Portugal billigt til salg til Kina – EU er klar til modtræk

i Asien/Europa/Politik & Samfund af

ANALYSE – Kinas opkøb af havne og energiselskaber i EU-lande med dårlig økonomi går hurtigere end ventet. I denne uge sætter Kina endnu en klo i Portugal, når Xi Jinping tirsdag ankommer til Lissabon med nye løfter, flere projekter og masser af penge. Men EU har fået nok: dagen efter skal EU-landene blive enige om at gøre det sværere for Kina at overtage dén slags strategiske virksomheder. Men det synes Portugal ikke er en god idé.

Var kineserne bare snu og EU måske lidt ukloge, da Portugals økonomi for syv år siden kørte på pumperne og EU tvang Portugal til at privatisere det nationale el-selskab?

En statslig kinesisk virksomhed var nemlig hurtig til at købe en femtedel af aktierne i det store energiselskab. Det skete uden kontrol eller undersøgelse, fordi kineserne sagde, de ville kun være mindretalsaktionærer. Men nu er de på vej til at overtage aktiemajoriteten i Portugals største virksomhed, elselskabet EDP.

Kravet om salget af det statslige klenodie var en del af den økonomiske redningspakke som EU og Internationale Valuta Fond havde skruet sammen for at støtte Portugal efter den internationale finanskrise.

Kina ejer allerede næsten 30 pct. af aktierne i Portugals største virksomhed, energiselskabet EDP – men har lagt bud på at overtage aktiemajoriteten. Foto: EdP Pressefoto

Politikere i Portugal peger på, at det er underligt, at den portugisiske stat ikke kunne få lov til at styre landets egen elforsyning, mens det åbenbart ikke er et problem, hvis den kinesiske stat skal kontrollere hele el- og gasnettet.

Kinas storopkøb

Energiforsyningen er bare én af de sektorer, hvor de kinesiske investeringer i Portugal er vokset med raketfart de seneste fire år.

Over en fjerdedel af Portugals største bank, Millennium, er kommet på kinesiske hænder, købt af konglomeratet Fosun International.

Det er også Fosun, der har erhvervet portugisernes største forsikringsselskab, Fidelidade. Og mens kineserne var på shoppingtur købte Fosun også Luz Saude, der via en række selskaber er den største investor i hospitaler og sundhedsinstitutioner.

Næsten fire tusinde rige kinesere har købt sig til et portugisisk pas og EU-Schengen visum via ”Golden Visa Scheme”, hvor de får alle EU-goderne, hvis de investerer en halv milllion euro i Portugal. Foto: Flickr

Til listen hører også medier: To af landets største aviser og en radiostation er nu under kinesisk del-ejerskab. Kina har også opkøbt en del af Portugals nationale flyselskab, TAP.

Og med til billedet hører, at omfattende private investeringer fra kinesiske rigmænd har pumpet milliarder i det portugisiske boligmarked. Næsten 4000 kinesere har udnyttet det lukrative ”Golden Visa Scheme” til at få et værdifuldt portugisisk pas, der giver fri rejse til 186 lande og automatisk Schengen-visum. Eneste krav for at opnå de goder er, at de rige kinesere har investeret mindst 500.000 euro (3,7 mio. kr.) i Portugal. Ulempen er, ifølge EU’s retskommissær, Vera Jourova, at de ”udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko for EU”.

Næste mål: storhavnen i Sines

Når Kinas stærke mand, partichef og præsident Xi Jinping, 4. december kommer på statsbesøg i Portugal, vil der blive givet løfter om masser af nye investeringer. Dermed er der udsigt til flerdobling af de ca. 100 mia. kr. som den kinesiske stat og hovedsagelig statsejede firmaer de seneste år har investeret.

