URFRYGTEN // KOMMENTAR – ” Det er utroligt smertefuldt at bevidne og lytte til det anråb af “mor”, den søgen efter umulig trøst, og den urfrygt for en dræbende overmagt, som kommer til udtryk deri, netop fordi det er så umiddelbart og universelt vedkommende. Fordi det er så uafviseligt, at det er et menneske, der råber. Et menneske, der ligger med et knæ mod sin hals, som berøver ham evnen til at trække vejret, som berøver ham livet. Og menneskeliv betyder noget.” Malte Frøslee Ibsen skriver om George Floyds sidste minutter på jorden.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har set videoen af drabet på George Floyd to gange.
Jeg så først New York Times’ rekonstruktion, men så læste jeg en amerikansk bekendt beskrive, at det, som for alvor havde slået hende ud ved videoen ikke var ordene “I can’t breathe”, men snarere at Floyd kalder på sin mor, mens han dør.
I sin mest desperate stund vender Floyd sig indad mod de dybeste reserver af tryghed og kærlighed, han råder over, og søger sin afdøde mors trøst
Jeg havde præcis samme oplevelse, og hans “momma!” har siddet som en splint i sjælen på mig, siden jeg så videoen første gang.
Derfor genså jeg videoen her til aften, men denne gang fandt jeg dog den originale optagelse. Her kan man høre, hvordan Floyd kalder flere gange på sin mor, før han til sidst siger “I’m through”.
Hans mor døde for to år siden.
Vi snakker meget om de forskellige oplevelser og erfaringer af lidelse og uretfærdighed, vi hver især har adgang til fra vores forskellige, strukturelt betingede positioner i den store sociale sammenhæng.
Vi bruger ord som “privilegier”, “blindhed” og “usynlighed” til at beskrive disse forskelle.
Og selvom jeg synes, at det på nogen måder er et begrænsende begrebsapparat, som ofte bliver anvendt for rigidt og skematisk, så er jeg selvsagt enig i den grundlæggende pointe om, at en veluddannet, bleg, dansk middelklassemand som jeg selv af letforståelige grunde ikke har nogen umiddelbar adgang til en sort mand i Minneapolis’ oplevelse af verden.
Hvis jeg vil gøre mig håb om at forstå den form for uret, sårbarhed og social udsathed, der har præget George Floyds liv og fortsat præger så mange andre sorte amerikaneres liv, så må jeg læse og lytte.
Jeg tror, at når du hører George Floyd kalde på sin døde mor, så er det så meget desto sværere at forsvare, at en social og politisk orden, der i praksis – i statens faktiske håndhævelse af sit voldsmonopol – benægter, at sorte menneskeliv som hans betyder noget, skal bestå
Og præcis samme princip gælder jo også i forhold til at forstå andres situation i det danske samfund, som tilgår og præges af verden fra et helt andet socialt udgangspunkt end jeg, og som af arbitrære grunde som hudfarve, kultur, religion og klasse må lide en diskrimination og socialt påtvunget lidelse, jeg ikke selv har personlig erfaring med.
Men Floyds anråbelse af sin afdøde mor i sit eget dødsøjeblik trækker altså på en helt basal menneskelig fælleserfaring, som sprænger mange af disse sociale skotter og erfaringsmæssige begrænsninger.
I sin mest desperate stund vender Floyd sig indad mod de dybeste reserver af tryghed og kærlighed, han råder over, og søger sin afdøde mors trøst.
Det er utroligt smertefuldt at bevidne og lytte til det anråb af “mor”, den søgen efter umulig trøst, og den urfrygt for en dræbende overmagt, som kommer til udtryk deri, netop fordi det er så umiddelbart og universelt vedkommende.
Fordi det er så uafviseligt, at det er et menneske, der råber. Et menneske, der ligger med et knæ mod sin hals, som berøver ham evnen til at trække vejret, som berøver ham livet. Og menneskeliv betyder noget.
Jeg synes, det giver mening at se den video og høre de ord, og jeg håber, at så mange amerikanere som muligt vil gøre det.
Fordi jeg tror, at når du hører George Floyd kalde på sin døde mor, så er det så meget desto sværere at forsvare, at en social og politisk orden, der i praksis – i statens faktiske håndhævelse af sit voldsmonopol – benægter, at sorte menneskeliv som hans betyder noget, skal bestå.
LÆS MERE I POV OM RACISME HER
Topillustration: Fra Darnella Fraziers Facebook-video. Frazier er den sorte teenager, der optog videoen, som viste arrestationen og drabet på George Floyd.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
