BIBLIOTEKSPENGE // DEBAT – Bibliotekspengeordningen fremstår som en skæv og forældet støtteform, hvor millioner af skattekroner hvert år havner hos de bedst stillede forfattere – mens tusindvis ingenting får. Det er et politisk bestemt system, der giver til dem, der allerede har økonomisk succes. Ordningen bør derfor reformeres grundlæggende.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I disse dage dumper der en række tilsagn om støtte til litteraturen ind hos en række forfattere. Afsenderen er Statens Kunstfond. Men de ca. 35 mio. kroner, som kunstfonden nu uddeler til litteraturen, er småpenge i forhold til en anden støtteordning, nemlig bibliotekspengene. Sammenlagt fordeles i år over 200 mio. kroner til forfattere, der er repræsenteret på landets biblioteker.
Bibliotekspengene blev udbetalt her for nyligt. En smule grus i det statslige beregningssystem nødvendiggjorde en genberegning. Men det skal det ikke handle om her. Spørgsmålet er, hvad det historiske grundlag for bibliotekspengene overhovedet er, og hvordan de mange millioner fordeles.
Bibliotekspenge kører på automatpilot
Lad mig starte med at sammenholde to store beløb: Bibliotekspengene udgør 200 mio. kroner, mens Statens Kunstfond forskellige udvalg tilsammen uddeler omkring 500 mio. kroner om året. Men Statens kunstfond støtter alle de forskellige kunstformer, som f.eks. billedkunst, teater, musik og litteratur. Pointen er, at en enkelt kunstform, nemlig litteraturen, tildeles langt større samlede midler end de øvrige kunstformer. I al fald i denne sammenligning.
Er det en rimelig kulturstøtteordning, det tildeler både Katherine Diez stærkt omdiskuterede bog samt Helle Thorning-Schmidt omkring 13.000 kroner i bibliotekspenge?
Tilsyneladende er bibliotekspengene et mere liberalt system. I modsætning til Statens Kunstfond, hvor de enkelte forfattere vurderes i forhold til deres kunstneriske kvalitet, er der i første omgang mere automatik i bibliotekspengene. Det handler om, hvilken type værk, og hvor mange bøger den pågældende forfatter har solgt til bibliotekerne.
Bibliotekspengene beregnes efter et pointsystem, hvor f.eks. illustrerede digtsamlinger får flere point, end f.eks. udenlandsk litteratur, der slet ikke får nogen penge overhovedet.
Bortset fra det indviklede pointsystem, er bibliotekspengene beregnet efter et bestandtal, i al fald for de fysiske bøgers vedkommende: Dvs. spørgsmålet er, hvor mange bøger den enkelte forfatter har skrevet og hvor mange biblioteker, der har bogen stående.
Det er imidlertid både i spørgsmålet om tildelingen af point til forskellige værktyper, men også i spørgsmålet om bestandtallet kan diskutere, om bibliotekspengene er et liberalt system eller ej. I et komplet liberalt system er det kun udbud og efterspørgsel der sætter rammerne, kan man påstå.
I et fuldbyrdet liberalt system giver det ikke mening, at en digtsamling skal være langt dyrere end en kriminalroman eller en videnskabelig afhandling. Bøger i et liberalt system prissættes efter den efterspørgsel der måtte være, men samtidig vil storsælgende bøger blive tilsvarende billigere. Det er de almindelige produktionsbetingelser for varer i et kapitalistisk, liberalt markedssystem.
Men bibliotekspengene fungerer ikke på den måde. Pointsystemet er en ting, der klart favoriserer visse typer af udgivelser. Men samtidig er det heller ikke direkte efterspørgslen, der regulerer, hvor meget den enkelte forfatter får af bibliotekspenge.
Forfatternes bibliotekspenge afhænger i hovedsagen af, hvor mange bøger, som bibliotekerne vælger at købe ind. Der er ikke noget centralt system, der regulerer hvor mange bøger, et enkelt af de 97 folkebiblioteker i Danmark køber ind.
