortodokse muslimer og islamister”, der nægter at give hånd.

De få får med andre ord igen og igen lov til at sætte dagsorden, på de manges bekostning. Jeg er træt – som i dødtræt – af det. Jeg er træt som i har-nået-mætningspunktet- af religiøs støj i det offentlige rum.

Fri mig for hele tiden at skulle argumentere på religiøses præmisser.

Jeg har siden dag ét, nægtet at diskutere kvinderettigheder på religioner, religiøse tekster eller religiøse menneskers præmisser. Og det står jeg ved.

Andre kvinder har opnået rettigheder på trods af religion, ikke på grund af religion. Ingen religion, heller ikke islam, er kvindevenlig, så hvorfor i alverden skulle det være anderledes for muslimske kvinder? Hvis folk bruger religion som argument, vil jeg insistere på at tale verdsligt i et offentligt rum, jeg helst ser sekulært.

Eftersom politikeren selv tilskriver problemet et fåtal, når nu ”de fleste muslimer har ingen problemer med at give hånd”, hvad er det da udtryk for at anføre fåtallet som argument for noget, der ikke vedrører flertallet?

Ingen religion, heller ikke islam, er kvindevenlig, så hvorfor i alverden skulle det være anderledes for muslimske kvinder? Hvis folk bruger religion som argument, vil jeg insistere på at tale verdsligt i et offentligt rum, jeg helst ser sekulært.

Hvis politikerens kamp ikke skal ligne en pseudokamp for kvinders rettigheder, ville gratis psykologhjælp på landets krisecentre ikke være blevet skåret væk, et efterværns program for voldsramte kvinder ville være blevet implementeret i loven, sådan som det er tilfældet i Norge, LOKK’s sekretariat ikke være blevet sparet væk og man ville søge pragmatiske løsninger for at dæmme op for, at titusindvis af kvinder udsættes for partnervold og tusinder søger ly på et krisecenter, der i øvrigt må afvise kvinder – og hold nu fast – på grund af pladsmangel.

Dét, er nemlig hverdag for de mange kvinder, hvis ligestilling burde ligge os alle på sinde.

At én kvinde ikke giver hånd, kan ikke bringe mit pis i kog, når tusindvis af mine medsøstre, der giver hånd, lider i det daglige.

At én kvinde ikke giver hånd, kan ikke bringe mit pis i kog, når mine etnisk danske medsøstre, der skriver præcis det samme som jeg, får afslag på at få trykt deres bidrag til debatten i landets aviser, fordi de ikke har den rigtige farve.

At én kvinde ikke giver hånd, kan ikke bringe mit pis i kog, når kvinder indenfor Jehovas Vidner, Indre Mission, Faderhuset osv., oplever præcis samme form for social kontrol som hendes muslimske medsøstre, men hendes lidelser forsøges bagatelliseret væk i en grad, at hun nærmest latterliggøres, når hun forsøger at give udtryk for det. Hun kan bare tage sit gode tøj og skride fra den voldelige stodder, hedder det sig. Det danske samfund støtter hende, hedder det sig.

Og hvad får folk til at tro, det skulle være nemmere for Gitte end det er for Aisha, og har Aisha ikke præcis de samme muligheder for støtte fra sit omgivende danske samfund, hvis hun skulle ønske at skride fra sin voldelige stodder af mand/familie?

At én kvinde ikke giver hånd, kan ikke bringe mit pis i kog – for det er en pseudodiskussion, det er populistisk symbolpolitik, for ingen har beklaget sig over at have fået afvist et håndtryk af den pågældende kvinde.

Til gengæld har kvinde efter kvinde beklaget sig og skrevet side op og side ned om de officielle 33.000 kvinder, der udsættes for partnervold, de 2000 kvinder, der søger ly på et krisecenter og de hundrede kvinder, der over en 10-årig periode har mistet livet. Ingen kender mørketallet.
Hvad gør det ved de tusindvis af børn, der lever en tilværelse, hvor far tæsker mor?

Der er bred opbakning til den etniske ligestillingskamp

Feministerne tager ligestillingsudfordringerne i dette land alvorligt. Opbakningen til den etniske minoritetskvindes ligestillingskamp har aldrig været større. Det være sig politiske partier som kvindeorganisationer og som Kvinfo og Dansk Kvindesamfund.

Vi tages med på råd, der afholdes møder, hvor vi direkte ansigt til ansigt spørges til, hvad der kan gøres for at støtte os. Forsøger man at give indtryk af andet, er det 1) fordi man ikke har fulgt med udviklingen, 2) man har en dagsorden, hvor det ikke passer sig at forholde sig til den nye virkelighed, nemlig at kvinder i dette land faktisk samarbejder på tværs af religiøs og etnisk ophav om kvindesagen. Hold op med at bære til ved løgnen om, at kvinder ikke kan samarbejde eller at feminister er selektive i forhold til kvindeundertrykkelse. Vi samarbejder hver evig eneste dag.

Tag alle kvinders retssikkerhed med samme grad af alvor i dette land, og jeg vil tage din udtalte bekymring om ligestilling alvorligt, når du (ingen nævnt – ingen glemt) buldrer derudaf med din bekymring for muslimske kvinders retssikkerhed og manglende ligestilling i dette land, symboliseret ved et håndtryk. Og når du trækker en lige linje fra manglende håndtryk til stening af kvinder og gør det – ikke på baggrund af de få – men på baggrund af de mange.

Det er nemlig os, de mange, der i sidste ende kommer til at bære de få, skulle de få brug for vores håndsrækning til at komme videre.

Tak.

Topillustration: Pixabay.