Om at vente på en taxa i Aarhus og om at vente på en mand – en anden kvindes mand.
Første lørdag i august 2016. Morgen. Det blæser og er skidekoldt og jeg har lige ringet for 3. gang til Aarhus Taxa der ikke kan finde ud af at sende en bil til holdepladsen på Store Torv foran Domkirken og Aarhus Teater.
Kl. er 06.28 og jeg har ventet i 31 minutter med bare tæer i mine små leopardplettede ballerinasko. Det er 26 minutter siden, jeg lukkede døren til hotelværelset bag mig, efter at jeg havde givet ham et kys med bløde læber på hans ryg. Han lå så nøgen og sov så dybt, som om han allerede for længst var taget afsted og var hjemme hos konen i København igen og ikke kunne nås.
Det er 27 minutter siden, jeg bag mine kæmpestore solbriller sagde godmorgen til den unge receptionist på Hotel Royal, han nikkede diskret og jeg tænkte et splitsekund på at spørge eller true mig til den overvågningsvideo, som jeg ved, at Donald Trump har fået Vladimir Putin og hans væmmelige agenter til at optage af alle nattens dybe, hede, uundværlige og brændende elskovsscener – mit hår er stadig pjaskvådt både af det ene og det andet – men så tænker jeg overbærende, at den video skal de to skumle fyre da sidde og hygge sig med enten i bjergene ved Camp David i Maryland eller i Putins Palads ved Sortehavet. Måske kan de så i det mindste lære at kysse?
Det er 29 minutter siden at jeg stod foran Hotel Royals imponerende bronzesøjleskulpturer, som kunstneren Hans Krull har lavet og tænkte:
Jeg løber op til ham igen. Jeg vækker ham, jeg kysser ham, jeg…
Men i stedet for at gå tilbage gik jeg over på taxaholdepladsen og ventede i sommerkulden med Chet Bakers trompet og pianisten Paul Bley i ørerne. De spillede en instrumental udgave af jazz klassikeren ,”Every time we say goodbye,” og gudskelov var jeg da møgsur på Aarhus Taxa og gudskelov at det var så skidekoldt og gudskelov for at mine solbriller sad som de skulle og mørknede for alt, for så var der jo ingen – ingen af de ingen, der var her på Store Torv – der kunne se om jeg tudbrølede, men det plejer jeg jo at gøre: Every time we say goodbye.
Det er 30 minutter siden, at jeg pludselig tænkte lidt på Joe og varmede mig ved tanken.
Nej, ham jeg elsker og elsker at elske med hedder ikke Joe – jeg taler om den verdensberømte baseballspiller, Joe DiMaggio. Marilyn Monroes ægtemand nr. 2 men altid på en måde hendes nr.1.
I hvert fald var Marilyn hans nr. 1 og DiMaggio sendte langstilkede røde roser til Monroes grav TRE gange om ugen i over tyve år, efter at hun var død. Parret var godt nok kun gift i 274 dage, men de forblev tættere end tæt lige til Marilyn døde – også tætte på dén måde or so the story goes.
Hit med blomsterne mens vi lever, men send også gerne et par buketter til graven, dog ønsker vi allermest, at den mand, der, har lyst til os og som vi har lyst til og som vi skal rejse med på den eventyrrejse, et hvilket som helst kærlighedsforhold er, at billetten er gyldig
Hvor er min Joe henne? Hvor er enhver kvindes DiMaggio?
Hit med blomsterne mens vi lever, men send også gerne et par buketter til graven, dog ønsker vi allermest, at den mand, der, har lyst til os og som vi har lyst til og som vi skal rejse med på den eventyrrejse, et hvilket som helst kærlighedsforhold er, at billetten er gyldig.
Nyd din plads, hvor end du skal sidde om det er forrest eller bagerst i eventyret – det står på billetten hvad du har givet for den, men teksten kan godt ændre sig undervejs – husk dog som hovedregel, at intet er gratis og hvis det er, så kan det også i værdi føles meget gratis.
Udgangspunktet for al menneskelig tiltrækning er: Ét slag er en lyd. To er en rytme. Dén rytme, der samler alt og dén rytme, der ødelægger alt.
Åhh, Joe DiMaggio! Sukker jeg bag solbrillerne, da jeg lidt over syv denne lørdag morgen i august sætter mig ind i taxaen midt i Aarhus, der langt om længe er kommet for at køre mig hjem med nattens kyssede folder og flader.