Men der er ét centralt system, der registrerer og klassificerer bøger og markedsfører dem overfor bibliotekerne. Forlagene, eller for den sags skyld forfatterne, eller selvudgivere, kan ikke selv direkte markedsføre deres bøger overfor bibliotekerne.
Meget afhænger således af, hvordan den centrale bibliotekstjeneste markedsfører bøgerne overfor bibliotekerne, men også hvordan de forskellige forlag markedsfører deres bøger gennem andre kanaler, således at bibliotekarerne og indkøberne på de lokale biblioteker bliver opmærksomme på bøgerne. Anmeldelser ved de store dagblade spiller her en rolle, ligesom omtaler i dagspressen generelt er vigtige.
En tendens, der ses på mange folkebiblioteker for tiden, er, at bibliotekarer indkøber mange udgivelser og placerer dem på synlige borde. Bibliotekerne pusher visse udgivelser kan man påstå, men samtidig betyder disse indkøb også, at de indkøbte bøger udløser bibliotekspenge til de pågældende forfattere. Og her kommer en skæv og absolut ikke-liberal pointe: Uanset om nogen låner bøgerne eller ej.
Problemet, i liberal forstand, er altså, at forfatterne ikke aflønnes efter, hvor mange der rent faktisk låner og læser deres bøger, men efter hvor mange bøger de har stående på bibliotekerne.
Naturligvis kan der være en vis sammenhæng, hvor bibliotekerne køber bøger ind, når de kan mærke, at der er stor efterspørgsel, f.eks. igennem de elektroniske reservationssystemer. Men tilbudsbordene viser også noget andet, nemlig at bibliotekerne ikke kun køber ind efter efterspørgsel, men tager aktivt del i markedsføringen af visse bøger.
Det skal imidlertid nævnes, at det udlånssystem, der hedder e-reolen ikke fungerer efter bestandprincippet. Her er det, det faktiske udlånstal, der bestemmer bibliotekspengene.
Lad os diskutere myterne om bibliotekspenge
Med alle disse betragtninger vel overståede, kan man bedre begynde at diskutere nogle af de forestillinger og myter, der hersker omkring bibliotekspengene: Hovedsagligt den, at det er en slags kompensation for, at forfatterne må forvente et lidt lavere salg af deres bøger gennem de normale kanaler, når nu man gratis kan låne deres bøger på biblioteket.
Det er ganske vist rigtigt, at forskellige interessenter har brugt det argument overfor staten, der, med kulturministeriet som bevilgende myndighed, har udbetalt bibliotekspenge siden 1947.
Næsten en tredjedel af de 200 millioner går til forfattere, der får udbetalt mere end 170.000 kroner om året
Men realiteten er, at bibliotekspengene er en kulturstøtteordning. Det fremgår faktisk af Slots- og Kulturtyrelsens egen hjemmeside. Men de fleste i Danmark tænker sikkert ikke over ordningen på den måde, men mere som “jo, men det er vel fair nok, at forfatterne får noget ud af, at stille deres værker gratis til rådighed på bibliotekerne”.
Så kan man så spørge: Er det en rimelig kulturstøtteordning, det tildeler både Katherine Diez stærkt omdiskuterede bog samt Helle Thorning-Schmidt omkring 13.000 kroner i bibliotekspenge? Er den ene værdig, kunne man spørge, og har den anden ikke nok i sin ministerpension med videre?
Spørgsmålet bliver så videre: Er den kulturstøtteordning, som bibliotekspengene er udtryk for, fair? Fair i forhold til de andre kunstformer, og fair i forhold til den fordeling mellem forfatterne, som finder sted?
