STORBRITANNIEN // EUROPÆISKE STEMMER #6 – Mindet om den britiske storhed under anden verdenskrig er en vigtig del af landets selvforståelse i den vanskelige tid efter Brexit. Det er også en del af den dualitet, mange føler i forbindelse med det europæiske projekt.
LINCOLNSHIRE – Hangaren, hvor jeg er, er fuld af bogboder og andre små salgssteder i dag – hjemmelavede postkort, halskæder, antikvariske bøger, en hel del militære og flyvevåbensorienterede ting ligger fremme til salg. Der tinges og spørges til kvaliteten: ”Er der en gasmaske i den gasmaske-taske?” ”Hvad skal du have for den håndbog i flyvning?”
Der er ingen gasmaske i tasken, for det er blevet ulovligt at sælge den slags. Der er asbest i gamle gasmaskefiltre. Og bogen? Prisen er alligevel lidt for pebret, kunden går videre.
Repertoiret hører til en tid, hvor man havde brug for at synge sig glad, fordi livet var blevet så rædsomt. Sange fra krigens tid, faktisk sange fra to kriges tid: første og anden verdenskrig
Jeg er gået ind i hangaren, fordi et kor synger derinde. Det er et amatørkor, ikke dårligt, heller ikke konservatorieuddannede. De synger til musik på en CD, rytmen traver regelmæssigt og muntert fremad, koret er trænet i at smile og i at bevæge sig sammen.
Uvilkårligt fortolker jeg det som et ”optimistisk kor”. I virkeligheden er det en tillært reaktion fra min side. Jeg har hørt de sange så mange gange. Efterhånden ved jeg, at repertoiret hører til en tid, hvor man havde brug for at synge sig glad, fordi livet var blevet så rædsomt. Sange fra krigens tid, faktisk sange fra to kriges tid: første og anden verdenskrig.
Tiden er anden verdenskrig, der varede fra 1939 til 1945 i Storbritannien – ”UK”, som landet omsider bliver kaldt i pressen af kommentatorer, for det hedder det officielt.
Og stedet, hvor jeg er, er Lincolnshire Aviation Heritage Centre, hvor to brødre for mange år siden lavede et landbrug på en gammel Royal Air Force-base. En tredje bror var død under krigen, hvor han fløj i Royal Air Force. For at mindes ham købte brødrene en Avro Lancaster bombemaskine fra krigens tid, den er næsten flyvedygtig igen. For et par år siden erhvervede de også en tomotors de Haviland Mosquito, der er sat i stand, så motorerne kører, og flyet kan køre rundt på jorden.
Til dagligt står flyene parkeret i hangaren, i dag er de udenfor, og der er flyshow. Folk er kommet for at få sig en oplevelse, i dag er der dusinvis af salgsboder rundt om, der dufter af burgere og frisk kaffe, midt i det hele er der veteranbiludstilling, der går ”re-enactors” klædt ud i Royal Air Force uniformer fra krigens tid omkring og skaber atmosfære.
Publikum sidder i det varme solskin på campingstole og picnictæpper på græsset foran Lancasteren og Mosquitoen. Man er blandt andet kommet for at se og høre flyene starte motorerne og køre rundt på landingsbanen foran publikum.
Hvad der er endnu bedre: På et tidspunkt møder nutidens Royal Air Force op med tre fly fra krigens tid: en flyvende Lancaster, Hurricane og Spitfire.
Typerne Hurricane og Spitfire var de typer jagerfly, der vandt Slaget om England i sommeren 1940. Dengang blev Storbritannien angrebet af Hitler-Tyskland, Storbritannien var den sidste kæmpende nation i Europa dengang, den sidste nation, der holdt stand mod den nazisme, der havde undertvunget Europa – den del, der ikke enten var neutral eller allieret med Tyskland.
Her i Lincolnshire rejser publikum sig begejstret og filmer løs med mobilerne, da de tre fly viser sig i luften.
En plads i verdensbilledet
Især en Spitfire kan få publikum op på mærkerne, man klapper ligefrem. Spitfire’en er blevet et nationalt symbol på det bedste, Storbritannien har at byde på. Et Storbritannien, der har en betydelig plads i verdensbilledet, et Storbritannien, der kan noget, et Storbritannien, der vil det gode, når det onde truer.
Tilbage til koret inde i hangaren.
Det er nemt for en indvandrer som mig først og fremmest at se klichéerne i de sange, man synger derinde i dag. Sangerinden Vera Lynns sang ’We’ll Meet Again’ er faktisk meget trist og optimistisk på en gang. ”We’ll meet again, don’t know where, don’t know when” var netop mange briters oplevelse under krigen, faktisk mine egne svigerforældres. De blev gift, og umiddelbart efter sejlede han med troppetransport til Nordafrika og videre til Italien, hvor han var med Royal Air Force til længe efter krigens slutning. ”Don’t know where, don’t know when”.
Et ældre ægtepar – men for unge til at have oplevet krigen – synger højlydt med, mens de sammen svajer fra side til side. For dem, som for mange briter, er dagen i dag sådan en, hvor man kan hvile i sin nationale selvforståelse. ”Vi er gode nok, vi briter, og vi har noget at have det i. Man kan godt stole på os.” Ren hygge. Hjemme i Danmark ville det have væltet med dannebrogsflag ved sådan en lejlighed.
Og det er jeg jo selv enig i, at briterne er til at stole på, ellers havde jeg jo ikke boet her i over fyrre år.
Den britiske selv-fejring
Mens man synger Vera Lynn sangen, sidder jeg stille og observerer og analyserer den britiske nationale selv-fejring omkring mig.
Så stemmer koret i med ‘It’s a Long Way to Tipperary’ og så med ‘Pack Up Your Troubles in Your Own Kit Bag’. Og så synger jeg med, for jeg kan både melodi og tekst.