Den portugisiske regering har åbent erklæret, at det kunne være en god idé, hvis havnen i Sines bliver styret af kineserne

Kina har på forhånd vist speciel stor interesse for at sikre sig brugsretten til den store og renoverede dybvandshavn i Sines i det sydlige Portugal. Havnen udskiber i dag omkring halvdelen af landets fragtmængder. Og flere kinesiske konsortier har planer om yderligere udbygning og anlægge nye jernbaner i tilknytning til havnen.

Formentlig i samarbejde med Athens havn i Piræus, der sidste år kom helt på kinesiske hænder – og til spanske havne som Bilbao og Valencia, der også kontrolleres af samme statslige, kinesiske firma COSCO.

Den moderne dybvandshavn i Sines står højt på kinesernes indkøbsseddel, fordi den kan bruges til samarbejde med havnene i Piræus, Grækenland og Valencia og Bilbao i Spanien – der alle i forvejen er under kinesisk kontrol. Foto: Wikimedia.

Den portugisiske regering har åbent erklæret, at det kunne være en god idé, hvis havnen i Sines bliver styret af kineserne. Et andet stort projekt på dagsordenen for Xi Jinpings møder i Lissabon er oprettelsen af STARLab, et fælles Portugal-Kina samarbejde om konstruktion af mikrosatellitter til overvågning af havene.

Efter et af de forberedende møder mellem topfolk fra de to lande udtrykte præsident Rebelo de Sousa, at Portugal er ”helt åben for kinesiske investeringer og opfordrer kinesiske virksomheder til at øge investeringer i strategiske industrier som finans, energi, transport, havne og el-biler”.

Ingen offentlig debat

Mens der andre steder i Europa har været stigende bekymring over de kinesiske investeringer i kritiske samfunds- og infrastrukturer, så har de portugisiske politikere – på begge fløje – fastholdt en meget positiv indstilling til Kina. Og der har så godt som ikke været nogen offentlig debat, som det er set i Grækenland, Tjekkiet eller Polen.

Også en tvivl som er nået til Danmark, senest med den store økonomiske hjælpepakke til udbygning af grønlandske lufthavne, hvor det strategiske mål har været at undgå, at Grønland skulle vælge en statsejet kinesisk entreprenør til at stå for byggeriet (en sag jeg har beskrevet hér).

I Portugal har partnerskabet med Kina altid været fremstillet som en succeshistorie politisk og i medierne. Regeringen har endog lavet lovændringer, der har lettet kinesiske firmaers køb i Portugal. Med til at støtte denne holdning hører også befolkningens vrede over, hvad de har opfattet som EU’s hårde økonomiske ”straf” i årene efter finanskrisen.

Omvendt har kineserne også – indtil videre – forsøgt at køre med lav profil og undgå at skabe debat eller vrede hos portugiserne

Andre peger på, at debat og kritik ikke kommer frem, fordi f.eks. forskere af kinesiske forhold og investeringer er afhængige af tilladelser fra kinesiske myndigheder og ofte er støttet økonomisk af statslige tænketanke og universiteter i Kina.

Kineserne kører lav profil

Så Portugal hører bestemt til blandt de absolut mindst komplicerede samarbejdslande for Kina – og det er nok forklaringen på, at målt i forhold til indbyggertallet, ligger kinesiske investeringer i Portugal blandt de højeste i Europa.

Omvendt har kineserne også – indtil videre – forsøgt at køre med lav profil og undgå at skabe debat eller vrede hos portugiserne. I forbindelse med det igangværende forsøg på at købe aktiemajoriteten i det store EDP-energiselskab har Kina gjort meget ud af at understrege løftet om, at halvdelen af de 12.000 arbejdspladser skal forblive i Portugal – ligesom hovedsædet fortsat skal være Lissabon.

Og det er gået rent ind hos politikerne med statsminister Antonio Costa i spidsen: “Regeringen har intet imod det, ingen reservationer … lad markedet bestemme”.