Der ligger bunker, bunker, bunker af notesblokke og papir på mit spisebord, der også har en hel del andre funktioner i min lille etværelses lejlighed, da jeg kommer hjem.
Jeg smider min skuldertaske midt på gulvet og går i gang med at redigere i mine noter og langsomt som timerne går, og det jeg arbejder på – en roman – samler sig og ind- og udvikler sig, så ikke, glemmer jeg, men forskanser jeg mig bag mit arbejde og har det godt med det, dog hører jeg stadig Chet Baker på repeat og de få gange jeg ”falder ud” af min skrivekoncentration og bliver tudevorn igen, så tvinger jeg mig til at se ham, ham der jo er en andens og er på vej mod København. Så tvinger jeg mig selv til at se en indre film hvor han ligger helt alene på Hotel Royal, vågen og ked af det og syngende ”Every time we say goodbye” i Tony Bennetts version – ikke Lady Gagas version, ikke Annie Lennox og nej, heller ikke hverken Ray Charles og Betty Clark eller Ella Fitzgerald.
Der er alt for meget ”jul, rensdyr og sleigh bells” over deres udgaver af nummeret og vi har jo som sagt august, nå men, ham min elskling, ligger så der og synger som Tony Bennett på Hotel Royal og 3,1 kilometer væk sidder jeg og lytter til Chets udgave. It’s not adding up and I know it. Suk.
Jeg arbejder og er alene, alene, alene. Skriver. Det eneste der hjælper. Det eneste jeg kan.
Det er blevet sen eftermiddag. Mit hår er stadig natteuglet, og hans duft lige stærk, børste og bad er aflyst i dag.
Jeg går rundt i lejligheden, langsomt. Chets trumpet er uendelig støvet og klar i klangen, mine persienner er rullet ned. Lige før jeg skal til at tumle om af tuderi i min lilla sofa, stopper jeg op og siger højt til mig selv:
”What’s new din gamle Pussy Cat?”
Om det er lyden af en levende stemme, om det er fordi jeg taler højt med mig selv, eller om det er dét, jeg siger, jeg ved det ikke, men pludselig er lejligheden levende af min latter, og nu jeg er begyndt at grine, kan jeg ikke holde op igen, så jeg står bare og holder mig for munden og nærmest jubler af grin og lettelse for den her gamle Pussy Cat, hold da nu kæft et fedt liv hun alligevel har.
Sover tungt kl.20. Vågner ved midnat med et strejf af gråd på mine læber. Here we go again.
Laver kaffe. Drikker den ved computeren der står på spisebordet. Kan ikke skrive.
Og nej, jeg drømmer ikke om at han og jeg skal købe et villatelt og en ekstra gasflaske og få et permanent campingpas et sted, slet ikke, jeg ved alt for smerteligt, at jeg ikke kan bo sammen med en mand – jeg prøvede det da jeg var ung, og jeg duer ikke til det
I går var den bedste gang ever, men det er det jo hver gang. Vi bliver tryggere, frækkere, vildere og meget, meget kærligere for hver gang vi ses, men vi ses alt for sjældent.
Og nej, jeg drømmer ikke om at han og jeg skal købe et villatelt og en ekstra gasflaske og få et permanent campingpas et sted, slet ikke, jeg ved alt for smerteligt, at jeg ikke kan bo sammen med en mand – jeg prøvede det da jeg var ung, og jeg duer ikke til det.
Man skal aldrig sige aldrig? Jo. Det skal man.
Hvordan kan noget der er så forkert føles så rigtigt?” spurgte jeg ham på hotellet natten før.
”Fordi der er ikke noget der er forkert ved det her.” svarede han.
”Nej?”
”Nej.”
Dét nej, hans nej, tog jeg med mig som det største ja fra natten på Hotel Royal.
Døm os eller drøm med os, du bestemmer selv.
Chet Baker eller Tony Bennett, it’s not adding up? It is. Det er det samme nummer de spiller, så jo, der er noget og nogen der passer sammen.
Imens jeg sidder og tænker med min kaffe midt om natten i Aarhus bliver jeg afbrudt af en kortfattet sms:
”Hjemme. Tak igen.”
Og jeg kan mærke med en lille lykkelig skælven at han, på sin vej tilbage gennem Jylland, Fyn, broer og motorveje har haft mig med i sin bukselomme som et heftigt kys, et lillebitte et, men et kys der altid, jeg ved det, vil ligge i kanten af hans lommeuld.
Illustrationer: Ingrid Bugge.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
