VELFÆRD & BORGER // KOMMENTAR – “Den samfundskontrakt, der igen og igen refereres til af verdensfjerne politikere og økonomer, er blevet brudt for år tilbage. Af politikerne, vel at mærke – ikke af borgerne,” skriver Birgitte Baadegaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Professor i økonomi Nina Smith melder ud i en artikel i kvindebladet Femina med titlen “Hun ser de kvinder, der går ned i tid for at være mere sammen med børnene. Og det bekymrer hende” – helt i tråd med Kaare Dybvad, Mette Frederiksen og en række andre politikeres budskab om, at danskerne skal arbejde mere.
Nina Smith er bekymret over at se kvinder gå ned i tid for at være sammen med deres børn. Det (de?) udfordrer velfærdsmodellen og sammenhængkraften i samfundet, må det forstås:
“For hvis flere og flere yder mindre, end de egentlig kan, men nyder efter forgodtbefindende, så lever den danske velfærdsmodel på lånt tid.” Og desuden skal vi jo huske, at “som borgere i en velfærdsstat, som den danske, går vi med til en kontrakt, hvor vi yder og betaler til staten, og til gengæld griber velfærdsstaten os, når vi har brug for det.”
For det første: Jeg har godt nok aldrig oplevet en hjemmeløbende kvinde ’yde mindre’, ligesom hun yderst sjældent nyder ’efter forgodtbefindende’. Måske handler det snarere om, at politikere og økonomer selv flygter fra det forbandet hårde arbejde, det er at arbejde hjemme – i huset, med børnene.
Der var engang, hvor der fandtes et velfærdssamfund. Der var engang, hvor alle nød godt af en model, som greb dem, der havde brug for det, så de kunne komme på fode igen. Den model er gået i stykker
Og så er det også vigtigt at pointere, at kvinder historisk altid får skylden for at rokke båden – det gjorde de såmænd også dengang, de kæmpede for at få stemme- og uddannelsesret, samt, meget apropos, retten til at arbejde.
For det andet: Da jeg havde læst artiklen, sad jeg tilbage som et stort spørgsmålstegn. For efter min mening er den samfundskontrakt, der igen og igen refereres til af verdensfjerne politikere og økonomer, blevet brudt for år tilbage. Og det er af politikerne, vel at mærke – ikke af borgerne.
For ja, der var engang, hvor der fandtes et velfærdssamfund. Der var engang, hvor alle nød godt af en model, som greb dem, der havde brug for det, så de kunne komme på fode igen. Den model er gået i stykker.
Afstanden mellem folketingspolitikeres og borgeres vision for et godt liv er blevet for stor.
Det er dét faktum, vi skal tale om. Ikke “kvinder, der går hjem til deres børn”. For så bliver det (igen) kvinders skyld og ansvar, at samfundsmodellen ikke hænger sammen.
Kravl ned fra elfenbenstårnet og se, hvad der sker i virkelighedens velfærd
Faktum er, at folketingspolitikerne igennem de seneste år(tier) har siddet i et elfenbenstårn – uden følelse med befolkningen. Det viser sig fx ved:
- Myndighederne afkræver borgerne mobiltelefon og digital opkobling for at være ‘en del af samfundet’ – uden kontrol med deres data
- Myndighederne skaber A og B hold inden for ‘sundheds’-sektoren pga et udmattet sygehussystem
- Myndighederne ønsker børn afleveret så tidligt som muligt (og hentet sent) – til undernormerede institutioner
- Myndighederne ignorerer eksplosiv stigning i stress, mistrivsel og udbrændthed blandt borgerne – ikke mindst unge (kvinder)
- Myndighederne forsøger at styre hvor og hvordan, kvinder skal føde – trods udmarvede fødeafdelinger
- Myndighederne ignorerer derefter dem, der har bivirkninger i varierende grad af 1, 2 eller 5 stik
- Myndighederne ønsker ikke at evaluere to års corona-nedlukning – trods det faktum, at det har kostet 120 milliarder af skatteydernes penge. Penge, der – meget apropos dette indlægs tema – kunne være brugt til at styrke den så omtalte samfundskontrakt og velfærdsmodel.
- Folketingspolitikerne har regler og rammer, der adskiller sig markant fra resten af borgerne. Det være sig vederlag (700.000 for en uges arbejde), sygemeldinger (på ubestemt tid og uden pres), løn og pensionsvilkår
- Folketingspolitikerne og ministre kan ignorere og lægge låg på diverse ‘bommerter’… så befolkningen (forhåbentlig) med tiden glemmer
Magtmisbrug og ulighed
Det er dét, vi skal tale om: den stigende ulighed, det øgede magtmisbrug, den øgede ensretning. Det er nemlig dét, der smadrer samfundskontrakten, og konsekvensen er, at befolkningens tillid ryger. Fordi troen på, at det kan betale sig – for de mange, ikke de få – forsvinder. Og fordi troen på, at politikere forvalter borgernes penge på bedste vis, bliver tvivlsom.
Kvinder er kort og godt ikke ansvarlige for et system i opløsning. De er derimod kanariefuglene i kulminen, og dem kan vi alle lære meget af – ikke mindst politikere og økonomer
Desuden bør debatten handle om det mønster, der viser sig tydeligere og tydeligere: Individets indskrænkede ret til egne meninger og beslutninger, inklusive kropslig autonomi, hvad enten det gælder fødsler eller vacciner. Hvis man skal vurderes som værd-ig borger i et (pseudo)demokrati.
Det mønster, jeg folder ud her, påvirker os alle – bevidst eller ubevidst. Ikke mindst kvinder. Det er derfor, at flere kvinder går hjem og derfor, at flere borgere i det hele taget finder andre måder at arbejde og leve på.
Kvinder er kort og godt ikke ansvarlige for et system i opløsning. De er derimod kanariefuglene i kulminen, og dem kan vi alle lære meget af – ikke mindst politikere og økonomer.
Læs mere af Birgitte Baadesgaard i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
