Julie Top-Nørgaard: Kroppen er en si

i Danmark/Kultur & Medier/Liv & Mennesker af

BOGUDDRAG –  “Jeg tænker på, hvordan bakterierne smutter fra min hud over i deres tøj. Hvordan den lette modstand af stoffet mod huden får mine døde hudceller til at løsne sig og lader sig fange i den grove bomuld. Hvordan bakterierne sidder i tøjet, indtil børnene tager det på, hvordan de finder en vej ind i deres kroppe. Jeg føler mig betændt, smittefarlig. Jeg tænker på forholdet mellem smerte og fare, eller smerte og frygt. Jeg bliver bange, når jeg har ondt. Det er vel et instinkt. Kroppen tolker smerte som et faresignal. Det her er jo ikke farligt. Ikke umiddelbart. Men følelsen af kontroltab, af, at det kan gribe om sig. Frygten for, at det griber om sig. Og frygten for mere smerte. Men alt, der gør ondt, er ikke farligt. Ikke i 2017. Det er det ikke.” 

‘Kroppen er en si’ er en dagbogsroman om det almindelige og det ualmindelige. Om at være på en arbejdsplads, når der er massefyringer, om at få MRSA og være bange for at dø, om at være for lidt og for meget. Om altid at forhandle med sin midaldrende krop om en fredspagt. Om at pendle mellem distance og nærhed i kærlighed. Om skam og stolthed, ømhed og vrede, frygt og mod. Og om at læse og skrive.

Bogen er skrevet af Julie Top-Nørgaard og POV bringer et uddrag her. Du kan købe bogen på linket nederst.

Mandag 14. august

Jeg har et myggestik lige under min ene balde. Der er gået betændelse i det, det er ømt og hævet. Jeg har fået penicillin siden fredag for at se, om det kan tage infektionen, men det har ikke hjulpet. Jeg har taget Ipren for at kunne sove. Jeg går ned til min læge igen, han sender mig ud på skadestuen, det skal nok skæres for at få betændelsen væk. Hvis jeg er heldig, kan de klare det i lokalbedøvelse.

Eftermiddag

Jeg ligger i sengen, jeg er lige kommet tilbage fra Hvidovre.

Det var frygteligt, frygteligt. De skar i mig, selv om jeg ikke var bedøvet. De skar videre, selv om jeg hulkede og jamrede. De var ligeglade. Kan det virkelig passe, at de var ligeglade? Fucking reservelæge. Han sagde ikke engang, hvad han var.

Sikkert fordi han ikke ville indrømme, at han var i turnus og aldrig havde prøvet det før. For det havde han jo ikke, det kunne jeg høre på den anden læge, ham, der holdt øje og instruerede og forklarede.

Jeg håber fandeme aldrig, at han bliver læge. FUCKING SVIN. At skære i en levende krop, en krop, der ikke er bedøvet.

Bagefter rystede jeg over hele kroppen som en bange hund. Jeg kunne ikke holde op med at græde. Køb en cola, sagde sygeplejersken. Hvorfor gav hun mig ikke et glas saft?

Jeg kørte hjem i bil, rystende. Jeg kunne ikke se klart. Jeg kunne ikke finde ud af pedalerne.

Jeg ryster, jeg græder.

Tirsdag 15. august

Det er meningen, at jeg selv skal kunne skifte plasteret. At jeg skal fjerne gazen, de har lagt ind i hullet. De har skåret noget væk, der er et hul. Når jeg rører ved plasteret, vender den skærende smerte tilbage, fra da de skar.

Jeg kan ikke holde ud at skulle se såret. Jeg græder ved synet af huden, der mangler. Følelsen af, at den del af kroppen ikke tilhører mig. At jeg helst var fri for den. At jeg vil afskære den fra resten af kroppen. At den er gjort fremmed, gjort syg, lemlæstet.

