TEATER // ANMELDELSE: Folketeatrets nye scene Kvisten ligger helt oppe under taget med skrå vægge, så spørgsmålet i Er der plads til mig? får nærmest dobbelt betydning. Ligesom publikum ledes den skjulte vej op ad bagtrappen, leder Lise Pleidrup os ind i sindet på ”den tykke pige”, hvor vi aldrig har været før. Medmindre også vi er den tykke pige.
Ord har betydning. Manglende ord fortier. Udskammende ord udstøder. Først og fremmest er styrken ved Er der plads til mig?, at forestillingen i det hele taget sætter ord på emnet. Uden at skamme sig over det. Samtidig gør den opmærksom på, at ordvalget har betydning ikke blot for, hvad vi hører, men også hvad vi ser:
Ser vi den kraftige pige? Ser vi den overvægtige pige? Ser vi den erotisk buttede pige? Det første er en eufemisme, det andet stiller den tykke uden for normen, det tredje seksualiserer. Lise Pleidrup er simpelthen tyk. Men ville hun ikke gerne være tynd?
Er der plads til mig? – når jeg bliver tynd?
Det er her, hun fanger publikum fra første sekund. Både de tykke og de tynde. De første har nemlig med garanti også drømmescenariet ”når jeg bliver tynd” … og de andre spekulerer helt sikkert på, om de tykke virkelig ønsker at være det. Og så går det ellers løs.
Er der plads til mig? fortælles nærmest i kapitler med hver sin overskrift. Efter drømmen er det barndommen. Der er både den skamfulde oplevelse af udstødelse, mobning og begrænsninger. Og der er omverdenens ønske om dog at kunne finde en forklaring – en undskyldning, så man kan have ondt af den tykke pige.
Måske er det også meget sundt for ikke-tykke at komme med indenfor
Så er der hendes cravings. Den umættelige og ubærlige sult, som desværre også retter sig mod det usunde: Pizzaen (for tredje gang denne uge), slik, kager, chips. Alt sammen selvfølgelig tomme kalorier, der sender hende ud i vilde cravings igen efter få timer.
Men det er måske ikke så mærkeligt, når de søde snacks i skolemadpakken er det mest attraktive. Når den nemme og lokkende mad er fyldt med sukker og E-numre. Når alt på scenen er pakket ind i slikpapir og dynen er lavet af chipsposer.
En plads ved bordet – hvis du kan sidde i stolen
Har du lært at spise sundt, og – nok så vigtigt – har du lært at være god ved din krop, fordi du holder af din krop, så er det nemmere at sige nej. Og sige ja en gang imellem, fordi det aldrig tager overhånd. Fordi du ikke har cravings. Det er svært, når du ikke holder af din krop.
Så måske er det også meget sundt for ikke-tykke at komme med indenfor.
Her bliver forestillingens titel helt konkret: Er der plads til mig? Lise Pleidrup bruger biografen som eksempel, men det kunne lige så godt være teatret. Der er måske en pointe i, at der ikke er traditionelle sæder på Kvisten, for ellers kan det være svært at skrue sig på plads, når man er den tykke pige.
Fordomme smitter
Og hvis hun så vælger at se filmen hjemme på skærmen, så ved vi jo godt, at den står på chips og cola.
Fordommene er så stærke, at hun selv har dem. Der findes selvfølgelig også tykke drenge, men dem interesserer den tykke pige sig jo ikke for, for de har nok ingen venner og sidder derhjemme ved computeren med chips og cola hele tiden.
Ikke nok med, at det er svært for Lise at komme i kontakt med Samfundet, Samfundet har også en ualmindelig irriterende stemme
De ord vi bruger om tykke mennesker, påvirker også tykke mennesker, og derfor den måde, de tænker om tykke mennesker. Ja, også hvordan de tænker om sig selv.
Lise Pleistrup er et energibundt. Hun er kvik i replikken. Ordene falder hurtigt og præcist. Hun ved godt, at ”når jeg bliver tynd” er en ønskedrøm, men hun vil altså godt have lov til at klage over de ord, andre har brugt og bruger om hende. Hun klager.
Hallo, Samfund – Er der plads til mig?
Men ikke nok med, at det er svært for Lise at komme i kontakt med Samfundet, Samfundet har også en ualmindelig irriterende stemme. Som regel en telefonsvarer. Og når Samfundet endelig er hjemme, så har det nogle irriterende svar – symptombehandling: quick-fix slankeråd og fedmeoperationer frem for at se på årsagerne til det, der ofte kaldes en ”fedmeepidemi”.
Der er noget stand-up-agtigt over Er der plads til mig? Der er noget tykpositivisme. Men der er også nogle ætsende skarpe observationer, der vender begge veje. For selv om Lise gerne vil ”springe ud som tyk”, så underkender hun ikke, at der også er en sundhedsrisiko ved det.
Det er faktisk ret subtilt. Hun synes jo, det er for dårligt, at Samfundet ikke kan sørge for nogle Tinder-dates til hende, så hun kan få nogle af de børn, som samfundet efterlyser hun får, inden det er for sent. Men hun føler sig som nævnt ikke tiltrukket af den tykke servicemedarbejder i supermarkedet. Som faktisk er ret sød.
4 tykke stjerner
Vi kan hver især – uanset vægt – drage vores egne konklusioner. Ud over den ret indlysende selvhjælps-sandhed, at det som udgangspunkt altid er sundest at holde af sin egen krop – uanset vægt. Psykisk velbefindende er også fysisk velbefindende.
Det vil være genkendeligt for alle der dagligt kæmper med for høj BMI. En bekræftelse for dem, der har sluttet fred med en høj BMI. Og nok en øjenåbner for dem, som ikke skal tænke så nøje over, om der smutter et stykke chokolade med til kaffen. Så 4 tykke stjerner til Er der plads til mig? Det er god formidling af et følsomt emne.
LÆS ALLE STEEN BLENDSTRUPS TEKSTER HER.
Er der plads til mig? spiller på Kvisten på Folketeatret til 19. november (billetter er gratis, dog opkræves bestillingsgebyr)
Af og med: Lise Pleidrup
Instruktion: Heidi Duus
Fotos: Marcus Uhre
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her