IDENTITET // ESSAY – Mens resten af mine jævnaldrende skatervenner rullede afsted på en heftig Nu-metal-cocktail, blev tre unge gutter fra Brøndby Strand mine nærmeste fortrolige, skriver Mazdak Khosravi i en personlig beretning fra omkring årtusindeskiftet om, hvordan en iransk skaterpurk fra det århusianske opland, opdagede, at hans etniske ophav kunne skildres som andet end at være årsag til gruppevoldtægter, vanvidsbilisme, religiøs fanatisme og generel asocial adfærd.
Sagt med det samme: det havde aldrig ligget i kortene, at jeg skulle havne i de løbebaner som lidt for vanligt associeres med unge mellemøstlige danskere balancerende på en identitetsøgende knivsæg – hverken i forhold til kriminalitet eller radikalisering.
Som min somaliske klassekammerat undrende pointerede under mit koldingensiske eksil i 6. klasse: “Mazdak, du er ik’ en ægte udlænding”.
Vi nåede ikke to bars ind i ’Walou’, før mit liv havde ændret sig for bestandigt
Her refererede han paradoksalt nok til min manglende interesse i smårapserier, alpha-doggin’ og lemfældig omgang med korancitater, samt at jeg allerhelst brugte frikvartererne på at folde Tie Fighters ud af mine regneark.
Men selvom jeg søgte fællesskaber tættere på min hyper-nørdede personlighed – og nej, ikke kitsch-cool D&D-nørd Stranger Things-style. Vi taler modelfly og Bond-film, baby – var det småt med etniske referencepunkter, jeg kunne spejle mig i.
Youth of the Nation
Ved årsskiftet 2001 flyttede jeg tilbage til min oprindelige hjemstavn, Århus Syd.
Det var her, jeg som Fishbone-klædt skater i provinsen, for alvor begyndte at bruge musikken som identitetsmarkør. Bands som P.O.D., Limp Bizkit og Linkin Park straffede naboerne til Super Brugsens parkeringsplads, og skabte samhørighed i vores lille skatecrew af village misfits.
Men også her måtte jeg erkende, at identifikationen med disse kunstnere, var langt mere gennemgribende hos mine etnisk danske kammerater, end den var hos mig. Og yes, vi fik lige kaldt Fred Durst for kunstner.
Stik modsat alle opskrifter på forældreforkastende teenageadfærd, var det min mor af alle mennesker, der fik drejet mine ører i en retning, som kom til at ændre alt.
Under pladens sample-hakkende intro var jeg fortsat skeptisk. Men så slog en ung dansk-marokkaner ved navn Isam Bachiri, bildøren op. Han tilbød mig et lift med ordene ”You wanna’ ride with El Moro? An Outland?”
En forårsdag under den iranske nytårsfejring Nowruz, sad jeg og åbnede min eid-i (nytårsgave som tildeles børn og mutte teenagere), og jeg forsøgte ikke engang at skjule min skuffelse over, at den ikke indeholdt Linkin Park’s ’Hybrid Theory’ album, men derimod en plade med et tidstypisk graffiti-logo og tre bistert udseende gutter på coveret.
Med et diplomatisk overskud af dimensioner, fik hun alligevel overtalt mig til at give pladen, som hun havde fået anbefalet af en yngre kollega, en chance.
Under pladens sample-hakkende intro var jeg fortsat skeptisk. Men så slog en ung dansk-marokkaner ved navn Isam Bachiri, bildøren op. Han tilbød mig et lift med ordene ”You wanna’ ride with El Moro? An Outland?” – og vi nåede ikke to bars ind i ’Walou’, før mit liv havde ændret sig for bestandigt.
Blødende Øjne
Her var de. Historierne, lyden, stemmerne, jeg havde manglet.
