ISRAEL/PALÆSTINA // KOMMENTAR – Verdenssamfundet, herunder Danmark, bør hjælpe israelerne og palæstinenserne med at se fremad til en fælles fremtid. Israelerne kommer ikke til at forlade Israel. Og det vil næppe lykkes Israel at fordrive palæstinenserne fra Gaza og Vestbredden. Der er ikke noget alternativ til en fælles fremtid, skriver tidligere landsformand for Europabevægelsen Erik Boel.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Turen fra Golan til Negev-ørkenen tager blot nogle få timer – uden checkpoints vel at mærke. I Israel og Palæstina kan du på en dag opleve ørken, hav, bjerge, søer, vandfald. Området er geografisk beskedent – men optager en enorm plads i den globale bevidsthed. Af historiske, kulturelle, religiøse og ikke mindst politiske – storpolitiske! – årsager.
Igennem de sidste 30 år har jeg rejst Israel og Palæstina tyndt. De sidste mange år ved at leje en gammel øse i Østjerusalem og så zigzagge gennem Israel og Vestbredden. Under mit seneste besøg sidste forår anbefalede diplomater i Ramallah dog at undgå dele af Vestbredden.
Flashbacks fra de besatte områder
Favoritturen går til Golan. Gennem dale med æble- og kirsebærlunde fører en snoet bjergvej op til den drusiske landsby Majdal Shams. Den er et fast stop på turene rundt i bjergene med mulighed for en bid brød – friske grøntsager, hummus og mixed grill. I vinterhalvåret går turen videre til Hermonbjerget for at stå på ski. Majdal Shams er en malerisk landsby med farvestrålende drusiske flag, der blafrer i vinden. En gæstfri, lidt søvnig by.
Freden blev brudt kl. 18.18 den 27. juli i år, da en raket ramte byens fodboldbane. Nogle sekunder efter alarmen var gået, slog bomben ned. 12 børn og unge blev dræbt. 42 såret. USA og Israel placerer ansvaret hos Hizbollah. Hizbollah fralægger sig ansvaret. For de efterladte gør det ikke den store forskel. Angrebet var det mest dødelige i Israel siden 7. oktober.
Et andet flashback fra mine rejser i Levanten er Jenin på Vestbredden. Ikke mindst byens flygtningelejr er arnested for den palæstinensiske modstandsbevægelse. Jenin er fortsat mærket af det israelske angreb i april 2002 oven på en række selvmordsangreb under den anden intifada: bygninger med knuste ruder, indimellem ubebyggede jordstykker, hvor det flyder med affald og stinker af kattemad. Gadehundene lusker omkring.
Men Jenin rummer en skønhed i forfaldet. Med eukalyptustræer og snævre, gamle gader. Overalt graffiti med portrætter af flykapreren Leila Khaled og Malcom X. Et vægmaleri af Marwan Barghouti, der holder sine håndjern op, er uomgængeligt her på Vestbredden. Et sted er der tegnet M16 rifler med navnet Hamas indgraveret. Jeg møder ingen vesterlændinge og er alene på hotellet. Et besøg på Frihedsteateret gør indtryk. Det forsøger gennem teater og drama at give en ung generation redskaberne til at håndtere livet under besættelsen. På Det Arabisk-Amerikanske Universitet nogle kilometer uden for byen giver et par studerende mig en rundvisning.
Omverdenen, herunder Danmark, bør hjælpe israelerne og palæstinenserne med også at se fremad til en fælles fremtid
Den 28. august lancerede Israel angrebet på Jenin. Det mest dræbende på Vestbredden i årevis. Da Israel trak sig ud igen efter en halv snes dage, var 21 dræbt, herunder børn, og 70 pct. af infrastrukturen smadret, bl.a. vandforsyningen. Israels begrundelse for angrebet var ønsket om at forebygge terrorangreb fra Jenin.
Fælles interesser
Uanset krig og væbnede konfrontationer, uanset forskelligheder og uenigheder har israelerne og palæstinenserne mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro. De er veluddannede og sofistikerede med en rig kultur og historie. Men først og vigtigst bærer begge folk på en sorg og en smerte. Israelerne holocaust, med århundreders forfølgelse inden. Palæstinenserne nakbaen: fordrivelsen af palæstinenserne fra det stykke land ved Middelhavet, som Israel voksede op af. Pointen er ikke at måle eller veje de to folks tragedie, men at de begge er dybt traumatiserede. Forstår man ikke betydningen af disse katastrofer, forstår man ikke dybden af konflikten i Levanten. Man forstår heller ikke den vildskab, hvormed de to folk bekæmper hinanden.
