polsk tysk lykke friis

Lykke Friis: EU, corona og samtidighedens forbandelse – europæisk demokrati i krise – essayserie #7

i EU/Europa af
EU & CORONA // SERIE – “Da jeg kører over broen i midten af juli, ligner regionen sig selv. Det polske byggemarked er proppet med tyskere, der har ventet med at gennemføre de hjemlige renoveringer, indtil de igen kunne købe billigt ind i Polen. Men valgplakaterne viser, at polakkerne skal til valg.”. At 2020 er et overgangsår, og at Europa – og verden – bliver forandret, er der ingen tvivl om”, skriver Lykke Friis. POV bringer hendes refleksioner og overblik i en essayserie, om, hvordan Europa reagerede på den første coronabølge. Serien er en slags ”månedsdagbog”, hvor de vigtigste begivenheder og perspektiver trækkes frem og i dette afsnit ser hun især på, hvordan coronaen ikke blot har udløst en sundheds- og økonomisk krise, men også en demokratisk krise i Europa.

7. juli – Polakkerne stemmer

Få uger før er her gadefest. Hundredevis af tyskere og polakker, med de to borgmestre i spidsen, kører over grænsebroen mellem Polen og Tyskland med hornet i bund og høj musik ud af højtalerne. ”Det minder om 1989”, udbryder flere af dem.

Forsøget på at presse valget igennem er blot det mest grelle eksempel på, hvordan coronaen ikke blot har udløst en sundheds- og økonomisk krise, men også en demokratisk krise i Europa

Stedet er byerne Frankfurt an der Oder og Slubice, der ligger på hver side af Oder-Neisse-floden.

Det første, jeg lægger mærke til, da jeg kører ind i regionen i midten af juli, er sloganet ”uden grænser”, som står på samtlige skilte. Det er her, man finder Europa Universitetet Viadrana, og hver dag kører tusindvis af polakker over broen for at arbejde bl.a som sygehjælpere, mens tyskerne henter billige cigaretter. Altså almindeligvis.

Men i tre måneder har regionen været delt.

Da jeg kører over broen i midten af juli, ligner regionen sig selv. Det polske byggemarked er proppet med tyskere, der har ventet med at gennemføre de hjemlige renoveringer, indtil de igen kunne købe billigt ind i Polen. Men valgplakaterne viser, at polakkerne skal til valg.

Egentlig skulle præsidentvalget allerede have fundet sted den 10. maj. I allersidste øjeblik bøjede regeringspartiets Lov- og retfærdighedspartiet (PiS) imidlertid af og udskød valget. Under store protester i ind- og udland havde partiet ellers insisteret på, at valget skulle gennemføres – uden tvivl fordi den siddende præsident Andrzej Duda stod til at vinde valget.

Hvordan man egentlig skulle kunne føre valgkamp med forsamlingsforbud, og hvor valgbrochurer skal uddeles med gummihandsker og håndsprit, har regeringen dog ikke noget svar på

Ligesom i mange andre lande har han fungeret som corona-general og fuldstændigt domineret mediebilledet. Hvordan man egentlig skulle kunne føre valgkamp med forsamlingsforbud, og hvor valgbrochurer skal uddeles med gummihandsker og håndsprit, har regeringen dog ikke noget svar på.

Under alle omstændigheder er beslutningen om at gøre valget til en ren brevafstemning et brud på Polens valglov. Her står der nemlig, at der ikke må ændres i valgloven, når valget først er skudt i gang.

Forsøget på at presse valget igennem er blot det mest grelle eksempel på, hvordan coronaen ikke blot har udløst en sundheds- og økonomisk krise, men også en demokratisk krise i Europa. Et andet er Ungarn, hvor Viktor Orban med en nødretslov har sendt parlamentet hjem og dermed lagt demokratiet i karantæne.

Polsk tysk Lykke Friis Viktor Orban, Ungarn - PxHere
Protestplakat Viktor Orban, Ungarn. Foto: PxHere

Den amerikanske kommentator og koldkrigsekspert Anne Applebaum rammer hovedet på sømmen med følgende bemærkning, da jeg i september agerer mødeleder for hende i København:

”Når folk frygter døden, accepterer de tiltag, som, forkerte eller ej, vil redde dem – selv hvis det betyder tab af frihed”. Og man behøver da heller ikke at drage helt til Østeuropa for at kunne genkende hendes pointe.

Mange lande, inkl. Danmark, har gennemført hastelove med særdeles lange solnedgangsklausuler, der reelt forskubber magtbalancen mellem regering og folkestyret. At nogle også i Danmark er klar til at give køb på flere frihedsrettigheder, er den såkaldte Black Lives Matter -demonstration i juni et godt eksempel på.

Efter at en sort amerikaner, George Floyd, bliver dræbt af en voldelig politimand i USA, går tusindvis af danskere på gaden i en demonstration, vel at mærke uden at holde afstand. I en meningsmåling foretaget umiddelbart derefter svarer et stort flertal af danskerne, at de er klar til at forbyde forsamlingerne – hvilket jo ellers er kernen af et demokrati.

