POV’s musikredaktion gør status: Her er de 15 største musikoplevelser fra 2019

i Kultur/Musik af

MUSIK // TILBAGEBLIK – Når et år går på hæld, er det tid til at gøre status: Hvilken musik brændte sig fast på vores indre lydtæppe? POV’s musikredaktion kårer her de største musikoplevelser i 2019 og karakteriserer året, der rinder ud. 

Jan Eriksen, musikredaktør: Bag paraderne

De tre album, der gjorde størst indtryk på mig i 2019, har en fællesnævner: En misantropisk grundfølelse formuleret på hver deres måde med blotlagt sensitivitet og totalt fravær af rocksmartness – for hvad er der at miste? Og dog tilført et i sidste ende afsluttende stænk af håbefuldhed på trods.

Kunst vil altid i en vis udstrækning afspejle sin tid. For øjeblikket ser den vestlige verdens rockmusikere folket foretrække ledere, der lader hånt om alt det, som rockmusik også står for: Fordomsfrihed. Frihed til bevægelse. Fællesskab. Samtale. Ordentlighed.

Lana del Rey – Norman Fucking Rockwell (album)

Siden sit gennembrud i 2011 har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. I 2019 vendte hun tilbage med sit bedste album nogensinde.

Syngende som en ubegribelig drøm bearbejder Lana del Rey sig selv, sine dæmoner, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.

I samarbejde med producer Jack Antonoff satte Lana del Rey sig til klaveret, skrev og spillede den ene dybe sang efter den anden, hvor singersongwriter-tradition og moderne elektronisk lyd omslutter hinanden. Og så er der jo den formidable kærlighedssang California.

Michael Kiwanuka – Kiwanuka (album)

Kiwanukas ambitiøse tredje album er en sammenhængende symfoni. Et univers, hvor det lyder, som hvis Bill Whithers sang med på et blaxploitation-album fra begyndelsen af 70’erne med hvilken som helst stenerrock-guitarist med en meget atmosfærisk fuzz-pedal. Kiwanuka er en følelsesfuld sangcyklus uden lige.

Delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, og er rammen om Kiwanukas sange, der elegant paralleliserer hans egen historie som ugandisk-engelsk i et racistisk Muswell Hill, London med håbløshedens Brexit-England.

Love Shop – Brænder boksen med smukke ting (album)

Musikken på Love Shops Brænder boksen med smukke ting er måske endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.

Med Jens Unmacks ekvilibristisk sikre cut-up skrivestil i centrum har Love Shop skabt et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder, som noget man ikke har hørt før.

Lauritz Korfix Schultz: Det stærke efterår

De tre bedste danske plader faldt, da lyset forsvandt og efteråret bankede døren ind. Kira Skov overgik sig selv på I Nat Blir Vi Gamle og cementerede, at sorgen har en sikker plads i disse års musik og litteratur. Blaue Blume viste, at den danske sang ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. En anden form for skrøbelighed var omdrejningspunktet for Efterklangs første dansksprogede plade, Altid sammen, der som i Emil Aarestrups digte zoomede ind på kroppens enkelte dele.

Kira Skov – I Nat Blir Vi Gamle (album)

Hvis forfatteren Naja Marie Aidt har begået den største sorglitterære bedrift de senere år med bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af sønnen Carl, så har Kira Skov begået den største lyriske sorgproces tilsat musik med I Nat Blir Vi Gamle. Kiras udtryk har fortsat melankolien som grundakkord, selv om guitaren ikke bærer mange af sangene. Det hører til sjældenhederne, at jeg tager ordet mesterværk i min mund. Det gør jeg gerne her.

Blaue Blume – Bell of Wool (album)

Er AC/DC-samlingen komplet, og ønsker man ikke at rykke ved rockdefinitionerne, skal man ikke indløse billet til Blaue Blume. Dertil er deres indtryk alt for fucking fantastisk og nyskabende. Er man derimod nysgerrig efter at vide, hvor rocken bevæger sig hen i disse år, er Bell Of Wool absolut et af de bedste steder at begynde.

Kvartetten viser med Bell of Wool, at rockmusik anno 2019 ikke er lig med selvsikker maskulinitet. Den danske sanger er i dag ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. Det gør ikke rocken mindre rocket. Det tager den et andet sted hen.

Efterklang – Altid Sammen (album)

Det er ikke kun skiftet fra engelsk til dansk vokal, der kendetegner Efterklangs Altid Sammen. Hele lydbilledet har ændret karakter til mere langsomme, viseagtige kammerballaderHer er skruet ned for hornene og op for pauserne og verslinjernes gentagelser. Det er ambitiøs skrøbelighed.

