UKRAINE OG EU #10 // TEMA – Krigen i Ukraine har gjort spørgsmålet om EU-udvidelse til noget langt større end traditionel europæisk politik. Ukraine er i stigende grad blevet en del af Europas strategiske fremtid. Men hvis EU udvider uden dybe reformer, risikerer Europa at blive større – og samtidig mindre handlekraftigt.
I årtier betragtede mange europæiske ledere EU som først og fremmest et økonomisk projekt. Et indre marked. Et regelsæt. En fredsorden bygget på handel og gensidig afhængighed.
Krigen i Ukraine har ændret den illusion.
Europa befinder sig igen i en verden præget af geopolitik, stormagtsrivalisering og sikkerhedspolitiske magtspørgsmål. I den verden er Ukraine ikke længere blot et naboland mellem Rusland og EU. Ukraine er blevet en del af Europas strategiske frontlinje.
Det er derfor stadig sværere at argumentere for, at Ukraine ikke på sigt bør få et reelt europæisk perspektiv.
Et permanent grænseland?
Efter Ruslands invasion i 2022 blev Ukraine kandidatland til EU på rekordtid. Samtidig har hundredtusindvis af ukrainere kæmpet ved fronten, mens millioner har mistet familiemedlemmer, hjem eller har levet under russiske angreb og besættelse for værdier og sikkerhedsinteresser, som store dele af Europa længe tog for givet.
Et EU med over 30 medlemslande kan ikke fungere effektivt med institutioner designet til en langt mindre union fra en anden geopolitisk tid
For mange ukrainere handler EU-medlemskab ikke blot om økonomi eller adgang til det indre marked. Det handler om, hvorvidt deres fremtid skal forankres i Europa – eller i et permanent grænseland mellem Rusland og Vesten.
Europas tøven over for Ukraine efter den kolde krig efterlod netop landet i en sådan gråzone. Erfaringerne siden 2022 viser, hvor ustabile sådanne strategiske mellemrum i sidste ende kan blive.
Men netop derfor kræver debatten også mere ærlighed, end man ofte møder i den europæiske offentlighed.
For Ukraines vej ind i EU handler ikke kun om moral eller solidaritet. Den handler også om institutioner, økonomi, korruption og Europas fremtidige handlekraft.
Ukraine vil med sine omkring 40 millioner indbyggere blive EU’s femtestørste medlemsland – større end Polen og på størrelse med Spanien. Samtidig er landet blandt verdens største eksportører af hvede, majs og solsikkeolie og råder over omkring en fjerdedel af verdens mest frugtbare sortjord.
Det vil ændre EU markant.
Ukraine er ikke et lille baltisk land, der relativt ubesværet kan integreres i EU’s eksisterende strukturer. Et ukrainsk medlemskab vil påvirke alt fra budgetter og landbrugspolitik til magtbalancen mellem medlemslandene.
I dag går omkring en tredjedel af EU’s samlede budget fortsat til landbrugsstøtte gennem den fælles landbrugspolitik, selv om landbruget udgør under to procent af EU’s samlede BNP. Hvis Ukraine blev fuldt integreret i den nuværende støtteordning, ville det næsten uundgåeligt flytte milliarder af euro i støtte væk fra eksisterende medlemslande og tvinge unionen til at gentænke hele sin budgetmodel.
Det er ikke nødvendigvis et argument imod Ukraine. Men det er et argument for et mere moderne og konkurrencedygtigt EU-budget, hvor færre midler bindes i landbrugsstøtte, og flere investeres i teknologi, innovation, energi og europæisk sikkerhed.
Samtidig kæmper EU allerede med langsomme beslutningsprocesser, nationale vetorettigheder og voksende interne spændinger. Unionen har flere gange haft svært ved at træffe hurtige beslutninger om sanktioner, energipolitik og militær støtte til Ukraine, blandt andet på grund af interne blokeringer fra medlemslande som Ungarn.
Det er svært at ignorere risikoen for, at et meget stort og institutionelt skrøbeligt Ukraine på sigt kan skabe nye former for intern handlingslammelse, hvis optagelsen sker for hurtigt eller uden tilstrækkelige reformkrav.
Korruption er fortsat et alvorligt problem i Ukraine, selv om landet har gennemført betydelige reformer siden 2014. Transparency International placerer fortsat Ukraine markant under de fleste EU-lande i internationale korruptionsmålinger. Samtidig har krigen naturligt styrket statens centralisering og koncentrationen af politisk magt.
EU’s tro på sig selv
Det betyder ikke, at Ukraine er ”et nyt Ungarn”. Selvom Péter Magyars Tisza-parti vandt valget i april, bør erfaringerne med Viktor Orbáns næsten totale dominans i Ungarn gennem mange år minde Europa om, at demokratiske tilbageslag inde i EU er langt sværere at håndtere end uden for unionen.
Det er netop derfor, Europas svar på Ukraine ikke bør være enten naiv entusiasme eller defensiv afvisning.
Europa bør støtte Ukraine massivt – militært, økonomisk og strategisk. Et fremtidigt Nato-medlemskab giver sikkerhedspolitisk mening, fordi Ukraine allerede i praksis er blevet en central del af Europas sikkerhedsarkitektur.
Men EU-medlemskab er noget andet. Det handler om langt dybere økonomisk, juridisk og politisk integration.
Hvis Ukraine på sigt skal ind i EU, kræver det derfor også, at Europa reformerer sig selv.
Et EU med over 30 medlemslande kan ikke fungere effektivt med institutioner designet til en langt mindre union fra en anden geopolitisk tid. Hvis unionen skal kunne konkurrere med stormagter som USA og Kina i det 21. århundrede, kræver det mere end regulering og økonomisk størrelse. Det kræver politisk vilje, strategisk retning og evnen til at handle hurtigt i kriser.
Her ligger den egentlige udfordring.
Ukraine tvinger Europa til at beslutte, hvad EU i virkeligheden skal være.
Et løst økonomisk samarbejde mellem nationalstater? Eller et mere samlet og geopolitisk seriøst Europa med reel global indflydelse?
I sidste ende handler spørgsmålet om Ukraine derfor også om Europa selv.
Om hvorvidt Europa stadig tror på sig selv som politisk projekt.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og