Men i Polen ender valget altså med at blive udsat, og den polske opposition benytter lejligheden til at skifte præsidentkandidat.

På plakaterne smiler nu Warszawas unge liberale borgmester Rafal Trzaskowski, som jeg tilfældigvis har mødt i ’90’erne, da vi begge skrev ph.d. Trzaskowski har markeret sig som en pro-europæisk borgmester, der har deltaget i LGBT-arrangementer.

Første runde har været relativt snæver, og i de sidste dage før anden runde har meningsmålingerne meldt om dødt løb. Det har fået præsident Andrzej Duda, der få dage før valget bliver modtaget af Trump i Det Hvide Hus, til for alvor at trække LGBT-kortet. LGBT drejer sig ikke ”om mennesker; det er en ideologi”, lyder det fra Duda, der fluks også henviser til 1989:

”Mine forældres generation kæmpede ikke i 40 år for at smide den kommunistiske ideologi ud af skolerne – og derved stoppe hjernevasken af de unge – for at vi så skulle blive enige om at indføre en anden slags ideologi, der er endnu mere farlig”.

polsk tysk lykke friis
Rafal Trzaskowski. Foto: Wikimedia Commons.

I regioner og kommuner, der svarer til en tredjedel af Polens territorium er der blevet indført såkaldte ”LGBT-frie zoner”. Stik i modsætning til den harmoniske stemning ved grænsebroen og det forhold, at hans kone er tysklærer, har Duda også slået anti-tyske toner an.

Regeringspartiet, stærkt støttet af det statsejede tv, har decideret anklaget Trzaskowski for at varetage tyske frem for polske interesser. I valgkampens døendes minutter trækkes også det antisemitiske kort: Trzaskowski vil også have et skarpt blik for de polske jøders interesser, hvilket øjensynligt ikke er en ros!

Der er to indgange. Én til de ældre og forældre med børn, så de ikke behøver at vente og én til de øvrige vælgere. Forklaringen ligger lige for: Lov- og retfærdighedspartiet skal have deres vælgere frem til stemmeurnerne

Fremme ved valglokalet er der to indgange. Én til de ældre og forældre med børn, så de ikke behøver at vente og én til de øvrige vælgere. Forklaringen ligger lige for: Lov- og retfærdighedspartiet skal have deres vælgere frem til stemmeurnerne.

Håbet er, at de unge vil belønne regeringspartiet for at have forhøjet børnepengene betragteligt, mens de ældre traditionelt stemmer på Lov- og Retfærdighedspartiet. Så ingen af disse grupper skal skræmmes af mulige lange køer.

Ved ambassaderne i udlandet forventes stort set alle polakker imidlertid at sætte deres kryds ud for Trzaskowski. Op mod 400.000 kan stemme i udlandet, men de sociale medier flyder nærmest over med protester om, hvor svært det er.

Tilbage i Berlin, tidligt om morgenen, tikker valgresultatet ind. Duda har vundet en kneben valgsejr, og flere polske NGO’er er dybt bekymrede:

”Det var vores sidste chance for at undgå ungarske tilstande. Nu kan regeringen jo foretage det næste angreb på retsstaten. Først gik det ud over de uafhængige dommere, så fulgte de statsejede medier, og det næste bliver nok de privatejede medier, lyder det.

Og hvordan skal man så kunne vinde et valg? Bare se, hvordan det offentlige fjernsyn nærmest var en officiel del af valgkampen”. At frygten ikke er ubegrundet, fremgår med al tydelighed, da Polens justitsminister få dage efter valget erklærer, at regeringen vil fremsætte en lov, der begrænser de udenlandskejede private mediers frihed.

Fra Ungarn, nærmere bestemt landets udenrigsminister Peter Szijaarto, tikker der derimod lykønskninger ind:

”Den international liberale mainstream prøvede endnu engang alt, men nu fører den centraleuropæiske højrefløj 3-0. Næste land er Nordmakedonien”.

Tilsvarende er der opstået et fænomen med lørdagsdemonstrationer, hvor utilfredse tyskere går på gaden med budskabet om, at Covid-19 bl.a. er Bill Gates’ værk, og at regeringen spreder ”fake news”. ”Os” mod ”eliten” og ”establishment” har et vist overlap til starten af flygtningekrisen

De to andre lande, udover Polen, hvor højrefløjen har sejret, er Kroatien og Serbien. Generelt har de højreorienterede partier nu ikke haft en ”god krise” og er gået tilbage i målingerne. Det gælder bl.a.  Alternative für Deutschland i Tyskland og Marine Le Pen i Frankrig.

Det forhold, at flere i de første uger betragtede virussen som en mindre influenza og ofte var skeptiske over for vaccine, har næppe hjulpet. I samme retning trækker den manglende debat om flygtninge og islam, der ellers har været den store ”sællert” for mange højreorienterede partier.

At dømme efter det turist-tomme Berlin er stemningen dog ustabil. AfD kritiserer Merkel-regeringen hårdt for den økonomiske recession, hvor tal viser en historisk tilbagegang.

