Professionaliseringen af næstekærlighed har ændret Kræftens Bekæmpelses moralske DNA

i Debat/Politik & Samfund af

SAMFUND // DEBAT – Det er lykkedes for Kræftens Bekæmpelse at skabe en illusion om, at hjælpeorganisationens arbejde ‘i den gode sags tjeneste’ kræver høje lønninger, dyrt indrettede kontorer og store gallashows. I dette store professionaliserede bureaukrati fremstår de kræftramte blot som en velegnet anledning til at tjene penge og sikre sig selv, skriver Gunnar Langemark, der i en serie i POV har beskrevet sit eget sygdomsforløb. 

Indsamlingsorganisationerne som Kræftens Bekæmpelse er blevet en type virksomheder, hvis produkt er en slags ‘følelsesporno’ og hvis egentlige og småsociopatiske formål er aflønningen af deres egne medarbejdere. De maksimerer deres indtjening med alle midler: facere, kampagner, shows – og de har professionelle ansat, som er uddannet i at manipulere.

Det materielle niveau i disse organisationer er tårnhøjt: De har hovedkvarterer i dyre huse, som er indrettet dyrt. De har gode arbejdsvilkår og lønninger for medarbejderne, så det på den måde er attraktivt at arbejde for dem.

Dette matcher ikke helt deres påståede formål. Ikke fordi jeg ikke under mennesker at have gode vilkår. Det gør jeg såmænd. Men det er ikke en ubetinget glæde at se Kræftens Bekæmpelse støvsuge stort set al opmærksomhed og goodwill på dette område og rage penge til sig, som velvillige mennesker ønsker at støtte med for derefter at opleve en lidt arrogant, selvretfærdig og på mange andre måder kedelig måde, som denne organisation forholder sig til kræftsyge og deres pårørende på.

Det store gallashow er kronjuvelen i Kræftens Bekæmpelses store opmærksomhedskrævende indsats for at maksimere pengeinputtet. Man er lykkedes med at skabe en ramme, hvor virksomheder, kendte mennesker og andre kan gnubbe sig til lidt mere ‘brandvalue’ og øge deres kommercielle pris ved at blive eksponeret ‘i den gode sags tjeneste’

Der er noget ‘Marie Antoinette’-oplevelse over at møde op i et hus med dyrt professionelt ‘interior decor’, frugtkurv fra Irma og luksus-te og kaffe, hvor medarbejderne befinder sig i en bevidsthedsverden, som tilhørte vi alle den øverste del af det storkøbenhavnske ny-borgerskab, når man selv er raslet ned ad den socioøkonomiske rangstige i løbet at et årti, hvor man har været kræftramt. Man opdager det faktisk. Og det stikker lidt. For man ved, hvor pengene kommer fra og hvorfor de er givet.

Det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det dengang i 2015, da jeg fik konstateret kræft og opsøgte Kræftens Bekæmpelse for at få hjælp til mig selv og mine døtre, som var hårdt ramt af tanken om deres fars snarlige død.

Det chokerede mig lidt med den, i mine øjne, meget luksusprægede indretning og stemningen af tilbagelænet og selvfølgelig rigdom. Og siden har det siddet i mig. Når jeg ser disse indsamlinger og tænker, hvordan de indsamlede penge går til forbrug og luksus, mens jeg og familien har kæmpet i de seneste fire år for at holde os kørende og ikke ryge helt ned igennem gulvbrædderne. Nu flytter vi til noget mindre. Det er OK. Jeg forventer ikke at blive holdt kørende med samme levestandard som før, og det er i øvrigt også underordnet – taget i betragtning, at jeg stadig er i live. Sådan er det.

Men da vi fik brug for hjælp og opsøgte Kræftens Bekæmpelse, så blev vi faktisk mødt af den her småborgerlige og tantede vurdering af vores livsvalg. Vi blev set på med nedladende og smådømmende tilkendegivelser fra snæversynede ‘damer’, som i virkeligheden ikke kunne rumme os – med mindre vi faldt ind i rollen som mennesker med samme værdier som dem selv.

