UKRAINE OG EU #13 // TEMA – Tysklands nye værnepligt har udløst protester blandt unge og blotlagt en voksende kløft mellem statens krav og borgernes tillid. Debatten om forsvar og Ukraine er samtidig blevet et spejl af en dybere krise i det tyske demokrati og Europas fremtid, skriver Rune Delfs. “For en voksende del af befolkningen lyder Zeitenwende ikke som national modenhed. Den lyder som endnu et krav om ofre i et samfund, hvor mange i forvejen føler, at de giver mere, end de får igen.”
Den 8. maj er ikke en tilfældig dato i Tyskland. Det er dagen, hvor man mindes afslutningen på Anden Verdenskrig og befrielsen fra nationalsocialismen.
Netop denne dag gik tusinder af unge tyskere på gaden mod en mulig tilbagevenden til værnepligten. Under mottoet “Schulstreik gegen die Wehrpflicht” (skolestrejke mod værnepligten) demonstrerede de i byer over hele landet.
I marts havde arrangørerne allerede meldt om omkring 50.000 unge deltagere i protester i cirka 150 byer.
Det, der på overfladen ligner en klassisk generationskonflikt om unge mennesker, der ikke vil i uniform, handler dog om langt mere end værnepligt.
Det handler om Tysklands forhold til krig, om Ukraine, om Europa, om mistillid til staten og om et brudt fremtidsløfte. “Zeitenwende” (tidsskifte) blev i 2022 lanceret af den daværende kansler Olaf Scholz som et historisk nødvendigt opgør med tysk naivitet efter Ruslands invasion af Ukraine – og ikke mindst med afhængigheden af billig russisk gas.
Tysklands krise er derfor også Europas krise. For hvis borgerne ikke længere tror på den liberale orden, kan den ikke reddes ved blot at kræve mere loyalitet, mere offervilje og mere disciplin
Men for en voksende del af befolkningen lyder Zeitenwende ikke som national modenhed. Den lyder som endnu et krav om ofre i et samfund, hvor mange i forvejen føler, at de giver mere, end de får igen.
Moralsk dissonans
Siden januar 2026 har Tyskland haft en ny værnepligtsordning. Alle 18-årige modtager spørgeskemaer om motivation og egnethed til tjeneste i Bundeswehr (det tyske forsvar). Mænd skal svare, kvinder kan svare frivilligt.
Fra 1. juli 2027 skal mænd født fra og med 2008 desuden møde til obligatorisk session. Regeringen understreger, at ordningen bygger på frivillighed, men hvis der ikke melder sig nok frivillige, eller hvis sikkerhedssituationen forværres, kan den tyske forbundsdag indføre en såkaldt Bedarfswehrpflicht – værnepligt efter behov. Målet er en Bundeswehr med 260.000 aktive soldater og 200.000 reservister i 2035.
Det er en enorm forandring for et land, hvor værnepligten blev suspenderet i 2011, og hvor efterkrigstidens politiske kultur har været præget af en dyb skepsis over for militarisering. Men det er også en forandring, som ikke fordeles ligeligt. De unge skal møde til session. De unge skal skrive under. De unge skal i yderste konsekvens bære kroppen ind i den nye tyske sikkerhedspolitik.
Og det er netop her, tallene begynder at krakelere. Ifølge en YouGov-måling støtter 58 procent af tyskerne en genindførelse af værnepligten. Men blandt de 18-29-årige, altså den gruppe, der mest direkte vil blive ramt, afviser 61 procent idéen. YouGovs egen valgforsker Frieder Schmid sammenfatter mønstret ganske tørt: “De, der ikke bliver ramt af en foranstaltning, støtter den oftere.”
Det er svært ikke at høre en moralsk dissonans i disse tal. De generationer, der i mindst grad selv risikerer at blive indkaldt, er mest begejstrede for indkaldelsen. De unge, der faktisk skal leve med konsekvenserne, er langt mere skeptiske.
Store dele af den modstand er ikke nødvendigvis udtryk for pacifisme i traditionel forstand. Den må snarere læses som en afvisning af en samfundskontrakt, der for mange unge allerede føles udhulet: dyre boliger, svækket social mobilitet, usikre fremtidsudsigter, klimakrise, infrastrukturelt forfald og en stat, der pludselig genopdager pligten, når den mangler soldater.
