ÅRETS JULEBÆST, 3. DECEMBER // HISTORIER FRA POV’S FABELARKIV – “Hej Pal, kan du lige komme ned et øjeblik?” Den store isbjørn vinkede til den gigantiske albatros, der svævede over ham.
“Hvad så, Ice?” den store fugl landede langsomt ved siden af bjørnen. “Du lyder lidt ophidset. Noget galt?”
“Nej, slet ikke, men jeg har brug for din hjælp. Ser du, efter at jeg er begyndt at søge ny bolig, har jeg fået et tilbud fra min ejendomsmægler, og da du kender det område, jeg vil flytte til, kan du måske hjælpe mig. ”
“Hovsa, rolig bamse, køl lidt ned et øjeblik. Boligsøgning, ejendomsmægler siger du? Jeg er slet ikke med. Skal du nu flytte?”
“Ja, har jeg ikke fortalt dig det? Jeg har tænkt på det i nogen tid. Fordi, du ved, mit hjem bliver mindre og mindre for hver dag der går. Det smelter væk og forsvinder og så mener jeg, at jeg lige så godt kunne flytte til mere stabile omgivelser – og samtidig tage springet til et varmere klima. Hvad synes du?”
“Nå, jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket, din isflage ser fra mit synspunkt hele tiden mindre og mindre ud.” Han blinkede, mens han sagde det.
“Fint, så se her. Jeg har det her tilbud fra Shark Ejendom Estate; faktisk sendte han mig tre muligheder. Men Shark, han er lidt af en bolighaj og han presser mig for en beslutning NU, ellers er de væk, siger han. Markedet flyder og bevæger sig hurtigt, der hvor jeg gerne vil hen.”
“Men hvor vil du hen Ice?” afbrød albatrossen.
“Åh, sagde jeg ikke det? Jeg tager sydpå til Stillehavets store vande! Det skulle være skidesmukt derude! Vent, lad mig lige vise dig! Jeg skal lige åbne deres hjemmeside, så du kan se det.”
GARBAGE OCEAN ESTATES. Enestående beliggenhed mellem Hawaii og Californien. Denne skønne ejendom for livsnydere er omhyggeligt konstrueret af kasserede fiskenet og plastposer – med dekorativt anbragte sko, klipklapper og sandaler
Bjørnen klikkede på sin tablet, pegede på det første billede og læste med høj brummen:
“NUMMER ET: JUNK ISLE MANOR. Ideelt beliggende i den nordlige Stillehavsspiral. Dette hjem er klar til indflytning! Boligen er fuldintegreret i området, med en smuk kontrast til vandmiljøet. Mange fine funktioner som f.eks. et rummeligt mastersoveværelse med fuldtudstyret, luksuriøst badeværelse. Der er kræset for detaljerne. Det hele består af plastflasker, flaskekapsler og flamingo-kasser og denne smukke og moderne bolig flyder på en solid grød af mikroplast.”
”Det lyder da fint eller hvad?” mumlede bjørnen drømmende.
“Øhh, det ved jeg ikke lige.” Den store fugl kradsede sin svømmefod med næbbet. “Hvad er det næste så?”
“NUMMER TO: WASTE PATCH PALISADES. Eksklusiv beliggenhed i den Sydlige Stillehavsspiral. Denne arkitekttegnede liebhaverbolig i rene linjer byder på et unikt gulvplan med lys opholdsstue og soveværelse med walk-in closet. Huset er gedigent gennemarbejdet i maritimt affald, som bøjer og grej dumpet fra offshore platforme, fiskerbåde og fragtskibe. Finurlig detalje: ikke bionedbrydelig!”
“Se, den lyder som en god investering,” sagde Pal. “Det forsvinder nok ikke foreløbig, vel?”
“Jo, det lyder godt, ikke?” indrømmede Ice, mens han tørrede svedet fra panden. “Men vent, indtil du ser denne her.”
“NUMMER TRE: GARBAGE OCEAN ESTATES. Enestående beliggenhed mellem Hawaii og Californien. Denne skønne ejendom for livsnydere er omhyggeligt konstrueret af kasserede fiskenet og plastposer – med dekorativt anbragte sko, klipklapper og sandaler. Gulvplanen indeholder en stor opholdsstue, gildestue og designerkøkken. Lys og åben planløsning! Dette domicil er specielegnet til at holde fester og store selskaber!”
“Hvad synes du Pal? Du har erfaring fra lange overflyvninger over Stillehavet, og nu har du set tilbuddene. Hvilket skal jeg vælge?”
Albatrossen blinkede nogle gange før han svarede. Men så sagde han: “Jamen, jeg synes, at nummer tre lyder som lige dig. Først og fremmest; du elsker jo at spise, lave mad og holde store gilder! Og fiskenettene vil understøtte gourmettemaet. For det andet holder du meget af design og hele skodekorationen ligner et suverænt samtaleemne, ikke? Og for det tredje; både fiskenet og plastposer vil fortsætte med at dukke op de næste mange år, så det vil jo være et meget sikkert miljø!”
“Åh, det er så cool, at du har valgt den, som jeg havde sat næsen op efter!” udbrød Ice.
“Det må være mit fugleperspektiv,” mente megamågen. ”Nå, men nu tror jeg, Ice, at der ikke er mere tid at spilde, og inden jeg bliver nødt til at kalde dig SOFT ICE, må du hellere sælge dine ting, tage det næste isbjerg, som den her gletsjer kalver og sætte sejl til din Skidt Ø, sludder, jeg mener din Skatteø!”
“Tak Pal, du er en sand ven. Garbage Ocean Estates, jeg er på vej! Kom og besøg mig engang, vil du, så kan vi sammen se solen gå ned over Stillehavet. Ville det ikke være plastic fantastic?” Ice gav sin fjerede ven en bjørnekrammer.
© marieke burgers – 2018
© Illustration: “Home, Sweet Home”, Hildert Raaijmakers
Note fra forfatteren: Ifølge National Geographic spænder The Great Pacific Garbage Patch fra Nordamerikas vestkyst til Japan. Mere end 8 millioner tons plast dumpes hvert år i vores oceaner. Lad os endelig gentænke og genbruge plast så meget som muligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her