libanon

Revolutionen er sat på pause i Libanon, men frustrationen blandt befolkningen er ikke forduftet

i Politik & Samfund/Mellemøsten af
MELLEMØSTEN // REPORTAGE – I efteråret begyndte demonstrationer i Libanon, der samlede over en million mennesker, som alle var utilfredse over landets situation. Vreden kulminerede og protesterne blev voldelige, efter at en ny regering blev præsenteret i slutningen af januar. Nu har COVID-19 sat revolutionen på pause og flere frygter, at regeringens popularitet kan stige på grund af coronakrisen, skriver Niels Bastian Vedsted Eggert.

“Thawra! Thawra! Thawra!”

Råbene giver genklang ned ad gaden og overdøver lyden fra politiets megafon og ambulancernes sirener. Ordene betyder ”revolution” på arabisk og de er blevet brugt som et mantra siden demonstrationerne begyndte i Libanon i efteråret.

Det er slutningen af januar, og den ny regering er lige blevet præsenteret. Hamra Street, en af Beiruts hovedgader, er fyldt til randen med demonstranter, der kritiserer den nye regering for at være gammel vin på nye flasker.

En gruppe unge mænd en interimistisk barrikaderet af skraldespande midt på gaden for at blokere vejen for politiet, der langsomt bevæger sig fremad mod folkemængden. Mændene, der alle har tørklæde for ansigtet, så kun øjnene kan ses, spraymaler navnet på den tidligere premierminister – Hariri – på en af skraldespandene, hvorefter der bliver sat ild til den, og luften fyldes med sort røg. Til trods for, at Saad Hariri gik af, som følge af de massive protester, er hadet til ham ikke forsvundet.

Bægeret flød over

Et forslag fra den daværende regering med Hariri i spidsen i oktober om at lægge en afgift på WhatsApp, et socialt medie som de fleste libanesere bruger, blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Forslaget blev trukket tilbage, men skaden var sket. Mange hundredtusinde gik på gaden i Beirut og krævede bedre vilkår og et nyt politisk system, der ikke var forankret i religion.

Den daværende regering gik af som følge af de enorme protester. Efter tre måneder kunne Libanons nye premierminister, Hassan Diab, i januar præsentere en ny regering, men den nåede knap at stille op til et fælles foto, før gaderne igen var fyldte med folk. Efter krav fra demonstranterne skulle den nye regering bestå af teknokrater, der var politisk uafhængige, men de nye ministre blev anklaget for at være magen til de gamle – dybt korrupte.

Frustrationen på tværs af Libanon har sine årsager. Hver fjerde arbejdsdygtige libaneser har ikke et job og for unge er det 37 pct. En tredjedel af befolkningen lever under grænsen for det FN definerer som fattig, hvilket svarer til, at 1,5 millioner libanesere lever for mindre end fire dollars om dagen

Regeringens modsvar på protesterne var at bygge en betonmur rundt om bymidten, hvor parlamentet ligger, så demonstranterne ikke længere kunne nærme sig. Betonmuren, der udgør en glimrende metafor for adgangen til det politiske system i landet, har fået tilnavnet ”Berri-lin Wall” efter parlamentsformanden Berri.

I oktober, da protesterne startede, var følelsen blandt demonstranterne en blanding af vrede over landets politikere, men også begejstring over, at protesterne ville føre til en bedre fremtid. Billeder af enorme fester og dans til demonstrationerne gik verden rundt, men det er længe siden. En bedre fremtid kom ikke – tværtimod. Til de seneste protester var det kun raseri og dybtfølt had, der fyldte luften

Politiets modsvar

Tilbage på gaden i januar, efter den nye regering blev præsenteret, har politiet nærmet sig og er begyndt at benytte tåregas for at opløse demonstrationen. Trods kaosset, er der ingen tvivl om, hvem demonstranterne også mener har en del af skylden for landets økonomiske recession. Samtlige bankers facader bliver overmalet med graffiti og får smadret deres vinduer. En genstridig rude ved Bank of Beirut får en gruppe mænd til at rive en betonbænk op af jorden og bruge den som improvisatorisk rambuk.

Som svar affyrer politiet yderligere tåregasgranater mod demonstranterne, men efter flere måneders protester, er demonstranterne forberedte. Størstedelen af tåregasgranaterne overhældes med vand og bliver dermed uskadeliggjort, og for hver 10. meter ligger der halve løg på kantstenen, som mindsker svien fra tåregassen, når de holdes tæt på øjnene.

Kampene varer dog ikke ved, for pludselig kommer der et armeret køretøj farende fra en sidegade. Drengene, der står forrest i demonstrationen, ved tydeligvis, hvad der skal til at ske, for de spæner væk, mens der hopper sortklædte betjente ud af køretøjet, som begynder at skyde med gummikugler mod folkemængden. På et øjeblik er gaden lagt øde, så der kun er betjente og brændende containere tilbage.

Demonstranterne har døbt betonmuren rundt om bymidten ”Berri-lin Wall” efter parlamentsformanden Berri. Foto: Niels Bastian Vedsted Eggert

Økonomisk nedsmeltning

Frustrationen på tværs af Libanon har sine årsager. Hver fjerde arbejdsdygtige libaneser har ikke et job og for unge er det 37 pct. En tredjedel af befolkningen lever under grænsen for det FN definerer som fattig, hvilket svarer til, at 1,5 millioner libanesere lever for mindre end fire dollars om dagen.