Denne skepsis har fået en markant stemme i den unge journalist og podcaster Ole Nymoen. Hans bog Warum ich niemals für mein Land kämpfen würde (Hvorfor jeg aldrig ville kæmpe for mit land) fra 2025 udløste en voldsom debat i Tyskland, fordi den satte ord på et spørgsmål, som mange unge tilsyneladende stiller sig selv: Hvorfor skulle man være villig til at dø for et land, hvis man ikke længere oplever det som et fælles projekt? Bogens gennemslagskraft peger på, at modstanden mod den nye tyske Kriegstüchtigkeit (krigsdygtighed) ikke længere kun findes i traditionelle pacifistiske miljøer, og dens succes fandt endda resonans i Danmark, idet Information bragte et interview med Nymoen.
Bundeswehrs egen forskning og undersøgelser tegner også et grundigt billede af den tyske befolkning i henhold til trusselsituationen. Et flertal ser Rusland som en sikkerhedstrussel, støtter fortsat uddannelse af ukrainske soldater og har stor tillid til Bundeswehr. Samtidig frygter mange, at våbenleverancer kan forlænge eller udvide krigen, men det mest interessante tal, når det sammenlignes med befolkningens opbakning til værnepligten, er, at kun 42 procent erklærer sig personligt villige til at forsvare Tyskland med våben.
Krigen i Ukraine
Den manglende personlige offervilje kan forklares på mange måder, men et aspekt er den voksende skepsis over for den bestående statslige orden og det politiske establishment, som gør sig gældende gennem voksende yderfløje til højre og venstre for midten.
Sociologen Andreas Reckwitz beskriver det moderne samfund i sin bog Verlust. Ein Grundproblem der Moderne som båret af et fremskridtsløfte: at tab nok findes, men at de i sidste ende opvejes af mere frihed, mere velstand, mere sikkerhed, mere fremtid. Problemet i den sene modernitet er, at dette løfte mister troværdighed.
Tabene bliver synlige igen: arbejdsverdener forsvinder, sociale ordener opløses, klimaforandringer og demokratiske kriser trænger sig på, og ikke mindst krigen i Ukraine og opblussende geopolitiske konflikter gør det sværere at fortælle borgerne, at alt dette blot er midlertidige omkostninger på vejen mod en bedre fremtid.
Populister bliver i Reckwitz’ forstand “Verlustunternehmer”: politiske entreprenører, der organiserer tabserfaringer ved at tilbyde skyldfortællinger, syndebukke og en glorificeret fortid. Denne tilgang kunne være med til at forklare AfD’s enorme fremgang. I en aktuel meningsmåling står AfD til 28 % mod 22 % til CDU/CSU, og AfD vil dermed ved næste valg kunne blive det største politiske parti i Tyskland.
I en europæisk kontekst er kombinationen af en kraftigt oprustet tysk stat og et stærkt AfD ikke en detalje. Den ændrer hele spørgsmålet om tysk magt. Efter 1945 ønskede Europas naboer et Tyskland, der var demokratisk, vestbundet og militært tilbageholdende. Efter 2022 ønsker mange af de samme naboer et Tyskland, der endelig tager ansvar for Europas forsvar. Men hvad sker der, hvis det ansvar en dag forvaltes af et parti, hvis udenrigspolitiske instinkter peger væk fra de østeuropæiske allierede og hen imod en relativisering af Rusland?
AfD-formanden Tino Chrupallas udtalelser fra november 2025 viser netop, hvor ubehageligt et svar på dette spørgsmål kan blive. Chrupalla sagde i ZDF (tysk public service-tv-kanal), at han aktuelt ikke ser Rusland som en fare for Tyskland, at Putin personligt ikke har gjort ham noget, og at ethvert land kan blive en fare for Tyskland – og på opfølgende spørgsmål nævnte han også NATO-partneren Polen. Udtalelserne udløste dog også intern kritik i AfD. Ikke desto mindre viser det potentialet til et ekstremt fokusskifte i tysk udenrigspolitik under en AfD-regering.
