HOMOSEKSUALITET // DEBAT – Hvis man virkelig ønsker et multikulturelt Danmark, så må man også leve med en mangfoldighed af holdninger. Også holdninger, man er dybt uenige med. Herunder den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige. Hvis man virkelig ønsker medborgerskab for og en vellykket integration af muslimerne i det danske samfund, så nytter det ikke, at man afkræver dem en betingelsesløs accept af alle det sekulære danske samfunds værdier, skriver Karen M. Larsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I anledning af en undersøgelse af muslimske forældres syn på evt. homoseksuelle børn foretaget af Jyllands-Posten er debatten om islam og homoseksualitet (igen) blusset op. Og da LGBT+ Danmarks sekretariatschef, Susanne Branner, i et interview i samme avis fik rodet sig ud i et sandt studie udi udenomssnak er der også kommet fokus på, at mange af de mere eller mindre professionelle forsvarere af homoseksuelles rettigheder her i landet har en tendens til ikke at ville snakke om den manglende accept af homoseksuelle i muslimske miljøer.
For at forstå problematikken er det måske en god ide at se på, hvordan den uforbeholdne accept af homoseksuelle forhold og homoseksualitet i løbet af de sidste årtier er blevet til en dominerende norm i den offentlige debat. Hvis man i dagens Danmark giver udtryk for, at homoseksuelle forhold er syndige, unaturlige – eller bare ikke ideelle, må man regne med at blive mødt med en flodbølge af kritik. Hvis man ikke bakker helhjertet op om homoægteskaber og regnbuefamilier må man regne med at blive erklæret for ikke-stueren og blive udelukket fra det gode selskab.
Driverne bag denne udvikling har i høj grad være folk med sekulære, progressive og venstreorienterede værdier og idealer. Og modstanderne har typisk været folk fra højrefløjen, herunder fra konservative kristne miljøer. Det har derfor også været moralsk nemt for dem, der førte kampen for den betingelsesløse accept af homoseksuelle. Dem, de kæmpede imod, var nemlig identisk med grupper, som man i forvejen ikke brød sig om, og som man så som sine modstandere.
Problemet for den typiske homo-rettighedsforkæmper opstår, når man skal se på den udbredte og i øvrigt alment kendte afvisning af homoseksualitet i muslimske miljøer
Problemet for den typiske homo-rettighedsforkæmper opstår, når man skal se på den udbredte og i øvrigt alment kendte afvisning af homoseksualitet i muslimske miljøer. For når enhver afvisning af homoseksuelle er forkert, når den foretages af borgerlige og/eller kristne såkaldte etniske danskere, så må den logisk set også være det, når den foretages af muslimer. Konsekvensen heraf ville så være, at sådanne muslimer skulle mødes med den samme moralske fordømmelse og sociale udstødelse som andre, der i dagens Danmark afviser homoseksuelle. Men det går bare ikke!
For de samme sekulære, progressive og venstreorienterede kredse, som historisk set har insisteret på den betingelsesløse accept af homoseksuelle mener typisk også, at landets muslimer er ofre for racisme, diskrimination og undertrykkelse. Og ikke mindst fordi højrefløjen sættes lig med afvisning af muslimer, så må man som god venstreorienteret selvsagt kæmpe deres sag.
Den måde, man har forsøgt at løse det dilemma på, er på mange måder identisk med den strategi, som Susanne Branner greb til i interviewet med Jyllands-Posten: Ligesom de ”indiske aber” så vil man ikke se, ikke høre og ikke sige noget. Homofobi i muslimske sammenhænge er de venstreorienteredes version af ”synden, som man ikke må tale om”.
Mit bud på løsningen af dette dilemma er for nogle måske overraskende og radikal. Ikke mindst fordi jeg selv som lesbisk og kristen i mange år har kæmpet for accept af homoseksuelle i kristne sammenhænge. Jeg er overbevist om, at hvis man virkeligt ønsker et multikulturelt og etnisk mangfoldigt Danmark, så må man også kunne leve med en mangfoldighed af holdninger.
Også holdninger, man er dybt uenige med. Herunder den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, haram eller hvad man nu ellers måtte kalde dem.
Hvis man virkeligt ønsker medborgerskab for og en vellykket integration af muslimerne i det danske samfund, så nytter det ikke, at man afkræver dem en betingelsesløs accept af alle det sekulære danske samfunds værdier, herunder en betingelsesløs anerkendelse af homoseksuelle forhold som værende ligeværdige med heteroseksuelle.
Jo mere multikulturelt vores samfund bliver, desto mindre sekulært vil det alt andet lige også blive. Vi kommer til at leve i et samfund, hvor religion vil fylde mere for flere mennesker end mange af os har været vant til. Det kan vi lige så godt se i øjnene.
Højreorienterede dæmoniserer muslimer
Det kan efter min mening ikke benægtes, at højreorienterede ofte dæmoniserer landets muslimer. De samme kredse som historisk set har været modstandere af, at traditionelle kristne værdier er blevet erstattet af sekulære og progressive, er bemærkelsesværdigt begejstrede for at påvise, hvordan islam strider mod disse.
Men muslimernes allierede blandt de venstreorienterede udmærker sig typisk ved ikke at kunne eller ville tage muslimerne alvorlige som lige præcis muslimer, dvs. tilhængere af en religion, hvis idealer ofte er sammenfaldende med dem, man finder hos konservative kristne.
Den betingelsesløse fordømmelse og sociale udstødelse af dem, der har religiøst betingede forbehold overfor homoseksuelle forhold medfører blot uholdbare moralske dobbeltspil, der ikke gavner nogen
Nu er selvsagt ikke alle med muslimsk baggrund dybt troende eller praktiserende. Men min mangeårige erfaring som religionslærer i gymnasiet og hf, hvor jeg heldigvis har haft og stadigt har mange muslimske elever er, at religion alt andet lige fylder mere hos unge med en muslimsk baggrund end blandt de såkaldte etniske danske.
Religion her også i betydningen af, at der findes en almægtig Gud, at der findes et liv efter døden, at dette liv afhænger af, hvordan man lever her på jorden etc.
Den betingelsesløse fordømmelse og sociale udstødelse af dem, der har religiøst betingede forbehold overfor homoseksuelle forhold medfører blot uholdbare moralske dobbeltspil, der ikke gavner nogen. Og ikke mindst forhindrer den samtalen med dem, der har disse holdninger.
Så til Susanne Branner og åndsfæller kan jeg kun sige: Accepter at mange muslimer har moralske forbehold overfor homoseksuelle forhold. Ikke accept i betydningen, at I er enige heri, men accept i betydningen, at de har lov til at have en sådan holdning, selvom I er dybt uenige med den. Og lad os så få startet samtalen om, hvordan vi kan lære at leve sammen på en fredelig måde med gensidig respekt for vores forskellighed.
Klik dig videre til mere opinionsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her