Jeg forsøger at forstå, hvilken betydning det har. Hvad betyder den smerte, det chok? Nu, dagen efter? Tre dage efter? En måned efter? Jeg forhandler med mig selv. Kan jeg gøre det ubetydeligt? Det må være muligt. Det er jo så banalt. Der var jo ikke fare på færde. Kun smerte og oplevelsen af ikke at blive hørt. Hvor alvorligt er det?

Jeg slår hånden for munden, presser fingrene mod læberne, når et billede, en følelse eller noget, de sagde, pludselig dukker op.

Siden har jeg grædt og grædt.

Onsdag 16. august

Jeg kan ikke skifte plasteret selv. Jeg kan ikke røre ved det. Jeg ringede til lægen fra arbejdet, jeg stod ude på toilettet og tastede. Der var optaget. Jeg blev ved med at ringe op. Jeg ringede 58 gange, før jeg kom igennem.

Da sygeplejersken tog den, og jeg skulle fortælle, hvad der var sket, begyndte jeg at græde. Hun virkede stresset og lidt irriteret, men sagde, at jeg kunne komme, så skulle de nok kigge på det, bare hurtigt.

Da jeg kom derned, var der ingen irritation, kun omsorg og god tid fra dem begge to, både læge og sygeplejerske. Jeg begyndte at græde med det samme. Jeg lagde mig på briksen, grædende. De var så grundige og forsigtige og rolige. Jeg har aldrig oplevet dem sådan før.

Da lægen rørte ved såret, græd jeg. Men det var godt. Det var helende, at de rørte ved det. Jeg lå i samme udsatte position som på hospitalet, på maven, uden at kunne se noget. De undersøgte og rensede og duppede. Det helede den anden proces. Denne gang gjorde de, som de skulle. De overskrev mandagen. Føjede en ny dag til, lagde den øverst, oven på mandagen.

I dag lærte min krop igen, at læger og sygeplejersker er nogen, der hjælper mig. Jeg gik derfra en lille smule helet. Nyt plaster, stort og klodset. Det niver og klør, og jeg har stadig mit åbne sår, men jeg er lidt mere mig selv. Jeg kan stole på mennesker. På eksperter.

Tirsdag 21. august

Jeg kan ikke gå i bad med plasteret. Jeg vasker mig i ansigtet, jeg vasker mine armhuler, jeg vasker mig i skridtet.

Det hedder etagevask, fortæller jeg Charlie. Da jeg var barn, havde vi ikke noget badeværelse i den lejlighed, hvor mig og mormor boede. Først senere kom der badeværelse ude i spise- kammeret. Men indtil da vaskede vi os på denne måde.

Etagevask. Fordi I boede et sted med flere etager, spørger Charlie. Nej, svarer jeg. Det er kroppens etager. Øverste etage, mellemetagen og underetagen. Kroppen som en etageejendom.

Af og til drømmer jeg, at vi pludselig bor i en lejlighed med uendelig mange værelser. Jeg opdager altid nye værelser i de drømme. Jeg tror ikke, at det er en metafor. Jeg tror, at jeg drømmer om at bo i en lejlighed med uendelig mange værelser. Hvor mange er uendeligt? Hvor mange ville være nok? Jeg ved det ikke.

Onsdag 23. august

Den tilbagevenden til det normale, den ikkeunormale krop, den ikkesyge, ikkesmertende, ikkesvagelige, ikketruende krop. Den lethed. Den måde at hvirvle rundt på herhjemme, rydde op efter børnene, sætte en vask over, gå i bad. Gå i bad! At mærke, at kroppen alligevel er stærk. At vinde den tilbage til mig selv. At rense klisteret fra alle plastrene af huden, omhyggeligt, vedholdende. At kroppen igen er ved at blive min. At turde se på såret, der, hvor de skar. Hele det mørke område omkring, mishandlet, ømt. At tage det til mig. At gøre det til en del af mig, mens det forsvinder.

