ANALYSE – Kina er for alvor blevet elefanten i rummet i forholdet mellem Danmark og Grønland. Senest mandag, da statsminister Lars Løkke Rasmussen indgik en aftale, der giver det grønlandske Selvstyre et tilskud på 700 millioner kroner til et omstridt lufthavnsprojekt i Grønland – og skabte en grønlandsk regeringskrise. Målet med de mange ekstra millioner til Grønland er klart, skriver Jan Larsen: at holde en statsejet, kinesisk storentreprenør ude fra Grønland, fordi kinesernes forsøg på at få foden på grønlandsk jord følger nøjagtig samme opskrift som i Zambia, Sri Lanka og mange andre steder i verden; og den er altid mest til gavn for Kina.
Man kan næsten sætte dato for, hvornår Kina for alvor begyndte at blande sig kommercielt, militært og politisk udenfor Kina: det var i oktober 2012, da Xi Jinping overtog magten i Kina som Kommunistpartiets generalsekretær.
Siden da har Kina øget sin indflydelse på alle felter og erklæret, at ekspansionen er nødvendig for at skaffe råstoffer, sikkerhed og indflydelse. Et af de sidste geografiske områder i den nye strategi er Arktis. Og dermed er også Grønland og Danmark blevet en del af den kinesiske interessesfære, der har taget fart under Xi Jinping.
Dels fordi Xi har lanceret det største globale infrastrukturprojekt nogensinde, Belt and Road Initiative (BRI), Silkevejsprojektet, der på landjorden med veje og højhastighedstog samt søruter med moderne havne via Afrika skal forbinde Kina med Asien, Rusland, Mellemøsten og Europa.
Ejerskabet til Silkevejsprojektet er entydigt kinesisk, og dermed bestemmer kineserne også, hvad det skal omfatte. Derfor var hverken Grønland eller Danmark involveret, da Xi Jinping sidste år tilføjede en Polar Silkevej til prestigeprojektet
Dels fordi Xi Jinping i marts med udnævnelsen til præsident på livstid kan sidde som Kinas stærke mand, ikke kun i de maximale 10 år, men så længe, han orker.
Polar Silkevejen
Ejerskabet til Silkevejsprojektet er entydigt kinesisk, og dermed bestemmer kineserne også, hvad det skal omfatte. Derfor var hverken Grønland eller Danmark involveret, da Xi Jinping sidste år tilføjede en Polar Silkevej til prestigeprojektet. Der var heller ikke andre arktiske stater med, for ingen havde tilsyneladende set Kinas voldsomme ambitioner.
Som forskeren Camilla TN Sørensen fra Forsvarsakademiet beskriver, ”tidligere har Beijing ellers i officielle taler og dokumenter anlagt en mere ydmyg linje og underspillet Kinas ambitioner i Arktis”. Det mindskede de arktiske staters bekymring og banede vej for, at Kina blev optaget som observatør i Arktisk Råd i 2013.
Det har så i bedste kinesiske selvforståelse ført til, at også en ikke-arktisk nation som Kina skal have ret til både fiskeri og minedrift. Sidste år tog Xi Jinping skridtet fuldt ud og udråbte Kina som en polar stormagt og søruterne i Arktis som en del af Kinas mål som maritim stormagt.
Kina og Grønland
Den aktuelle historie om det store lufthavnsprojekt i Grønland handler om at bruge ca. 3,6 milliarder kroner på at forlænge de korte landingsbaner i Ilulissat og i hovedstaden Nuuk, så de kan modtage jetfly – og bygning af en ny lufthavn i Qaqortoq.
Den danske regering har kritiseret lufthavnsprojektet for at være alt for dyr i en grønlandsk kontekst. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har påpeget, at det kan have udenrigs- og sikkerhedspolitiske perspektiver, der rækker ud over Grønland
Sagen har været meget omdiskuteret. Dels fordi det er et voldsomt dyrt projekt i grønlandsk sammenhæng, dels fordi Selvstyret har prækvalificeret den statsejede kinesiske konsortium, China Communications Construction Company (CCCC), til at byde ind på den store opgave sammen med andre godkendte firmaer.
Det kan Grønland normalt selv bestemme, fordi Selvstyret har fået overdraget myndighed over bl.a. infrastrukturen.
Men den danske regering har kritiseret lufthavnsprojektet for at være alt for dyr i en grønlandsk kontekst. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har påpeget, at det kan have udenrigs- og sikkerhedspolitiske perspektiver, der rækker ud over Grønland. Og netop dette område hører stadig under Danmark.