Fra Isam’s åbningsvers i ’Walou’ hvor han sårbart trygler sin mor om at kautionere ham ud af arresten og holde det hemmeligt for en hårdtarbejdende far, til Waquas Ali Quadri, der skyder brystet frem og planter 12 bars lige i synet på fordommene og snæversynetheden i ’ Mano A Mano’ (mit foretrukne Walk Like a Badass-anthem). Og selvfølgelig legendariske Lenny Martinez, der hvilede så meget i sit modersmål, at han i stort set hvert nummer claimede et vers på spansk.
Det føltes, som om de mellemøstlige klangflader, jeg var vokset op med, nu talte til mig på mine præmisser. Klangflader som jeg i forsøget på at presse mig selv ned i oplands-Århus’ forkrampede kasser, havde storskammet mig over, hver gang min mor hentede mig fra skole med persisk tresserpop blæsende ud af vores skrotbunke af en Fiat.
’Renovadores’ forplantede sig i mig som en enorm nysgerrighed på mit eget modermål farsi. Et sprog jeg indtil da udelukkende anså som brugbart, hvis beskeder skulle leveres til min mor, udenom ørene på min danske stedfar
På Outland’s Official fandt jeg historierne fra alle aspekterne af min opvækst. Og Outlandish gjorde dem så relaterbare at jeg dirrede hver gang jeg hørte Waquas spy ordene ”People got kids to feed, if you’ve seen what I have, your eyes would bleed” ud i ’The Bond Between Us’.
Kompasset
Mens ’Walou’ var fortællingen om de drenge jeg havde delt min tidlige opvækst med, og som modsat mig ikke havde nydt det privilegium at blive hevet ud af ghettoen i tide, var ’Heads To The Sky’ vores forældregenerations historie – en historie om at yde sig selv og sin familie identitetsmæssig førstehjælp på fremmed jord med de midler, der nu engang var til rådighed.
Hver gang jeg hørte ’Fatimas Hand’, tænkte jeg på mine højtelskede reservestoresøstre – unge kvinder, som gik fra ambitiøse og progressive, til formummede og underdanige, flået tilbage i familiens sociale norm-geled, mens ’Love Joint’ hensatte mig til de mange komplicerede og stormende forelskelser, der opstod blandt de unge iranske 1984-flygtninge.
Med ’Outland’s Official’ havde jeg fået et kompas, hvormed gråzonen mellem dansker og iraner, drukfældig provins-skater og god persisk dreng samt myriader af andre iboende modsætningsforhold, var blevet væsentlig nemmere at navigere i
Og ej at forglemme forplantede pakistanske Waquas’ bryske modersmålsvers i ’Renovadores’, sig i mig som en enorm nysgerrighed omkring mit eget modermål, farsi. Et sprog jeg indtil da udelukkende anså som brugbart, hvis beskeder skulle leveres til min mor udenom ørene på min danske stedfar.
Jeg følte, at jeg med ’Outland’s Official’ havde fået et kompas, hvormed gråzonen mellem dansker og iraner, drukfældig provins-skater og god persisk dreng samt myriader af andre iboende modsætningsforhold, var blevet væsentlig nemmere at navigere i.
At tage ejerskab over egen fortælling
Men i virkeligheden var det mest skelsættende ved ’Outland’s Official’, at jeg for første gang oplevede unge danskere med et andet etnisk ophav end dansk tage ejerskab over deres egen fortælling.
Vi var i en tid, hvor bl.a. ’Mujaffa-Spillet’ (oprindeligt ’Perker-Spillet’) – på trods af en påstået ambition om at fjerne fløjlshandskerne fra indvandrerdebatten – medførte, at den i forvejen forråede retorik, synedes at have fået en statsradiofonisk blåstempling.
For mig personligt satte retorikken sig som harpiks på mit selvbillede. Den var også medvirkende til, at jeg blev overbevist om, at mit etniske ophav på ingen måde var foreneligt med min forkærlighed for vestlig ungdomskulturel livstil.