Torsdag 24. august

Jeg forestiller mig kroppen som en lukket enhed, et sluttet kredsløb, ren, uigennemtrængelig. Men det er den jo ikke. Den er porøs, fuld af indgange og udgange, den optager og indkapsler og omsætter og udskiller. Den er en si, et net, en svamp. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Onsdag sætter jeg mig i stolen i haven uden at skænke såret en tanke, torsdag cykler jeg et øjeblik uden at skænke det en tanke. Det går fremad, der er ingen tvivl. Så længe vi ser bort fra det gule pus, der bliver ved med at sive fra min krop.

Fredag 25. august

I dag standsede to kvinder mig for at rose mine klummer. Jeg taler med en strøm af fremmede mennesker hver dag. Som om det var det mest naturlige i verden. Jeg soler mig i deres interesse. Jeg cykler hjem, høj på opmærksomhed. Det er, som om der hele tiden er en lille sol, der skinner lige over mig.

Nogle mennesker lever på den måde.

Det er bibelsk, om lidt skal jeg rulle mig i støvet. Det må jeg skulle. Ydmyget,

Lørdag 26. august

Man tror, det er løgn, men der er kommet et nyt sted med betændelse. Måske er det den bibelske straf, måske er min krop begyndt at gå i opløsning indefra, måske er den ved at nedbryde sig selv. En af de syv plager, nedkaldt over mig for mit overmod, fordi jeg har forvekslet mig selv med det guddommelige.

Den vrede, hævntørstige Gud.

Såret ligner en mund. Det er rombeformet og dybt. En åbning. Et øje. En sprække ind, hvor der ikke skal være nogen sprække.

Det skal helst vokse sammen indefra, sagde lægen. Jeg forstod ikke, hvad han mente. Jeg forstod såret som todimensionelt. Et areal, en længde og en bredde.

Sådan plejer sår at være, det går op for mig nu. Overfladiske. Rifter og hudafskrabninger har ingen dybde. Det plejer at være huden, der er skadet. Men dette er ikke huden, det er kødet. Over den huden. Det er noget andet. Måske er det naturligt, at det er så længe om at hele. Kødet, der langsomt skal finde kødet. Smelte sammen igen.

Det ligner den lomme, man skærer i en lammekølle for at presse et hvidløgsfed ind. Sådan må det have føltes for kirurgen. Samme faste, elastiske modstand i

Mandag 28. august

Så bliver et nyt område angrebet, mit baglår bliver rødt og ømt og væskende. Og jeg venter og ser, om det ikke nok går væk, det gør det ikke, så af sted til lægen igen, der kommer ind til mig i en grøn kittel, for det er MRSA, siger han, og så ringe til Hvidovre og vente på svar og blive sat i behandling alle sammen, det er hele familien, med næsesalve og dobbelte klorhexidin-afvaskninger, og alt skal gøres rent og vaskes, og jeg går i Føtex og køber nye håndklæder, alt skal vaskes hver dag, det er ikke noget at tale om, alligevel magter jeg det ikke, og nu er jeg ikke bange for, at der skal trænge noget ind i min krop, nu er det min krop, der er kontamineret, uren, til fare for mine egne børn.

Og jeg bør ikke røre ved noget, ikke skære den salat, som de skal spise. Det er ikke noget, lægen siger, men det er sådan, det føles, jeg smitter dem med mine bakterier, jeg burde slet ikke have lov til at komme tæt på dem.

Og samtidig denne skam over at tage sådan på vej, det er latterligt at blive slået ud af lidt betændelse og lidt støvsugning, jeg er latterlig, fordi jeg er bange for at dø, jeg er en latterlig figur. Jeg ved det, men jeg er stadig bange. Bange for smerte, bange for sygdom, bange for at dø af MRSA.

