Omsider skete det. Længe havde jeg både ventet og tænkt; har de mon glemt mig; godtog de min astma-(bort)forklaring; bliver det Aalborg eller Herning? Og så i dag skete det (og sikke en timing).
“Forsvaret har sendt dig digital post”.
Så. Dér var den. Altså først efter, jeg måtte bøvle med NemID i bussen. Min indkaldelse. Min værnepligt.
”Du skal møde til Forsvarets Dag”. Det, vi førhen kendte som session, men som har fået et nyt, fancy rebrand. Indholdet er imidlertid det samme. Princippet det samme. Og problemet er det samme for mig.
Selve værnepligten består nemlig. Selve idéen om at man som mand må (som i skal, selvfølgelig ifølge Grundloven ) stille sig til Nationens disposition. At man som mand skal suge maven ind og tage geværet op. At man skal gøre sin pligt og forsvare sit Fædreland. (Værnepligten består som sagt – også selv om man godt nok kan vælge – hvis man bliver udtrukket – at blive militærnægter.)
Glem det!
Jeg skal ikke røre et eneste våben. Jeg skal ikke bidrage til jeres militær. Jeg skal ikke være kriger.
Jeg foragter krig. Krig er frygteligt; et nødvendigt onde, vil nogen dog mene. Men et onde ikke desto mindre. Et frygteligt onde.
I forvejen sidder jeg med en klump i halsen og ondt i hjertet og læser Svetlana Aleksijevitjs mesterlige skildringer om krigen set som menneske og specifikt som kvinde; hendes værk hedder Krigen har ikke et kvindeligt ansigt.
Men uhyrlighederne er fælles for både kvinden og manden.
Døden er den samme. Lidelsen er den samme. Elendigheden er den samme. Brutaliteten er den samme.
Tabene, afsavnet, den uoprettelige skade. Krigens naturlige følger, dens uundgåelig konsekvens.
Og det vil I have mig til?
Det bliver et nej tak herfra.
Foto: Forsvarets Bibliotek, Forsvarsgalleriet.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her