Americana på Amager: En sjælfuld aften med Tedeschi Trucks Band

af i Kultur/Musik

MUSIK // ANMELDELSE – Søndag aften lagde det nyrestaurerede Amager Bio lokaler til sydende varm gospel, soul og blues med en formidabel guitarvirtuositet ved Derek Trucks som beskedent centrum på scenen.

Navnet Tedeschi Trucks Band siger måske ikke ret meget. Lad os sætte det på (sydstats)verdenskortet. Bandets kerne består af ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks fra Jacksonville, Florida. Det eneste, bandet har at gøre med trucks som i lastvogne, er den eight wheel drive, der lige nu fragter deres gear rundt i Skandinavien.

Allerede som dreng viste Derek Trucks så store evner på sin guitar, at han blev udnævnt som vidunderbarn med deraf følgende legater.

Han har det ikke fra fremmede – hans onkel var trommeslager i Allman Brothers Band, som Derek selv var medlem af i en del år, mens det stadig var ledet af Gregg Allman. Og ja. Derek er efter eget udsagn opkaldt efter Clapton-bandet Derek and the Dominos.

Susan Tedeschi havde en lang karriere bag sig som soul/bluessanger og -guitarist, da hun mødte Truck. De seneste ni år har de haft et fælles band – workshop er måske en bedre beskrivelse.

Det første nummer i Amager Bio Laugh about It blev ligesom leget i gang, båret diskret frem af medlemmerne i det 12 mand/kvinder store band. Der var en lidt jazzet Grateful Dead-stemning over det; som om den solrige, chillede stemning af vårsøndag eftermiddag hjemme på altanen havde sneget sig med ind i den tidligere biograf.

Det skulle senere vise sig at ligne en formel for denne aften, også i nyere numre som Hard Case fra gruppens nyeste album Signs.

En stilfærdig, famlende, nænsom begyndelse, så et swing med den storartede bassist og hele to trommeslagere som backing for Susan Tedeschis guitar og vokal, kraftfuld som de ’danske’ soulrock-festivaldarlings Beth Hart og Dana Fuchs, om end mere nøgtern i sin klang – eller som Bonnie Raitt uden groft sandpapir på stemmelæberne.

Henover midten af nummeret det ene gospel-crescendo efter det andet med de tre blæsere og tre korsangere i varierende styrke længst til venstre på scenen.

Selvom Derek Trucks fylder meget, havde jeg kun få gange fornemmelsen af at være med til den årlige generalforsamling i guitarlirernes brancheklub ’Min er størst’

I nogenlunde samme skiftende styrke som resten af bandet spillede den sympatisk beskedne Derek Trucks. Selvom han fylder meget, havde jeg kun få gange fornemmelsen af at være med til den årlige generalforsamling i guitarlirernes brancheklub ’Min er størst’.

I flere fælles forløb sammen med fru Susan havde man nærmere fornemmelsen af intuitivt og respektfuldt samspil.

Trucks’ spillestil ligner ikke meget andet. Udgangspunktet i sydstats swamprock er klart, men dertil har hans usædvanlige fingerspil en særlig, østerlandsk melodisk klang.

Formentlig skyldes det stor interesse for indisk musik, især musikeren Ali Akbar Khan, der i øvrigt ofte arbejdede sammen med sitarguden Ravi Shankar.

Truck spiller med en kirurgs præcision og som en kunstmaler holder på en pensel. Langt henad vejen opstår hans spil på samme måde – i momentet. Samtidig var han tydeligt først og fremmest i centrum på scenen for kollektivets skyld.

Var det soul, jazz, blues? Jeg tror bare, jeg går med udtrykket ’følelse’. Hvordan ellers beskrive noget, der i flere højdepunkter føltes som en knyttet hånd af velour omkring hjertet?

Som i Until You Remember med keyboardspilleren på orgel, så man mindedes gamle Booker T. Jones, Tedeschis vokal i sjælfuldt udbrud og gemalen medlevende på guitaren.

Eller i deres soulede version af John Prines Angel from Montgomery. Snyd i øvrigt ikke dig selv for Prine på dette års Tønder Festival.

Var det soul, jazz, blues? Jeg tror bare, jeg går med udtrykket ’følelse’. Hvordan ellers beskrive noget, der i flere højdepunkter føltes som en knyttet hånd af velour omkring hjertet?

Ingen hemmelighed at bandets rødder er placeret i sentresserne og halvfjerdserne. Når det gælder rockmusik, nægter disse årtier åbenbart at gå over. Godt det samme.

Som i nævnte Cocker og Allman Brothers, hvis indsats med hensyn til fusion sort sjæl med hvid støj kun kan underdrives, er Tedeschi Trucks Band et musikalsk smeltepunkt. Som åbenlyst bredte sig til publikum.

Jeg kunne godt have brugt lidt flere brud eller kontrapunkter mellem de mere eller mindre formulariske numre, som da bandet leverede en grovfunky version af Dr. Johns I Walk on Guilded Splinters og en helt nedtonet countryballade, hvor Susan Tedeschis smukke vokal for alvor bragte americana til Amager.

Med det forbehold in mente er det stadig den forrygende, håbefulde gospelstemning i bandets version af Joe Cockers Space Captain, der vejer tungt i ørene.

Tolv musikere på turné på forholdsvis små spillesteder. Det kan musikere hverken leve eller dø af. Eller måske er det netop det, de kan; leve af ren kærlighed til musikkens kilder

Tedeschi Trucks Band er på en mission, som intet regneark, ingen algoritme, ingen uddannelse ved Copenhagen Business School, slet ingen YouTube-influencer ville kunne udtænke.

Tolv musikere på turné på forholdsvis små spillesteder. Det kan musikere hverken leve eller dø af. Eller måske er det netop det, de kan; leve af ren kærlighed til musikkens kilder.

Det var sådan, det virkede på scenen i Amager Bio.


Topillustration: Pressefoto / Tedeschi Trucks Band, Amager Bio, søndag aften. De spiller igen samme sted på torsdag ved en udsolgt koncert.

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur