OK18: Strejkende lærere kan risikere ikke at have et arbejde at komme tilbage til

i Danmark/Erhvervsliv/Politik & Samfund af

OVERENSKOMST – Den varslede strejke for offentligt ansatte gælder også medarbejdere, der er ansat på offentlige overenskomster i private virksomheder. Det gælder blandt andet lærerne på de frie grundskoler. Når man er en jysk efterskole, hvis lærere skal i strejke, har man et lidt andet blik på konflikten, end det som fylder i medierne, forklarer Lars Luplau. 

Ole Vind er forstander på Flemming Efterskole. Hos ham går 207 elever. For de fleste af dem er dette skoleår deres eneste på efterskole, og dermed deres eneste chance for at få den enestående oplevelse, som et efterskoleophold er for mange unge mennesker.

Fredag 2. marts udsendte Frie Skolers Lærerforening (FSL) strejkevarsel mod 19 efterskoler, herunder Flemming Efterskole. Hvis ikke parterne når til enighed inden 4. april, vil Ole Vind være nødt til sende sine elever hjem, da han ikke længere vil råde over tilstrækkeligt personale til at beholde dem på skolen.

Hvis konflikten varer længere end et par dage, er der ingen tvivl om, at eleverne vil opleve det som et stort tab, at deres ophold forstyrres og afkortes. Men det er jo konfliktens pris. Det skal være besværligt. Man skal blive træt af den, så parterne presses tilbage til forhandlingsbordet.

Men for en efterskole betyder tomme senge også tomme pengekasser. Tilskudsreglerne siger, at man skal opgøre sit elevtal hver uge, så det er et voldsomt indtægtstab, der ligger og venter, hvis konflikten trækker ud.

På talerstolen ved årsmøde

Dagen efter FSL udsendte strejkevarslet, var der årsmøde og generalforsamling i Efterskoleforeningen, en forening, der ikke som FSL repræsenterer en gruppe ansatte, men er en skoleforening, der skal varetage hele skoleformen interesser.

Her berørte man kort overenskomstforhandlingerne, og foreningens formand, Troels Borring, der i den rolle i højere grad er repræsentant for arbejdsgiverne end de ansatte, udtrykte meget begrænset beundring for forhandlerne:
”Mage til makværk”, var hans ord, men han gav samtidig sin støtte til at Lov 409, der siden 2013 har reguleret lærernes arbejdstid, også på efterskoleområdet, bliver skrottet og afløst af en aftale: ”Selvfølgelig skal der være aftalte forhold. Lov 409 er det værste papir, jeg nogensinde har set. Det er udtryk for et menneskesyn, som ligger så langt fra mit, som man næsten kan komme.”

Ole Vind har med andre ord ikke friheden til at ansætte sine lærere på andre vilkår end statens, men friheden til at gå konkurs, den har han

Ved generalforsamlingen gik Ole Vind også på talerstolen. Han stod der egentlig for at sige noget til behandlingen af et punkt om tilskudsregler for efterskoleelever, men benyttede også lejligheden til at komme med en pointe, som meget få har tænkt på:

”Vores lærere er ansat på offentlige overenskomster, men kan som de eneste i denne konflikt risikere ikke at have et arbejde at komme tilbage til”.

Friheden til at gå konkurs

Så er vi tilbage ved det med de tomme senge, der giver tomme pengekasser. For efterskoler får et betragteligt statstilskud. Og en af betingelserne for at kunne oppebære det tilskud er, at man ansætter sine lærere på statens overenskomst.

Ole Vind har med andre ord ikke friheden til at ansætte sine lærere på andre vilkår end statens, men friheden til at gå konkurs, den har han; helt uden statslig indblanding. Så hans ord fra talerstolen rammer et ømt punkt, som indtil nu er gået under radaren hos de medier, der dækker overenskomstforløbet.

De strejkende lærere i de frie skoler risikerer faktisk, at deres strejker kan udhule skolens pengekasse, og gøre videre drift af virksomheden umulig. Man kan heller ikke på forhånd regne med, at Finansministeriet som øverste repræsentant for de offentlige arbejdsgivere vil gøre noget som helst for at holde hånden under private virksomheder.

Det kan diskuteres, hvor sandsynligt et scenarie, der er tale om. Men det kan ikke diskuteres, at det var en ægte bekymret Ole Vind, der stod på talerstolen. For problemet med de halvoffentlige arbejdsgivere, der risikerer at gå konkurs på grund af konflikten, er så marginalt, og truslen endnu så langt væk, at det er svært at råbe medier, fagforeninger og politikere op.

Usandsynligt scenarie

Den gængse opfattelse er jo, at de offentlige arbejdsgivere blot sparer penge ved en konflikt. Journalist Troels Mylenberg skriver i sin søndagsklumme:

”Her skal man måske også lige indregne, at når det på det private arbejdsmarked er noget af en bet også for arbejdsgivere, hvis det ender i konflikt, så er det ikke helt samme konsekvenser, som man mærker i det offentlige. Her spares der penge, hvis ikke der skal udbetales løn i en konfliktperiode. Mange penge.”

For at Ole Vinds dystre forudsigelser kan blive til virkelighed skal en lang række knapt så sandsynlige scenarier udspille sig samtidigt. Men med den seneste udvikling på Christiansborg er det bestemt ikke umuligt.

Hvis regeringen ikke får Socialdemokratiet med på et indgreb, der tromler henover 750.000 offentligt ansatte, er det nærmest det samme som at garantere formand Mette Frederiksen (S) nøglerne til Statsministeriet efter det valg, der ikke ligger så langt ude i fremtiden

Der blev som nævnt sendt strejkevarsel fredag. Det er ikke kun FSL, der har udsendt det, men alle organisationerne på det statslige område, således at et sted mellem 10 og 15 procent af alle statsansatte er udtaget til strejke.

Når man vælger kun at udtage så lavt et antal, er det for at kunne lade strejken køre så længe, som det er nødvendigt for at få de offentlige arbejdsgivere til at give efter for fagbevægelsens krav.

At det lige præcis er den andel af de ansatte, der skal strejke, skyldes reglerne i aftalerne mellem parterne, som siger, at ved en frigørende konflikt skal der udtages mindst 10-15 procent af medlemmerne.

Et normalt modtræk fra arbejdsgiverne ville være at lockoute samtlige ansatte, så lønmodtagernes strejkekasse kunne tømmes i en fart. Men at sende 750.000 hjem fra arbejde vil sætte hele landet i stå, så regeringen vil være nødt til at gribe ind efter meget kort tid. Det vurderes, at strejkekasserne vil kunne modstå en total lockout længere, end samfundet vil kunne leve med at være lukket helt ned.

Afgørende for næste folketingsvalg

Derfor er en lockout kun en god ide, hvis arbejdsgiverne føler sig nogenlunde sikre på, at et regeringsindgreb vil stille dem bedre end et eventuelt forlig. Og her er det, at Ole Vind kan finde lidt næring til sin bekymring:

Hvis regeringen ikke får Socialdemokratiet med på et indgreb, der tromler henover 750.000 offentligt ansatte, er det nærmest det samme som at garantere formand Mette Frederiksen (S) nøglerne til Statsministeriet efter det valg, der ikke ligger så langt ude i fremtiden, at der er tid til at glemme det hele inden.

Går Mette Frederiksen med i et indgreb, kan hun til gengæld være sikker på, at rigtig mange offentligt ansatte, der ellers ville stemme på S, i stedet vil sætte kryds ved et af de partier på venstrefløjen, der holdt sig ude af indgrebet.

I det scenarie kan SF sagtens drømme om at komme tilbage på niveauet fra 2007, da partiet fik 13 procent af stemmerne mod 4,2 procent ved sidste folketingsvalg.

Nu må arbejdsgiverne i det offentlige og regeringen jo ikke koordinere noget som helst, hvis de vil respektere den danske aftalemodel, hvor parterne fører frie forhandlinger om løn og arbejdsforhold. Det forholder sig imidlertid sådan, at såvel arbejdsgiverne som regeringen er ganske ligeglade med det, så de koordinerer på livet løs.

Konflikten vil i princippet kunne køre i det uendelige, da strejkekasserne og det under konflikten forhøjede kontingent fra de 85-90 procent af medlemmerne, der ikke strejker, vil kunne give de strejkende smør på brødet

Så hvis Mette Frederiksen siger til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at et eventuelt indgreb bliver uden hende, er det meget sandsynligt, at Moderniseringsstyrelsen vil tøve med at udsende et lockoutvarsel.

I det tilfælde vil konflikten, såfremt der ikke på mirakuløs vis opnås enighed i Forligsinstitutionen, køre med en strejke, der involverer 10-15 procent af de statsansatte. Deriblandt Ole Vinds lærere og lærerne på de 18 andre strejkeramte efterskoler.