For mig at se passede damerne fuldkommen perfekt ind i et Bo Bedre-univers, hvor pletter på tøjet strider mod naturlovene og smårod i livet er skræmmende og skal fejes ind under gulvtæppet. Uden at blinke fik mine døtre tilbudt ‘damernes’ vurderinger og anden ‘hjælp’, som ingen havde bedt om, og som vi heller ikke kunne drømme om at bede om. Vi fik ‘hjælp’ i form af indblanding i vores måske lidt uortodokse måde at forstå verden på.

Jeg følte mig talt ned til af en uvidende læge, som helst ikke ville indrømme, at han var på bar bund og som helst ville presse mig til at indtage rollen som uvidende. Det gjorde jeg. Det er jeg blevet opdraget til igennem hele livet

Min dengang 11-årige blev trukket til side, og pludselig skulle hun også opdrages på. Forståelse og omsorg blev blandet sammen med en fuldkommen tankeløs antagelse af, at alle har det samme ‘hvid protestantisk middelklasse’-værdisæt og i øvrigt lever med den samme straf-, synd- og dårlig samvittigheds-kultur, som for mange år siden martrede min barndom med angst. Pludselig var vi – i vores prøvede familie – nødt til at trække følehornene, for ikke også at få sat vores bare en smule mindre konforme liv til eksamen.

Jeg tilgiver dem gerne. Senere viste det sig, at min datters angst også havde rødder i hendes personlighedstype (som man i vore dage kalder ‘Aspergers’, men som man i min slægt har kaldt ‘det er helt normalt… det er de andre der er åndssvage’).

Jeg synes, det er uprofessionelt. Og jeg synes det er en skam, at man møder dette snæversyn og den selvretfærdighed i en organisation, som har så mange penge. På den anden side, så tror jeg egentlig også, at det passer meget godt sammen, for det er samme type mennesker, som vil have al denne pænhed og orden i boligindretningen, som også ønsker at se pæne og ordentlige ud og score højt på ‘godhedsskalaen’ og ikke mindst udvise høj moral. Det er i hvert fald min opfattelse.

Kræftens Bekæmpelse og den moralske DNA

Jeg husker også, da jeg var allermest skrækslagen efter at have fået at vide, at min cancer var så dødelig, at halvdelen er døde efter et halvt år og stort set resten i løbet af det efterfølgende år. Jeg lod mig overtale til at ringe til Kræftens Bekæmpelse. Jeg vidste egentlig godt, at det nok ikke var det, jeg skulle. Men jeg gjorde det alligevel. Så jeg fik en ‘dame’ i røret, som var bestyrtet, da jeg afslørede, at jeg var i gang med at tage cannabisolie.

Hun blev helt stille et øjeblik. Så fortalte hun mig, at der jo ikke er nogen dokumentation for, at det virker – som om det var noget, jeg ikke vidste. Og som om det var afgørende i den situation. Og hun kunne heller ikke dy sig for at tale om, at det jo er ulovligt og at det er strafbart. Det var som om hun faktisk ikke fattede, at jeg var pissehamrende ligeglad. Jeg var ved at dø.

Kræftens Bekæmpelse er så professionelle, at de har en pengetank på 1.5 mia. kroner. Det gør dem i stand til at agere smart i en kapitalistisk økonomi

Deres rådgivning var ikke god. Jeg fik tilbud om at tale med en læge. Faktisk insisterede damen. Jeg ville gerne tale med en læge, der vidste lidt om min cancer. Den læge, der ringede den næste dag, vidste intet, men kunne lire ting af, som et skolebarn ville vide.

