FOLKEKIRKEN // ANMELDELSE – Hvad skal folkekirkens sociale rolle være i et samfund, hvor udsatte mennesker i stigende grad mødes med krav om funktionsevne, effektivitet og selvforsørgelse? Antologien Kærlighedens blik undersøger folkekirkens sociale og etiske ansvar i mødet med det enkelte menneske og i den offentlige samtale om samfundets udvikling. ”Bogen spænder vidt og vil måske mere, end den kan løfte,” skriver Lisbeth Riisager Henriksen. Alligevel er det en vigtig bog, fordi den insisterer på menneskelig værdighed og rejser væsentlige spørgsmål om kirkens rolle i vores tid.
Hvad skal folkekirkens sociale rolle være i samfundet, og hvilken kraft og etisk fordring bygger den på?
Disse spørgsmål er omdrejningspunktet i bogantologien Kærlighedens blik. Socialt-etisk arbejde i folkekirken, Københavns Stift, der undersøger forskellige perspektiver på socialt arbejde og socialetik i folkekirken.
Bogen udspringer af et særligt fokus på socialt arbejde i Københavns Stift siden 2016, hvor Stiftsudvalget for socialt arbejde og socialetik satte gang i udviklingen af en socialpolitisk profil i stiftet og styrkelsen af det social-etiske arbejde. Det var dengang, tidligere domprovst Anders Gadegaard var formand for udvalget.
Redaktionen består af personer med baggrund i kirkeligt, akademisk og socialt arbejde, og dertil kommer en lang række bidragydere. Målgruppen er primært præster samt ansatte og frivillige i folkekirken.
Socialt-etisk arbejde er bredere end diakoni
Socialetik er et begreb, man udviklede i dette udvalg for at åbne sproget for folk uden for kirken. Bogen anvender det efter min mening lidt indforstået, og jeg savner en helt klar, tydelig og samlet definition tidligt i bogen, som man kan tage som udgangspunkt.
Sådan en har jeg til gengæld fundet hos stiftet:
”Ved social[t]-etisk arbejde forstås kirkernes indsats over for udsatte gruppers sociale problemer. Det er bredere end den traditionelle diakoni [diakoni: ’tjeneste’ for næsten, red.], fordi det også omfatter fokus på den politisk-strategiske indsats i offentligheden.”
Mange af bogens forfattere forholder sig til Hartmut Rosa
Det vil sige, at arbejdet spænder fra den direkte relation mellem kirkelige medarbejdere og mennesker med behov for fysisk, psykisk, social og åndelig omsorg til engagement i den offentlige, ”politiske” – men ikke partipolitiske – samtale om, hvad der tjener fællesskabet og de udsattes sag, samt samarbejde mellem folkekirken, kirkelige aktører, civilsamfund, stat og kommuner.
Redaktionsgruppen skriver:
”Drivkraften (…) er at række ud til mennesker i ligeværdighed. Det gælder om at skabe rum for, at man kan være til uden præstationspres og blive sat fri til at håbe på et menneskeværdigt liv. Når den magtesløses behov overses eller trampes på, skal vi vove at sige fra og pege på alternativer. Vi skal se hinanden som mennesker med værdighed, i øjenhøjde, solidarisk. Og have mod til at spørge hinanden: ’Har vi nu indrettet vores samfund bedst muligt?’”
Lad os begynde i sociologien og politikkens verden.
Konkurrencestaten
Det ligger som et bagtæppe for bogen, at den skrives ind i den fremvoksende konkurrencestat, som politolog og professor emeritus i komparativ politisk økonomi Ove K. Pedersen beskrev i sin bog fra 2011. Konkurrencestaten afløser den velfærdsstat, vi har kendt i årtier i Danmark.