Det første spørgsmål er overordnet set vanskeligt at svare på. Men man kan sammenligne Danmark med andre lande, der ikke har moms på bøger. For momsen på det samlede salg af bøger i Danmark udgør ca. 270 mio. kroner om året, og dermed er bibliotekspengene stadigt, netto set, en god forretning for staten.
Det ville være dyrere at afskaffe bogmomsen, kan man argumentere. Men måske langt mere liberalt.
Er fordelingen fair?
Det andet spørgsmål, om fordelingen af midlerne er fair, er langt mere problematisk.
Her rummer Slots- og Kulturtyrelsens hjemmeside kun dele af et mulig grundlag for at diskutere sagen. Derfor har jeg kontaktet styrelsen med en række uddybende spørgsmål.
Lad os se på tallene igen: Der uddeles 200 millioner kroner om året. Hvem får pengene? Næsten en tredjedel af de 200 millioner går til forfattere, der får udbetalt mere end 170.000 kroner om året. Når jeg netop vælger denne skillelinje, 170.000 kroner, så er det fordi det svarer til det beløb, som Statens Livsvarige ydelse til kunstnere udgør. Men det drejer sig om mindre end 200 forfattere.
Sætter man i stedet for grænsen ved 300.000 kroner om året, er vi nede på 60 forfattere der deler 35 millioner.
Det, de skulle have haft, er mindre end 1.500 kroner, og så fordeles pengene i stedet for, til den næste gruppe
Uanset hvordan man vender og drejer tallene er konklusionen, at meget få forfattere får meget store beløb, mens flertallet af de ca. 10.000 forfattere, der får bibliotekspenge, får betydeligt mindre.
Nu kan man så ikke ud af Slots- og Kulturstyrelsens officielle tal se, hvor mange forfattere, der er i alt, og hvor mange der nok har bøger på biblioteket, men som slet ikke får noget. For det underlige er, at der er en bundgrænse. Beløb under ca. 1.500 kroner udbetales ikke, men omfordeles til den næste gruppe, den gruppe, der modtager mellem 1.500 og 6.000 kroner.
Tallene er ifølge Slots- og Kulturstyrelsen noget anderledes end blot 10.000 forfattere. I alt er der næsten 30.000 danske forfattere, der har bidraget med værker til bibliotekernes hylder, men ca. 20.000 af dem får ikke bibliotekspenge! Det, de skulle have haft, er mindre end 1.500 kroner, og så fordeles pengene i stedet for, til den næste gruppe.
Nu kunne man så tænke, at denne omfordeling gav den næste gruppe et betydeligt løft, men det kan diskuteres. For det beløb der omfordeles fra dem, der ingen ting får, er 6,6 millioner kroner. Men de næsten 6.000 forfattere, der deler lidt over 25 mio. kroner, får altså kun ca. 1000 kroner mere udbetalt fra dem, der ingenting får.
Hvorfor straffe forfattere, der får et lille beløb?
Spørgsmålet det står tilbage er naturligvis, hvorfor forfattere, med under 1.500 kroner pr. år, skal aflevere hele beløbet til de næste i rækken. Det spørgsmål kan man ikke finde svar på forvaltningsmæssigt, for det er lovbestemt, at omfordelingen skal foretages på den måde. Det kan være, at der på et tidspunkt har været så store udgifter forbundet med administrationen og udbetalingen, at en oprindelig årsag ligger her.
Det kan næppe være tilfældet længere, og under alle omstændigheder oplyser Slots- og Kulturstyrelsen, at udgifterne til administrationen af ordningen tages fra det samlede budget for styrelsen, og altså ikke fra bibliotekspengene.
Spørgsmålet bliver altså i sidste ende politisk, eller om man vil: det er politiske, at det skal være sådan. Men motivationen fortaber sig tilbage i fortiden. Man kan ikke online se, hvordan loven tidligere har set ud, men kun tilbage fra 1991.
