Er man til pindemadder og finere penselstrøg er det nok de færreste, der har Malaga øverst på listen over feriemål. Men Malaga er også på kunstområdet meget bedre end sit rygte, skriver Thomas Milsted med et postkort fra Spanien.
Et navn som Pablo Diego José Francisco de Paula Juan Nepomuceno María de los Remedios Cipriano de la Santísima Trinidad Ruiz y Picasso, som faktisk er Picassos fulde navn, forpligter. Og selvom maleren er født i Malaga, skulle der faktisk gå 30 år efter hans død, før han fik et museum i sin fødeby.
Det store Picasso-museum i den gamle og smukke bydel er en af Malagas største turistattraktioner: En renæssancebygning fra 1500, der, med sin mudéjar-stil, en blanding af gotisk og maurisk stil, tilbyder bysbarnet de fornemste rammer.
Selvom samlingen kun tæller omkring 200 af mesterens værker, er der altså kunst for 1.300 millioner kroner, og spændet rækker over hele mesterens livslange produktion, fra den blå periode med de dystre, måske ligefrem depressive malerier. Hans cirkusbilleder i rosa er med, ligesom den kubistiske og surrealistiske periode. Hans ekspressive periode i 30’erne og 40’erne er solidt repræsenteret, ligesom arbejdet med keramik og skulpturer er.
Centre Pompidou
Ja, du læste rigtigt. Malaga har sit eget Centre Pompidou.
Ikke det kæmpe monstrum, der ligger i Paris. Faktisk syner det af ingenting i sammenligning med dets storesøster i Paris, men man skal ikke tage fejl, for under jorden ligger et kulturcenter, som tager vejret helt fra en. Centre Pompidou i Paris har over 100.000 værker og dækker en periode fra 1905 og frem til i dag:
Idéen med centret i Malaga er at vise skiftende mesterstykker fra samlingen i Paris, og er man til store mærkelige og finurlige metalapparater, der bevæger sig uden formål og mening, er de selvfølgelig også bredt repræsenteret her i Malaga.
Dog vil jeg fremhæve udstillingen om moderne fransk arkitektur, der præsenterer modeller af nogle af de mest spektakulære og absurde bygninger i Paris og små videoportrætter af deres skabere. Udstillingen kører frem til marts 2017, og er du i Malaga inden da, er den et must.
Carmen Cervera Thyssen og hendes kunst
Siger man Malaga og kunst i samme sætning, siger man også Museo Carmen Thyssen Málaga. Oven på resterne af en romersk by ligger dette lille palads af et museum. Bygningen kunne ikke være et bedre sted for denne samling af spansk 1800-talskunst med hovedvægt på værker fra Andalusien.
Her ses værker af Francisco de Zurbarán, Raimundo Maddrazo, Cecillo Plá y Gallardo, Joaguin Sorolla og mange andre af de store spanske malere. De er ikke nærige med farver og fest, og mange ville kunne erstatte deres ”lykkepiller” med at en tur gennem Thyssens haller af stor og sprudlende kunst, fra flamencodansende kvinder til ranke toreadorer.
Er man til banditter og outlaws, er Thyssen frem til marts 2017 vært for udstillingen The Illusion of the American Frontier. Her er den indianske kultur respektfuldt portrætteret med storslåede landskabsmalerier af romantiske malere. Billeder fra en verden, der var ny, og endnu ikke kørt over af en rå civilisation.
Russerne kommer ikke – de er her
På Colección Museo Ruso møder du russisk kunst i verdensklasse. Den gamle tobaksfabrik er hjem for kunst på 2.300 kvadratmeter, alt sammen på udlån fra Det Russiske Statsmuseum i Sankt Petersborg, der rummer over 400.000 værker. De er her allesammen, fra Marc Chagall, med en særudstilling der løber frem til 5. februar, til Kazimir Malevich.
Samlingen rummer byzantisk kunst, farverige og dystre ikoner, såvel som eksempler på sovjetisk, vulgær socialistisk realisme og værker fra tiden efter Stalin.
La Térmica
Endelig er der La Térmica, en relativ ny kulturinstitution med fokus på moderne kunst. Térmica ligger et godt stykke udenfor den ellers så populære og trygge bymidte, men gå de fem kilometer eller lej et par cykler på hotellet og tag en tur derud.
Jeg tog selv til Térmica for at se en udstilling med Sandro Miller, som sammen med skuespilleren John Malkovich har genskabt nogle af sidste århundredes ikoniske fotografiske portrætter. Ikke som photoshop, nej, der er brugt timer på at sminke, udklæde og instruere John Malkovich, så billederne fremstår autentiske. Om det er stor kunst skal jeg ikke kunne sige, men sjovt var det. Udstillingen slutter 29. februar, men portrætterne er samlet i denne bogudgivelse.
Der ikke bare vises men produceres også kultur på Térmica, der er helliget skabelse, uddannelse og underholdning. Huset, der er et dynamisk, kreativt og innovativt rum af kulturelle netværk, emmer af aktivitet og skaber kultur hele vejen rundt ved at inddrage borgerne.
Hovedfoto: David Heald/Museo Picasso Málaga.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her