Dette tidehverv og denne transformation sætter Jørn Henrik Petersen, professor emeritus i socialvidenskab og mangeårig velfærdsforsker, meget præcist ord på i sit kapitel:
”Velfærdsstaten ville udvikle det etisk ansvarlige samfundsmenneske. Konkurrencestaten udvikler det opportunistiske privatmenneske i en samfundsideologi båret af konkurrence og økonomisme.
Velfærdsstaten ville solidarisere sig med ’de afhængige’, ’de sårbare’, ’de udsatte’, ’de svage’, der blev mødt med solidarisk medfølelse. Konkurrencestaten solidariserer sig med skattebetalerne, mens ’de svage’ mødes med vrede og fortørnelse.
Velfærdsstaten ville se det enkelte menneske som enestående og med værdi i sig selv. Konkurrencestaten lader det enkelte menneskes værdi afhænge af dets arbejdsmarkedsmæssige funktionsevne …”
Konkurrencestaten understøtter en opdeling af befolkningen i os og dem med stigmatisering og udskamning af de andre.
Luthers social-etik
Særligt interessant er for mig Jørn Henrik Petersens betragtninger om Luthers social-etik som et kritisk spejl på folkekirkens rolle i dag. Her bygger han videre på stof fra tidligere værker.
Han peger på, at nogle har misforstået Luthers to-regimentelære og mener, at prædikanter ikke må forholde sig til samtidens samfundsmæssige problemer.
”Men selvfølgelig må de det. Trædes næsten under fode, har de ikke kun ret, men pligt til at sige fra,” understreger Petersen.
Han bemærker samtidig, at kompenserende filantropi sjældent anses for kontroversiel. Men når man også problematiserer, hvorfor nogle mennesker udsættes for politik, der systematisk og strukturelt fattiggør dem og fastholder dem i fattigdom, bliver det kontroversielt. Alligevel bør kirken gøre det, siger Petersen.
Inspiration hos Hartmut Rosa
En anden spændende inspirationskilde i bogen er den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosas bog Resonans – En sociologi om forholdet til verden (første tyske udgave 2016, dansk udgave 2021) og hans begreber om acceleration og resonans.
Resonans-begrebet kommer fra fysikkens verden, hvor det betegner, at to systemer svinger med hinanden. Hartmut Rosa bruger det metaforisk om en særlig måde at relatere til omverden og medmennesker på. Det handler om nærvær, om at være på bølgelængde, om at blive berørt og om at berøre. Det kræver åbne sanser og tilstedeværelse.
Resonans står i modsætning til det, Rosa i sin kritiske teori kalder acceleration. Hvor alting går for hurtigt, fremmedgøres mennesker. Acceleration er en del af konkurrencestaten og medvirker til, at mennesker med handicap eller i andre sårbare situationer ofte oplever at være hægtet af. Der er ikke plads og tid til personer, som igen og igen må stoppe op, puste ud eller på anden måde er afhængige af samfundets hjælp og åndehuller. De kan ikke følge med.
Mange af bogens forfattere forholder sig til Hartmut Rosa.
Etik og teologi: Kærlighedens blik, hænder og ånd
Der benyttes forskellige metaforer om, hvad etik i socialt arbejde er. Christian Hjortkjær og Mille Bang skriver:
”Vi bærer en del af hinandens liv i vores hænder. Sådan siger Løgstrup. Men Kierkegaard ville formulere det på en anden måde. Han ville sige, at vi bærer hinandens liv i vores blik – i måden vi ser hinanden på. (…) Vi ser altid på en bestemt måde. Vi ser på en måde, der både er afgørende for den, der bliver set af os, og for os selv som den, der ser.”
Her henvises der til teolog og filosof K.E. Løgstrups Den etiske Fordring og til Søren Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger.
Håndmetaforen bruges også til bogens forside, som prydes af et kunstnerisk papirværk, Holding on to Myself (2006), lavet af billedkunstner Peter Callesen. Værket viser to figurer, der gensidigt rækker ud til hinanden.
”Det er ikke tydeligt, hvem der løfter hvem,” hedder det i indledningen fra redaktionsgruppen, og det kan man fundere lidt over.
