Annegrethe Rasmussen: Velkommen til POV’s nye mandagsklumme om køn

i Debat & Klummer/Klumme/Kvinder/Mænd af

MANDAGSKLUMME // KØN – #metoo, voldtægt, samtykke, børn, trans-debat, forældreskab, påklædning, udlændingepolitik, computerspil, netdebat, erhvervsliv, uddannelse, litteratur, forskning, religion og sex. Fortsæt selv listen – køn vedrører alt og os alle. POV lancerer mandagsklummen om køn og ligestilling i 2019. Hver mandag vil Anette Dina Sørensen, Lisa Holmfjord, Hanne Dam og Camilla Paaske Hjort, med hver deres personlige og forskellige udgangspunkt skrive på denne plads. Annegrethe Rasmussen siger velkommen til en ny runde i ligestillingsmanegen.

Da jeg debuterede som 26-årig journalist i 1992 på Dagbladet Information, kastede jeg mig over Europa- og udenrigspolitikken af flere grunde. For det første fordi jeg året før havde afleveret speciale som scient.pol. om EU i spændingsfeltet mellem international politik og statskundskab. Og for det andet fordi flere daværende nestorer fra medieverdenen havde påpeget overfor mig, at der var meget få kvindelige journalister, der skrev om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og så var det sikkert nemmere at komme til fadet, tænkte jeg. Det kan man kalde kynisme eller også bare ”karriereplanlægning.”

At vi ikke var mange fremgik ved pressemøderne, og allerede efter få måneder som Europa-medarbejder ved den mindst ringe avis, fik jeg sikret mig et solointerview med den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, hvis jeg, som han sagde, lovede at have den samme blomst i håret under interviewet, som jeg havde ved det pressemøde, hvor jeg bad om en audiens.

Når de mandlige journalister kunne komme til hos politikerne, fordi de mødtes ved pissoiret på Christiansborg eller i særlige herreklubber, måtte kvinderne jo finde nogle andre fordele, eftersom de næppe ville blive lukket ind de andre steder

Jeg tænkte ikke fem sekunder over, om det var en nedvurdering eller en forlods fornærmelse af mine evner som udspørger eller diskussionspartner. I senere diskussioner har jeg altid bemærket, at man tager de fordele, man har.

Så når de mandlige journalister kunne komme til hos politikerne, fordi de mødtes ved pissoiret på Christiansborg eller i særlige herreklubber, måtte kvinderne jo finde nogle andre fordele, eftersom de næppe ville blive lukket ind de andre steder.

Nogle år efter var jeg hyret som ordstyrer ved et møde på Louisiana, hvor den muntre feminist Hanne-Vibeke Holst under en paneldebat om ligestilling sagde, at hun ikke fattede, hvorfor danske kvindelige ansøgere til jobsamtaler ikke bare ”smækkede melonerne på bordet” (en metafor, der dækkede over en forkærlighed i Bruxelles, hvor hun dengang boede og arbejdede, for nedringede skjorter ved jobinterview forstod jeg) som hun hele tiden så det i EU.

Der gik et forarget gys gennem forsamlingen af feminister, der dengang som nu stort set udelukkende bestod af kvinder, og så vidt jeg husker, var der ingen opbakning til det synspunkt. Hvilket efter min mening vidner om ikke så lidt seksuel forskrækkelse.

Helt i samme boldgade fik en mandlig rumforsker, mange år senere, en global, verbal lussing (og måtte undskylde) fordi han begejstret efter kometen Haleys landing havde optrådt på alverdens tv-stationer i en lettere kikset skjorte med halvnøgne damer på. Og begejstringen havde vel og mærke at gøre med kometen – ikke med skjorten, som var en gave, han havde fået spøg (en foræring fra en kvinde i øvrigt), og han havde overhovedet ikke skænket tegningerne en tanke, før han gik på skærmen.

Hvis man endelig vil diskutere undertrykkelse og magt er der, som en af mine tidligere kvindelige avischefer skrev på sin Facebook-side, i forbindelse med #skjortegate, mere magt over ”det traditionelle jakkesæt”, som hun hellere ville kritisere, end over en skjorte med bikinier og bryster

Lige denne type debatter er efter min bedste mening den værste del af ligestillingsdiskussionen. Sex og flirt og frække billeder har at gøre med ønsket om et lidt mere morskab i dagligdagen.

Mens overgreb, som dem, vi har set afsløret i forbindelse med #metoo og #timesup er en sag for politiet og retsvæsenet. Samt for arbejdsmarkedets parter og derudover helt fortjent et fænomen, som har været genstand for en omfattende holdningsdebat, der forhåbentlig også vil føre til en ændring i opførsel.

Hvis man vil diskutere undertrykkelse og magt, hvilket der er al mulig grund til at gøre i mange sammenhænge, er der, som en af mine tidligere kvindelige avischefer skrev på sin Facebook-side, i forbindelse med #skjortegate, mere magt over ”det traditionelle jakkesæt”, som hun hellere ville kritisere, end over en skjorte med bikinier og bryster.