Jeg ved godt, at vi ‘ved meget’ i min familie (vi har Aspergers – ved I. Den slags kan godt lide at vide ting). Men jeg følte mig talt ned til af en uvidende læge, som helst ikke ville indrømme, at han var på bar bund og som helst ville presse mig til at indtage rollen som uvidende. Det gjorde jeg. Det er jeg blevet opdraget til igennem hele livet. Men det var ikke lige det, jeg havde brug for i den situation. Jeg havde ikke brug for, at være den, der skåner hjælperen – så vedkommende kan føle sig ‘god’ og blive bekræftet i sin egen forestilling om verden. Det var lidt svært lige på det tidspunkt.

Der er ikke noget galt i at være ‘well off‘. De fleste, der er det, fortjener det.

I Kræftens Bekæmpelse ‘fortjener’ de det, fordi de har fået folk til at give penge til at ‘knække cancer’ ved at bruge professionelle manipulationsmetoder og bruge kræft som løftestang.

Det er, hvad det er.

Men der eksisterer et mismatch: Man har bygget facaden og brugt pengene på at ‘se ud’, som om man kan alt muligt. Man har hyret reklametyperne til at skabe en illusion, en facade, en kulisse. Man har valgt at gøre det til en ‘professionel maskine’ på overfladen. Man har skabt en ‘kit-car’, som ligner en Porsche, men kun rummer en lille folkevognsmotor.

Kræftens Bekæmpelse er så professionelle, at de har en pengetank på 1.5 mia. kroner. Det gør dem i stand til at agere smart i en kapitalistisk økonomi. Det giver dem pondus og økonomisk slagkraft at kunne dirigere deres investeringer i den rigtige retning og sætte en dagsorden i forhold til deres formål, eller deres påståede formål.

Men det ændrer også på deres åndelige og moralske DNA. Der hersker en uhæmmet og selvretfærdig tro på, at man er godheden selv og at professionaliseringen kun er af det gode. Der er en tro på, at pengemaksimeringen gør organisationen bedre. Det er jeg ikke så sikker på.

Appellen til den årlige samvittighed

Det store gallashow er kronjuvelen i Kræftens Bekæmpelses store opmærksomhedskrævende indsats for at maksimere pengeinputtet. Man er lykkedes med at skabe en ramme, hvor virksomheder, kendte mennesker og andre kan gnubbe sig til lidt mere ‘brandvalue’ og øge deres kommercielle pris ved at blive eksponeret ‘i den gode sags tjeneste’.

Og der er da ikke noget galt i at holde en fest og glæde sig. Men der er noget galt i at omklamre andre mennesker og deres sygdom og påstå, at formålet er at gøre noget godt for dem, når det er tydeligt, at det er forretning for de fleste involverede, som stadig får deres sædvanlige løn, stadig skal have penge for at deltage og for manges vedkommende også opnår værdien af at blive forbundet med ‘det gode formål’.

De kræftramte er egentlig slet ikke vigtige i dette regnestykke. Den småsociopatiske virkelighed er, at de sådan set bare er en velegnet anledning til at tjene penge og sikre sig selv

Det egentlige formål er at have et flot show, blive eksponeret og at fylde pengetanken hos Kræftens Bekæmpelse, så de fortsat kan køre ‘professionel indsamlingsorganisation’ på første klasse og maksimere deres magt i dette ‘marked’.

Det kunne lige så godt have været noget andet. Hvis det altså ikke lige var, fordi ‘cancer’ har sådan et ‘stærkt signal’. Det er lige præcis af den grund, det er lykkedes at gøre cancer til sådan en celeber sygdom, som afføder særlig respekt og angst, at man kan skabe en så formidabel forretning på toppen af sygdommen.

Det er fordi man er lykkedes med at skabe en ‘fortælling’ om cancer og om Kræftens Bekæmpelse, som den gode hjælpende helt, at stort set al anden opmærksomhed er forsvundet. Og det er derfor Kræftens Bekæmpelse kan støvsuge deres ‘marked’ og stable sådan et show på benene. Og det føles lidt omklamrende. Kræft er noget man har hver dag, men én gang om året, appelleres der til den dårlige samvittighed. Den årlige samvittighed.