Tilsvarende er der opstået et fænomen med lørdagsdemonstrationer, hvor utilfredse tyskere går på gaden med budskabet om, at Covid-19 bl.a. er Bill Gates’ værk, og at regeringen spreder ”fake news”. ”Os” mod ”eliten” og ”establishment” har et vist overlap til starten af flygtningekrisen.

I visse dele af Berlin går demonstrationerne hårdt ud over gadefacaderne, f.eks. på Karl Marx-Strasse i Neukölln. En mindre Black Lives Matter-demonstration på Gendarmenmarkt viser også frustrationen. Mange er også gået på gaden for at demonstrere mod det undertrykkende demokrati.

Alt i alt er der derfor ikke mange, der tør spå om de langsigtede konsekvenser for tysk politik. Det hænger også sammen med, at politikeren, der uden tvivl kan tage æren for, at CDU igen er tæt på 40 pct. i målingerne, nemlig Angela Merkel, for længst har annonceret sin afgang.

Efter Annegret Kramp-Karrenbauers pludselige exit som kanslerkandidat lige inden Corona for alvor ramte Tyskland, er feltet til at afløse Merkel helt åbent.

Tre kandidater nåede at melde sig på banen, før Covid-19 overskyggede alt: den tidligere gruppeformand og erhvervsmand Friedrich Merz, ministerpræsidenten i Nordrhein-Westphalen Armin Laschet og formanden for det udenrigsministerpolitiske Nævn Norbert Röttgen.

På aviser, der hænger på caféen fanger to overskrifter mit blik ”Bleiben Sie doch, Frau Merkel” og ”Merkels dværge”

Under corona-krisen har Laschet markeret sig som en politiker, der relativt hurtigt gik ind for at åbne samfundet igen. Bl.a. fordi hans delstat flere gange har været hårdt ramt af udbrud, lige fra karneval til slagterier, har denne kurs ikke givet ham medvind. Tværtimod. Han er nærmest styrtdykket i målingerne.

Merz blev selv ramt af Covid-19 og forsvandt fra medierne i lang tid. Og Röttgen havde som udenrigspolitisk ekspert svært ved at få sendetid i en sundhedskrise.

Midt i juli på den næsten menneskeforladte Café EinsteinUnter den Linden er det derfor nogle helt andre navne, der cirkulerer. Bayerns ministerpræsident Markus Söder, der pga. sin strammerlinje på corona-fronten pludselig er Tysklands næstmest populære politiker, og sundhedsminister Jens Spahn.

På aviser, der hænger på caféen fanger to overskrifter mit blik ”Bleiben Sie doch, Frau Merkel” og ”Merkels dværge”.

tysk polsk Lykke friis
Angela Merkel. Foto: Creative Commons.

Merkels nøgterne, videnskabsbaserede corona-tilgang, har genskabt hendes popularitet hos tyskerne – en popularitet, der før toppede før flygtningekrisen. Under hele krisen får den naturvidenskabelige kvinde skåret smittetryk og reproduktionsrater ud i pap på en sådan måde, at de i en engelsk tekstet udgave går viralt internationalt.

I de uger hun er i karantæne indtaler hun podcasts fra sin privatlejlighed over for Museumsinsel, hvis dårlige lydniveau får mange tyskere til at tænke på ’50’erne eller ’60’erne

Da Merkel i starten af krisen, bliver set i Edeka, hvor hun køber tre flasker Riesling og fem toiletruller er der nærmest jubel på de sociale medier, og det er ikke kun tyskerne, der holder vejret, da hun må i hus-karantæne, da hendes læge har fået Covid-19.

Modsat under flygtningekrisen, hvor Merkel kun særdeles sjældent taler til nationen og forklarer sin politik, f.eks. dagen efter hun undlod at lukke grænsen til Østrig i september 2015, toner Merkel ofte frem på skærmen, oven i købet med for hende temmelig emotionelle og empatiske taler.

I de uger hun er i karantæne, indtaler hun podcasts fra sin privatlejlighed over for Museumsinsel, hvis dårlige lydniveau får mange tyskere til at tænke på ’50’erne eller ’60’erne.

På Einstein er der dog ikke nogen, der tror på, hun genopstiller. ”Hvad skulle hendes politiske projekt dog være, når krisen er overstået? Så kommer debatten da om flygtninge og indvandrere tilbage med fuld skrue. Og hvem kan for øvrigt holde til det arbejdspres i 20 år? Nein. Es ist vorbei”, lyder det.

Andre mener derimod, at AKK kunne have overlevet, hvis hun bare havde holdt ud. ”Hvis vi nu går rundt her på caféen og spørger ind til Thüringen, hvor mange tror du så, der kan huske, at CDU stemte sammen med AfD? Og AKK har oven i købet haft en god krise med Luftwaffes hjælp til de italienske patienter. Men hun havde altså ikke is i maven”.


LÆS LYKKE FRIIS’ ESSAYSERIE OM EU OG CORONA HER.


Topillustration: Creative Commons, https://en.newizv.ru/.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Lykke Friis, f. 1969, er direktør for Tænketanken Europa og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations. Hun er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister samt tidligere udenrigskorrespondent og prorektor for Københavns Universitet. Hun er også forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på EU og Tyskland.

Seneste artikler om EU