MUSIK // ANMELDELSE – Til P!nks koncert i Parken oplevede det kvindelige publikum en fighter, der kunne være deres veninde. Mændene oplevede hende nede fra værtshuset, som, måske, kan scores. Der var sange med masser attitude, masser uforfalsket, rå feminin styrke, men også nogle overflødige coverversioner, mener Dan Rachlin.
Fotos: Eddie Michel
Det stod ikke skrevet i stjernerne, da jeg i efteråret 2000 slæbte P!nks debutalbum, Can’t Take Me Home (med den ret så soulfulde ”There You Go” som førstesinglen) med hjem fra New York, at jeg 24 år efter skulle til en udsolgt koncert med hende en lun sommeraften i Parken. Men jeg forstår det godt.
Den 44-årige sangerinde P!nk, med det borgerlige navn Alecia Beth Moore, er én af verdens bedst sælgende kunstnere med et fysisk pladesalg på over 60 millioner albums og 75 millioner singler – og igennem årtusindet har hun ikke kun manifesteret sig som en vanvittig dynamisk kunstner, men også, og det er en bedrift i sig selv, fundet sin egen lyd og numre. Vi kan jo kalde det for ”I don’t give a fuck pop”.
Sange med masser attitude, masser uforfalsket, rå, feminin styrke. Tekster om at klare sig selv, være bevidst om sit værd, og altså ikke finde sig i noget pis! Ikke indsmigrende, kælen og ydmyg, mere rå, trodsig og ”hvis-du-ikke-bryder-dig-om-lugten-i-bageriet-så-smut-pomfrit”. Og hits har der været hele vejen igennem drypvist. Senest et af de største hits i 2023 den livsbekræftende ”Never Gonna Not Dance”.
Lørdag aften var et forbavsende voksent publikum kommet for at feste. Ikke mindst en masse kvinder iklædt 50 shades of pink. Jeg tror ikke, at hovedpersonen selv flasher ret meget lyserødt ud over til festlige fotosessions – der er ikke meget tussenusset over den charmerende, fandenivoldske, hudløst ærlige sangerinde.
Til aftenens koncert ankom hun på scenen fra en slags bungee jump-gynge (som hun vendte tilbage til). I sig selv en præstation, da hun kun lige er ved at komme sig over sygdom, som har fået hende til at aflyse de koncerter, der lå før besøget i Danmark.
P!nk startede festen
”Get The Party Started” er den naturlige åbner, og også et glimrende eksempel på, hvad P!nk er bedst til. 3-2-1 afsted! Hurtigt videre til ”Raise Your Glass”, med endnu en opfordring til at glemme hverdagens trængsler, det er lørdag! P!nks styrke ligger efter denne anmelders styrke i at være alt andet end ydmyg.
Sangerinden er milevidt fra en del af sine konkurrenter – Britney Spears, Christina Aguileras indsmigrende, kælne facon – her leveres der på trods. Eksempelvis ”Who Knew” med små jabs til nogle af de mennesker i vores liv, vi ved skuffer over tid.
Kvinderne i salen oplevede en fighter, der kunne være deres veninde. Mændene hende nede fra værtshuset, som, måske, kan scores. Og midt i den blærede hitparade, blev der tid til interaktion med fans på de forreste pladser. Autografer, sågar et hurtigt tegnet skateboard, som den mandlige fan vil have tatoveret på armen. Gode råd til os alle: ”Never take candy from a stranger.”
Så blev det kedeligt …
Derefter i gang med koncertens kapitel tre, hvor hun satte sig ved pianoet og leverede en følt version af Dylan-klassikeren ”#Make You Feel My Love”. Adele, der også har fortolket Dylans sang, er P!nk ikke, og på trods af hendes karakteristiske hæse, soulede vokal var den tredje afdeling ikke noget for mig. Her prøvede hun kræfter med ballader, americana og genrer, som mange gør bedre end sangerinden i centrum.
Jeg kedede mig faktisk – showet kunne snildt trimmes ned her, også med den overflødige coverversion af 4 Non Blondes’ ”What’s Up”. Men her var jeg langtfra enig med flertallet af publikum, som benyttede synge-med-sangen til at levere aftenens største kor.
Alligevel voksede min respekt og empati med Alecia Moore, hun er simpelthen likeable. Sund jordbunden, hun gør noget godt for piger i alle aldre. Tager ikke sig selv for seriøst, virker i kontakt med de over 40.000 fans. Og drysser lidt råd ud, ikke mindst når tøserne skal til fest: ”Bring five or six outfits for a party, that’s fun!” Og det råd benytter hun sig også af selv. En tendens, jeg har bemærket er blevet helt standard de seneste år, hvor jeg bl.a. har oplevet Diana Ross, Grace Jones og Rod Stewart skifte tøj igen og igen.
…Og godt igen
Fjerde akt var en sand magtdemonstration, P!nk var tilbage i vante omgivelser. Power-pop, med en snert rockguitar. ”Try” med den uafrystelige konstatering:
”Where there is desire, there is gonna be a flame
Where there is a flame, someone’s bound to get burned
But just because it burns doesn’t mean you’re gonna die
You’ve gotta get up and try, try, try”
”Trustfall”, titelnummeret på 2023-albummet, endnu et eksempel på P!nks førnævnte ”rend mig i røven”-attitude. Her var en sangerinde, som ved, at god pop sagtens kan handle om ”noget”. Og da min favorit ”Never Gonna Not Dance Again” pakkede aftenen sammen; ”I want my life to be a Whitney Houston song (I wanna dance) / I got all good luck and zero fucks, don’t care if I belong, no / If I could kill the thing that makes us all so dumb / We’re never getting younger, so I’m gonna have some fun”.
Ja, så kunne en gråhåret dansk anmelder faktisk ikke opsummere denne skønne sommeraften i København meget bedre: Vi pjatter, vi popper, vi lader problemerne ligge derhjemme. Men vi ved godt, at medaljen, det vi kalder livet, har to sider.
Klik dig videre til flere musikanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og