På tekstsiden er der hænder, der åbner sig, øjne der stråler og et ansigt fyldt med larver. Her kan man sågar fare vild i hår. Det er med til at tegne fragmenterede, Aarestrupske billeder af kroppen og med til at give orkestrets debut på den dansksprogede scene en helt særlig identitet. Den danske sprogdragt klæder i dén grad den skrøbelige sangfugl, forsanger Casper Clausen.

Jakob Brønnum: Det uventede gensyn

2019 har været præget af gensyn eller møder med kendte musikere og musik, der har overskredet grænserne for det forventede og som rækker ind i nyt, ukendt land eller gammelkendte områder, udforsket på nye måder

Bob Dylan (turné)

I sommer tog jeg en regnfuld dag toget hjemmefra, små to timer fra Stockholm, og fra den myldrende Centralstation tog jeg undergrundstoget videre til den gamle betonarena Globen, der er bygget til ishockeykampe og normalt afgjort virker bedre til sport end til musik.

Der var næsten ingen mennesker et par timer inden koncerten. Jeg sad og læste og arbejdede lidt på en café i det nærliggende butikscenter. Lidt senere dukkede de første, tydeligt genkendelige dylanista’er op, og snart var alting fyldt af mennesker og konkurrerende Dylansange fra caféernes og restauranternes højttalere.

Koncerten var bedre end forventet. Dylan havde nye arrangementer til klassikere som Like a Rolling Stone og flere dybt følsomme ballader. Nu forlyder det, at han har et nyt album på vej med nyt materiale, det første siden Tempest (2012). Det er også mere end forventet. Jeg troede ikke, der ville komme flere.

Bernhard Haitink (koncerter)

I foråret fejrede den hollandske dirigent Bernhard Haitink sin 90-års dag med at dirigere et af de mest ungdommelige symfoniorkestre i sin nuværende hjemby, London Symphony Orchestra.

På programmet var en 1700-tals klaverkoncert af Mozart og den store, mystiske Symfoni nr. 4 af den østrigske senromantiker Anton Bruckner fra slutningen af 1800-tallet.

Koncerten blev video-streamet af orkestret, og den var mageløst vellykket. Haitink trak Bruckner endnu mere ned i tempo, end han er i forvejen, og vi fik en minimalistisk og spirituel oplevelse ud over det sædvanlige.

Stor var overraskelsen, i hvert fald for undertegnede, da Haitink senere på sæsonen drog på landevejen med verdens bedste symfoniorkester Wiener Philharmonikerne og opførte Bruckners 7. Symfoni flere steder i Europa, bl.a. på den radiotransmitterede The Proms. Bruckners 7’er er lige det mere moden, lige det mere spirituel, lige hjemkomstagtig i stor skala, 70 minutters ren, uforglemmelig vellyd. Haitink kaldte det selv en ”farvelturné”. Lad os nu se.

Andris Nelsons/Beethoven (album)

Det var netop med Wiener Philharmonikerne, og tidens mest hyldede dirigent i den yngre generation, den lettiske Andris Nelsons, at Deutsche Grammophon valgte at indlede fejringen af Beethovens 250 år.

Der findes omkring 220 samlede indspilninger af Beethovens ni symfonier, der står som søjlerne i det klassiske symfoni-repertoire. De fordeler sig over mange forskellige musikopfattelser og fortolkninger. Og nogle er også rent teknisk bedre end andre.

Nogle af dem er helt specielt slidstærke og afgiver noget andet end de gjorde, forrige gang man kom forbi dem, fordi de handler om en søgen og en kunstnerisk vilje til at lade kunsten være eksistentielle udsagn om virkeligheden.

Det gælder f. eks. Karajans indspilninger med Berliner Philharmonikerne i 1960’erne (de indspillede dem også de to følgende tiår), og Bruno Walters indspilning med Columbia Symphony Orchestra fra omkring 1960 og Leonard Bernsteins Beethoven-cyklus med Wiener Philharmonikernes fra 1970’erne. For mig hører Andris Nelsons indspilninger, der udkom i september, med i det selskab.

Frederik Bové: 2019 – solidt uden de store overraskelser

Det sidste år i dette årti føltes en lille smule udmattet. Ikke de store overraskelser, ikke så mange nye lyde, nye navne, nye idéer. Men mange solide plader fra nær og fjern. Forhåbentlig en lille pause, inden det nye årti vælter os bagover med energiske påhit.