Hverken de borgerlige eller socialistiske partiet har været specielt kritiske over for de kinesiske investeringer. Her ses præsident Rebelo de Sousa og Kinas udenrigsminister, Wang Yi ,i maj under et af utallige møder mellem topfolk fra de to lande. Foto:  Wikimedia.

I øvrigt en model kineserne også benyttede i Sverige, da den kinesiske bilfabrikant Geely overtog Volvos personbilproduktion. I de første år efter købet af det svenske nationalklenodie holdt de nye kinesiske ejere fast på løftet om at ledelse og produktion stadig skulle være i Sverige. Men i takt med de nye bilmodeller er ledelse og størstedelen af produktionen af Volvo-biler flyttet til Kina.

Hvorfor være bange for Kina

Der kan være mange grunde til at være kritisk overfor kinesernes metoder, når de investerer i udlandet. Også i Portugal. For det er de samme udfordringer, modeller og krav, de kommer med overalt.

Den generelle lukkethed, hvor det er svært at gennemskue, hvem der ejer de kinesiske virksomheder. Der er ofte meget tætte forbindelser mellem den kinesiske regering/partiet og både private som statsejede virksomheder. I mange tilfælde kan der også være direkte forbindelse til militæret, hvilket har betydet, at f.eks. telekommunikationsvirksomheden Huawei har forbud mod at være med i udviklingen af telenettet i både USA og Australien.

Industrispionage og overtrædelse af ophavsretten nævnes ofte som store problemer. Der er normalt altid krav fra Kina om, at udenlandske virksomheder i Kina er tvunget til visse former for teknologioverførsel til kinesiske samarbejdspartnere.

Kina bygger og betaler infrastruktur og energiforsyninger i et spind af økonomisk afhængighed, hvor Kinas egne interesser altid kommer først

Ligesom både åben og skjult statsstøtte er helt normalt, men vanskeligt at bevise, da komplette regnskaber sjældent kan fremskaffes. Og det er praktisk talt umuligt at gennemskue til hvilke renter og vilkår, kinesiske statslige som private firmaer kan låne til i de store statslige banker som EXIM-banken, når de giver tilbud på internationale opgaver.

En del af Silkevejsprojektet

Som snart alle steder i verden er det de såkaldte Nye Silkeveje, Belt and Road Initiative (BRI), kineserne bruger som mærkat for sine investeringer. Også i Portugal, der hungrer efter fremmed kapital, og hvor politikerne efter mange år med EU’s gule stjerner på projekterne nu gerne fremviser de fem gule stjerner i det kinesiske flag.

BRI, Silkevejsprojektet, er Xi Jinpings hjertebarn og består af to hovedlinjer, den gamle Silkevej, hvor fortidens kamelkaravaner er afløst af højhastighedstog og sekssporede motorveje fra Kina gennem Asien, Mellemøsten, Rusland og til Europa t/r. Og så en maritim udgave, der bl.a. samler Afrika op. Sidste år blev der tilføjet en Polar Silkerute, der via Arktis tager sørejsen fra Europa til Kina.

Og nu er der efterhånden også projekter i Sydamerika med BRI-mærket, der bare viser, at Belt and Road Initiative efterhånden blot er en fællesbetegnelse for kinesisk kontrolleret globalisering. Kina bygger og betaler infrastruktur og energiforsyninger i et spind af økonomisk afhængighed, og hvor Kinas egne interesser altid kommer først.

Efterlader dyb afhængighed af Kina

Kinas bedste tilbud til lande med ondt i økonomien er pakkeløsninger, der indeholder bygning (inkl. maskiner og kinesisk arbejdskraft) af infrastrukturprojekter og med finansielle livlinjer fra kinesiske banker. Og de økonomisk svage lande elsker det, fra Afrika over Asien til Europa.

Det kinesiske alternativ lover hurtige resultater, og der er ikke så meget bøvl med kontrakter og krav om åbenhed, fordi fidusen er, at pakkeløsningerne formelt er styret af den kinesiske regering, og at dens banker står bag lån og betaling til entreprenørerne.