At AfD er et parti, der undergraver den eksisterende orden, er hverken en hemmelighed eller nyt. I Sachsen-Anhalt står AfD ifølge Infratest dimap til 41 procent, og partiets spidskandidat Ulrich Siegmund har åbent talt om, at 150-200 poster i embedsapparatet og i delstatsejede selskaber kan blive genbesat ved en regeringsovertagelse. En sådan tilgang går videre end almindelige udskiftninger ved regeringsskifte og vækker associationer til bestræbelser på politisk kontrol over statsapparatet, som vi ellers har set under den anden Trumpadministration eller i autokratiske stater.
Björn Höcke, AfD’s leder i Thüringen, formulerede partiets radikale omvæltningsdrømme på et europæisk plan i 2023, idet han sagde: ”Dette EU må dø, for at det sande Europa kan leve.” Historisk har de små nationer sjældent haft det bedst i et Europa, hvor de store og stærke stater frit kunne definere deres egne interessesfærer. Hvis EU svækkes til fordel for et Europa af stærke nationalstater, svækkes sandsynligvis på sigt også de små staters suverænitet og sikkerhed.
EU er ikke kun et fredsprojekt
Det er her, den indenrigspolitiske krise i Tyskland bliver et europæisk problem. Et Tyskland, der tøver, er et problem. Et Tyskland, der opruster uden klar demokratisk og europæisk forankring, kan blive et endnu større problem.
Det står klart, at Ukrainekrigen ikke har skabt den tyske krise. Allerede efter Corona har Tyskland været ramt af manglende vækst og økonomiske bekymringer i befolkningen. Krigen og de dermed forbundne varslede afsavn har gjort det umuligt at skjule krisen.
I Tyskland ser vi derfor nu, hvor vanskeligt det er at kræve offervilje af borgere, som ikke længere oplever, at staten tilbyder dem et troværdigt fremtidsløfte. Og det viser, hvor farlig tabserfaringen kan blive, når populister omsætter den til et samlet nej: nej til Ukraine, nej til EU, nej til eliterne, nej til værnepligt, nej til den orden, der hidtil har holdt Europa sammen.
Vi står over for et demokratiteoretisk dilemma, der ikke længere kun udfolder sig i teorien. Stater og politiske systemer har en tendens til at opretholde sig selv. De kalder det stabilitet, ansvar eller samfundssind, men i yderste konsekvens kan det også betyde, at staten kræver borgernes kroppe, tid og liv for at bevare den orden, den selv repræsenterer.
Det liberale demokrati er ikke undtaget fra denne logik. Også det kan blive selvopretholdende, moraliserende og repressivt, hvis det kun møder utilfredshed med krav om loyalitet. Omvendt er folkestemningen heller ikke i sig selv en garanti for frihed, retfærdighed eller solidaritet. Et flertal kan sagtens stemme på kræfter, der forværrer netop de problemer, vælgerne reagerer imod.
Måske fortjener den liberale orden heller ikke længere en ubetinget og blind idealisering. Vi må konstatere, at EU ikke kun er et fredsprojekt, men også en markedsorden, der har disciplineret sine perifere og økonomisk svagere medlemmer og eksterne stater.
Erkendelsen er, at den regelbaserede verdensorden aldrig har været fri for magtpolitik, dobbeltstandarder eller økonomisk tvang. Netop derfor er højrepopulismens aktuelle tilbud intet reelt alternativ. Det er ikke et opgør med jungleloven. Tværtimod er det just jungleloven uden liberal indpakning: stærke nationalstater, svækkede fælles regler og et Europa, hvor små lande igen må håbe på de stores nåde.
Tysklands krise er derfor også Europas krise. For hvis borgerne ikke længere tror på den liberale orden, kan den ikke reddes ved blot at kræve mere loyalitet, mere offervilje og mere disciplin. Men hvis tabserfaringen samtidig kun overlades til aktører, der alene kan omsætte den til vrede mod Bruxelles, migranter, Ukraine eller demokratiets institutioner, men ikke byder på holdbare fremtidsløsninger, ender protesten ikke som frigørelse, men mest forventeligt i endnu en form for underkastelse.
Spørgsmålet om værnepligt, Ukraine og Europas sikkerhed handler dermed ikke kun om forsvarspolitik. Det handler i sidste ende om, hvilken orden mennesker stadig kan se en grund til at forsvare. En orden, der blot kræver ofre, vil før eller siden møde et nej. En orden, der vil forsvares, må først gøre sig værd at forsvare.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og