Ak ja, vil nogle måske sige: Det er så længe siden. Men sårene er dybe og er blevet vedligeholdt gennem alle årene. Israels historie siden grundlæggelsen i 1948 er en endeløs række af krige, senest myrderierne 7. oktober. Suppleret med hyppige angreb fra Hizbollah, raketter fra Gaza og terror med udgangspunkt i Vestbredden.
Palæstinensernes hverdag har været præget af undertrykkelse og ydmygelse. Sætter man sig op mod besættelsesmagten, bliver man enten fængslet eller slået ihjel. Palæstinenserne står alene med deres lidelser. De arabiske lande skal ikke have noget klinket. Økonomisk og sikkerhedspolitisk er de tæt forbundne med USA. Diktatorerne i Mellemøsten frygter revolution med inspiration fra palæstinensernes slogan: Et undertrykt folk har altid ret.
Vi må aldrig forklejne disse tragedier. Men omverdenen, herunder Danmark, bør hjælpe israelerne og palæstinenserne med også at se fremad til en fælles fremtid. Israelerne kommer ikke til at forlade Israel. Og det vil næppe lykkes Israel at fordrive palæstinenserne fra Gaza og Vestbredden. Der er ikke noget alternativ til en fælles fremtid.
Glem ikke, at vi under den kolde krig anså delingen af Tyskland for at være permanent. Mange troede, apartheid i Sydafrika var kommet for at blive. Naturligvis kan udviklingen tage en ny, dramatisk og overraskende drejning
En tostatsløsning har ikke nogen gang på jord. Den vil være opskriften på en ny krig. Bosætterne på Vestbredden vil ikke acceptere at leve i en palæstinensisk stat. Økonomisk og menneskeligt er Israel og Palæstina flettet ind i hinanden. Og begge folk kan med rette – ud fra hvert deres perspektiv – gøre krav på området. På den lange bane bør målet være et land ”From the River to the Sea” – men vel at mærke for begge folk. Hvor man lever sammen, selv om man er forskellige. Med magtdeling, sikkerhed og effektive mindretalsgarantier.
Konflikten bliver ekstraordinært svær at løse. Den handler om mere end territorium. Ikke mindst religion. Hvor islamistisk fundamentalisme står over for zionistisk fundamentalisme.
Men glem ikke, at vi under den kolde krig anså delingen af Tyskland for at være permanent. Mange troede, apartheid i Sydafrika var kommet for at blive. Naturligvis kan udviklingen tage en ny, dramatisk og overraskende drejning.
Måske netop Sydafrika kunne være en inspiration. I starten af 1990’erne var jeg i en periode udstationeret ved den danske ambassade i Pretoria. Her spillede Kommissionen for Sandhed og Forsoning en nøglerolle i bestræbelserne på at fremme en form for retfærdighed efter apartheid. Ofre og vidner fik mulighed for at fortælle om forbrydelserne. Men Kommissionen gav samtidig adgang til amnesti for de gerningsmænd, som opfyldte Kommissionens krav. Kommissionen fik dansk støtte og opbakning.
På den korte bane har dette forslag – og andre fredsforslag! – ikke nogen gang på jord. Men på lidt længere sigt er der ikke nogen vej uden om forsoning.
Derfor kan dette instrument være en vej frem for Israel og Palæstina for på den vis at hele sårene. Danmark bør – meget gerne sammen med de andre nordiske lande – sondere mulighederne for en Sandhedskommission. Initiativet vil naturligvis forudsætte god vilje på begge sider af konflikten.
Der er trods alt også grundlag for håb. Gennem årene har jeg haft lejlighed til at møde den legendariske israelske politiker Shimon Peres. Under vores sidste samtale på Peres-centeret lidt syd for Jaffa i januar 2015 fremhævede Peres Medilink-projektet. Projektet – som fik dansk støtte – gik ud på, at israelske og palæstinensiske læger hjælper syge palæstinensiske børn fra Gaza med behandling i Israel. Når projektet overhovedet kunne lade sig gøre, skyldes det, at lægerne var enige om ikke at diskutere politik. Og en dybt professionel indstilling om, at som læge gælder det om at redde liv – uanset hvad.
Projektet flugtede i eminent grad med det, Peres understregede som sit livs mål: at skabe fred og forståelse med palæstinenserne og de arabiske lande. Den ambition og den vision er i dag mere relevant end nogensinde …
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