Hartmut Rosas begreb om resonans minder også om Løgstrups begreb om suveræne livsytringer – fx tillid, medfølelse, åbenhed, håb og retfærdig harme.
Ingen af forfatterne nævner dog Kærlighedens ånd, Helligånden, som den åndelige kraft og drivkraft for socialt-etisk arbejde. Det er ellers det oplagte kirkelige udtryk. Det nærmeste til dette kommer Steen Hjul Lybke, der taler om ”Ånden”.
Til gengæld fortæller Ingeborg Ilkjær om mødet med en ældre mand med svær KOL, der ikke kan få vejret, hvilket skaber grobund for angst. Han bor på 4. sal og har svært ved at komme udenfor og deltage i fællesskaber. Hans åndenød bliver et konkret eksempel på bogens tema om, at vi ikke kan leve i et samfund uden ”åndehuller”.
Er det en almen eller en særligt kristelig etik, der skal lægges til grund for folkekirkens sociale arbejde?
Bogen er spændt ud mellem to forskellige forståelser:
På den ene side henvises der til Løgstrup, som i Den etiske Fordring beskrev etik som en almen størrelse. Redaktionsgruppen skriver fx, at socialetik ”er (…) det sted på broen, hvor det kirkelige og det øvrige samfund kan mødes i engagementet for at skabe livsrum for alle i samfundet …”
På den anden side henvises der til den sene Søren Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger. Talen om ”kærlighedens blik” i bogtitlen henviser direkte til ham og til Jesu dobbelte kærlighedsbud. Kierkegaard mente, at sand næstekærlighed kun lader sig praktisere på baggrund af et personligt gudsforhold som kristen.
Den uenighed kunne redaktionen godt have adresseret i indledningen.
Socialt-etisk arbejde i praksis
Bogen leverer mange gode eksempler på, hvordan folkekirken konkret bliver redskab for kærlighedens blik, hænder og ånd i det sociale arbejde i Københavns Stift.
Jeg har fx med interesse læst stiftspræst for konfirmander med særlige behov Erik Hviid Larsens kapitel om, hvordan mange mennesker med udviklingshæmning og andre særlige behov ”har ringe eller ingen fornemmelse af tid. De fleste lever i væren, i et evigt her og nu, midt i Guds tid. De har svært ved at definere både fortid og fremtid.”
Derfor består en del af dét at møde dem med et kærligt blik og give dem en hånd i at sætte tempoet ned, give sig tid og øve sig i at være nærværende i nuet.
”Tillid staves tid,” skriver han.
Samtidig gør en relation og et nærvær med resonans ikke kun godt for den udsatte, men vil også direkte forvandle den, der arbejder socialt-etisk, understreger han.
Det er en vigtig bog, der både giver håb og viser, hvordan omsorg kan omsættes til handling
Andre eksempler er sognepræst Line Blak Gundersen, som skriver om gudstjenester og fællesskaber med mennesker med udviklingshandicap, Rose Marie Tillisch om diakonale fællesskaber med mennesker med demens, Eva-Maria Schwartz og Liselotte Wiemer om arbejde med mennesker i sorg samt Sofie Mach Christensen, Johannes Birk Christophersen og Niels Nymann Eriksen om madfællesskaber.
Bogens forfattere forholder sig også til konkrete politiske og sociale forhold som kontanthjælpsreformen fra 2025 og de konsekvenser, den har haft for dele af målgruppen for deres sociale arbejde. Flere påtaler også, at socialt arbejde bør tilrettelægges, så det minimerer de økonomiske belastninger for de berørte. Det er rosværdigt.
Bogen spænder vidt og vil måske mere, end den kan løfte. Den kunne have været strammere redigeret.
Men jeg synes, det er en vigtig bog, der både giver håb og viser, hvordan omsorg kan omsættes til handling.
Læs mere af Lisbeth Riisager Henriksen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og