Belt and Road Initiative (BRI) har været i gang i over fem år, med forventet afslutning om ca. 30 år. Allerede nu står det klart, at én af konsekvenserne for især de økonomisk mindre stærke lande er en dyb afhængighed af Kina, som kan betyde, at de ofte må afstå central infrastruktur til de kinesiske lånydere.

Det klassiske eksempel er fra Sri Lanka, hvor kinesiske lån, der viste sig ikke at være så billige som modtagerlandet havde antaget, endte med en gældsfælde for Sri Lanka, der måtte afstå ejerskabet af den strategisk vigtig havn, Hambantota, til et statsejet kinesisk selskab. (Se min reportage fra Sri Lanka hér).

Transport og energi

Et andet hovedtræk er, at de kinesiske investeringer er meget koncentreret omkring væsentlig infrastruktur som transport og energiforsyning i første omgang – og med efterfølgende bælter af telekommunikation og elektroniske betalingssystemer. De to sidste med en overordnet plan om at bryde USA’s førerposition på disse felter.

Det forholdsvis økonomisk svage Portugal har helt overgivet sig til Belt and Road-modellen, som kan give landet en økonomisk indsprøjtning til store infrastrukturprojekter som havnen i Sines og de forbundne jernbaneforbindelser.

Kina ser omvendt en kæmpefordel ved at kunne knytte endnu flere havne og energiprojekter til den i forvejen store samling, som man har opkøbt i både Øst- og Sydeuropa.

Kina får store platforme

China Three Gorges (CTG’s) køb af det portugisiske energiselskab EDP er, udover EDP faktisk giver et pænt overskud (over syv mia. kr. sidste år), fremfor alt en meget vigtig strategisk investering for Kina. Det kan fungere som en platform til yderligere international ekspansion, specielt i grøn energi.

EDP er Portugals største virksomhed og har investeringer i 14 lande – specielt i grøn energi. Foto: Flickr.

EDP er allerede en stor spiller internationalt med vindmølleparker i 14 lande – fra Spanien, Frankrig, U.K. og Italien til fjernere lande som USA og Canada. Desuden vandkraftværker i Brasilien og Peru.

Kina er også på vej til at opnå en politisk gevinst: Den stigende afhængighed af kinesiske investeringer får svage EU-lande til at undlade at kritisere Kina og stemme med Kina og mod EU

I egenskab af storaktionær er kineserne også blevet den største aktionær i datterselskabet EDP-Renewables, der er verdens fjerdestørste producent af vindenergi. Også her vil CTG opkøbe yderligere aktier på markedet, så de kan sidde med aktiemajoriteten.

Hertil kommer, at verdens største el-forsyningsselskab, Kinas State Grid, har købt en fjerdedel af det selskab, Redes Energéticas Nacionais (REN), der styrer distributionen af både elektricitets- og gasnettet i Portugal.

Kinas politiske gevinst

Men Kina er samtidig på vej til at opnå en politisk gevinst. Stigende afhængighed af kinesiske investeringer får svage EU-lande til at undlade at kritisere Kina og stemme med Kina og mod EU.  

Der begynder at dukke eksempler op, hvor politikere i nogle EU-lande har støttet Kinas forsøg på at forhindre, at emner, som Kina ikke ønsker behandlet, fjernes. Sidste år blokerede f.eks. Grækenland for en samlet EU-udtalelse til FN, der kritiserede Kinas mangelfulde menneskerettigheder. Ifølge EU-diplomater er den græske blokering med til at underminere EU’s kritik af overgreb på kritikere og aktivister i Kina.

Det bliver afslutningen på den europæiske naivitet, siger lederen for EU’s forhandlingsgruppe

Denne konflikt bliver igen synlig på onsdag, dagen efter Xi Jinpings besøg i Lissabon, når EU-landene i Bruxelles skal til at beslutte, hvordan man skal sikre, at Kina og kinesiske firmaer ikke kommer til at styre og kontrollere væsentlige dele af EU-landenes infrastruktur.