Det lærte jeg hjemme på Bornholm i 1960’erne i folkeskolen. De sange stod i vores engelskbog.
Vi var så tætte på briterne dengang, at da de meldte sig ind i EF i halvfjerdserne, så fulgte vi med. De var vores største enkeltmarked for landbrugsprodukter, de spiste vores smør og stegte vores bacon
Så tæt var vi danskere engang på briterne, at samtidig med at vi sang ’I Danmark er jeg født’ og ’Det haver så nyeligen regnet’ til morgensang, så lærte vi også britiske (og amerikanske) soldatersange i engelsktimerne. Og vi sang meget i skolen, det var en herlig ting.
Vi var så tætte på briterne dengang, at da de meldte sig ind i EF i halvfjerdserne, så fulgte vi med. De var vores største enkeltmarked for landbrugsprodukter, de spiste vores smør og stegte vores bacon til deres bacon and eggs. Svigermor købte altid Lurpak, forsikrede hun.
Men efterhånden blev Tyskland et vigtigere marked for os danskere, vi blev ”europæere” på en måde, vi ikke var i halvfjerdserne. Dengang var vi mere skandinaviske end egentlig europæiske i vores selvforståelse. Det ændrede sig.
Det europæiske projekt
Det var tydeligvis anderledes for mange briter, der godt kunne se sig selv som del af det europæiske marked, men aldrig rigtigt som del af det europæiske projekt. Man skal minde sig selv om, at det var næsten fifty-fifty for og imod fortsat medlemskab ved folkeafstemningen i 2016. Landet er splittet, det er ikke enstemmigt anti-EU, og sådan er det den dag i dag.
Det, der kom til at spille en rolle – og det kommer det nok til i det kommende folketingsvalg i Danmark – var den ”tidligere” arbejderklasse, den del af befolkningen, der havde haft brug for fagbevægelsen og Labour-partiet til at kæmpe sig til bedre løn og arbejdsbetingelser.
Men den klasseforståelse virker ikke rigtigt mere, de industrier, hvor arbejderklassen eksisterede – sværindustrien, minerne – findes ikke længere. I 2016 følte de sig som den oversete befolkningsgruppe med adresse i områder, hvor de gamle arbejdspladser ikke længere fandtes, og nye ikke var kommet til.
Produktionen var flyttet til udlandet, indvandrere fra resten af Europa indvandrede frit til Storbritannien, hvor de ikke var et egentligt problem, men hvor de blev nemme at identificere med et fjernt Bruxelles, der tog beslutninger på Storbritanniens vegne, og som uden videre ”oversvømmede” landet med indvandrere.
Så i 2016 valgte briterne udlandet fra – i form af EU – og kastede sig ud i et (uigennemtænkt) løsrivelsesprojekt, hvor man selv ville bestemme, hvordan man forholdt sig til udlandet.
Det kæmper briterne stadig med.
Men der, hvor jeg var i dag, i Lincolnshire, drejede det sig først og fremmest om at hvile i sin nationale selvforståelse. Om at lytte til den berømte britiske flymotor, Rolls Royce Merlin, som der er to af i en de Haviland Mosquito og fire af i en Avro Lancaster. Og der er også sådan en i mange Spitfire-fly og Hurricane-fly, så lyden af britisk succes brummede fast og rytmisk oppe i eftermiddagsheden.
Men det er ikke alle briters selvforståelse. Der er flest – måske ligefrem udelukkende, jeg så jo ikke hver enkelt af de besøgende – hvide ansigter ved den slags begivenheder. Det er ikke nogen kritik fra min side, men det er en konstatering. Ligesom jeg også kunne se, at sygelig fedme ikke var et problem blandt mine medborgere (jeg har nu både dansk og britisk pas). Det var ikke nogen underklasse, jeg var sammen med i dag, det er ikke nemt at komme til Lincolnshire Aviation Heritage Centre, hvis man ikke har bil. Der var solgt fem tusinde billetter til omkring to hundrede kroner stykket.
Dualiteten
Og hvis man sammenholder det, man i forvejen ved om, hvem der stemte for og imod fortsat britisk EU-medlemskab, så var der nok en hel del EU-modstandere tilstede i dag. For mange af de tilstedeværende var det både en sjov dag med flyvemaskiner og madkurv på græsset. Men det var også en britisk dag, først og fremmest, det var en dag, hvor man fejrede, hvem man var.
Lincolnshire var det grevskab (”shire”, ”amt” kunne man skrive på dansk), hvor Royal Air Forces ”Bomber Command” holdt til under anden verdenskrig. Tusindvis af britiske bombefly fløj herfra mod tyske mål på kontinentet og i Skandinavien. Det en del af landet, hvor man mindes briternes indsats fra luften og deres tab. Besætningerne i Royal Air Force var frivillige, de kom fra mange lande (også fra Danmark) og tres tusinde måtte lade livet.
Lincolnshire Aviation Heritage Centre var en af baserne, og som sådan er centret ikke ”nationalistisk”, men handler om krigshistorie og om at mindes de faldne. Det drejer sig ikke kun om en krig i 1939-45. Hvis man besøger the International Bomber Command Centre nær Lincoln, kan man se, at senere krige – og senere ofre – også mindes.
Men min dag på Aviation Heritage Centre drejede sig mere om at minde sig selv om, hvem man er som brite i dag, brite med en bestemt og positiv selvforståelse, en selvforståelse, der omfatter alle briter, men som ikke alle briter føler sig som del af.
Den dualitet var også klar, da jeg ugen før besøgte det område syd for Lincolnshire, hvor amerikanerne holdt til under krigen.
Læs flere artikler i serien på POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