Og på det seneste, er det blevet værre. De i forvejen planlagte strømafbrydelser, der er en fast del af hverdagen, er blevet længere og utilregnelige. Mens de normalt er tre timer i Beirut, varer de op til 18 timer på landet.

Værst går det dog landets valuta, som i skrivende stund er faldet til halvdelen af sin værdi over for dollaren. Det har haft katastrofale følger, idet Libanon er dybt afhængig af import – omkring 80 pct. af landets mad bliver importeret, og hospitalerne er begyndt at melde om manglende medikamenter.

Efter COVID-19 ramte Libanon er gaderne i dag affolket i Beirut. Hamra Street er tom for brændende containere og stenkastende demonstranter. Revolutionen, der skulle gøre op med det korrupte styre, er sat på pause

Den økonomiske nedsmeltning kulminerede for nylig, da landets premierminister, Hassan Diab, måtte melde ud, at landet ikke længere kunne betale sin gæld. Og netop gæld har været en enorm plage for Libanon – den udgør 170 pct. af bruttonationalproduktet, kun overgået af Grækenland og Japan. Diab udtalte i den forbindelse:

“Realiteten er i dag, at for hver 1000 libanesiske pund af statens indtægter, går mere end 500 af dem til afbetaling af gæld, i stedet for at blive brugt på sundhedsvæsen, uddannelse og infrastruktur.”

På grund af landets misligholdelse af sine gældsforpligtigelser kræver internationale kreditorer nu, at Den Internationale Valutafond (IMF) bliver involveret i landets økonomi. Hvis det sker, kræver IMF formodentlig reformer, der inkluderer øgede skatter og mindskede subsidier – og det var netop lignende tiltag, der fik folk på gaderne til at begynde med. Derfor er en stor del af parlamentet i opposition til IMF’s indblanding, men Verdensbanken advarer om, at hvis landets økonomi forværres yderligere, vil over halvdelen af landets befolkning bevæge sig under fattigdomsgrænsen.

Digitale løbesedler

Efter COVID-19 ramte Libanon er gaderne i dag affolket i Beirut. Hamra Street er tom for brændende containere og stenkastende demonstranter. Revolutionen, der skulle gøre op med det korrupte styre, er sat på pause. COVID-19 er den nye regerings redning for en stund, da forsamlingsforbuddet, som følge af virussen, har vanskeliggjort nye demonstrationer.

Som så mange andre lande har Libanon lukket alt fra uddannelsesinstitutioner til restauranter og barer. Selv hæren er sat ind i kampen mod virussen, hvilket har betydet, at helikoptere fra militæret har fløjet over større byer og vha. megafoner opfordret folk til at blive hjemme. Revolutionen synes i dag at være langt væk, men frustrationen blandt libaneserne er ikke væk.

Coronavirussen overskygger i dag alt andet, men de alvorlige kriser, der fik folk på gaderne til at begynde med, er ikke forsvundet og online ulmer forhåbningen om revolution stadig

På WhatsApp, der er libanesernes fortrukne chatting-app, bliver der delt digitale løbesedler med kritik af regeringen og dens håndtering af coronakrisen. Men følelsen af afmagt præger også stemningen i WhatsApp-grupperne. Revolutionen stagnerer og folk frygter, at regeringens popularitet kan stige, som det er set i andre lande, der bekæmper coronavirussen.

Frustrationen over korrupte politikere, en økonomi på randen af sammenbrud og ingen udsigt til en bedre fremtid var årsagen til, at folk har været på gaderne siden oktober. COVID-19 satte en stopper for demonstrationerne og udgør nu i stedet en mulighed for den forhadte regering for at forsøge at etablere en form for legitimitet og derved undgå revolutionen.

Coronavirussen overskygger i dag alt andet, men de alvorlige kriser, der fik folk på gaderne til at begynde med, er ikke forsvundet, og online ulmer forhåbningen om revolution stadig. Håbet blandt mange er, at når samfundet åbner, vil gaderne igen fyldes med råbene:

“Thawra! Thawra! Thawra!”


LÆS FLERE ARTIKLER OM MELLEMØSTEN HER


Topfoto: En demonstration foran det libanesiske parlament, der ses i baggrunden. Området omkring bymidten, hvor parlamentet ligger, er afspærret af pigtråd og midlertidige betonvægge og har ikke været tilgængeligt for befolkningen i flere måneder. Niels Bastian Vedsted Eggert.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Som statskundskabsstuderende på mit 8. semester, er jeg i gang med at færdiggøre min kandidat. Uddannelsen har givet mig et omfattende politisk overblik og gode analytiske evner.

Yderligere er jeg blevet færdig i praktik hos DR2 – Deadline, hvor jeg brugte min tid på at interviewe programmets gæster, researche dagens historier, skrive dele af værtens manuskript og meget mere.

Pt. er jeg lige kommet hjem fra Beirut, hvor jeg studerede internationale relationer i Mellemøsten og skrev/rapporterede om Libanons situation.

Seneste artikler om Politik & Samfund

kakao

Slavekakao

BAGGRUND // POV BUSINESS – Fænomenet ‘slavechokolade’ er langt fra nyt, så