Nyheden om aftalen førte til, at den grønlandske regering, Naalakkersuisut, i weekenden blev sprængt, da partiet Naleraq trak sig ud. Partiet kæmper for løsrivelse fra Danmark og mener, at man svækker muligheden for mere selvstændighed, når den dansk stat skyder penge i lufthavnsprojektet.
Aftalen indgået
I denne uge – mandag den 10. september – indgik statsministeren så aftalen med sin grønlandske kollega, Kim Kielsen fra Siumut.
Den danske regering sprøjter 700 millioner kroner direkte i lufthavnsprojektet. Derudover stiller den danske stat garanti for et lån på 450 millioner kroner igennem Den Nordiske Investeringsbank, så det er sikret en lav rente.
Hertil kommer, at den danske stat er klar til at låne det grønlandske selvstyre 450 millioner kroner, fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter mødet. ”Det gør projektet mere robust. Danmark kommer til at bære en del af den økonomiske risiko. Spejlbilledet på det er, at selvstyrets risiko bliver væsentligt mindre”, sagde statsministeren. Med aftalen og de 700 millioner i kapitalindsprøjtning bliver den danske stat medejer af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.
Forsvarets Efterretningstjeneste
Men hvorfor er det så galt, hvis den kinesiske entreprenør får lov til at bygge og udbygge de tre lufthavne?
Som en følge af tætte forbindelse mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina er der særlige risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grønland. Det skyldes den indvirkning, som større investeringer fra Kina vil have på et samfund af Grønlands størrelse – Forsvarets Efterretningstjeneste
Det er ikke kun regeringen, der er kritisk overfor udsigten til, at den kinesiske storentreprenør, som for 70 procents vedkommende er ejet af den kinesiske stat, får opgaven. Også Socialdemokratiet og DF har givet udtryk for nervøsitet ved at have et stort statsligt kinesiske firma på opgaven.
Hertil kommer, at også Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har udtrykt stor skepsis i sin seneste risikovurdering (2017).
FE skriver i risikovurderingen, at der ”som en følge af tætte forbindelse mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina [der] særlige risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grønland. Det skyldes den indvirkning, som større investeringer fra Kina vil have på et samfund af Grønlands størrelse”.
FE mener også, at kineserne er parat til store tab for at få foden ind på grønlandsk jord, og at det kinesiske styre vil prioritere ”kommerciel tilstedeværelse og engagement i Grønland, selv om dette ikke måtte være kommercielt rentabelt på kort sigt”.
Kinesernes egne regler
Usikkerheden og den tydelige frygt, der opstår i forbindelse med kombinationen af små, svage og ofte fattige lande overfor store kinesiske firmaer, er forståelig. Kineserne spiller efter nogle andre regler og normer – nemlig deres egne, som de oprindelig har lært på hjemmebanen i Kina. Interessant nok kan disse udviklingsmodeller fungere både i Afrika og i Asien, og de bliver eksporteret i vidt omfang.
Kinas såkaldte ”Go West”-politik begyndte for 20 år siden og skulle flytte udviklingen i Kina, så det tilbagestående centrale og vestlige Kina kom med i det økonomiske opsving. Staten finansierede kæmpe infrastrukturprojekter som højhastighedstog, dæmninger og anlæggelse af gas og olieledninger, samtidig med at virksomheder nærmest fik stillet industrizoner gratis til rådighed. Arbejdskraften var lokale migrantarbejdere til lave lønninger.
Effekten af det kinesiske engagement var intet mindre end overvældende … Lufthavnen var kinesisk, den første bank, jeg så, var Bank of China, vejene blev anlagt af kinesere. Tog og jernbaner var Made in China. Landets store sportsstadion var en kopi af et tilsvarende fra Beijing (selv skiltene var på kinesisk)
Den model blev også brugt, da Kina begyndte sit kommercielle indtog i Afrika. Jeg besøgte Zambia i 2012, et lille land med 15 millioner indbyggere og masser af ressourcer, specielt kobber. I løbet af nogle uger besøgte jeg kinesiske virksomheder i alle brancher.
Effekten af det kinesiske engagement var intet mindre end overvældende:
I løbet af ganske få år havde kinesiske virksomheder sat sig på hovedparten af aktiviteterne i landet. Lufthavnen var kinesisk, den første bank, jeg så, var Bank of China, vejene blev anlagt af kinesere. Tog og jernbaner var Made in China. Landets store sportsstadion var en kopi af et tilsvarende fra Beijing (selv skiltene var på kinesisk). De nye hospitaler, skoler og landets administrationsbygninger var bygget af kinesere. Selv Zambias tidligere så blomstrende tekstilindustri var lukket. Varerne på markedet var alle sammen Made in China.