Nuvel. Der er ingen tvivl om, at den franske eksistentialistiske forfatter Simone de Beauvoirs berømte udtalelse om, at man ikke fødes som kvinde men bliver det, er berettiget. Det er historisk set uigendriveligt, at kvinden er ”det andet køn”, fordi manden er udgangspunktet, det første og det, man som kvinde adskiller sig fra. Her er det hverken nødvendigt at tænke på skabelsesmyter eller ribben, tælle fortidens berømte forfattere eller se på, hvem der er gået i krig, har erobret kontinenter eller i bogstavelig forstand har haft bukserne på såvel derhjemme som ’ude i samfundet’.

Ej heller skal man kunne redegøre for feministiske bølger eller den historiske tilkæmpelse af rettigheder for at få øje på, at forandringens vinde er blæst ind over hele kloden, i årtier før #metoo sørgede for nyt sus i kønsdebattens skørter i 2018.

Der er ingen samfund, som i dag kan afvise relevansen af kønsdebatten. Heller ikke i Skandinavien – som uafbrudt topper hitlister på alle mulige parametre, men som har en sært svingende status, når det gælder ligestilling (fuldført på papiret men stædig skuffende i realiteten uanset om man ser på bestyrelsesposter eller seksuelle overgreb).

Køn kondenserer en af de mest giftige debatter, der findes både on- og offline. Uanset om vi taler om forældreskab, seksuelle overgreb eller magt på jobbet. Eller bare sport, musik eller kunst

Men samtidig kondenserer køn en af de mest giftige debatter, der findes både on- og offline. Uanset om vi taler om forældreskab, seksuelle overgreb eller magt på jobbet. Eller bare sport, musik eller kunst. Ikke mange andre steder føler vi os gået så nær.

Det er vel oplagt hvorfor. Vi ’er’ alle vores køn – vi lever med det. Uanset at en af de mest fancy og besværlige debatter i dag netop handler om, hvorvidt biologien af den grund definerer ens skæbne; om kønnet er os givet fra fødslen via vores kromosomer eller om kønnet er noget, vi vælger at identificere os med.

Men uanset hvad vi diskuterer – om det er kønskvoter i erhvervsliv eller politik, Fortune 500-indeksets sammensætning hvor det, sidst jeg tjekkede, fortsat stod 98-2 til mændene, seksuelle overgreb, samtykkelovgivning, 12-talspiger eller tabermænd så kommer vi ikke udenom kønnet som parameter, som målestok eller milepæl. Køn er simpelthen et essentielt samfundsanliggende.

Derfor satte vi i POV’s redaktion os for i slutningen af 2018 at finde nogle af de bedste danske kommentatorer og analytikere – gerne fra forskellige miljøer – der i en ugentlig klumme kunne kommentere dagsaktuelle debatter, se på politik, økonomi, magtudøvelse på mange niveauer: familieforhold, litteratur eller kunst.

Samtidig med, at vi naturligvis fortsat i den faste redaktion og fra gæsteskribenter vil begå journalistik om emnet. Navne som Dorte Toft, Monica Krog-Meyer og på gæstesiden, forfatterne Gunnar Langemark, Pouline Middleton og Susanne Staun – for blot at nævne nogle få og markante – vil fortsat have et hjem hos os.

Glæd jer, kære POV-læsere, til at her på denne plads i mandagsklummen fremover og på skift, at møde Lisa Holmfjord, Hanne Dam, Anette Dina Sørensen og Camilla Paaske Hjort

Vi synes, vi har fundet det ideelle nye klummehold:

Så glæd dig, kære POV-læser, til her på denne plads i mandagsklummen fremover og på skift, at møde Lisa Holmfjord, Hanne Dam, Anette Dina Sørensen og Camilla Paaske Hjort.

Lisa står i spidsen for Dansk Kvindesamfund, Anette vil være mange bekendt som litteraturanmelder og kulturkritiker ved dagbladet Politiken fra 1999 til 2014, Hanne, der også er forfatter og tidligere lektor på RUC, er den eneste journalist i Danmark, som har vundet Cavlingprisen for at skrive om køn og Camilla, der til daglig arbejder med kommunikation, var i sin tid med til at starte ’Damefrokosten’, et liberalt netdebatforum for ’blå feminister’, der vakte opsigt i det ofte lettere konforme danske ligestillingsmiljø.

De fire nye POV-klummister er næppe enige, og som redaktør udstøder jeg i den anledning et lettelsens suk. For er der noget, jeg ikke orker i kønsdebatten, er det automatholdninger eller biologismer om, at mænd eller kvinder er født til det ene eller det andet (herunder som bedre mennesker). Ligesom jeg heller ikke holder af medier, hvor man ved, hvad man som bruger vil møde, før man overhovedet har kastet sig over indholdet.

Velkommen!

Også til alle jer læsere, der måske selv gerne vil skrive eller får lyst til kommentere kommentatorerne om køn i POV.

Slip tastaturet løs. Vi har ingen vedtagne dogmer eller sandheder, men som læsere vil vi alle lytte og ikke bare forvente men forlange at blive klogere hver mandag.


Topillustration: Kvindehøjskolens væg – foto: Mette Bock.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Debat & Klummer