Matana Roberts – COIN COIN Chapter 4 – Memphis (album)

Nærmest indbegrebet af solidt. Matana Roberts fjerde kapitel i hendes slægtskrønike fortalt via eksperimenterende jazz var måske det første kapitel, der ikke brød alle grænser. I stedet lyder det, som om hun nu har fået etableret sin helt egen genre, en art freejazz / gospel / sample-soundscape / spoken word hybrid. Men for faen hvor er det godt. Hendes projekt er ikke bare en stribe gode albums, det er musikalsk kunst på Pulitzer / Sonning niveau. Memphis er måske ikke det bedste kapitel.

Liturgy – HAQQ (album)

For ti år siden skrev en ung mand ved navn Hunter Hunt-Hendrix et manifest om ‘transcendental black metal’. Det fik han mange hug for. Så forsøgte han at vise sine idéer musikalsk. Det var interessant, men det gav aldrig rigtig helt mening. Før nu. Med HAQQ får Hunt-Hendrix endelig idéerne om det affirmative ‘burst beat’ og dets kamp mod det haptiske tomrum til at give bare den mindste smule mening. Som en art black metal / kosmisk jazz hybrid, Darkthrone møder Alice Coltrane. Det må være den black metal-plade i verden med mest harpe og mest xylofon. Transcenderende ekstatisk. Mesterværk.

Samthing Soweto – Isphithiphithi (album)

Ok, lidt nye ting fik jeg hørt. Sydafrikansk house er f.eks en ret ny genre, der konstant udvikler sig. Samthing Soweto var vokalist på mega-hittet Akanamali – som jeg for nylig hørte til sydafrikansk aften i Cinemateket, og folk gav den los! – og hans soloalbum er en blanding af mange genrer. House, pop, jazz, caribiske rytmer. Virkelig en særlig hybrid, men også et helstøbt album, der begynder nogenlunde afdæmpet og introspektivt, og slutter med årets single: Akulaleki.

Jacob Gjelstrup: 13 års ulidelig venten endelig forbi

De sidste ti år har rygterne svirret om, at det amerikanske metalband Tool endelig skulle udgive efterfølgeren til succesalbummet 10.000 days. Rygterne var vedholdende, men manifesterede sig dog først i virkelighed for relativt kort tid siden, hvor bandet endelig afslørede, at de arbejdede på deres femte studiealbum. Og så i sommeren i år stod det fast, at Fear Inoculum var klar til udgivelse 30. august. Resten af bandets musik blev også endelig tilgængelig på streamingtjenesterne og ikke nok med det, så gæstede bandet tilmed Copenhell på Refshaleøen i juni.  2019 var et totalt Tool-år.

Tool – Fear Inoculum (album)

Amerikanske Tool vendte tilbage i 2019 og tretten års ventetid blev endelig forløst for bandets trofaste fanskare. Tools første fire albums er på hver sin måde en videreudvikling af et band, der lever af deres egen lyd og kompositioner, og som på alle udgivelser har været nyskabende. Således er Fear Inoculum en fin videreførelse af bandets tradition for lange sange, der bevæger sig igennem tætte lydlandskaber. Faktisk er albummet et sammenkog af alt, hvad bandet førhen har forsøgt sig med, og det når et uhørt højt niveau af musikalitet og virtuositet.

Charlie Cunningham – Permanent Way (album)

I år udgav den beskedne engelske singersongwriter Charlie Cunningham sit andet album, og på det videreførte han sin dybt poetiske og bevægende guitar- og sangstil. Cunningham, der blev uddannet flamenco-guitarist i Sevilla, forlod en spirende karriere indenfor hardcorerock, og kastede sig over en solokarriere med det fantastiske debutalbum Lines fra 2017.

I år kom opfølgeren så, og det er en endnu mere moden og determineret sangskriver, der udfolder sig med guitar og akkompagnement. Musikken er stadig indadvendt og dybt melankolsk, og sådan kan man kun håbe, det fortsætter, for det er vanvittigt besættende.

Morild – Så kom mørket… (album)

I vinter udkom det danske atmosfæriske blackmetalband Morild med deres albumdebut med den svimlende lange titel –  Så Kom Mørket Og Tog Mig På Ordet En Sort Sky Af Minder I Afgørende Stunder Frosset Fast Til Mit Indre Jeg Håber Det Forsvinder Med Lyset At Dø Eller Blive Fri, og dansk metal blev umådeligt meget rigere.

Bandet spiller en knusende hård, men på samme tid skræmmende smuk blackgaze med kolossalt effektive virkemidler, der trækker store veksler på lytterens følelser. Det er brutal, skræmmende, nedbrydende og dybt fascinerende musik.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topfoto: Matana Roberts, M. Tarantelli

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Kultur