No strings attached
Det var ellers begyndt så godt, fortalte udenrigsministeren, da jeg interviewede ham: ”Kineserne var så nemme at have med at gøre i starten. De stillede aldrig betingelser for deres hjælp og investeringer. No strings attached er en meget attraktiv opskrift”, indrømmede Givin Lubinda.
Men han måtte erkende, at løbet var kørt, og der var ingen gratis frokost:” Nu kan vi ikke sige ”nok er nok” til kineserne. Vi kan ikke lukke døren for dem”, sagde han. Kinesiske virksomheder sidder tungt på industri- og naturressourcer i Zambia. Og har siden udvidet indenfor andre brancher, også f.eks. landbrug.
Kinesiske firmaer og deres kinesiske arbejdere er hurtigere og billigere til at bygge broer, kontorer og hospitaler end de lokale. Derfor fik kineserne opgaverne, og det var så som så med både videns- og erfaringsoverførsel til den lokale arbejdsstyrke
Modellen er også forstærket af, at det hovedsageligt er statsejede virksomheder, Kina tillader at byde på opgaver i udlandet.
I Zambia var det endda den kinesiske ambassadør, der fik bygget flere industrielle frizoner efter kinesisk model. Og han fremhævede, at kinesiske firmaer og deres kinesiske arbejdere er hurtigere og billigere til at bygge broer, kontorer og hospitaler end de lokale. Derfor fik kineserne opgaverne, og det var så som så med både videns- og erfaringsoverførsel til den lokale arbejdsstyrke.
Afrika er fyldt med disse eksempler, land for land, hvor Kina med deres billige lån, medbragte migrantarbejdere til lave lønninger, dårlige arbejdsmiljø og ved kun at holde sig til minimumsregler for miljø og med ringe hensyntagen til lokal kultur og traditioner.
Sri Lanka eksemplet
Et andet eksempel, jeg har fulgt tæt og besøgt for tre år siden, er Sri Lanka, hvor kinesiske firmaer nærmest har formået at tage en stor moderne og strategisk vigtig havn fra regeringen.
I forhold til Grønland er det interessant, at flere af de banker og virksomheder, som er aktive i Sri Lanka, er de samme, der har optrådt i grønlandsk sammenhæng
Kina og Sri Lanka har haft gode forbindelser siden Folkerepublikken blev grundlagt i 1949. Men det er først efter den lange borgerkrig slutter i 2009, at Kina får udbygget de forbindelser til præsident Rajapaksa, der sammen med sine brødre nærmest kørte landet som en privat forretning.
Præsidenten vil gerne have en stor havn i sin søvnige hjemby, Hambantota. Kina ser muligheden, mens alle andre (specielt Indien) advarer. Det er den klassiske lånefinte, Kina benytter sig af. Små lån, der vokser sig større og med øgede betingelser.
I forhold til Grønland er det interessant, at flere af de banker og virksomheder, som er aktive i Sri Lanka, er de samme, der nu optræder i grønlandsk sammenhæng.
Hvor de første lån var billige, stiger renten for de næste markant til over 6 procent (mod normalt 1-2 procent) … Ved valget i 2015 vandt oppositionen på en Kina-kritisk linje, og da den nye regering senere gennemgår finanserne fra den afgående regering, var lånene steget til langt over skorstenen
Det begyndte med et lån i den kinesiske statsbank, EXIM (eksport-import). Samtidig skulle Sri Lanka acceptere, at et andet kinesisk statsselskab, China Harbour Engineering, blev entreprenør. En typisk Kina metode, så man undgår en åben tilbudsrunde.
Derved blev der også åbnet for tusindvis af kinesiske arbejdere, for det er sådan kinesiske firmaer foretrækker at arbejde i udlandet. Det var også denne metode, det kinesiske firma, der i 2014 ville importere 2000 kinesiske minearbejdere til Isui minen i Grønland, ville anvende. Og China Harbour Engineering er i øvrigt datterselskab i CCCC – den storentreprenør, der gerne vil byde ind på lufthavnsbyggeriet på Grønland.
