DEMONSTRATION // ØJENVIDNEBETRAGTNING – Den danske 22-årige studerende, Johannes Nørlov Pedersen, var i Israel den 10.-19. februar for at besøge sin israelske kæreste. Her deltog han i den største demonstration i landets historie mod regeringens nye juridiske reform. Nedenstående er hans øjenvidnebetragtning fra dagen.
Tel-Avivs to sydligste togstationer var fyldte den 13. februar. Skulder til skulder, ventende på togene til Jerusalem, stod tusindvis af smart klædte israelere, mange fra Tel Avivs progressive hi-tech-miljøer, i løbet af dagen. Den største strejke og demonstration i Israels historie var begyndt. En strejke imod Benjamin Netanyahu og Yariv Levins foreslåede reform, der har til formål at begrænse højesterettens mulighed for retslig prøvelse af fremtidige lovforslag.
Regnbuens flag, hammer og segl på blodrød baggrund, sorte flag og Davidsstjernen blafrede middelhavsblåt og hvidt i den kølige februar-vind
Mange frygter, at retsreformen – med sin implicitte erosion af magtens tredeling – vil blive det israelske demokratis endeligt. Regnbuens flag, hammer og segl på blodrød baggrund, sorte flag og Davidsstjernen blafrede middelhavsblåt og hvidt i den kølige februar-vind. Jeg stod i midten af togstationen HaShalom, hvis navn betyder ‘fred’, og var på vej til at se historien udfolde sig akkompagneret af hjemmesyede flag og superlimede protestskilte.
Efter tre fyldte tog imod Jerusalem var rullet forbi perronen, blev jeg sammen med flokken skubbet ind i en togvogn. Størstedelen af mine medpassagerer i kupeen var børnefamilier, grupper af midaldrende venner og ældre mennesker af den generation, som har kæmpet de mest voldsomme krige for Israels overlevelse.
Mine nærmeste jævnaldrende var en gruppe universitetsstuderende og en flok unge teenagere, jeg gættede på, var omkring fjorten år. Stemningen var trykket, vi stod meget tæt, og den for mig velkendte israelske lethed føltes næsten fordampet af vores kollektive kropsvarme.
Demonstranterne omkring mig virkede udmattede, inden de overhovedet var nået til Knesset.
Ved den næste station, HaHagena, hvis navn betyder ‘forsvaret’, og som er Tel Avivs sydligste togstation, måtte jeg næsten kysse væggen for at give plads til et venindepar og en gruppe teenagere med davidsstjerner syet på regnbueflag.
En 20-minutters tur igennem Judæa-bjergene til Jerusalem var begyndt. Alle i toget var på vej til den største demonstration i Israels historie – i retning mod Knesset med drømmefaner i hænderne.
Menneskemængden uden for Jerusalem-Navon, byens eneste egentlige togstation, var enorm. Vinden hev i jakker og flag, mens Levantens sol bagte ned. Et par grupper forsøgte at sætte gang i det tragisk simple kampråb ”Demokrati!” uden nogen succes. Demonstranterne omkring mig virkede udmattede, inden de overhovedet var nået til Knesset. Grupper var opdelt efter flag, middagssolen kastede lange skygger hen ad Jerusalems sandstensboulevarder.
Det slog mig, at demonstrationen manglede både vrede og energi, selvom den var den største af slagsen i Israels historie. Jeg blev endnu mere opmærksom på det, da det gik op for mig, at den gruppe af 18-21-årige unge, der oftest bringer mest energi til demonstrationer, var fuldstændigt fraværende, sandsynligvis fordi den obligatoriske værnepligt i Israel, der dækker unge i alderen 18 til 21 år, forbyder en at deltage i demonstrationer.
Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg selv ville være i stand til at sætte mig kraftigt imod den danske stat, der igennem så mange år har plejet og dannet mig
Med det i tankerne ledte jeg bevidst efter vrede og ungdom i forsamlingen. Jeg fandt børnefamilier, universitetsstuderende med protestskilte (Bibi = Apartheid, Putin = Erdogan = Netanyahu, Free Palestine), ældre ægtepar (nogle med kippa, nogle med synlige ar) og kontrære hippier fra Tel Avivs Florentine-distrikt.