I min optik var ’Outlands’ Official’ et af de allerførste spæde skridt mod det, der i dag lykkeligvis er en mærkesag for rigtig mange stemmer i kultur- og samfundsdebatten – nemlig at belyse de milliardvis af nuancer der er forbundet med at leve et liv som dansker med anden etnisk baggrund
Således havde jeg på tidspunktet for den skelsættende Nowruz, brugt en anseelig del af min beskedne levetid på at affeje ethvert iransk karaktertræk ved min personlighed, hvilket selvsagt efterlod et gigantisk identitetsmæssigt tomrum, som ikke forsvandt med et trylleslag – men som jeg nok ej heller på samme måde var blevet bevidst om, havde det ikke være for Isam, Waquas og Lenny.
I min optik var ’Outlands’ Official’ et af de allerførste spæde skridt mod det, der i dag lykkeligvis er en mærkesag for rigtig mange stemmer i kultur- og samfundsdebatten, nemlig at belyse de milliardvis af nuancer, der er forbundet med at leve et liv som dansker med anden etnisk baggrund.
Det var en rejse ind i den enorme førnævnte identitets-gråzone hvor massemediernes projektorlys sjældent nåede, og hvor det til stadighed skinner svagt.
Det var også et af de første eksempler på, at den brede danske offentlighed fik tilbudt et indblik i noget, som indtil da nærmest udelukkende var forbeholdt etnisk danske kunstnere – skildringen af et følelsesliv. Plus at det komplekse indre liv som nu engang gør os til individer fremfor et homogent kollektiv, blev udlagt med et andet etnisk fortegn end dansk.
Endelig var det også prototypen på, hvordan danske unge med anden etnisk baggrund, sidenhen har taget vejen fra at være passive objekter for stereotypfisering til at claime retten til at definere deres egen identitet på egne præmisser.
Half Moro, half Viking
Dette er ,som nævnt i indledningen, en personlig beretning. Og som personlige beretninger er flest – biased as fuck – er det langt fra sikkert at ’Outland’s Official’ står som en bevidst identitets-milepæl for særlig mange andre.
De tre knøse fra Brøndby Strand tog med ’Outland’s Official’ en ganske markant tråd op, som sidenhen flittigt er blevet brugt af mange af os til at væve identitetsmarkører sammen på tværs af vores mellemøstlige etniske rødder og vores danske nationalidentitet
For som en af mine venner forleden sagde til mig i en tolvhestes-brandert på vej ned ad Ravnsborggade: ”Jeg tror seriøst du er den eneste, der i dag forholder dig til det album som en helhed – folk husker kun Guantanamo!.
Men selvom man nok skal være en af de hurtige connoisseurs for at kalde ’Guantanamo’ først – nummeret er at finde på den internationale gennembrudsplade ’Bread & Barrels of Water’ – vil jeg stadig vove den påstand, at de tre knøse fra Brøndby Strand med ’Outland’s Official’ tog en ganske markant tråd op, som sidenhen flittigt er blevet brugt af mange af os til at væve identitetsmarkører sammen på tværs af vores mellemøstlige etniske rødder og vores danske nationalidentitet – opsummeret af Isam Bachiri på pladens næstsidste skæring ’Renovadores’: ’ll be the Great Dane – Half moro, half viking.
Outlandish’ debutalbum ’Outland’s Official’ er med tiden blevet overskygget af evergreens som ’Aicha’ og ’Look into My Eyes’, som nok er dem, de fleste danskere har nydt med hånden om et blødt fadølskrus.
Men man kan i høj grad argumentere for, at ’Outland’s Official’ i dag står tilbage som et underbelyst hovedværk indenfor dansk urban. Et værk der kan ses som en af de tidligste grundsten på vejen til at danskere med et andet etnisk ophav end dansk, i dag har skabt sig en stemme som er helt deres egen. En stemme hvormed de har formået at katapultere deres historier op i de allerøverste lag af den kulturelle mainstream, og trukket identitetskampen over på deres egen banehalvdel.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her