På Sri Lanka bliver den store moderne havn i Hambantota bygget. Men den blev dyrere end beregnet, og Sri Lanka må tage flere lån hos kineserne. Men hvor de første var billige, stiger renten for de næste markant til over 6 procent (mod normalt 1-2 procent).
Ved valget i 2015 vandt oppositionen på en Kina-kritisk linje, og da den nye regering senere gennemgår finanserne fra den afgående regering, var lånene steget til langt over skorstenen.
Ingen kunne eller ville hjælpe den nye regering. Der var kun Kina – og en gæld på fem milliarder dollar (32 mia. kr.) til kinesiske banker.
I Grønland er der en politisk vinkel, hvor kravet til selvstændighed vokser år for år. Det mindsker måske den danske lyst til at lægge flere penge i Selvstyrets kasse. Så vil Kina stå klar … Grønland er guf for Kina. Verdens største ø – med masser af ressourcer
Men kineserne ville kun afskrive gælden på én betingelse: majoritets ejerskab til havnen. Eneste valg Sri Lanka havde, var om ejerskabet skulle overdrages til China Harbour eller China Merchants Bank. Det blev den sidstnævnte, som straks krævede et 60 kvadratkilometer landområde omkring havnen til at bygge en industri-zone; og fik havnen til leje i 99 år.
Kodeordet er tålmodighed
Som det fremgår, har kineserne de seneste år været meget aktive i Grønland. Mest omkring at skaffe adgang til uran, bly, zink, jern og sjældne jordarter samt at opbygge kontakter og netværk både i politiske og i forskningssammenhænge. Kinesiske firmaer i udlandet er nemlig kendetegnet ved ét ord: tålmodighed. Da det er staten, som er hovedaktionær i de fleste selskaber, er der ikke et pres for at levere udbytte i løbet af de første år.
Man kan tillade sig, som i Zambia, at vente på, at prisen på kobber, og dermed prisen på minerne, faldt til rette pris før man køber.
I Grønland er der den politiske vinkel, hvor kravet til selvstændighed vokser år for år. Det mindsker måske den danske lyst til at lægge flere penge i Selvstyrets kasse. Så vil Kina stå klar. Hvordan har jeg vist et par eksempler på, men der er masser lignende i Afrika og langs de nye Silkevej både til lands og til vands.
Grønland er guf for Kina. Verdens største ø – med masser af ressourcer – og i en situation hvor “kolonimagten” Danmark stille og roligt forsøger at overdrage både administration som ejerskab af landet til det grønlandske Selvstyre, som man forventer over tid kan opnå selvstændighed, som det er sket med en anden tidligere koloni, Island.
Set med kinesiske øjne er dét, der foregår omkring Grønland, noget af det mest uforståelige, en nation kan gøre. At tænke sig, at et lille land som Danmark over tid vil forære et kæmpeområde væk, unikt og rigt på ressourcer og tilmed med en helt speciel strategisk, kommerciel og sikkerhedsmæssig beliggenhed
Det sker blot – kan man vel nok tillade sig at sige – uden den erfaring og pondus, der skal til for at spille op mod Kina. Det har selv Danmark jo svært ved. Og måske er det USA, der også denne gang har pustet regeringen i nakken og bedt den sige nej til kineserne. Ligesom man gjorde for et par år siden, da regeringen forhindrede en kinesisk investor i at købe den gamle flådestation Grønnedal i det sydlige Grønland. (Source: qual o valor do Bitcoin hoje)
Set med kinesiske øjne er dét, der foregår omkring Grønland, noget af det mest uforståelige, en nation kan gøre. At tænke sig, at et lille land som Danmark over tid vil forære et kæmpeområde, unikt og rigt på ressourcer og tilmed med en helt speciel strategisk, kommerciel og sikkerhedsmæssig beliggenhed, væk.
Jeg har som korrespondent i Beijing talt med mange forskere, diplomater og forretningsfolk, som er helt målløse over den fremgangsmåde.
Den kinesiske forundring er forståelig, når man tænker på, hvordan Kina som en høg våger over områder – gamle som Taiwan eller nye som de kunstige øer, Kina har bygget i Det Sydkinesiske Hav – som de lynhurtigt benævner “kinesiske kerneområder” og som derfor hverken kan få lov til at være selvstændige eller deles med andre.
Artiklen er opdateret tirsdag 11. september 2018 kl. 15:00: Hjemmestyret er rettet til Selvstyret, red.
Du kan læse flere af Jan Larsens analyser om og fra Kina hér
Topbillede: Kinesisk isbryder i Arktis. Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