Her er det oplagt at nævne en forfatter som Jussi Adler-Olsen, der efter skat tjente mere end 13 mio. kroner i 2023. Belønning fra det offentlige her i 2025? Over 600.000 kroner i bibliotekspenge
Men meget tyder på, at det er en politisk bestemt støtteordning, der går ud på, at nogle få forfattere skal belønnes kraftigt, mens 2/3 af forfatterne ingen ting skal have. Videre kan man spekulere i, at når der trods alt er mange, nemlig 10.000 forfattere, der trods alt får noget udbetalt, så lukker man nok munden på de fleste kritiske stemmer.
En ting er, at man som undertegnede må leve med, at mine 748 kroner er blevet omfordelt, men det ville nok være mere svært at holde systemet kørende, hvis alle f.eks. under 100.000 kroner i bibliotekspenge skulle aflevere pengene til dem, der får endnu mere.
Systemet er imidlertid, uanset hvordan man vender og drejer det, en form for omvendt Robin Hood. Man tager fra de allerfattigste.
Spørgsmålet om kulturstøtten er endnu sværere at diskutere. I modsætning til Statens Livsvarige kunstnerydelse, der er indtægtsreguleret, og som tildeles ud fra en række specielle kvalitetsvurderinger, er bibliotekspengene anderledes.
De er, som andre kunstnerydelser, generelt skattepligtige, men der sker ingen regulering i forhold til øvrig indtægt. Det gør der faktisk ved Statens Livsvarige kunstnerydelse.
Man kan altså finde en kriminalromanforfatter, der tjener mange penge på sin normale virksomhed som krimiforfatter højt oppe på listen over modtagere af bibliotekspenge.
Det lyder ikke så dramatisk, når man siger det på den måde. Fordi det lugter af, at biblioteket bare kompenserer for et mindre salg. Men siger man i stedet for, i overensstemmelse med fakta og styrelsens egne oplysninger, at vi udbetaler statsstøtte til forfattere, der er i forvejen tjener kassen, vil mange nok spørge: Hvorfor?
Her er det oplagt at nævne en forfatter som Jussi Henry Adler-Olsen, der efter skat tjente mere end 13 mio. kroner i 2023. Belønning fra det offentlige her i 2025? Over 600.000 kroner i bibliotekspenge.
Personligt vil jeg mene, at kulturstøtten i form af bibliotekspenge som et minimum skal omlægges
Svaret på det spørgsmålet om rimelighed er imidlertid ikke så simpelt. For mens visse eksempler kan være lige til Ekstra Bladets forargelsesspalter, så kan det jo ligge en form for idé i, at et lille sprogområde støtter forfattere, i en form for belønningsordning: Bliv ved længe nok, skriv til strækkeligt mange bøger, og en dag vil du også kunne leve af bibliotekspengene alene.
Men idéen om, at staten støtter den fattige forfatter, der sidder og skriver sin digtsamling på det kolde loftsværelse som en anden Knut Hamsun må afvises. Det er i al fald ikke sådan, ordningen fungerer i praksis.
Inden man så kommer for godt i gang med at afskaffe enhver form for støtte til kunsten og kulturen i Danmark, kan det være værd at tænke på, at det nok er nemt at finde enkelte eksempler på støtte, der udbetales til kunstnere, hvor man tænker: Hold da op… skal DET eller HAM eller HENDE have støtte?
Men samtidig vil en fjernelse af al støtte også indebære lukninger af mange kulturinsitutioner og kunstnere, som nogle anser for at være yderste væsentlige for vores kultur og kulturelle selvforståelse. Og kunst- og kulturstøtten er i virkeligheden langt mere omfattende end blot bibliotekspengene og kunststøtten, der er diskuteret her. En lang række institutioner er på finansloven uden for disse to støtteordninger.