Onsdag 30. august

Jeg ligger i sengen og venter på, at klokken bliver 14, så jeg kan ringe til lægen. Den nye betændelse er kraftig. Jeg halter uden at kunne forklare hvorfor, måske for at beskytte området på en eller anden måde. Det er så ømt, og jeg er så bange for, at lægen skal se på det.

Det gamle sår er næsten helet. Det bløder lidt indimellem, men det er stort set ikke ømt. Nu handler alt om det nye angreb, den nye betændelse.

Vi har gjort hovedrent herhjemme, vi har vasket og vasket og vasket. Vi smører næserne med salve og vasker os i klorhexidinsæbe. Jeg lægger børnenes tøj sammen, stikker mine hænder ind i deres ærmer og bukseben, når tøjet vender på vrangen og skal vendes rigtigt.

Jeg tænker på, hvordan bakterierne smutter fra min hud over i deres tøj. Hvordan den lette modstand af stoffet mod huden får mine døde hudceller til at løsne sig og lader sig fange i den grove bomuld. Hvordan bakterierne sidder i tøjet, indtil børnene tager det på, hvordan de finder en vej ind i deres kroppe.

Jeg føler mig betændt, smittefarlig.

Jeg tænker på forholdet mellem smerte og fare, eller smerte og frygt. Jeg bliver bange, når jeg har ondt. Det er vel et instinkt. Kroppen tolker smerte som et faresignal.

Det her er jo ikke farligt. Ikke umiddelbart. Men følelsen af kontroltab, af, at det kan gribe om sig. Frygten for, at det griber om sig. Og frygten for mere smerte. Men alt, der gør ondt, er ikke farligt. Ikke i 2017. Det er det ikke.

Det er ikke farligt for dig, sagde sygeplejersken, som jeg ringede til ude på Hvidovre. Vi har stadig antibiotika til dig. Det er de næste generationer, vi er bekymrede for.

Det er ikke farligt for mig. MRSA er ikke farligt for mig. Her, nu.

Fredag 1. september

At ligge og vente på narkosen. At vide, at jeg selv har taget den beslutning om narkosen. At jeg ikke vil skæres i igen, mens jeg er ved bevidsthed. Frygten for gentagelsen. Det er jo en maskine, der trækker vejret for dig, sagde narkoselægen.

Jeg græd mig til narkosen, han ville helst have givet mig en rygmarvbedøvelse og operere, mens jeg var ved bevidsthed, men jeg græd, hver gang jeg så en læge, indtil de gav mig lov til at komme i narkose.

At have sagt ja til at løbe den risiko. Lægen på operations- stuen, der så mig dybt ind i øjnene og sagde: Nu vil du kunne mærke noget varmt og noget koldt på samme tid. Du skal koncentrere dig om den varme fornemmelse. Han var fuldstændig, totalt tillidsvækkende. Jeg nikkede og mær- kede det kolde og det varme samtidig i kroppen, og så –

Jeg vågner op på operationsstuen, det er overstået, de sludrer, jeg er skæv og lykkelig, så vågnede jeg altså, man kan aldrig vide, det er lettelsen, og det er selvfølgelig rusen, morfinen. Jeg forsøger at sige noget til dem om, hvor vigtigt det var, at de var så søde, så omsorgsfulde og myndige.

Nu er du her hos os, sagde sygeplejersken roligt, mens jeg lå og var bange og ventede på at forsvinde, og det var argumentet og forklaringen og beroligelsen i sig selv. Nu er du her hos os. Fordi du er hos os, er alting i orden, vi er argumentet, vi er trygheden, vi er myndigheden. Vi gør det for dig, du ikke selv kan gøre.

Lettelsen over at vågne. I går tænkte jeg meget på risikoen for ikke at vågne. Jeg tænkte på, at hvis jeg ikke vågnede, var der ikke noget at være bange for, for så var der bare ingenting. Det er meget ligetil at mærke, hvad man tror på i den situation. Ingenting. Eller livet før døden.