Det var umuligt for mig at se mig selv i denne forsamling. En forsamling af trætte og magtesløse borgere, der bravt havde organiseret et forsøg på at demonstrere imod demokratiets endeligt – et bravt forsøg, der imidlertid havde mistet energien. Jeg kan umuligt udtale mig om, hvilke faktorer der har påvirket denne afmagt. Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg selv ville være i stand til at sætte mig kraftigt imod den danske stat, der igennem så mange år har plejet og dannet mig.
Jeg fulgte med i menneskemængden, der bevægede sig op imod rosenhaven over for Knesset. Vinteren havde blottet rosengrenenes torne, og der var mudret efter flere dages regn. Jeg så flere glide i mudderet, og for at stoppe deres fald rakte de ud efter de nøgne rosenkrat. Tornene rev i de forsamledes tøj, og mudderet lagde sig over de amerikanske designersko.
Ind imellem talerne hørtes kampråb. Det hjerteskærende ”demokrati” og det direkte ”skam jer!”
Ved bakkens forhøjninger stod en ung soldat. Flere af dem smilede blødt og overbærende til demonstranterne, der nu var kommet nok i stemning til at samle sig om nogle slagord. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at soldatens våben var skarpladt.
En mand i slut-trediverne klatrede op på højen, hvor soldaten stod til stor jubel fra demonstranterne i haven. Manden løftede sine arme i protest og succes. Jeg ventede det værste, mens jubel og kampråb lød omkring mig. En officer råbte en ordre. Soldaten bevægede sig over imod manden og bad ham stille og roligt om at forlade højen. Det gjorde han så i ro og mag.
Det mindede mig om demonstrationer foran Christiansborg, hvor danske politifolk med smil og venlige ansigter danner en mur rundt om demonstranterne. Der var intet at bekymre sig om overhovedet, og demonstrationen fortsatte med technomusik, rap og brandtaler.
Prominente offentlige personligheder, kunstnere og oppositionspolitikere stillede sig op på en scene foran Knesset og talte mod imod reformen. Ind imellem talerne hørtes kampråb. Det hjerteskærende ”demokrati” og det direkte ”skam jer!”.
En af talerne, lederen af oppositionen, Yair Lapid, lovede at fortsætte kampen for demokratiet, til stor jubel. Mens demonstrationen var i gang, forsøgte regeringen at få reformforslaget vedtaget. På grund af slåskampe og kaos under afstemningen i Knesset, blev den første stemmerunde udskudt med en uge. En uge senere overlevede reformforslaget den første stemmerunde.
Jo længere tid jeg var til demonstrationen, og jo længere jeg bevægede mig ind i midten af menneskemængden, jo mere følte jeg en intens mangel på fokus omkring mig. Vennegrupper havde sat sig midt på vejen, tændt joints og åbnet picnickurve. Grupper af kvinder med lyserøde flag trommede halvhjertet på bongotrommer og dansede jungledans, mens en gruppe amerikanske unge på Taglit højlydt diskuterede, hvor det bedste sted at spise shawarma i Jerusalem mon er.
Folk samler sig i søer af blå og hvide farver med hjemmesyede flag og drømme om det gamle og fremtidige Israel. Det er en kamp, der for mange israelere, jeg snakkede med, er tabt på forhånd
Stimen af mennesker, der var på vej til og fra demonstrationen, flød så stærkt i begge retninger, at børn og ældre mennesker måtte hjælpes ud af de menneskelige trafikpropper. Jeg var til Israels største forsamling af mennesker i nyere tid, og jeg følte, at der blev uddelt deltagerbeviser.
Demonstrationer imod reformen foregår stadigvæk i Israels større byer. Folk samler sig i søer af blå og hvide farver med hjemmesyede flag og drømme om det gamle og fremtidige Israel. Det er en kamp, der for mange israelere, jeg snakkede med, er tabt på forhånd.
Det forstår jeg godt. Men jeg er ikke i tvivl om, at israelerne vil blive ved med at slås, som de har gjort i årtier. Jeg tror også, at vi ville marchere sammen skulder ved skulder i Danmark, hvis det samme skulle ske hos os – trætte, udmattede og uden håb bagende under solen.
Jeg tror, at vi ville stå sammen på pladser, på gaderne og ved togstationer, med megafoner, hvis budskab ville runge til forsvar og fred; unge, voksne, gamle og børn, der i kor ville råbe hen mod Christiansborgs lukkede døre:
Demokrati!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