Slut med ”europæisk naivitet”

Helt konkret skal de 28 EU-lande blive enige om en screening-metode, der kan forhindre, at især Kina bid for bid, land for land, opkøber kritiske infrastrukturer og teknologier i EU-landene. Et skridt, der med en EU-forhandlers ord skal standse ”den europæiske naivitet”.

I forrige uge blev EU enige om regler for en overvågning, der på baggrund af de seneste års kraftige kinesiske investeringer, skal kunne undersøge udsatte sektorer som transport og energi.

”Det bliver afslutningen på den europæiske naivitet, siger lederen for EU’s forhandlingsgruppe, Franck Proust. ”Andre – USA, Japan og Kina – har den slags overvågningsmetoder for udenlandske investeringer. Alle undtagen Europa”.

Den kinesiske ejer af det tidl. portugiske el-klenodie EDP er det statsselskab (China Three Gorges), der står bag bygningen og driften af den store Three Gorges Dæmning på Yangtzefloden. Foto: Wikipedia

Forslaget er fremsat af Frankrig, Tyskland og den tidligere italienske regering. Kina bliver ikke nævnt direkte ved navn, men forslagsstillernes klare henvisninger til statsejede virksomheder og deres krav om teknologioverførsel er klare referencer til den praksis, som Kina har gennemført i en række EU-lande.

Den danske vinkel

Også den danske regering støtter forslaget og har varslet et lovforslag, der skal forhindre potentielt farlige opkøb af dansk infrastruktur, så Danmark ikke kan presses til at agere på en bestemt måde eller afstå fra at mene noget politisk. Ifølge Politiken vil regeringen gennemføre screeninger af udenlandske investorer, og specielt målrettet kineserne, før mulige handler.

Et aktuelt eksempel er et eventuelt salg af væsentlige forretningsområder i energiselskabet Ørsted, der leverer elforsyning i mange kommuner. Postdoc ved Center for Militære Studier, André Ken Jakobsson, siger til avisen, at ”hvis et kinesisk selskab får kontrollen over det, og vi havner i en alvorlig krise med Kina, så er frygten, at kineserne bare kan slukke for strømmen.”

Svigter de svage lande sammenholdet?

Men forslaget, der ligger på bordet i EU, har ikke automatisk opbakning fra alle EU-landene. Modstanden er markant i en række af de lande, hvor Kina har haft store investeringer. Det gælder Malta, Cypern, Luxembourg, Grækenland – og Portugal.

Grækenland har efter finanskrisen været gennem nogenlunde samme spare- og kriseforløb som Portugal og måttet sælge væsentlige strukturer til kinesiske statsfirmaer.

Screeningen af kinesiske investeringer skal efter planen endelig vedtages i EU-Parlamentet i begyndelsen af 2019. Forslaget er blevet strammet siden, det blev fremlagt første gang, og listen over ”kritiske sektorer” er blevet udvidet med bl.a. luftfart, nanoteknologi, medier og fødevareforsyning.

Dog bliver der ikke i første omgang tale om mulighed for at kunne blokere for kinesiske investeringer i de enkelte lande. Det bliver heller ikke EU-Kommissionen, men de enkelte EU-lande selv, der skal træffe den endelige afgørelse om eventuel blokering af udenlandske investeringer med henvisning til sikkerhed og på baggrund af ”samfundets interesse”.

Unægtelig en kattelem for lande som Grækenland og Portugal, der måske vælger at foretrække de umiddelbart bekvemme kinesiske tilbud fremfor den mere langsigtede og solidariske EU-løsning.

Du kan læse flere af Jan Larsens reportager og analyser fra Kina hér.


Topfoto: Bank of China i Lissabon. Foto: Flickr

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste artikler om Asien