Jeg blev opereret for det nye angreb i går. Den anden infektion, den anden byld. Det er jo bylder. Men jeg kan ikke holde ordet ud, på samme tid så ulækkert og så skræmmende.

Jeg skriver om det, det er min strategi. At trække noget ud af ingenting. Som de der vekselapparater, der kan trække varme ud af kulde.

Jeg ville gerne spørge min far: Forstår du det? At man kan trække varme ud af kulde? Og han ville heller ikke forstå det, og sammen ville vi glæde os over det, over det skøre og uforståelige i, at man kan trække varme ud af kulde. Han ville have gnægget tilfreds. Varme ud af kulde. Skørt. Verden er forunderlig og vidunderlig.

Hele tiden er der en stemme, der siger, at jeg ikke må skrive om det. At jeg udstiller mig selv ved at skrive om det. At der er ting, der er for banale at skrive om. Bylder og små operationer må gerne trigge dødsangst, men du må ikke skrive om det, det er uværdigt. Det er så navlepillende og pinligt at skrive. Men tro mig, jeg tænker meget på resten af verden for tiden, på, hvordan det her var forløbet, hvis jeg havde boet i Afrika (altid Afrika), eller i den latinamerikanske slum. En favela. Ville jeg så dø af det? Alting handler om at være bange for at dø.

Da jeg læste Irvin Yaloms bog om dødsangst, tænkte jeg, at jeg ikke led af dødsangst, det gør jeg heller ikke, ikke til hverdag. Men når jeg bliver syg, gør jeg.

Jeg spekulerer over situationen med de to unge læger til den første såkaldte operation. Den første byld, hvor de skar uden effektiv bedøvelse. Søren siger, at det var aldrig sket, hvis det havde været to kvinder. At de to unge mandlige læger var for optagede af at udrette noget.

Jeg indrømmede, at jeg ville have allerstørst tillid til en ældre, mandlig læge. Søren sagde, at han har større tillid til, at kvinder gør deres arbejde samvittighedsfuldt. At den gamle vits: ‘Operationen lykkedes, men patienten døde’ nødvendigvis handler om en mandlig læge. En kvindelig og en mandlig læge, der skal til at operere: Manden vil være optaget af at præstere. Kvinden vil være optaget af at gøre det rigtige for patienten.

Det er ikke mænds skyld. Det er ikke noget, de er herre over. Det er noget, de har lært. At så vigtigt er det at præstere, at vi må og kan se lidt bort fra vejen ad hvilken.

På skadestuen nogle dage før: to mænd, en læge og en mandlig sygeplejer. Ingen af dem hilste på mig eller så mig i øjnene.

Og så den kvindelige sygeplejerske på operationsstuen. Hende, der sagde: Nu er du her hos os. Og så placerede hun forsigtigt sine pegefingre ved mine yderste øjenkroge for at duppe mine tårer væk. Hun sørgede for hele tiden at have en hånd på mig. Hun talte og spurgte og kiggede. Kærligt og roligt og myndigt.

Julie Top-Nørgaard: Kroppen er en si, Forlaget Fredag, 181 sider, 144 kroner, 159,95  kroner, er lige udkommet.

Topillustration: Fra forfatteren

Julie Top-Nørgaard, f. 1974. Forfatter, underviser, klummeskribent. Skriver altid med udgangspunkt i egne erfaringer. Forfatter til romanen ”Jeg går i min fars støvler” (Forlaget Rosinante) og kortprosasamlingen ”Så forbandet klog” (Forlaget Melodika). Ny roman på vej i foråret på Forlaget Fredag. Tidligere klummeskribent på Dagbladet Information. Underviser på pædagoguddannelsen i København i sociologiske perspektiver på den pædagogiske profession.
Hvis du vil bidrage til mit arbejde efter at have læst mine tekster, er min Mobile Pay 61692944

Seneste artikler om Danmark