GAZA I MEDIERNE // DEBAT – Politikens chefredaktør Christian Jensen kommer i en klumme om avisens nye fakta-fremstød i forbindelse med krigen i Gaza til at sprede en forkert påstand om, at journalister har afdækket, at Hamas “efter alt at dømme” brugte Al Shifa-hospitalet som kommandocentral. Det er en klar fejludlægning af de journalistiske afdækninger, skriver Steffen Groth.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Artiklen er opdateret torsdag den 22. februar med oplysning om Christian Jensens beklagelse nederst (red).
Christian Jensen indvarslede lørdag den 17. februar under overskriften “Selv gode nyheder er pakket ind i dårlige historier i Gaza” et kommende samarbejde mellem faktamediet TjekDet (som POV også har et mediesamarbejde med) og Politiken, som skal bidrage til at “afdække krigens sandheder og løgne”.
Desværre blev introduktionen af det glimrende initiativ overskygget af, at Christian Jensen i samme åndedrag paradoksalt nok spreder en misvisende påstand om et helt centralt forhold i forbindelse med krigen i Gaza.
Et meget omstridt punkt efter Israels invasion har været, hvorvidt Hamas, som Israel har påstået, havde etableret en omfattende kommandocentral under Gazas største hospital Al Shifa. Om det skriver Christian Jensen med retorisk Schwung:
“Hvor modbydeligt er det ikke, at Hamas efter alt at dømme brugte et hospital med sagesløse patienter som ringmur mod det israelske angreb efter terrorangrebet 7. oktober. Kolde hjerter må man have, hvis man vælger at bruge nødlidende børn, fødende mødre, sårede fædre og døende ældre som et levende bombeskjold ved at indrette kommandocentral under det hospital, de er indlagt på.”
Christian Jensen er her på linje med Israels påstand om, at der lå en Hamas-kommandocentral – et hovedkvarter – under hospitalet. Israel lavede, før de indtog og ryddede hospitalet, en forførende videoanimation, der viste et kæmpe underjordisk kompleks under Al Shifa i mange niveauer af labyrintiske gange, bevogtede rum, møde- og computerlokaler, og hævdede, at det var det “centrale knudepunkt i alle Hamas-aktiviteter”.
Ingen dokumentation
Men påstanden om kommandocentralen under Al Shifa fra Christian Jensen og Israel er der mig bekendt ingen uafhængige journalister eller organisationer, der har fundet belæg for, heller ikke selvom Christian Jensen hævder, at hans dramatiske udlægning bygger “på fortjenstfulde journalistiske afdækninger”.
Først afviste Human Rights Watch påstanden: “Det israelske militær hævder, at Hamas har sit hovedkvarter under al-Shifa-hospitalet, og at militante Hamas-folk er inde på hospitalet. HRW kan ikke bekræfte disse anklager,” lyder det:
Dernæst lavede Sky News en undersøgelse, hvor de ud fra videoer, satellitbilleder og mediemateriale konstruerede en digital model af den underjordiske gang under Al Shifa og de rum på anslået i alt 50 m2, der var fundet i tilknytning til gangen.
De fandt ikke belæg for kommandocentral-påstanden, kunne ikke afgøre, om Hamas havde brugt gangen, og heller ikke fastslå, hvem der havde bygget gangen og rummene.
Det sidste var der tvivl om, da “den forhenværende israelske premierminister Ehud Barak fortalte CNN, at Israel havde bygget bunkere ‘for årtier siden’ [i 1980’erne] under hospitalet”. Og en arkitekturekspert fra Tel Aviv havde sagt det samme i det israelske medie Ynetnews: “Den ikoniske struktur [under Al Shira, red.], som har fået betydelig international opmærksomhed, var designet af israelske arkitekter … i 1980’erne.”
Artiklen i New York Times slår afslutningsvis fast, at IDF har gjort det umuligt at dokumentere eller falsificere påstanden, eftersom de har sprængt tunnelen i luften
Siden præsenterede den franske avis Le Monde en analyse og konkluderede:
“Le Monde har analyseret videoerne udsendt af den israelske hær, siden den besatte stedet. Hvis de viser tilstedeværelsen af en tunnel, har den ikke skalaen til at gøre den til et stort operationelt center for Hamas, som præsenteret af de israelske væbnede styrker.”