Spidsrod blandt småsociopater

Du slipper ikke så let af krogen, når først den professionelle facer har fat i dit blik og fået åbnet dit øre. Hvis du overhovedet reagerer på mere end en kræftdød i et kølerum, så hænger du på hende – så slipper han dig ikke igen.

Det er en profession. Det er en særlig kompetence. De kan smile og være lækre, hvis de tror, det vil virke. De kender knapperne, og de trykker på dem, hvis det kan give en krone mere i kassen.
Du mødes af en person, som er uddannet i at udnytte din svaghed.

Du er blevet forvandlet til en økonomisk ‘malkeko’, som kan ringes op hver gang, der skal hives flere penge ud af de godtroende fjolser, som får et smil, et vrik med røven og en forsikring om, at ‘du gør en forskel’

De er lidt ligesom pick-up artists, der ikke forstår, hvad det betyder, når man forråder den ligeværdige kommunikation og relationsopbygning og begynder at misbruge det, man har lært på sit kursus i ‘Neurolinguistic Programming’. NLP-teknikkerne, Scientology-metoderne og de andre tricks rystes ud af ærmerne som en trommehvirvel – og har man ikke paraderne oppe og styr på egne grænser, så står man dér, lige fyldt 18 år, på SU – og føler sig ‘god’ efter at have underskrevet en aftale om at betale et ‘medlemskab’ af en eller anden større verdensomspændende koncern, som hævder at tale ‘de svages’ sag i en eller anden forstand. Du er blevet forført, åndeligt voldtaget og spyttet ud igen.

Du er blevet forvandlet til en økonomisk ‘malkeko’, som kan ringes op hver gang, der skal hives flere penge ud af de godtroende fjolser, som får et smil, et vrik med røven og en forsikring om, at ‘du gør en forskel’.

Og i mangel på rigtige følelser, rigtig omsorg og rigtig bekymring, kan man jo altid købe en billet til dén der totale ‘emotional experience ride’.

Og folk æder løgnehistorien. Det føles godt. Men det er stadig sådan, at den væsentligste årsag til, at disse professionelle indsamlingsorganisationer eksisterer er, at der skal være til gode lønninger til medarbejderne i sekretariatet. De er nemlig ‘professionelle’. Og de er ikke helt billige.

Frivillighed

Det hele er frivilligt. Du kan blive indsamler. Det næstlaveste foragtelige led i fødekæden fra det godtroende fjols, som giver pengene til luderen, som giver til alfonsen, som giver til gangsterkongen i byen. Det hele er frivilligt og gratis arbejde, og organisationen er fuldkommen afhængig af at kunne bilde indsamlerne ind, at de gør en væsentlig forskel og at det er ‘nødvendigt’ at topchefen får en millionløn. Det er en del af iscenesættelsen. Vi er jo en professionel organisation, så sådan noget skal vi da have.

Der er noget ‘Marie Antoinette’-oplevelse over at møde op i et hus med dyrt professionelt ‘interior decor’, frugtkurv fra Irma og luksus-te og kaffe, hvor medarbejderne befinder sig i en bevidsthedsverden, som tilhørte vi alle den øverste del af det storkøbenhavnske ny-borgerskab, når man selv er raslet ned ad den socioøkonomiske rangstige i løbet at et årti, hvor man har været kræftramt

Det kræver også særlige politiske evner og forbindelser at kunne opretholde sådan en illusion, når organisationen ellers til forveksling ligner et konsulenthus med revisorer, rådgivere og en kommunikationsafdeling, der kan lukke bullshit ud i flydende form og forpeste omgivelserne med ævl om, hvor vigtige de frivillige er, hvorefter de får et symbolsk klap på skulderen og en skinkesandwich og en danskvand. Det er en gentagelse af samme grundfortælling, som herskede i feudalsamfundet:

Herremanden er udskiftet med generalsekretæren og trællen med indsamleren – og alle er glade for hierarkiet, som klart fortæller, hvem der er hvem, og hvad deres rolle er. Det hele er maksimeret. Man kunne crowdfunde en cancerindsamling efter behov, men det ville ikke løse opgaven. For opgaven er, at skabe en illusion om, at store hierarkiske organisationer er nødvendige og årsagen til dette er, at man derved kan skabe disse velbetalte jobs i toppen, som holdes kørende af ‘frivillige’, der ønsker at få bekræftet deres eget selvbillede som gode mennesker.

Når de frivillige har svedt den halve dag, har ømme fødder og har fået fyldt lidt mønt i plasticdunken, trods alt – trods alle de lukkede døre, de sure miner og de mange dårlige undskyldninger, så har de brug for at føle sig som en del af det store fællesskab med den gode sag. Sådan får man sig en eksistensberettigelse.

Eksistensberettigelsen for Kræftens Bekæmpelse

Vi er blevet så vant til det. Vi er vant til ikke helt at kunne finde ud af, hvorfor noget eksisterer. Det gør det bare. Så det gør indsamlingsorganisationerne også. De er der og de er som store mastodontiske symboler på den fælles følelsesmæssige ‘godhed’. Det er den halvprivate monopolisering af det kristne budskab om næstekærlighed udsat for kommercialisering. Når noget bliver institutionaliseret i disse kæmpe magtfulde bureaukratier, så tabes det personlige engagement.

Man glemmer menneskeskæbnen og kan nøjes med at fokusere på bundlinjen, på pengene, på de målbare resultater, på KPI’erne (Key Performance Indicator, som demonstrerer, hvor effektivt virksomheden klarer sig i forhold til målsætningerne).

Indsamlingsorganisationen dokumenterer sin eksistensberettigelse ved at henvise til sin økonomiske størrelse. Når Kræftens Bekæmpelse har indsamlet 145 millioner kroner ved det store gallashow, så er det et resultat, der er målbart. Og fordi det er lykkedes at hive så mange penge ud af befolkningen ved hjælp af snore, trisser, tricks og illusioner – så er det en succes og så er Kræftens Bekæmpelse en stor spiller, en vigtig partner, en god ting.

Herremanden er udskiftet med generalsekretæren og trællen med indsamleren – og alle er glade for hierarkiet, som klart fortæller, hvem der er hvem og hvad deres rolle er

Uagtet at organisationen så bruger pengene til lønninger i sin egen organisation, til indretning og til at fylde i en ‘magtfuld’ pengetank, så man kan manøvrere i det moderne kommercielle samfund, hvor alting måles i pengemagt.

Og uagtet at det så betyder, at alt hvad der kunne suges ud af befolkningen af opmærksomhed om kræft, nu er suget ind i denne organisations pengetank, hvorfra de så styrer, hvad der skal menes om emnet ude i samfundet.

Og uanset om de, der faktisk har kræft, også synes, det er en god idé. For de kræftramte er egentlig slet ikke vigtige i dette regnestyke. Virkeligheden er, at de sådan set bare er en velegnet anledning til at tjene penge og sikre sig selv.


Foto: Creative Commons. Flickr.


Modtag POV’s gratis ugebrev POV Weekend hver fredag morgen og følg debatterne og journalistikken i POV.
Tilmeld dig POV Weekend her.

Gunnar Langemark er far, mand, husmor, pennedrejer, kræftpatient, skriverka’l, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt katten Mille. I 2015 blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme. I dag går han i såkaldt palliativ behandling og håber at kunne bygge sit liv og sin økonomi op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV International og er senere i udvidet form udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat artikler i POV og udgav i 2018 bogen 'Skvatmand', der handler om at være sig selv som mand, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder.

Seneste artikler om Debat