Personligt vil jeg mene, at kulturstøtten i form af bibliotekspenge som et minimum skal omlægges, og den skal omlægges sådan, at man maksimalt kan få udbetalt 170.000 kroner om året, svarende til statens livsvarige ydelse. Samtidig skal støtten være indtægtsreguleret. Hvordan det nærmere pointsystem skal reguleres er så et videre spørgsmål. Men noget bør justeres her. Måske skal støtten udregnes efter forbrug, altså udlån, og ikke bestandtal.
Det kan ind imellem synes vanskeligt at foretage sig noget kulturelt, uden at der er statsstøtte indblandet
Det er ikke fordi, jeg ikke mener, at man som forfatter eller kunstner skal have en rimelig indtægt. I forvejen er mange underbetalt. Men at støtte folk, der ikke bare klarer sig godt, men klarer sig fremragende med store beløb, forekommer mig bizart.
Samtidig er der det problem, at antallet af forfattere er meget stort, herunder mange selvudgivelser og speciallitteratur. Det nuværende system tager ikke hensyn til en sådan fortsat forskelliggørelse af udbuddet på bibliotekerne, kan man påstå, men er overvejende et system, der populistisk støtter det, der i forvejen sagtens kan klare sig selv.
Det er så et politisk spørgsmål, om det er det vi vil som samfund, eller hvor vi trækker stregen. Vi har opbygget et velfærdssystem, der på den ene side hævder at være kapitalistisk/liberalt, men samtidig har vi et så omfattende kulturstøttesystem, at den enkelte kunstentrepenør lejlighedsvist kan føle det sådan, at man som privat reelt kæmper imod aktører, der er finansieret af staten.
Det kan ind imellem synes vanskeligt at foretage sig noget kulturelt, uden at der er statsstøtte indblandet. Og med statsstøtten følger også forskellige former for kontrol, smagsdommeri og politiske krav til kunsten, har mange pointeret.
Slots- og Kulturstyrelsens svar på POV’s forespørgsel:
- Sammenlagt falder 18.658 personer, som er tilmeldt ordningen for bibliotekspenge og dermed indgår i beregningen, under beløbsgrænsen for udbetaling.
- Beløbsgrænsen er fastlagt i bekendtgørelsen af lov om biblioteksafgift: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2002/1175
- Ud af de 18.685 personer er 8.893 beregnet til at modtage under 100 kroner i bibliotekspenge.
- I alt genfordeles ca. 6,6 mio. kroner fra de bibliotekspengemodtagere, der falder under beløbsgrænsen for udbetaling.
- I alt genfordeles ca. 1.976.600,50 kroner fra de bibliotekspengemodtagere, der modtager over 559.270 kroner, og som derfor er blevet reguleret, som du kan læse mere om på styrelsens hjemmeside: https://slks.dk/bibliotekspenge/beregning
- De beløb, der genereres som resultat af de ovenstående udbetalingsintervaller, omfordeles til dem, der i årets udbetaling modtager mindst 1.504 kr. og højst 6.014 kr. i bibliotekspenge. Dette er ligeledes fastlagt af bekendtgørelsen jf. biblioteksafgift. Læs mere om omfordelingen her: https://slks.dk/tilskud/soeg-puljer/bibliotekspenge/fakta-og-tal/om-pointvaerdier-for-aarets-udbetaling
- Administrationen af bibliotekspengene går ikke fra finanslovsbevillingen, men falder under Slots- og Kulturstyrelsens grundbevilling.
Andre kilder:
- Det samlede antal udlån i 2024 udgjorde ca. 25 mio. bøger.
- Der sælges årligt ca. 8,3 mio bøger i styksalg, og momsen udgjorde ca. 270 mio. kroner.
- Udtrykket “omvendt Robin Hood” i forbindelse med bibliotekspengene er først brugt af Ekstra Bladets kulturskribent René Fredensborg. Han har så i år selv sneget sig over minimumsgrænsen og fået et mindre beløb udbetalt.
Mød flere emner, stemmer og synspunkter i POV Debat – klik dig videre her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og