Den konflikt vil i princippet kunne køre i det uendelige, da strejkekasserne og det under konflikten forhøjede kontingent fra de 85-90 procent af medlemmerne, der ikke strejker, vil kunne give de strejkende smør på brødet.

Så får vi et kapløb mellem skolernes likviditetsberedskab og regeringens tålmodighed. Det kan forekomme paradoksalt, at en fagforening vil sende sine medlemmer i en strejke, som kan lukke deres arbejdspladser, og det er helt sikkert ikke en del af planen.

Fagforeningen kan ikke hjælpe trængte skoler

Uffe Rostrup, der som formand for FSL sendte strejkevarslet mod blandt andre de 19 efterskoler, giver Ole Vind ret i at det i teorien kan føre til lukning af skoler: “Jeg anerkender, at der kan være skoler, som er stærkt presset økonomisk, og derfor kan komme i fare for at lukke ved en strejke.”

Det vilkår, mener Rostrup, er helt parallelt med det, man ser på det private arbejdsmarked: “Vi hjælper vores medlemmer efter allerbedste evne. Vi kæmper også en lønkamp, der potentielt kan lukke skoler, som ikke har råd til at betale de lønstigninger, som forhåbentligt kommer.”

Vi vil overveje et nødberedskab på efterskoler, hvor der er elever, som eventuelt ikke kan sendes hjem. Men vi har ikke mulighed for at tage hensyn til den enkelte skoles økonomi

Som formand for lærere, som arbejder på skoler, der er private og som sådanne kan gå konkurs, er det et grundvilkår og fagforeningens vedtagne politik, at skoler, der ikke har råd til driften, hvis de skal betale en ordentlig løn, bør lade være at drive skole.

Med hensyn til om skoler kan komme i problemer på grund af en eventuel strejke, maner Uffe Rostrup til besindighed: “I 2013 fik skolerne deres tilskud fra staten, selvom der ikke blev lavet skole, og samtidig sparede skolerne lærernes løn. Rigtigt mange skoler tjente på konflikten.”

Selvom Uffe Rostrup således mener, at det er meget usandsynligt, at strejken vil ende med at lukke skoler, er han med på, at det i yderste konsekvens kan have store omkostninger at kaste sig ud i arbejdskamp. Men meningen med en konflikt er jo, at det skal gøre ondt og lægge pres på modparten.

FSL vil kun i helt specielle tilfælde gøre undtagelser, hvis det skønnes nødvendigt: “Vi vil overveje et nødberedskab på skoler, hvor der er elever, som eventuelt ikke kan sendes hjem. Men vi har ikke mulighed for at tage hensyn til den enkelte skoles økonomi.”

Tilbage på Flemming Efterskole må Ole Vind håbe på, at parterne finder hinanden i Forligsinstitutionen. Ellers må han sætte sin lid til, at Socialdemokratiet træder til og hjælper regeringen med et indgreb. Statsministeren vil næppe lave et ensidigt indgreb alene på Dansk Folkepartis stemmer.

Samme DF er slet ikke ret interesserede i at hjælpe med indgrebet. Også de kan se frem til at miste stemmer på at gøre 750.000 mennesker vrede.

Skal man pege på noget, der kan give Ole Vind lidt håb og trøst, er det, at ingen af parterne har lyst til en konflikt. 2013 var en meget trættende oplevelse for alle involverede, og på det papir, som et eventuelt lovindgreb skal skrives, er der fortrykt ‘politisk nederlag’.

Det må forventes, at begge parter bliver en del mere bøjelige tæt på den dato, som Forligsinstitutionen sætter som startdato for konflikten. Mon ikke såvel de strejkeudtagne lærere på Flemming Efterskole som deres bekymrede forstander, håber på en aftale?

Eller i det mindste, at de forhandlere, som skal fortsætte forløbet i Forligsinstitutionen, gør sig klart, at dette er en konflikt, der potentielt kan lukke skoler og dermed arbejdspladser, hvis den får lov at køre i flere måneder med 10-15 procent af de offentlige ansatte i strejke.

Topfoto: Flemming Efterskole. Via Wikimedia Commons CCA-Share Alike 4.0

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn. Skribent, skolemenneske og sprogpedant. Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og har de sidste 14 år arbejdet som lærer og skoleleder. Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU. Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole, samt løse journalistiske freelance-opgaver Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Du kan støtte Lars' skriveri på Point of View International via Mobile Pay 21222329

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,