Den 21. december publicerede også Washington Post en undersøgelse, som slog fast, at der ikke var “bevis for militær brug af” de små rum, IDF havde fremvist under Al Shifa. Og at der ikke var dokumentation for, at “Hamas havde brugt hospitalet som kommando- og kontrolcentral”.
Bevismateriale under Al Shifa tilintetgjort
Christian Jensen henviser til en artikel fra New York Times, der blev bragt i sidste uge. Men heller ikke den artikel – som ellers på nogle punkter lægger sig tæt op ad israelske efterretningskilder – hævder at have fundet belæg for påstanden om en “kommandocentral”.
New York Times vurderer, at der er grundlag for at hævde, at Hamas “opererede under hospitalet”, men at “der mangler beviser for Israels tidlige påstand om, at der var en kommandocentral der”. Artiklen i New York Times slår afslutningsvis fast, at IDF har gjort det umuligt at dokumentere eller falsificere påstanden, eftersom de har sprængt tunnelen i luften.
Den tværfaglige forskningsgruppe Forensic Architecture har i en analyse beskrevet det således: “Hospitaler i Gaza bliver udsat for et systematisk mønster af intimidering og vold af det israelske militær som en del af den igangværende invasion.”
Til dato er det, så vidt jeg kan se, kun israelske kilder og amerikanske efterretningsfolk, der forfægter teorien om en kommandocentral under Al Shifa.
Så hvis vi skal sætte vores lid til de uafhængige journalistiske fremstillinger, som Christian Jensen bekender sig til i sin klumme, er der ikke fundet belæg for Jensens påstand om, at Hamas havde brugt “nødlidende børn, fødende mødre, sårede fædre og døende ældre som et levende bombeskjold ved at indrette kommandocentral under det hospital, de er indlagt på.”
Og hvis det fældende bevis for kommandocentralen var at finde under Al Shifa, må man undre sig over, at IDF tilintetgjorde bevismaterialet – som måske kunne være relevant for Den Internationale Domstol – før de havde undersøgt det til bunds. Anonyme embedsmænd forklarer i New York Times-artiklen gådefuldt sprængningen af bevismaterialet med, at “Israel var nødt til at forlade hospitalet for at leve op til betingelserne i den midlertidige våbenhvile”.
Systematisk vold
Den velorkestrerede påstand om en kommandocentral under Al Shifa – ledsaget af videoanimation og dramatisk retorik på alle kanaler – var en fortælling, der skulle gøre Al Shifa til et legitimt militært mål i den offentlige bevidsthed.
Det skulle vende om på forholdet mellem offer og aggressor, så det ikke var Israels angreb på et hospital – og siden mange hospitaler – der var et folkeretligt og etisk problem, men derimod det, Christian Jensen betegner som Hamas’ “kolde hjerter”, der angiveligt brugte “nødlidende børn” og “fødende mødre” som skjold.
Men selv hvis gangen, toilettet og kælderrummet under Al Shifa blev brugt af Hamas, var hospitalet ikke nødvendigvis et legitimt mål. Man fandt ingen terrorister under, i eller over Al Shifa, da det blev indtaget. Genevekonventionens artikel 19 slår fast, at hospitalers beskyttelse kun ophæves, hvis der foregår “handlinger til skade for fjenden” fra hospitalet.
Derfor var påstanden om en “kommandocentral” så vigtig som propagandafortælling. Den skulle legitimere de udstrakte angreb på Gazas hospitaler og sundhedspersonale; livsnerven i samfundets infrastruktur. Den tværfaglige forskningsgruppe Forensic Architecture har i en analyse beskrevet det således: “Hospitaler i Gaza bliver udsat for et systematisk mønster af intimidering og vold af det israelske militær som en del af den igangværende invasion.”
Tak til Poya Pakzad og Lasse Christensen for inspiration i disse tråde på X.
Efter artiklens offentliggørelse har chefredaktør Christian Jensen reageret med en beklagelse, som man kan se her:
Læs mere om krigen i Gaza her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her