POV BUSINESS // LEDELSE – Det kan være koldt på toppen, siger ordsproget. Og det handler ikke kun om, at jobsikkerheden typisk er mindre for en topchef, om misundelse eller om at knivene af og til sidder i ærmet på ens nærmeste kolleger. Ofte kan det handle om professionel ensomhed, siger Jane Hahn, der arbejder med ledelse i Stadil Advice. Den gode nyhed er, at denne ensomhed kan håndteres.
Lars Løkke har sagt det offentligt, erhvervslederen Birgit Aaby ligeså: Det er et ensomt job at være leder.
Men hvad er det for en slags ensomhed, de henviser til? For hverken Lars Løkke eller Birgit Aaby er karakteriseret ved at være ensomme i traditionel forstand. De hører til fællesskaber, de har relationer i massevis, de er anerkendte i manges øjne, har familie, venner og velstand.
Men de, og andre ledere, er oftest alene, når de skal træffe vigtige beslutninger, for de kan ikke tale om deres inderste tanker med deres medarbejdere.
Mange ledere savner sparring på et vist fagligt eller professionelt niveau og de savner at høre den ubarmhjertige sandhed og de konstruktive fakta
Som leder er man udenfor fællesskabet i sårbare situationer per definition. Og denne situationsbestemte ensomhed kan være årsagen til, at mange fravælger ledergerningen, hvilket er synd og skam. For professionel ensomhed kan godt håndteres.
Brugbar feedback er en mangelvare
Baggrunden for at jeg skriver om dette fænomen går snart 20 år tilbage, hvor min partner Christian Stadil og jeg fik en henvendelse fra en leder. Han ønskede at sammensætte en gruppe af ledere, hvor han kunne udveksle erfaringer om konkrete udfordringer og samtidig opbygge et karrierenetværk.
Det blev starten på at drive ledernetværk, og denne artikel er baseret på meget af den indsigt og viden, vi har fået og fortsat tilegner os fra disse netværksmøder.
Vi spørger jævnligt lederne, hvordan de får den feedback, der skaber mest værdi for dem. I starten overraskede det os at høre, at brugbar feedback var en mangelvare. Senere har vi fået den melding konkretiseret:
Mange ledere savner sparring på et vist fagligt eller professionelt niveau og de savner at høre den ubarmhjertige sandhed og de konstruktive fakta. Og her ligger koblingen til den professionelle ensomhed.
Men hvad skyldes ensomheden?
Her er vores erfaring, at lederne egentlig mener, at miljøet for fortrolige samtaler er okay. Det er mere strukturen den er gal med, da der er alt for meget i spil på en gang.
Vi kan nævne i flæng:
-
- Politiske agendaer
- Hierarkier
- Dilemmaer
- Modsatrettede interesserer og afhængigheder, som besværliggør de filterfrie og konstruktive samtaler.
Det er farvandet, man som leder skal navigere i, og er man lederen på toppen, er du den ansvarlige. Du har altså ingen rygdækning, for lederen har ansvaret – med alt, der følger. Heraf opstår følelsen af at være helt alene.
Find det rette fællesskab
Vi hører til gengæld ingen klagesange fra lederne om, at det et problem at tage dette ansvar. Generelt oplever vi tværtimod, at der hersker en sund bevidsthed om, at ledelse handler om at håndtere dilemmaer og få noget til at ske, som ellers ikke ville finde sted.
Det er vigtigt at erkende, at en leder ikke er et overmenneske, der har svaret på alt. Antagelsen om det modsatte er stensikkert vejen til bagdøren
At være i orkanens øje samt at være i stand til at rumme vilkårene og bevidstheden om, at i morgen kan det hele være slut, kræver sit. Og derfor er den værdiskabende sparring også essentiel, men når den ikke altid kan fås lokalt, er spørgsmålet, hvad man så kan så gøre for at håndtere professionel ensomhed.
Et af svarene er, at hvis man skal undgå ensomhed, må man finde et andet fællesskab, hvor man kan få sine behov dækket.
Så det handler først og fremmest om for lederen at anerkende i hvilke situationer, følelsen af ensomhed opstår.
Dernæst er det også vigtigt at erkende, at en leder ikke er et overmenneske, der har svaret på alt. Antagelsen om det modsatte er stensikkert vejen til bagdøren, og derfor skal det professionelle fællesskab kunne hjælpe med følgende proces:
- Facts – hvad ved du, og hvad er fakta?
- Følelser – hvad føler du, og hvad er reelt?
- Fortolkninger og fantasier – hvad skal der renses ud i?
Sparringen skal ske fra folk,, der har erfaringer med lignende udfordringer. Det er nøglen til at komme ud af professionel ensomhed, at lederen har de rette personer omkring sig, som er der i medgang og modgang.’
Vi ser flere succesfulde virksomheder med to ledere på toppen, så topchefen ikke længere er alene
Politikerne har deres spindoktorer, som agerer lynafledere for deres chefer. Der er med andre ord nogen, som politikeren kan betro sig til, der også har som en del af deres arbejde at holde tæt og tjene politikeren bedst muligt. Denne form for sparring er sjælden og ikke et privilegium, som mange ledere har.
To ledere på toppen
Et andet værn mod ensomheden er at være en lederduo.
Vi ser flere succesfulde virksomheder med to ledere på toppen, så topchefen ikke længere er alene. Det forudsætter selvfølgelig et afklaret og velbeskrevet grundlag samt et godt indbyrdes forhold. Man behøver imidlertid ikke være venner personlige venner privat, så længe den gensidige respekt er der i hverdagen.
At tandem-ledelse er vanedannende, tyder meget på. En leder, vi har arbejdet med, beskrev for os, hvordan vedkommende savnede sin gamle partner, som var blevet købt ud. De to havde kørt et solidt makkerskab igennem mange år, og den tilbageblevne følte klart savnet og det at have en at dele alt det svære med.
Emner, der optager lederne
Hvad er det så for emner og temaer, som optager lederne?
Det har vi spurgt en gruppe ledere om i en ny rapport , ligesom vi også har vores egne erfaringer fra diverse ledernetværk.
Ikke overraskende er det strategiske overvejelser og konkrete ledelsesmæssige situationer, der nævnes som højdespringere. Det er emner, hvor man godt kan føle sig sårbar, ligesom fortroligheden er vigtig. Det kræver derfor et aktivt valg om gode sparringspartnere
Professionel ensomhed er et fænomen, som skal håndteres åbent og ærligt
Andre eksempler på temaer er karriereudvikling, redskaber til ledelse og personlig udvikling. Også de temaer kan være svære at få sparring til, når man sidder øverst i hierarkiet.
Professionel ensomhed er med andre ord et fænomen, som skal håndteres åbent og ærligt. Dele af lederjobbet er ensomt, men det er til at håndtere, hvis man bliver mere bevidst om fænomenet og sørger for at have kompetente folk omkring sig. Udfordringen er at få afsat tiden og finde de rette folk.
Lykkes det, kan man til gengæld vokse og blive en endnu bedre leder, hvilket selvsagt ikke kun kommer virksomheden, men også en selv og de enkelte medarbejdere til gode.
Topillustration: MaxPixel
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her